I skovens dybte

Noami pustede ud, og først nu gik det op for hende at hun havde holdt vejret. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham - ej kritisk eller på anden ubehagelig måde.
Da han lavede det lille hop til siden, lod hun blot vægten søge højre bagben. Hun mærkede at hun slappede mere af ved den lille, næsten instinkte handling. Hingsten havde mere at fortælle og det gik snart op for Noami at han ville give hende lidt af sig selv, han ville fortælle hende sin baggrund. Hun lagde straks sin fulde opmærksomhed på ham.

Vachell fortalte om hans lille flok, han havde været leder. Trods hingsten nok ikke lagde mærke til det, rankede hun sig lidt mere. Hun var selv fra en flok og havde fået ind med modersmælken at man skulle respektere leder, tidligere eller ej.
Hans øjne fangede hendes ved den næste sætning, og hun så udtrykket, der var bag den næsten himmelblå facade. Han virkede som i smerte, ej fysisk men psykisk. Hun genkendte en føelse, hun selv havde stiftet sine bekendtskaber med; skam.
Dog ikke længe, da de gled væk fra hende ved hans næste sætning. En sætning om døden. Nogen havde, som han sagde, mistet livet. Noami skuttede sig, trods vejret var af fin kaliber. Tanker snog sig rundt for hende. Hvorfor skulle det altid ende sådan? Hvorfor var døden altid det der forudsagde de største, psykiske knækkelser af en hest. Døden havde knækket hende og det lød også somom den havde knækket Vachell. Og ej kunne hun hade døden. Selvfølgelig ønskede hun selv at få dens hvile en dag, ikke at skulle tænke så meget. Dog bragte den tit så meget ulykke med.
Hingsten havde spillet en central brik i den anden hests død - måske han havde oververet det?
Hun blinkede endnu en gang for at få tankestrømmene til at stoppe. De blå øjne søgte ham, dog forholdt hun sig tavs - han skulle selv vælge om han ønskede at fortælle hende mere om sin fortid.

Vahell kiggede væk fra hende igen og med et søgende blik gennemgik skoven for spor af liv. Her var ingen andre end dem.
Han så ud af øjenkrogen på Noami, som forbeholdte sig tavs...mon det kom som et chok? Eller var hun bare sådan en lidt mere stille type?

Efter et stykke tid uden ord sukkede Vachell. Sukket havde en irriterende klang, noget der plagede ham voldsomt gemte sig i hans lyde og kropssprog.
Han kiggede hurtigt ned på sine ben. Mudder blandet med indtørret blod.
"Ja..." han vendte hovedet mod Noami igen, dog uden øjenkontakt. "Det var mig" Hans øjne så triste og skuffende ud. "Jeg kom til dette land fordi jeg har taget liv...om det er for at finde fred jeg kom hertil - eller for at undgå flere af disse handlinger - ved jeg ikke" Så snart han havde talt færdig så han væk igen og ud i horisonten. Her var ingen andre end dem...

"Jeg vil ikke ses som et monster" sagde han efter en længere pause.
Han mærkede hvor hårdt hans egne ord ramte ham. Han var et monster, men skammede sig så meget over det at der næsten ikke andet var tilbage...

Den røde lod ham tale ud. Han havde begået et mord. Taget en anden hests liv. Denne handling var selvfølgelig ikke en man kunne være stolt af - men den røde fangede også hans toneleje; han var OVERHOVEDET ikke stolt af den.
Hun lagde hovedet på skrå og forsøgte at fange hans vigende øjne.

"Kæreste Vachell, jeg ser dem ej som et monster. De var ej et monster før de udtalte dem om deres fortid - og ej efter. Ond er et ord man så hurtigt kan sætte på andre. Jeg kender ej deres initiativer, men det ville undre mig stærkt vis ikke de er af godt hjerte."

Hun holdt en pause og endelig fangede hun de himmelblå øjne.

