Searching For A Miracle

Der var gået uger, desværre, siden den skimlede hingst, der gik under et ganske hemmeligholdt navn, havde set den brogede hoppe, som han efterhånden havde så stærke følelser for, at han ikke kunne slippe hende af tankerne. Hendes fravær havde gjort ham søgende, så søgende at han ikke havde haft lyst til at indgå andre møder i godt og vel en uges tid.
Hans sind, det drømmende og til tider mystiske sind, havde af ubevidste årsager bragt ham til ørkenens sand, hvor han ej havde mødt mange; havde havde mødt den bevingede hoppe herude et par gange, men det var stort set også det. Men måske var det netop de steder, han sjældent kom, at han skulle lede?
Hans lange, mørkere ben strøg igennem sandet uden synlig besvær, selvom det var en anstrengende dans at give sig i kast med; og samtidig bagte solens stråler ned på hans muskelfyldte krop, der snart var iklædt den tynde sommerpels, der kunne skinne op, som månen. Med ganske spidset mule udsendte den skimlede sjæl snart et kald, der strakte sig over sandets ocean; for selvom han normalt var diskret, havde han lagt sin strategi helt om nu. Var hun her, ville han vide det; for han søgte hende, den brogede. Den unikke.

T A I A

---

Solen bagte på den brune hoppes skind. Den tykke vinterpels var ingen steder at se, men det var også den eneste forskel. Den brune farve var så dyb som den altid havde været; arrene lige så. Intet ville nogle sinde tage dem fra den ældre hoppe, men hvor de før havde været en hindring, var de nu et af hendes kæreste ejer, hvor sært det end måtte lyde. Det der havde været hendes største frygt, var nu blevet den største skat af alle.
Det lettere grove hoved var hævet så højt over vandet som muligt, mens de kraftige ben kæmpede sig vej under vandet. At leve i det ø-rige, som Andromeda var, havde gjort hende vand til svømmeturene, men det havde den seneste tid også. Hun havde søgt; været på flugt; stået stille. Alt sammen på samme tid, men stadig uden helt at gøre nogen af delene. Hendes sind var forvirret, det samme var hendes minder; mest af alt, var hendes følelser dog gået skævt. Nogle gange boblede de, andre gange frøs de nærmest. Dette var på trods af at hun ikke havde mødt en eneste sjæl...

Endeligt. Fast grund. De brede hove tog godt fast i stenene, som hurtigt slog over i gyldent sand. Med kraftfulde bevægelser fik den arrede hoppe hevet sig op på land. Musklerne spillede under det våde skind, men ej så meget at det virkede maskulint. Det lå dog i den mindre feminine ende af spektret. Uden synlig hast rystede hun sig. Ørkenøen var egentligt intet andet end et stop på vejen. Hendes mål var Chibale, men hun vidste udemærket, at som dagen var, kunne hun ikke tage turen i et hug. De blå øjne hoppen besad så ikke ud over området, hvilket de normalt ville have gjort, men var blot gemt for omverdenen mens hendes lunger søgte den mængde luft, de krævede, men ej havde haft.

Selvom solen havde fremkaldt et let svedlag over halsen på den skimlede hingst, nægtede han at sætte sit tempo ned; for han søgte, som han nu gjorde det, indtil det gav pote, eller det vidste sig at han søgte det forkerte sted.
Hans lange ben havde båret ham i en fyrrig dans i en halvcirkel lidt ind imod sandets ocean, og så ud mod bredden igen, da han ikke gik ud fra, at den brogede hoppe ville befinde sig i midten af den glohede ørken. Han kendte hende, mente han, godt nok til at vide dette. Hans lange ben var nu på vej, ud mod udkanten af denne ørken, hvor der kunne gemme sig mange ting han ikke kendte til, med det formål at tage en pause under nogle af de få træer, der stablede sig i grupper ude imod vandets domæne.
På sin vej, fangede noget dog hans opmærksomhed - for pludselig, ud af hans øjenkrog, fik en brun skikkelse fanget hans blå øje - og snart stod han bum stille med hovedet hævet umådeligt højt og ørerne vendt helt fremad. For dér var hun. Den brunbrogede! Nok havde hun ikke besvaret hans kald, men det så ud til at hun kun lige var steget op fra vandet, så deri lå forklaringen nok - men han var ikke langsom til at sætte imod hende i en umådeligt fyrrig dans. Hun var der!

