A Dark Shadow [åben]

Den sorte hingst med den snehvide man og hale gik under navnet Sezuan. Sezuan skulle efter sigende betyde lille slange. Han havde aldrig forstået ordvalget, eller bare i det hele taget navnet. Men det var blevet en del af ham, ligesom hans krop var en del af ham. Hans hove bevægede sig roligt frem, og hans brune blik betragtede vurderende stedet. Den hvide man og hale lyste op som lys i det mørke landskab omkring ham. De fungerede som et slags fyrtårn, hvilke ikke var noget det behagede ham synderligt. Dt gjorde ham alt for synlig, for andre sjæle. Hans egen sjæl var hverken ren eller uren. Han var neutral, med stort N lige nu. Egoist ja, men stadig neutral.
Han havde hørt om nogle såkaldte skygger her et eller andet sted. Eller, måske ikke her, men noget der lignede. Det havde fået ham til at gå imod dette trøstesløse sted. Noget nyt og fremmede fik den gemte nysgerrighed frem, og trak ham herhen. Så nu gik han rundt alene, og vidste ikke hvad han søgte efter, eller hvorfor han søgte. Bare at han gjorde det.

Det sodrøde hoppe vandrede mellem det levende land. Et land som en frodig have, men med lurende "tørke".
Denne ø var ny for hendes isblå øjne, og hun den ikke behagelig. Fuglene sang - men med en for for uhørlig undertone. Dyrene listede rundt i skovene - men på en forbeholdene måde, som ventede de på noget eller nogen. Blomsterne stod med store kronblade, men det var som om de alligevel stod med små, indsunkne knopper.
Dette var svært for den røde hoppe at forklare, hun følte bare en vis afstand - fjendlighed.

En glitrene, ren sø lå og skinnede i det tidlige morgenlys. Den røde hoppe nærmede sig, med forbehold. Hendes øjnbe - der var næsten samme farve som søen - betragtede den vurderende.
Ej turde hun drikke, af frygt for hendes instinkters modvilje.

Roligt bevægede han sig imod søen, som så ud til at være den med mest liv lige her og nu. Det brune blik gled vurderede rundt, og han fik med det samme øje på en skikkelse. Hun var brun, og så lidt malplaceret ud i et her landskab. Hendes udstråling virkede rolig og fredfyldt. Ihvertfald mere end man ville regne med fra nogen der gik her. Med lette og glidende skridt nærmede han sig den anden hest. Et imødekommende smil blev klistret på mulen, og ørene vippet let frem. Hvem var denne nye sjæl? Da han var kommet forholdsvis tæt på til at hun burde have opdaget ham, brummede han venligt. De brune øjne glimtede i det svage lys.

Roligt bevægede han sig imod søen, som så ud til at være den med mest liv lige her og nu. Det brune blik gled vurderede rundt, og han fik med det samme øje på en skikkelse. Hun var brun, og så lidt malplaceret ud i et her landskab. Hendes udstråling virkede rolig og fredfyldt. Ihvertfald mere end man ville regne med fra nogen der gik her. Med lette og glidende skridt nærmede han sig den anden hest. Et imødekommende smil blev klistret på mulen, og ørene vippet let frem. Hvem var denne nye sjæl? Da han var kommet forholdsvis tæt på til at hun burde have opdaget ham, brummede han venligt. De brune øjne glimtede i det svage lys.

En hingst bevægede sig mod hende og de isblå øjne fandt ham. Et feminint brum lød fra hende. Solen glitrede sagte og fik det leverøde skind til at glinse let. Et smil tegnede sig over den fine mule; en ny sjæl var altid godt nyt. Med en feminin bevægelse gik hun let til siden og betragtede ham med spændte øjne. Han var en hingst af forholdsvis intressant udseende: farven var af ny karakter men bygning var dog en hun før var stødt på. I det hele taget mindede hans gang og de elegante ben hende om hendes hjem land.

