Searching For A Miracle

T A I A

---

Hoppen slog en mild latter op; en latter som fandt sin styrke i, at hun havde formået at finde en dans, kun hun kunne klare. Latteren var dog hverken hoverende eller hånende, men også en anerkendelse af hans forsøg. Hans anstrengelser, hvor fejlede de end måtte være, om at følge hende. Et smil kærtegnede hendes mule da han nappede efter hende, men hun veg fra ham i en drillende manér. Let hævede hovedet en smule og samlede sin holdning, så hun for et par skridt holdt hvad der kunne kaldes stolt, før hun faldt tilbage i den sædvanelige, afslappede holdning.

Hoppens øjne havde hele tiden hvilet på hingsten, men de blev for et øjeblik vendt ud mod det sandede hav, som øen bestod af. Hun skulle derind på et tidspunkt: Det var hendes opgave. Det skulle gøres snart, for det blev kun varmere og varmere. Hendes skridt aftog en smule, blev for et øjeblik uregelmæssige og sløsede. Det var hendes opgave. Hendes. Skulle hun gøre det, når deres veje splittede på ny? Skulle hun fortæller ham noget om det? Ville han forstå? Ville han stoppe hende? Hoppen drog et lydløst suk, før blikket blev vendt tilbage mod hingsten. Hendes tanker, hendes fravær, havde kun varet få sekunder, men det føltes som en evighed. Jo længere hun trak tiden ud, jo mere følte hun vægten af opgaven. En opgave, så hurtigt var gået fra det den var til at være en byrde hun ønskede at få til at forsvinde.

Takten blev fundet igen og et nyt smil lå om den mørke mule. De blå øjne tindrede på ny og hun puffede let ud efter den grå hingst.

De taktfejl han matte præstere, generede ham ikke; for snart lød en latter fra den brunbrogede hoppe, som vel egentlig fik ham til at slippe sin form og bare lade hans rytme tilpasse sig hendes, på den måde han nu fandt det bedst; hun hånede ham ej og ej heller irettesatte hun ham for hans forsøg, men hun morede sig, og det fandt han prisværdigt. Han brummede ganske iltert nu, for da han havde forsøgt at sende hende et ganske blidt nap, havde hun veget i leg, og med ét pustede han sig op som en anden kampklar sjæl og lod sin krop slynges frem i et par enorme hop, med forbenene kastet fremad. Hele hans korpus blev skiftevist spændt og løsgjort i hans hop, der bragte ham få meter foran den brunbrogede hoppe - lige langt nok, til at han først opdagede hendes pludselige ophold kort forinden hun fortsatte igen. Han drejede selv om sig selv, hurtigt; hans bagben gik let ned i knæ og hans hove fik skovlet en stor mængde sand i luften, som dernæst smøg sig omkring hans nu let fugtige skind.
Snart var hun dog fremme i sin takt igen, en takt der var, i hans øjne, yndefuld. Den var ikke yndefuld som de spinkle danseres, men yndefuld på Taia’s måde. Han vidste, at ingen anden dansede med denne takt og denne rytme, og det beundrede han, at hun var anderledes; på mange punkter.
Dog havde hendes opholdt sat et spørgsmål i hans sind - for han mente at have opfanget en lettere tænksom attitude hos hende, kort før hun havde sluttet sig til ham igen. Han brummede sagte, nærmest spørgende imod hendes sjæl, alt imens han genfandt hendes rytme ved hendes side; hun lod dog til at være ovre de ting der havde ramt hendes sind, for endnu strålede hendes øjne. Han prustede derefter højt, hingstet og iltert - men nu lå det i luften, at han ville lytte, hvis hun ville indvie ham i hendes tanker; men ellers ja, så fortsatte han dansen ved hendes side. Og efterhånden fremførte han sig ej længere blot som hendes dansepartner - men nok mere hendes rigtige partner?