T A I A

---

Hoppen rystede sig på ny. Vandet drev stadig fra hendes mørke pels, men for hvert sekund der tikkede forbi, syntes hun mere tør end før. En kort prusten forlod hende og hun mimrede kort med mulen. Hendes øjne var stadig lukkede, gemt væk fra den stegende sol. Kort overvejede hun blot at blive stående; at lade solen tørre hende helt, men overvejelsen blev revet over da noget langt mere betydningsfuldt skete. En lyd nåede hendes ører og det gav et let ryk i det ene. Let missede hun med øjnene da hun slog sine øjne op. De besad en intens blå farve, som dog blev let skjult da hun vendte dem mod lyden. Det tog hende et øjelik at finde ud af hvad det var hun så, men også kun det ene øjeblik. Grålingen...!

Taia rørte sig ikke, ændrede ikke holdning. Det eneste hun gjorde var at trække vejret og se. Stirre. Beundre. Men så kom ændringerne også. Et smil brød frem på den mørke mule og begge ører blev spidset. Det var virkelig ham! Ingen tvivl; der var ingen i landet der besad et udseende lig hans, i hvert fald ikke såvidt hun vidste. Anderledes fra deres sidste møde, drejede hun sig let mod ham og skridtede ham i møde. Den halten som før havde besværet hende var der stadig, men i et så lille omfang at den ej kunne ses og ej heller mærkes. Den var der, ville altid være der; til vinter ville den komme igen, men for nu var hun fri. Fri for den smerte, som hun ellers gerne bar.

,,..."

Ingen lyd fandt vej til hendes mule, da hun strakte den frem i en hilsende gestus. Hendes blå øjne funklede let; glæden i dem var dybere end sidst; mere oprigtig, selvom den sidste gang ikke kunne kaldes falsk.

Hans søgens var ovre, det var den. For nu dansede han imod den brogede hoppe, som lod til at have fået øje på ham, efter han havde givet sig selv til kende. Hans lange ben blev sat foran hinanden i hans rytmiske bevægelser, og rytmen blev kun øget, da hun vendte fronten imod ham og skridtede ham i møde. Og ikke kun hans bevægelser blev mere fyrrige, for en brummen skød snart frem fra dybet af hans bryst, en dyb og hingstet tone, som normalt ikke lå til ham, men som var tilegnet denne hoppe, fordi han ønskede hende for sig selv. Og kun for sig selv.
Han endte i en samlet parade ved hende, da de var hinanden nær nok, og da hun rakte mulen imod ham, tavst, men smilende oprigtigt med de lyseblå øjne, da lyste han for alvor op. Hun var virkelig foran ham, og virkede endda glad for at se ham. En stolthed, over at have opnået netop dette, fundet af den brogede hoppe og den glæde der var fremtrådt i hendes øjne, fik ham til at ranke sig op som den fineste præmiehingst der fandtes, og snart efter strøg hans mule sirligt over hendes, følsomt som han altid berørte hende.
Dog, var der ikke langt den til drømmende hingst han var, for selvom hans krop nok var spændstig, da viste hans øjne alt; det 'jeg' der lå i hans krop, skinnede i sandhed igennem her, og det blik som mødte den brogede hoppe, kunne ganske enkelt beskrives som drømmende.