Han bevægede sig fremmad, med den glidende gang der kendetegnede ham. Han bevægede sig på en meget anderledes måde en de fleste hingste her i landet. Hans bygning var jo meget mindre end de fleste hingste. Ikke at han havde noget imod det. Det gjorde at han bare så mere slank ud i det. Musklerne trådte frem under skinnet, men ikke på en overdrevet måde. De fremhævede bare de normale slanke muskler han havde, og han vidste det godt. Dog gjorde han intet ud af det, og bevægede sig roligt videre imod hende.
"vær hilset, du brune" sagde han roligt, og stoppede op foran hende med høflig afstand. De brune øjne gled over den brunlige hest. Hun var skam smuk, det var sikkert. Mere naturlig end de andre heste han havde set her i landet. Dejligt med noget velkendt.

Da han endelig nåede hen til hende udtalede han sig med en fremmed sætning; "Vær hilset, du brune!". Ej var hun brun, ej var hun du. Hun lagde betragtene hovedet på skrå. Hingsten virkede til at være på den unge side. Du var ganske brugt i ungdommen, men hun var opvorkset med det formelle de. Hendes farve var ikke brun, ej havde hun de brune hestes sorte hårpragter.

"Hvis de vil hilse på deres måde, vil jeg foretrækker de formulere dem således; Vær hilset, de røde"

Hun ville ikke virke uhøflig, men du var ikke et ord hun brugte til mange og især ikke til en ung hingst hun ikke kendte. Du var for hende en anerkendelse, der gjorde en til familie medlem eller særlig ven.

"Undskyld men der hvor jeg kommer fra hilses fremmede med de"

Hans hoved røg på skrå, og de brune øjne gled over hende. Røde? hun var ikke rød. Hun var brun. Sådan tænkte han. Men hvis hoppen gerne ville tage fejl, var det op til hende. Dog, skulle man helst ikke rette ham. han hadede at blive rettet, og han hadede at tage fejl. Sådan var han bare. Og derfor, havde han ret - ifølge ham.

"De. Røde?"

sagde han roligt, og rettede hovedet op igen. Han nikkede i et ryk. Hun ville alså hedde De røde.. Han gled uden om hoppen, og med rolige skridt begyndte han at gå imod vandet.

"der hvor jeg kommer fra er det Du.."

sagde han, og kiggede ud over vandet. den så ikke videre sund ud..

Hun fulgte langsomt efter ham - ikke fordi hun synes det var et særligt rart selvskab... mere fordi hun ville lære ham en ordentlig tone.

"Du er også meget brugt i yngre kredse, men jeg vil alligevel sige at de gør klogt i at bruge de ved ældre heste"

Hun smilede mildt - det var ikke ment til at lyde hårdt... bare en lille irretessættele.

Hans eget forvrængede spejlibillede kiggede tilbage på ham, og det eneste der var klart, var den hvide man. Han skar en grimasse, og det samme gjorde spejlbilledet.
Da hun igen snakkede, vippede ørene lyttene tilbage. Hun blev ved?

"Så du vil have jeg bruger De ved en ældre heste? Jeg ville da ikke mene Du er gammel"

sagde han kækt, og vente hovedet imod hende. et drenget smil spillede på den lyse mule, og de brune øjne glimtede i den mørke belysning.

Hun lyttede meget opmærksomt på hvad han havde og sige, og ved den sidste bemærkning bredte en rosa rødmen sig over hendes i forvejen røde skind (yah i know - heste kan ikke rødme xD) og hun smilede lettere forfjamsket

"Jamen jeg er ældre. Ældre og gammel er ikke den samme ting - tværtimod"

Han lagde skam mærke til hendes forfjamskede ydre, og smilede stille for sig selv. Han vente sig helt om imod hende, og lod et vurderende blik hvile på hende. Det var vidst elevator blikket.

"hmm... du er vidst hverken gammel eller ældre"

sagde han fast, som var det ikke til diskution. Hans brune blik glimtede stadig, og han nappede let ud efter hendes pandelok.

"jeg ville mene, at Du stadig har mange gode år, og flere hjerter at knuse tilbage"

sagde han, og tippede hovedet på skrå.

Hun vinede lettere overrasket op, da han nappede til hendes pandelok. I hendes hjemland var det ikke skik at have fysisk kontakt med fremmede, trods det blot var et pandehår-nap.

Hun smilede lettere flovt, da han igen snakkede. Han kom ind på et emne hun havde meget privat, kærlighedslivet. Men rent faktisk ville hun vove og påstå hun ikke havde et.

"Hjerter er ikke hvad jeg knuser flest af"