"Jeg bære skam, de bære skam. De vil nok aldrig møde en sjæl der er skamløs. En sjæl der er direkte ond. En sjæl der gør en ond handling kan have gode initiativer. En sjæl der gør en god handling kan have gjort det for at skaffe sig selv en højere status, stige i rang."

Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham medfølende

"Det korte af det lange er; sket er sket. De skal ej lade skammen opsluge dem, forsvinde i skammen, skyldens mørke"

Han lyttede intenst til hendes ord. Og hun havde ret, selvom han nok aldrig kom over sin skam og selvhad.
"Du har ret" sagde han i en lavere tone.
Andet sagde han ikke.

Han kiggede en sidste gang rundt i skoven og ud i horisonten. Her var igen andre end dem...Heldigvis, for vis andre havde overhørt hvad han sagde og spredte rygter om ham, vidste han ikke hvad han skulle gøre...

"Men jeg bliver jaget i mine drømme" sagde han pludseligt da han huskede på sine mareridt "Af mig selv" Hans stemme lød stadig rolig men også hårdere end før.
"Jeg danner selv drømmende og kan ikke stoppe dem igen før de gør skade" Han fik øjenkontakt med Noami igen. Selvom han kunne tale i flere dage om hver og et eneste mareridt lod han være...for det pinte ham. Det trak fortiden langsomt tilbage...

De blå øjne antog et medlidende skær. Impulsivt rakte hun halsen frem for at lade sin lyse, tofarvede mule glide over hans spraglede hals.

"Kære Vachell. Jeg kan ej sige dem noget, der vil bringe dem i forlig med dem selv. De skal vide at jeg ej tror de har gjordt det af ond mening - selvom jeg ej kan slette sår, ønsker jeg kun at de ikke forsvinder. De har en fremtid i dette land, Andromeda, og lad ikke fortiden stå i vejen for den. Mine ord er svære at gennemleve, selv er jeg blevet rådet og ved det kan være ufatteligt svært at følge et råd, der i ordet lyder ganske simpelt, men i udførelsen er næsten umulig.

Da Noami strakte halsen frem og berørte ham blidt med den hvide mule, gøs han og det føltes som om han fik en spand iskold vand ned over sig. Berøring havde altid været en meget tillagt handling for Vachell. Han var floklederen og ingen skulle røre ham uden grund, han lod dog Noami gøre det, fordi hun trods alt kun havde været venlig overfor ham...faktisk kunne han ret godt lide denne hoppe, for hun dømte ham ikke og lingede på nogle måder ham selv.

Han stod stille et øjeblik og tænkte på sidste gang han selv berørte en andens krop. Nemlig den aften hvor han begik mord på en anden hingst.
Men som Noami begyndte at tale igen, skød han tankerne væk...

"Tak" fik han fremsagt efter at kaste lidt usikkert på hovedet. "Jeg satser også på en ny - måske bedre, fremtid i dette land"

Et smil tegnede på hendes mule, men alligevel nagede skylden hende. Hun havde hørt hans fortid, men han havde ej hørt hendes. Hun sukkede, ikke ulykkeligt, mere hvordan hun skulle starte.

"Det er mig glædeligt at de tror på en fremtid, en bedre en."

Hun holdt en lille pause.

"De har åbnet dem for mig. Jeg føler og ønsker at jeg skal gøre ligeså."

Endnu en pause og i denne viftede hun let med halen efter en irreterene flue.

"Jo.. I min gamle flok var der meget høflighed og en masse skikke... jeg levede ikke op til dem... gjorde ikke min pligt"

Vachell smilte til hende og lagde hovedet lidt på skrå da hun sukkede. Det lød meget frustrerende, hvad var det, der gik hende sådan på?
Og så åbnede hun sig op for ham, som han egenligt også selv havde gjort mere eller mindre uden at tænke over det.