T A I A

---

Et øjeblik stod de blot og så på hinanden; iagtog hinanden. Blev sikre om at de var hinanden. Et smil tindrede på Taia's mule og hun lukkede kort øjnene da hans mule rørte hendes. Tavst gengældte hun hans kærtegn, om end på sin egen måde, og på ny åbnede hun sine øjne. De fandt hurtigt hans og som altid blev de fortabt. De forsvandt i mørket, men ej på den dårlige måde. Med en blid, lav latter rystede hun på hovedet og løsrev sit bliv, hvor uvillig hun end var til at gøre det. Hun kunne ikke tillade sig at forsvinde helt; i hvert fald ikke endnu.
En feminin brummen skød frem fra hende og hun puffede kort til hans mule, før hun tog skridtet videre. Med et langt, glidende skridt trådte hun hen til hans side, så de stod skulder mod skulder, men med hovedet i hver sin retning. Her lagde hun sit hoved på hans hals, før hun let knugede sin rundt om hans. Hun havde savnet ham, nok mere end hun ville indrømme. Igen lukkede hun øjnene og forsikrede sig blot, for anden gang, at det virkelig var ham; det var Grålingen. Grålingen. Altaïr. Der var næppe nogen der ville forstå hvor hun så dem som adskilte personligheder. Hun holdt af, ukendt for hende selv nok nærmere elskede, Grålingen, men kendte knap nok Altaïr. Skulle han en dag ønske at vise sig, ønske at lade hende lære ham at kende, så var hun der, men for nu var han så ukendt som øen de stod på.

,,Jeg har savnet dig...!"

Det var ikke mere end en mumlen der fandt vej ned igennem hendes man og ordene kunne vel kaldes ynkelige, men hun havde ikke andet at sige. Der var ingen grund til at pakke ordene ind eller gemme dem i hilsner. Forsigtigt løsnede hun sit løse greb om ham, men hendes hoved hvilede stadig på ham. Forsikrede sig, trods intet var usikkert.

Han kunne fornemme på hende, den brogede, at hun var glad for at være havnet i selskabet af den skimlede hingst igen; og da hun trådte frem, efter at have puffet imod hans mule, således at de stod side og side, da derpå lagde sit hoved imod hans hals, brummede han nærmest syngende imod hende. Derpå blev hans syngende brummen formet til de drømmende ord, som han normalt gjorde brug af, for nu fortalte hun ham, at hun havde savnet ham; og det måtte man sige, var gengældt.

,,Åh. melady, du har været savnet. Tro mig, mine ben har båret mig langt, for at finde dig"

Hans ord endte op i den syngende brummen igen, inden han forsigtigt strøg hende over halsen. Atter engang, som han havde gjort det aller første gang han rørte hende, behandlede han hende som krystal, der kunne sprække for enden af hans mule under det mindste tryk. Og det var fordi, hun var mere unik end alle andre. Derpå hævede han hovedet en smule - for noget havde faktisk naget ham. Ét lille undrende spørgsmål, som han normalt aldrig stillede andre - men han var nået dertil, hvor han gerne ville stille hende det.

,,Melady, jeg ved godt, at navne ej er noget jeg bruger. Men jeg har naget en nysgerrighed omkring dit. Melady, nu hvor jeg har fortalt dig mit, vil du da gøre mig æren at fortælle mig dit?"

T A I A

---

De grove, let arrede ører var vendt tilbage mod den skimle hingst. Ej i vrede, men i opmærksomhed. Hun lyttede; slugte hvert ord og håbede inderligt på mere. Som altid kælede hans ord for hendes ører, inden de forsvandt og blev erstattet af et nyt ord eller den stilhed, som begge heste syntes at nyde i ny og næ. En kortlivet, let sitren gik igennem hoppen ved hans lette berøring. I starten havde det undret hende lidt, hvorfor han virkede næsten bange for at røre hende, men nu fik de lette bevægelser hende til at føle sig som noget mere, end det de fleste så hende til at være.
Hendes navn. Havde hun aldrig...? Kunne... Hvorfor? Hendes ører var blevet spidset i overraskelse over at hun havde glemt noget så simpelt, men alligevel så vigtigt. Men.. overraskede det hende? Egentligt ikke. Han kaldte hende Mylady, hun kaldte ham Grålingen. Ingen af delene var det rigtige navn, men alligevel betød det mere end de fleste ville tro. En halvkvalt lyd kom fra hende: en lyd som hurtigt voksede til en lavmælt latter, som så igen voksede let i styrke. Hun havde glemt det. Hun havde glemt at fortælle sit navn. Latteren blev aldrig højlydt og ej heller tog den overhånd, men det var tydeligt at hoppen morede sig over den forglemmelse som de egentligt begge var skyld i.