T A I A

---

Svagt blev hoppens øre vendt tilbage og blikket vendt en smule bort. Grålingen havde lagt mærke til hendes tænksomme øjeblik. De blå øjne blev på ny vendt mod den dansende hingst, mens noget helt specielt lå i hendes øjne, men der var ingen præcis defination af det. Måske var det frygt, måske var det usikkerhed; måske var det modløsheden omkring vandringen igennem ørkenen. Halen svingede i en næsten frustreret manér bag hende, da hun lukkede øjnene og så let rystede på hovedet. Afviste hans tilbud om en lyttende sjæl. Nej. Taia havde ikke brug for, at han lyttede til hendes ord, hendes frygt; hun havde brug for blot at gennemføre det og det skulle være snart. Måske ville det ramme ham på en måde, hun ikke ønskede det skulle gøre, men hun kunne ikke risikere, at lade sig påvirke mere. Når hun kom tilbage, så ville hun lade ham lytte. Og hun mente når, ikke hvis.

I et forsøg på at komme tilbage ind i dansen, tvang den arrede hoppe et smil frem på sin mule. Det falmede dog hurtigt og hun fandt sig selv i et pludseligt stop. Langsomt blev hovedet sænket, så den mørke mule strejfede det hede sand og forsigtigt prustede hun til det. Ud af ingenting løftede hun sit ene forben og hamrede det ned i sandet, før det andet ben fulgte og hun gjorde et par frustrede, irriterede hop med forbenene. I sin pludseligt opståede frustration, ignorerede hun delvist den grå hingst. Så hurtigt som tingene var sket, var de dog faldet til ro igen og hoppen stod nu blot som hun var startet. Med hovedet hængende nede ved det hede sand. Det var svært at sige præcis hvad der havde ført frustrationen, vreden næsten, frem i lyset, men det var ikke så spontant som det virkede. Langt fra.

Dansen, som de to havde delt, den dans han havde budt hende op til, fik en brat ende. Lige som de to sjæle var kommet i gang igen, til lyden af skjulte trommer, begyndte den brunbrogede at blive anspændt, fjern, som vendte hun tilbage til dét, hun før var stoppet for. Kort efter afviste hun tydeligt det tilbud Altaïr havde lagt på bordet - han skulle ikke lytte endnu, for ej ønskede hun at indvie ham i hendes frustrationer. Altaïr lod sin overløbe krænges let op - der var spændinger i luften som hun ej kunne undlade at agere på, og snart efter stoppede den brogede hoppe da helt op, for derefter at slå sine hove imod sandet i et næsten arrigt tempo. Altaïr var standset, næsten så brat som hun selv var og stod nu forundret og så til, mens hun udførte sine hop. Han forstod langt fra hendes handlinger - men der var endnu meget, ved den brogede hoppe som han ikke forstod, hvilket også var charmen; men nu, ja, nu ønskede han vel at han forstod nærmere. En sagte brummen forlod hans mule, men han kunne på en måde sanse, at hun ej havde behov for at han var hende for nær, for den afvisende eller nærmere ignorerende aura der var gledet over hende, fortalte ham hvor hans plads var, lige i de øjeblikke dette varede.
Da først hun stod stille igen, med mulen nede ved sandet, trådte han de spæde skridt hen til hendes krop. Hans mule søgte meget forsigtigt ned over hendes hals, men denne gang var det ikke med spørgende sind, men nærmere fastlåst. Han ville ikke søge ind til kernen af hendes frustration, men derimod bede hende træde ud af den igen, da hun tydeligt havde vist at hun ikke ønskede en til at lytte; ja, så brugte han en anden metode, som han følte var mere brugbar her. Han nippede derefter meget forsigtigt imod hendes skulder for at vække hende op igen; ikke for at gennemføre dansen, men nok nærmere for at give sig i kast med noget nyt, der måske kunne holde hende fra det, der plagede hende.

T A I A

---

Hoppen sitrede let under den grå hingsts første berøring, før musklerne spændtes under det arrede skind. Normalt ville hun have fundet berøringen.. hun ville have tilladt den; nydt den måske. Men nu? Nu var ikke det rette øjeblik for den grå hingst at røre hende og han måtte jo før eller siden være vidne til det temperament, som hoppen alligevel havde, trods sit normalt venlige sind. Blot det lille, ubetydelige nip han havde rettet mod hendes skulder fik det mentale bæger til at skvulpe over. Akkompagnieret af et hoppet, hidsigt hvin snappede den arrede hoppe efter hingsten, før først det ene forben blev slynget op efter ham og så det andet. Med samme kraft som før, blev de hamret i jorden igen, før hun fnøs af hingsten og så vendte sig bort. Ørerne var vredet i nakken i en position de kun sjældent nåede. Formålet havde været at jagte ham på afstand, ikke som sådan skade ham, men uanset om det var lykkedes eller ej, så ønskede hun at skabe afstand mellem dem. Om det så betød, at hun stod for, at den blev skabt.
Gangen som før havde været afslappet og flydende, var nu anspændt og hendes skridt langt kortere og mere stampende. Ikke på den rytmiske måde som før, men i en tydelig frustration over noget; noget som ligenu kunne syntes at være alt og intet.

