Leventara - et eventyr i sig selv

[Reseveret til Emilie]

Den brogede hingst havde gået langs stranden i flere timer nu...Han elskede den måde sandet bukkede under for hans massive hove, hvordan vandets enorme kræft kunne høres og den friske vind der legede med hans orange røde hår.Dog havde han besluttes sig for at gå op i skoven igen nu, her blev trods alt utroligt koldt vis der tåge fra havet.
Klitternes bakker var noget for sig selv. En masse lave, men store sandbakker. De havde alle sammen med special lugt af havet og de små kviste der voksede i sandet.

Han vandrede roligt og fredfyldt igennem klittelandskabet og så sig omkring. Skoven var forude, det smukke hav bag ham og selv gik han i klitterne.
Stedet her i Leventara var fantastisk, for her var både mad, vand og utrolig meget liv. Det var noget Vachell kunne lide, måske borset fra ordet 'liv' da det vækkede negative minder op i ham. Han savnede selvskab nu, og håbede at han kunne finde det i skoven...

Vinden bærer smukt Foxie's man op i lyset fra den varme eftermiddags sol. De muskuløse ben sænker hver et skridt da hun stopper. -En let tåge er på vej. Det ser ikke ud som om at genere hende mere end normalt. Stille går hun fremad igen, hvad hun søger ved hun nu ikke. Hun lader kort hendes madelformede øre kører en gang rundt. Den smukke skov ved hendes side tåner sig over hende. Øen her er ny for hende. Det er som at finde en myg i vinter vejr. Hun ved knap nok hvor hun er på vej hen.

Længer fremme spotter Vachell en hoppe i horisonten...Han går langsomt mod hende og betragter hende med et roligt, snigende blik. Hoppen her havde en smuk farve samt nogle utrolige aftegn på ryggen der lignede en form for striber. Vachell havde ikke spottet mange heste med 'striber' men syndes nu at en gammel hingst i hans tidligere liv havde striber på kroppen.

Han vrinskede hingstet og højlydt for at få hendes opmærksomhed rettet mod ham, samt en tilladelse til at gå videre mod hende og hilse. Man kunne aldrig vide med disse heste omkring her, måske skulle man passe på at komme for tæt på eller så skulle man slå til før de løb væk. Han fornemmede også at mange af hestene her, var kommet til Andromeda af en bestemts grund, eller fordi de var blevet set...

Han mærkede varmen stige op i ham...og ventede på hendes tilladelse for at gå mod hende.

Et hingstet vrinsk rammer hendes øre. Hun retter straks sit hoved op i en spændt, ubehagelig holdning. Hun anstænger sig for at se frem for tågen. En muskuløs, stor hingst viser sig frem i horisonten. Han virker venlig i sin krops sprog og hans vrinsk. Hun brummer let som svar. Hun lader halsen gå ned i en stolt holdning og går imod hingsten. Skyggen af hingsten bliver tydeligere. Hingsten er størrere end de hun indtil videre har mødt... Eller sådan mere koldblods agtig. Hans brogede pels kommer tilsyne. Hingsten er tydeligvis charmerende og tiltrækkende. Men til en hvis grad.

Han nikkede for sig selv og travede langsomt ned af klitterne og mod hende. Hans gang så hverken blæret eller sløset ud, lidt tung i det men også med gode løft.
Han stoppede efter et par meter og fik kort øjenkontakt med hoppen, dog heller ikke mere. Vachell havde en dårlig vane med at ikke kunne holde øjenkontakten i dette land og efter det der var sket i hans fortid. Han nød at beundre livet her, men at se på andre i øjnene for mere end en kort stund irriterede ham.

Han pressede et venligt smil frem. "Mit navn er Vachell" sagde han stolt og så på hoppen "Hvem er du?" hans blå øjne havde fuld fokus på hoppen, dog alt andet end øjenkontakten...

De isblå øjne kunne blinde selv det stærkeste rådyr. Hun havde atter ikke tal på hvor mange dyr der flygtede ved øjnkontakt. Denne hingst var ikke til at fange, dog det passede det hende fint. Den smukke hingst kom stille men stilfuldt løbende imod hende. De smukke klitter lavede genlyd i den tunge tåge. Han stoppede yndefuldt på respectfuldt afstand. Denne lille detajle kan gøre værker i hendes hoved. Hans stemme rummer i hendes øregang.

*Tanker* Vachell, sikke et smukt navn.

Hun nikker anderkendt til hingsten.

"Mit navn er Foxie"

Hun træder et skridt frem da hingsten virker fredelig. Det var lang tid siden hun havde mødt en hingst der vilede så meget i sig selv.

Vachell betragtede igen hoppen og hendes kropsprog. Hun virkede meget normal og rolig i hans omgang.
Han nikkede til hende "Det glæder mig at møde dig Foxie"smilede han og viftede med halen for at få en flue væk fra hans pels.

Verjet var varmt, dog lidt skyet men foråret havde virkeligt sprunget ud i dette land. Han sukkede ved tanken om at han ikke fik foråret i den gamle skov, i Frankrig at se længere...mon han nogensinde vendte tilbage tvivlede han på. Han tanker havde dog endnu ikke fundet ud af om dette var en drøm, himlen eller en form for helvede.

