Søvnløberen

[Reseveret til Signe/Leonora]

En broget hingst kom løbende over det mørke landskab. Hans galop var hverken for hurtig eller langsom og det mest utrolige var at hingsten løb med lukkede øjne, svedte som en gal og snublede ikke over en eneste sten.
Inde i Vachells sind så han landskabet som dækket af sne men med rødlig himmel. Vinden blæste kraftigt og noget jagede ham og fik ham til at løbe videre...
Dog efter et stykke tid stoppede hans svedige krop og prustede.
Alt sneen omkring ham var dækket i indvolde og parterede dele fra heste han kendte, fra før i tiden. De lå spredt ud omkring ham og med et chock, blandet med gisp vågnede Vachell fra sin søvntrance.

Landskabet omkring ham var normalt. Hvor langt han havde løbet anede han ikke, men da han sidst lagde sig til at sove, var det i hvertfald ikke her. Mon han havde løbet, tænkte han og så ned af sin svedige krop og prøvede at fange vejret igen...

Imens han gik og knapt kunne skelne drøm og virkelighed studerede han landskabet...Her var næsten for ensomt.

En sort sjæl, med stjernelignende aftegn, havde fundet vejen til den golde ø, der ej husede noget rart; og hvorfor hun var kommet hertil, det var et godt spørgsmål. Hun nød ikke at sætte hov på denne ø, men den var som regel ganske tom for andre sjæle, hvilket trak det negative op. Leonora, som hun hed, var ikke en sjæl der villigt søgte andres selskaber, med undtagelse af én - nemlig den hingst, der havde taget hende som mage. Men når ej han var i nærheden, vandrede hun helst alene, og selvom hun havde fundet tilhold i en familie, i en flok, søgte hun gerne langt væk, alene stadigt. Det ødelagte sind var årsagen til dette; det ødelagte og plagede sind.
Den sorte hoppe, som gik hen i sine egne tanker, havde slet ikke opdaget, at en broget og let tung hingst havde fundet vej til øen ligeså; men pludseligt, som blev hun vækket fra en drøm, slog hendes sanser igennem og advarede hende; med et fnys hev hun hovedet op og hendes ryg blev straks anspændt - for der skridtede denne skimmelbrogede hingst. Manen var ganske underlig rød i forhold til hans krop, og dette kunne godt have undret Leonora i hendes gamle hjem - men her tillod hendes sind ikke sådanne ting. Nej, det eneste hun havde i sinde, var at denne hingst ej skulle hende for tæt; hun havde et problem med tæthed, især nu, hvor hun gik i den særlige tilstand hun nu var i - nemlig drægtig. Dog ej langt henne endnu, men hun kunne ganske tydeligt mærke det.

Vachell havde stoppet op for at kigge sig omkring. Denne ø lignede en vulkan ø, jorden var tør og himlen oset og rødlig, ligesom i hans drøm.
Men mon drømmen var slut? For pludselig fangede hans isblå øjne en sort hest i landskabet, længere væk fra ham. Hun var svær at skelne på grund af den sorte farve, men hele dens krop var dækket af små pletter, som så ud til at lyse som stjerne på nattehimlen.
Han savnede egenligt at studere nattens himmel og de klare stjerner...selvom han ikke havde nogen anelse om hvad det skulle til for, eller hvad det overhovedet bestod af, syndes han at de var en af de smukkeste ting man kunne møde om natten - til trods for at han nu ikke så så mange smukke ting i sine drømme her, længere...

Han vrinskede usikkert. Han var stadig skræmt af sin drøm og lysende pletter på heste var ikke naturligt...hvad var der mon ved denne fremmede hest? Ej ville han prøve på noget, han skulle nødigt komme yderligere til skade.
Han vrinsk søgte svar i mørket og som altid ventede han tålmodigt...

Mens den sorte hoppe egentlig blot stod og så på denne skimmelbrogede hingst, vendte han sin opmærksomhed imod hende ligeså. Han havde opdaget hende, og hendes første og umiddelbare reaktion herpå, var at hive hovedet sigende i vejret og lægge ørerne advarende tilbage. Hoppens holdning blev ej mere afslappet, da hingsten da sendte et vrinsk imod hende; nej, for hendes ryg lod sig straks stive ligeså, som skulle hun til at smutte til siden eller bakke et par skridt - men hun blev dog stående. Havde den skimmelbrogede været så uheldig at møde den ødelagte sjæl et halvt års tid forinden, ville hun nok være smuttet, eftersom han havde taget direkte kontakt, men ej længere. Noget var lagt på plads i hendes sind - noget, der var kommet efter hun mødte Ahearn, og det havde afrettet noget af hendes paniske tendenser, så at sige.
Der gik op til flere minutter, før Leonora egentlig fik snoet sine tanker omkring den tone der havde ligget i vrinsket fra den skimmelbrogede - for han havde nærmest lydt spørgende. Hun gav et kort, afrettet prust fra sig, inden hun med meget lav stemme gav et kort ’hvin’ tilbage. Hun begav sig dog ikke imod ham, fordi hun netop var som hun var, men hun havde nu vist den tungtbyggede hingst, at hun ikke direkte afviste hans anmodning og selskab - endnu.

I flere minutter fangede Vachell sig selv, i at stå og studere hoppen. Han var i tvivl om han stadig drømte, for denne hoppe så ikke helt almindelig ud. Hans blik var hårdt og var blegnet af skrækken over sit mareridt. Han løftede sit ene forben fremad. Langsomt og uden så meget som at se væk fra hoppen...men da hun næsten stød som stivnet, tog han endnu et skridt og et til...

Da han var nået tætter på hoppen, men i sikker afstand fra begge sider prustede han hingstet. Han vil have svar nu. Han var utålmodig og ville have svar på om dette var drøm eller virkelighed. Han kiggede igen op på hoppen, en smule vredt.

[Out - Lukker gamle tråde, vil gerne starte en ny, hvis det ønskes ]