,,Hvordan kunne jeg glemme det?"

Taia talte mere til sig selv end ham, da hun vendte sit hoved mod hans. Et smil kærtegnede hendes mule, men latteren var forsvundet. Morskaben tindrede dog stadig i hendes intense, blå øjne.

,,Mit navn er Taia. Intet mere, intet mindre..."

---

De lyse hove, som den skimlede hingst besad for enden af hans mørke, slanke ben, sank let ned i det våde sand, der gentagende gange blev overdynget af vandet igen - det vand, som den brunbrogede hoppe, hvis navn nu flød i hans ører, var steget op af. Taia, var hendes navn, og et udtryk der ikke kunne beskrives, stod malet i ansigtet på den skimlede hingst; det var hverken ærefrygt, beundring eller glæde, men nok mere en ting, hvor alle tre elementer indgik. Det at høre navnet på den hoppe, som hans hjerte havde valgt at lægge sig for, var noget specielt. Normalt var navne for ham ligegyldige, og det havde de også været med denne hoppe, indtil nu, men nu kendte han navnet på den specielle personlighed, som han havde lært at kende, og han kunne ikke have udset et bedre navn til hende. I hans verden, passede det hende perfekt. Et smil, nærmest sagligt, men endnu drømmende og hingstet fandt vej til hans mule, inden han med følelse rakte mulen imod hende igen, lige inden hun kærtegnede hans.
Nok lå der en morskab i hoppens øjne, som han ikke kunne tolke, men det generede ham ikke, for at se hende med denne følelse, morskab, vakte endnu stoltheden i ham; nok om det så var ham, der havde været grunden til hendes morskab. Ja, han kunne være ganske banal på dette punkt, men at få hende til at reagere, var en sejr han ikke fralagde sig chancen til at opnå.

,,Melady, Taia. Jeg må give dig, at navnet du bærer, passer til den du er, om end jeg ikke kender dets betydning. Nu, da vi begge kender hinandens rigtige navne, kan man vel sige, at vi kender hinanden, på anden måde end så mange andre selskaber kender hinanden, og jeg er taknemmelig for, at du ville se hvem jeg er, og jeg måtte se hvem du er.”

Sagde han, med det let genkendelige smil, det drømmende smil, inden han med et galant buk bød hende op til en lille dans, her i vandets kant. De to, med sand under deres hove, tæt svunget sammen med deres kroppe; det var noget han lystede at gøre, fordi hun tiltrak ham. Og han ville umådeligt gerne danse med hende, opvarte hende, dog på hendes præmisser.

T A I A

---

Inderst vidste hun godt hvor meget det betød, hvor meget navne betød, men det overraskede hende alligevel at han reagerede så.. stærkt. Så meget. Nok betød det navn hun havde givet ham, mere end det navn der var blevet givet til ham, men alligevel? Betød hendes 'sande' navn virkelig så meget? Kunne det betyde så meget? Udtrykket var et hun sent ville glemme. Alligevel kunne hun dog ikke lade være med at smile. Det betød virkelig så meget for ham. Let mimrede hun med mulen, da han blidt kærtegnede den. Fra tid til anden ønskede hun at fortælle ham, at hun ikke gik i stykker. At hun ikke var glas. Men samtidigt... Samtidigt nød hun det. Nød det faktum, at hun var så speciel for ham, at han var bange for at ødelægge hende ved blot en berøring. Man kunne kalde det... hvad kunne man egentligt kalde det?