Foxie har altid haft en svaghed af hingste der snakkede velovervejet og i en behagelig tone. Denne hingst -Vachell- gjorde begge ting. Hun nikkede anderkendende til hingsten. Hans brogede pels lyste fint i tågen. I dette tilfælde var det lang tid siden hun havde mødt en koldbolds hest. Men det generet hende ikke spor. Trods alt var det bare rart.
Den unge hoppe stillede sig behageligt med balancen på det ene bagben. Hun lyttede godt efter og tænke meget på at høre godt efter. Hun hader selv heste der ikke lytter.

Fornøjelsen er på min side.

Hun smilede sødt til hingsten foran hende. Måden han vilede i sig selv var en fornøjelse at være i nærhed af.

Vachell smilede til hende og fik kort øjenkontakt.
"Nå, Foxie..." lagde han langsomt ud og tænkte over hvad han havde at spørge denne yderst kønne hoppe om, mens han så væk. "Hvor længe har du boet i dette land?" Sagde han så og vendte blikket mod hende igen.

Det var da altid noget man kunne spørge om. Han havde jo ikke selv været her i mere en nogle uger, så hvorfor ikke få en idé om hvor 'ny' han var i dette land.

(woow kort svar xD)

Hans manglene øjenkontakt gør hende ikke spor. HUn nyder hans selskab til sidste dråbe.
Hun lytter hvad den store smukke hingst siger. Hans røde man ligger sig roligt og smukt på hans skulder.

"Hhmm"

Hun tænker lidt på hvad hun skal svare til denne Vachell.

"Lidt godt over nogen måneder"

Hun ligger toneleget lidt kækt men stadig velovervejet og respectsfuldt. Hun tænker nok at denne hingst Vachell har boet på denne ø i lang tid.


(Det går nok c; Skriver selv meget kort..)

Som ud af det blå begyndte vestvinden at tage til og tågen kom snigende fra gavet. Vachell kiggede roligt på det og syndes fik ham til at mindes om gas. Han gøs, for det blev koldere nu længere det trængte ind.

"Måneder?" spurgte han overraskende "Jeg har kun været her i få uger..." han kunne godt lyde trist på dette punkt, dog gjorde det ham ikke spor.
Selvom han var van til at være en af dem der havde boet længst i skoven og derved havde magten og kunne opbygge en flok af andre heste. Eller mere som en familie...
Men det var fortid. Kun hans drømme kunne bringe ham tilbage til vinteren i Frankrigs skove og den leverrøde hingst. Men ej nød han disse drømme, da de altid opstod som forfærdelige mareridt. Nogle gange mente han selv at han kunne genkende heste og objekter fra sin fortid.
Selv hoppen han stod overfor brang skræmmende minder og illusioner oppe i hans hoved...

Nattens mørke var begyndt at sænke sig. Den ræverøde hoppe skuttede sig under klitternes kulde. De fine ører vendte sig mod ham, da han talte. Et feminint brum forlod hendes smukke mule.

"Ej kender jeg alverden til dette land så ny kan man vel på en måde sige at jeg er. Trods mit liv har noget at ændre sig så meget"

Hun kiggede varmt mod sine bulende flanker, og et smil sneg sig over de velskabte læber.

"Jeg fornemmer ej at skulle forlade det igen."

De blå øjne ledte søgende efter hans. Faldt på det musegråbrogede skind.

"Hvor længe har de vandret Vachell og hvilke ting har du erfaret?"

Stemmen lød formel med et strejf af nysgerrighed. Hun havde ikke hørt andre hestes historier fra deres fortid og ej heller de ting de til nu har set.

Han nikkede til hoppen i mens hun talte. Han så ikke ud til at være fraværende men så snart han fik sit snit kiggede han op på nattehimlen...Beundrede stjerne som altid. Selv når de ikke var til at se nød han at kigge på den mørke himmel...

Han vendte dog hovedet mod hoppen igen da hun manglede svar på sit spørgsmål. "Hmm, jeg har vandret meget rundt." sagde han og kiggede kort væk "Her er ikke så mange heste, dog alligevel føltes det som om der er selvskab og nye heste at møde lige rundt om hjørnet..." Et lille smil gled over mulen på ham. Selvskab manglede han ikke og han nød både opmærksomheden og det ikke at skulle være alene i dette land.

"Men hvilke ting jeg har erfaret siger du?" Han så på hende. "Tror ikke jeg har erfaret mere end at møde nye heste og se mig omkring" grinte han "Det er stadig ret nyt det hele...mon ikke der er nogle hemmeligheder omkring dette land?"
Han holdte en pause og ventede tålmodigt på hendes svar...

Ordet hemmelighed rummer igen og igen i hendes øre. Hun mindes om sin moders ord-"det er jo bare hemmelighed skat" hun gøs ganske stille og fokuseret så på Vachell foran hende.

"Hemmeligheder er der nok af, og lige for tiden render man rundt i dem uden helt at vide"

Hun kigger den store smukke hingst i øjnene. En lille flue lander på ryggen af den ræve far et hoppe, hun pisker kort sin hale imod den, de havde stået stille et stykke tid nu og hendes muskler var kolde. Pisket fra halen svider kort på hendes sarte pels.