"Ikke alle kan være perfekte Noami" sagde han yderst venligt og strakte halsen ud, mod hende hoved, dog uden at berøre hende.
"Men hvilke pligter skulle da du have gjort?" Spurgte han og vippede med ørene. Selv havde han aldrig givet sine flokmedlemmer 'pligter' som sådan...og slet ikke nogen der kunne risikere dem at komme til Andromeda.

Igen sukkede hun.. ja pligter.. hm.. de pligter hun følte man burde gøre som hoppe.

"jo.. for det første fik jeg ingen mage - gjorde ikke min families navn ære.. fik derfor ingen føl - blev en klods for min flok..."

Hun fangede hans ligeså blå øjne.

"Gjorde derfor ikke min pligt som hoppe.. var spild af tid... mad.. flokken ville være bedre tjent uden en uduelig hoppe... som uduelig hoppe... bliver man mindste rang... som sagt en klods..."

Et suk fangede igen hans ører...Måske skulle han aldrig have ladet hende tale videre om sin fortid, da det lød meget hårdt, eller mere frustreret at tale om for hende...
"Det er jeg ked af Noami..." sagde han og så på hende med medlidenhed, selvom han aldrig selv havde følt på den måde. Han var trods alt og en hingst og havde altid været øverst i rangen.

"Men, af hvilken grund kunne det så være du kom hertil?" Spurgte han nysgerrigt, med hovedet lidt på skrå.

"jo.. jeg ville gøre min flok ære. Jeg ønskede at få et føl. Derfor gik jeg til lederen - de har været leder og ved flokkens regler ej gælder dem; de sætter dem. Året efter fik jeg 2 føl.. men de var dødsfødte.."

En tåre sneg sig ned over hendes leverøde kind, selvom hun troede hun havde grædt dem ud lang tid før. Hidsigt blinkede hun den væk og fortsatte.

"Jo jeg kunne ikke holde til det mere - ønskede ikke at være der mere... rettere sagt.. begik selvmord"

Et lettere ironisk smil spillede på hendes læber

"Det virkede ikke.. jeg er jo her"

Vachell var lamslået over hendes fortids historie...Han indså også hvor godt han egenligt havde det og egenligt bare havde ødelagt sit fantastiske liv som flokleder, øverst i rangen og kunne bestemme over alle. Men gik hen og blive grebet af frygt for at blive afsløret over en lille ting, at han fik sig selv til at gøre noget, så forfærdeligt som at begå mord.

Og Noami! Noami var en smuk hoppe, der egenligt bare var fortabt og ikke kunne hjælpes mod naturens kræfter og uheld. Hoppen han stod overfor, havde det jo meget værre end ham selv og pludseligt følte han hvordan han næsten havde virket som om hans fortid var noget at høre på...for det var den ikke overfor Noami.
"Man kan flygte fra alt." sagde han og fik kort øjenkontakt med hende "undtaget sig selv." Han holdte en pause og så på hende..."Men det gør mig utroligt ondt" sagde han så og overvejede om han skulle lægge hovedet på hendes skulder, som en slags trøst...
Han tog to skridt fremad og lagde så sit hoved blidt på hendes ryg og skuldre.

Hun lod ham ligge hovedet på hendes skulder. Men lod det ikke blive ved det. Langsomt lagde hun sit hoved let på hans skulder.

"De har ret..."

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Ville gerne fortælle ham at han havde det tusindgange værre end hende.. som sagt kunne hun flygte - langt svære var det for ham. Hun ville gerne sige en sætning der ville give dem begge håb. Dog lod hun øjeblikket, hvor der skulle siges noget, passere. Stod i stilhed. Kunne ikke sige noget...

Lille billede til tråden
Kommer snart med et svar xD

Ja et lille viiiiiiiiiiiiiiirkeligt pænt billed;o

Må jeg egentligt gerne bruge Noamis hoved på billedet som avatar? (Hvis jeg kan finde ud af at skifte avatar xD) også skrive der neden under indlægget (ved ikke hvad det hedder^^) at du har tegnet avataren?:3