Måske var det frustrationen og tyngden af opgaven hun havde stående foran sig, måske var det fortidens monstre. Måske var det end blanding heraf og måske spillede det sidste stykke tids tilbagevendende minder en del i vreden. Uanset hvad, så var der dog ingen tvivl om at noget boblede i hoppen. Noget hun undlod at se på, undlod at tage vare om, for hun kunne blot dække det til med troen om at hun havde accepteret det. Men at acceptere hvad der var sket med hende, var ikke at acceptere hvad der egentligt var sket. At hun egentligt var død i sin egen verden; efterladt af alle hun kendte, alle hun havde kær, til at dø, blot fordi vinden ikke havde danset som den normalt gjorde. Blot fordi, hun ikke havde forudset det som ingen kan forudse. Hvorfor havde fortiden valgt at vise sit grimme ansigt? Fordi hun skulle ind i ørkenen; en ørken, hvor varme aldrig var en mangel. Hvorfor rørte det hende? Fordi med ild følger varme og ingen har nogensinde bevist for hende, at det ikke går den anden vej rundt også.

Et stik, en kort smerte, et hyl og hove der smælder. Mange ting skete pludseligt for den skimlede hingst, som han ikke helt forstod.
Det var sådan, at kort forinden dette udbrud, som den brogede Taia kom med, havde den skimlede forsøgt at trække den brunbrogede hoppe væk fra en tyngende spekulation, som havde brudt ind i hendes sind, da deres dans havde været på det højeste; en spekulation, som den skimlede ej synes den brogede skulle bære nu. I hans forsøg, havde han berørt hende, hvilket havde tricket den voldsomme reaktion hun havde udført; først et snap der satte sig direkte på hans mule, hvorefter to forben var kommet flyvende ligeså. Hingsten, som trods alt havde lidt erfaringer med hopper der kunne finde på dette, nåede at trække sig, inden Taia’s forben nåede ham, men en fin smertende plet var på hans mule, der hvor hendes tænder havde fået fat. Altaïr lænede sin vægt bagud så hurtigt han kunne ud undlod i samme omgang et hvin af hingstet karakter; men hverken dominerende eller truende - blot en smule forundret, ja, endda beklagende? Han havde trådt over en grænse, som han ikke anede hun havde, hvilket havde lært ham en ting eller to nu. Da først hans vægt var hevet bagud, lod han sine forhove løftes fra sandet, alt imens han trak sin krop til side, således at hans baghove måtte rotere i sandet. Han bemærkede først, da han egentlig var ved at udføre denne handling, der skulle sikre hans følsomme mule fra flere bid, at Taia ligeså drejede om sig selv. Snart stod de to sjæle, som før havde været kærligt tætte, nu med bagdelene mod hinanden; Altaïr havde halsen hevet og let spændt overlinje, for bedre at kunne påtage sig bid uden at blive overrasket og dermed mindske smerten - men ej kom der flere udfald, nej. Snart satte den brunbrogede hoppe derimod væk fra den skimlede hingst, som straks drejede sin lange hals om for at se, hvor hun var på vej hen. Han gjorde dog ingen tegn på at følge efter hende med det samme - hun havde vist ham hvor grænsen gik, og det at hun nu søgte fra ham, talte endnu tydeligere. Han brummede sagte, en smule slukøret for sig selv; hans handling havde været forkert, det vidste han. Men det var også let at være bagklog.
Han drejede nu sit korpus rundt, så han frontede hende. Hans blå blik fulgte hende, søgte hende; både uforstående og forstående. Han forstod, at hun ej ønskede ham nær, men ikke hvorfor. Der stod han, ganske pænt og afventede en form for ændring i hendes kropssprog, som kunne vise hvornår han fik tilladelse til at komme nærmere; for ej ville han længere væk. Absolut ikke!

[Tråd lukket]