Til hans ord havde hun intet svar, men blot et blidt smil. Da han bød hende op, følte hun for at afslå. Følte for at knuse ideen, men hun kunne ikke. Hvordan skulle hun også kunne gøre noget som det? Smilet ændrede sig, slog fra det blide til et mere spørgende, før hun let slog med hovedet og så tog et prøvende skridt fremad. Hendes skind var stadig vådt, hist og her dryppede vandet endda af hende. Sandet, blandet med vandet, føltes tungt og ikke viderligt til at danse i, men hun ville give det en chance. Endnu et skridt blev taget, før hun samlede mod til sig og lod farten øges en anelse. Skridtene ville aldrig matche en lettere hoppes elegance, men de havde alligevel sin egen skønhed i sig. Hvor andre søgte skønhed, søgte hun rytme. Hvad de så som perfektion, så hun som uoriginalt. Hvad hun så som unikt, så de som uperfekt. To verdener, to måder, der sjældent fungerede sammen, men som alligevel, trods al modstand, på en eller anden måde skabte harmoni, når den grå hingst bød den brune hoppe op til dans.

Sandet, som var noget mere sammentrykket end længere inde I ørkenens domæne, var en ganske fin bund til at danse på, for ikke nok med at den gav tilpas udfordring, var den også stabil nok til at det ej var så anstrengende at danse på.
Han smilede sigende til den brogede hoppe, Taia; dét, at han efterhånden måtte berøre hende på denne måde, uden hun reagerede tvivlsomt overfor ham, var et skridt han i sin tid ikke havde regnet med de ville tage. Men de havde taget det, og kort forinden dette øjeblik havde de taget ét skridt til - for nu kendte hans hendes navn, og ville skatte det i sin hukommelse, som han vidste hun skattede hans.
Han havde budt hende op til dans - og selvom hun virkede spørgende herom, selvom hun måske ikke virkede ganske lysten til at danse, slog hun overraskende frem lidt efter. Først ét skridt, så et til, og snart strøg den unikke hoppe fremad, med en rytme som kun kunne fanges og tøjles af hende. Smilet på mulen af den skimlede herre blev bredere og snart strøg han frem i en fyrrig dans ved hendes side, med løftet ryg og hævet, men endnu hvælvet hals. Hans skridt var lange, svævende og med et godt løft; men selvom han da ville prøve, vidste han at han ikke kunne ramme samme rytme som hun havde; som trommeslag udført af naturen selv, så han hendes bevægelser som. Trommeslag der lagde melodien, som han kunne danse til, danse med.
Han strøg af sted ved hendes side, og selvom han skulle se hvorhen hans skridt bar ham, var det meste af hans fokus på hende, for det var hende han dansede med nu; en dans, der skulle nydes.

T A I A

---

Et smil kærtegnede den arrede hoppes mule. Det var endnu uvist for hende præcis hvad den grå hingst så i hende, men uanset hvad det var, så glædede det hende at han så noget. Så noget andet, end hvad andre så når de lagde blikket på hendes ar. Nok havde hun lært at leve med dem, lært at sætte pris på dem, hvis ikke ligefrem holde af dem, men inderst inde... Inderst inde skammede hun sig; frygtede dem. Blev hun givet chancen om at komme hjem igen, så var de, arrerne, det eneste der holdt hende væk. Det eneste der gjorde, at hun ikke tog imod tilbuddet med åbent hjerte. Nok blev arrerne accepteret i Andromeda, men i Taruhk? Uanset om hun kom hjem, så ville hendes fremtid aldrig være der. Hendes ar ville få hende dømt; gøre hende spottet. Hendes egen familie ville næppe tage imod hende, men blot vende hende ryggen traditions tro. Ingen mærket af ilden bliver taget godt imod, medmindre de mistede livet da de blev det...

Let rystede hoppen på hovedet over sine tanker. De hørte ikke til her, for hun ville ikke komme hjem. Hun hørte til her nu, af flere grunde; landet var blevet hjemligt og hestene ligeså. Skaberen, Den Vise, havde givet hende en opgave. Mest af alt, var hvad der bandt hende til landet, dog Grålingen. Selv hvis hun fik tilbuddet om at komme hjem med en helet krop, så var hun i tvivl om hvorvidt hun ville vælge det eller Grålingen. I sit inderste hælede hun vel mod ham?
Skridtede føltes stadig lidt tunge i sandet, men hun vænnede sig til det. Kort klottede hun, faldt over sit eget ben, men hun forsatte som om intet var hændt. For intet var hændt. Hvis man ikke havde opdaget det før, så burde man i det mindste vide det nu; Taia var alt andet end perfektion og elegance. Alt andet end flotte, rene skridt og et kønt ydre. En feminin brummen dannede sig i hendes strube da hun øgede sit tempo en anelse. Let øgede hun også højden af sine skridt, så rytmen ændrede sig; simple spjæt gjorde, at den melodi de skabte, gik fra monoton til livlig; fra død til levende. Roligt svingede hun med halen. Alt skete mens hendes blik lå på den grå hingst og et kærligt smil lå om hendes mule. Nok havde hun haft svært ved at finde ud af det en gang, men trods deres få møder var hun kommet så vidt, at hun elskede ham; hun var ham ikke længere blot loyal...

Altaïr, som var tavs, ved siden af den brogede hoppe, med navnet Taia, havde fundet sin egen rytme ved siden af hende. Han søgte ikke at gå i samme takt som hende, men at følge den uhørte rytme, som hun skabte, med de solide og så livlige skridt hun tog; og som sammen med hans, skabte en helt anden melodi, end han havde danset til før. Hans smil, som havde tegnet sig på mulen, blev blot bredere og mere følende, da hendes viste sig, for han reagerede på hende, på hendes signaler, som hun også reagerede han hans. Snart smøg de sig rundt, side om side, i en harmoni der ikke var præget af den elegance, som den skimlede kunne bevæge sig med, men derimod af det bånd der lå imellem dem, og det gjorde for ham, blot dansen mere intens og mere ’rigtig’. At danse med en hoppe, som hende, som han jo elskede, var noget andet end at føre en hoppe rundt i en fyrrig dans uden følelser - hvorimod det her var langt mere udfordrende og dragende.
Snart søgte Altaïr ud på ydersiden af den brunbrogede hoppe, således at han lagde sig imellem havets vand, der gang på gang rakte op efter dem, og så hende. Med lette og sigende brum, søgte han en smule foran og lod sin krop bøjes, således at han afbøjede deres retning og sendte dem i en cirkel den modsatte vej. Han ønskede at holde dansen på et overkommeligt rum, indtil hun gav udtryk for andet; det lå bare i ham, at han gerne ville danse på denne måde, på volter og cirkler, fordi han nød det, nød udfordringen der lå i et gå på bøjede spor, frem for at spankulere fremad, hvilket han dog nød; men ej på samme måde. Han slog dermed ganske iltert med hovedet - for selvom han var en drømmehingst, med et sind mange måske ville kalde ’mildt hingstet’, ja, så var han jo hingst, og overfor de rette, viste han det gerne med glæde. Hans skridt var endnu i en takt til hendes melodi, selvom de ikke fulgte hendes skridt, således at de dannede harmonien fortsat. En harmoni, der fulgte dem som trommeslag.
Pludseligt slog den skimlede herre over i en kort og samlet galop, ved siden af sin dansepartner. Dansen, som var livet op, følte han godt kunne bære en galopmoment eller to, og mens han var i denne samlede galop, lod han endnu en brummende lyd stige op fra struben - en lyd af glæde. Ren og skær glæde.

T A I A

---

Smilte bredte sig på hoppens mule, da hingstens gjorde det samme. I den ellers lidt krævende dans, fandt hoppen overskuddet til at strække mulen mod hingsten og blidt, men kort, kærtegne den. En hoppet brummen svulmede i hendes bryst, indtil hingsten flyttede side. Undret fulgte hun ham med blikket og rytmen standsede for en stund. Haltede efter og kæmpede for at finde tilbage i de takter, som havde komplimenteret hans toner. Snart viste meningen med hans bevægelse sig dog og villigt drejede hun med ham.
Hans iltre kast med hovedet modtog blot et fnys fra Taia. Det var dog ikke ondt eller afvisende, langt fra, men mere en form for anerkendelse af det faktum, at han rent faktisk viste sig fra sin hingstede side. For første gang i hendes selskab faktisk, medmindre hendes minder legede kis-pus med hende. Et kort, drillende glimt lå i de næsten lysende blå øjne, før hun rystede på hovedet og udtrykket forsvandt. Dog blev hun ikke udtryksløs, nej, for det kærlige smil kom tilbage. Let svingede hun halen bag sig og takten i hendes skridt, fandt sig selv igen. På ny lød den melodi de sammen skabte; en melodi der var et publikum værdigt, men som kun de hørte. Kun de kendte den og desværre, var det også kun dem der værdsatte den.

Grålingens korte overgang til galop drog hende en anelse. Hun følte en trang til at følge ham i gangarten, men holdt alligevel tilbage. Nok var visse ting ændret, men alligevel. Hun ville ikke helt tage chancen. Ikke endnu. Ikke når hun så nemt kunne blive i trav og stadig følge ham. Let nippede hun ud efter en af hans grå lokker, før hun, med en let knejsen i nakken, ændrede rytmen på ny. Fra høje skridt gik den over i noget mere flydende, som dog snart tog en ny rytme. Hendes skridt var lange, men overraskende rappe. Roligt hvilte de blå øjne på hingsten, men i dem lå der et drillende glimt, næsten udfordrende. Kunne han følge hende? Følge hende i hendes gangart?

De rytmiske trin som den skimlede hingst gjorde brug af, blev en kort stund ganske usammenhængende, da den brunbrogede hoppe standsede op, for at vurdere hvad Altaïr nu havde gang i. En kort og lettere anstrengende prusten forlod hans strube, da hans vred sin krop rundt for at så på hende; og det blik der mødte ham, sendte en sitren igennem hele hans krop; hun var drejet med ham og snart var hun ved ham igen, i en ny rytme som lå var mere flydende; dog alligevel med så kvikke skridt, at Altaïr næsten ikke kunne forstå hvordan hun bar sig ad; det måtte være ganske svært at gå således, for selv havde han altid haft svært ved at trippe, med de lange ben han havde.
De blå øjne som Taia besad, havde nu antaget en let udfordrende nuance, og det pirrede Altaïr. Med endnu en nærmest anstrengende prusten, samlede han sin ædle krop op og derpå lød et kort, hingstet fnys; lidt i samme karakter som det, Taia kort forinden havde udsendt imod ham. Den dans hun nu bød ham til, var svær for ham - men udfordringer var altid noget han tog imod, uden undtagelser.
Snart var han i trav igen, med så kvikke skridt han formåede, men han manglede samlingen til at gøre dem flydende. Derfor blev det noget anspændt at se på; og derpå var han atter i galop igen, hvor han til gengæld kunne samle sig nok til at gå med kvikke skridt, der kunne følge det tempo som den brunbrogede hoppe satte, og rytmen. Smilet bredte sig på hans mule igen - for selvom han måske ikke havde klaret udfordringen som den skulle, havde han fundet en måde at være kreativ på. Et nap faldt nu imod hende; han søgte hendes accept af den måde han tolkede hendes dans på - alt imens deres hove atter satte trommespil i gang.