Horror night(Advarsel om... Ja, blod)

Densorte hoppe bemærkede straks ændringen i hingsten humør og hun trak sig kort til siden. Ikke i afsky, men blot i svag skuffelse og hun stod nu blot og betragtede hans sære vaner og mærkværdige udfald. Hun mimrede svagt med mulen og rystede da på hovedet. Ville hun noget? Det vidste hun snart ikke. Hun ville meget, men så alligevel ingenting. Hun så ned på det maltrakterede dyr og vippede svagt med de mandelformede ører. Det var vel et billede af hendes sind, maltrakteret og ikke til at finde hoved eller hale i. Det var dog ufatteligt så dum hun kunne være. Vredt kastede hun med hovedet og stampede fyrrigt i jorden. Hvorfor var hun overhovedet kommet her. Hun havde for ikke længe siden folet på Enophis og havde kort overladet datteren i en andens varetægt. Hvorfor skulle hun være så naiv og tage tilbage her til. Hun så på hingsten og rynkede på mulen. Hun åbnede kort munden, inden hun løftede hovedet med et fnys. Uden megen varsel sprang hun så frem mod hingsten og huggede tænderne ud efter hans strube. Nogen skulle jo have skylden.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Med andre ord fulgte hoppen en tankegang der var dybt fremmed for skyggehingsten, og han gad heller ikke at analysere det overvejende udtryk hoppen havde, han gumlede roligt på indbildske ideer, og svirpede med den lyse hale, med al ro og mag, der var til stede i denne verden. Hun tog sig tid til at studere hans bytte, før det virkede til at hun fik et pludsligt indskud af sindsyge, og fór direktemod ham. Han tog såmænd hele affæren ganske roligt, veg hovedet til siden, og førte i samme bevægelse forparten ud til siden, før bagpartiet blev ganske elegant løftet, og langede ud efter hende. Derpå gav han sig igen til at opføre sig som intet var hændt, og alverdens harmoni hvilede med ham. Med en sagte brummen løftede han derpå de arrede hoved, og vendte det snehvide blik imod hoppen, så direkte igennem hende, og samtidig på hende. Hvad gik denne her leg nu ud på? Hun virkede vred, ikke legende, som alverdens synder lå på den hvide hingst skuldre, hvilket også meget vel kunne være tilfældet. Et smil forvrængede dødninge arret, og han slog en dæmpet latter op. Hvad end det var, fandt han det morsomt, og stadig med latterens klukkende i brystet, vendte han hele kroppen imod hoppen, afventende, hvis hun ikke selv tog det næste trin, skulle han nok. Måske ikke blod ville være tydligt imod den mørke pels, men det var altid et forsøg værd, der var trods alt ikke nogen eksistenser i denne verden der blev grimmere med en smule af naturens røde farve...

Hoppen fnyste højt lydt og trak hovedet til sig da han nu langede ud efter hende. Han havde somend ikke gjort noget overhovedet, men han virkede som en der kunne holde til at være offer for hendes frustations udgydelse, om ikke andet ville han nok godt kunne stoppe hende. Hun tøvede ikke meget længe med igen at sætte et hurtigt angreb mod ham. For hurtig på hovene var hun, selvom hendes fysiske styrke var hingsten underlegen. Hun huggede ud efter hans hals, inden hun sprang til siden med et heftigt buk, inden hun skævede tilbage på ham. Afventende, som bød hun ham op til en vanvidsdans. Hun havde skam nået at nærstudere den hvide hingst og hans bygning løj ikke, han ville kunne danse formidabelt.
Gnisterne dansede over hendes ryg og strøg sig kælent op af hendes lange ben, mens hun gjorde et let kast med det fine lille hoved og ventede på den hvides træk.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Skygger rejste sig som hvæsende slanger, hvislende, hviskende, med vanviddets sange og toner på deres tunge. Hingsten forholdt sig blot stille, med halsen hvælvet, så de mange vældige muskler snoede sig velset under den blanke, korte pels. Smilet voksede, så man kunne frygte at skyggearret, han bar, ville gå op, og i sidste ende blive hingstens sande smil. Et dæmpet klik havde genlydt igennem skyggernes hoved, hans hoved, og for at være helt ærlig, så havde han, de intet imod det. Den gennemtrængende latter bredte sig snart ud over hele området, og en enorm varme fulgte med den, synes at brænde sig igennem de ellers kølige nattebriser, forvride sanserne, drive vanviddet til de yderste grænser.
"Hoppe.... Du har mod, sådan at byde op til dans. Meget vel. Jeg accepterer..."

Hingsten så hellere end gerne hvor langt denne elektriske ål ville gå... Hvor mange skridt de spinkle lemmer kunne holde til, før de i sidste ende braste sammen under hende, og førte videre ind i den sande marridts verden; hans område, deres område.... En dæmpet klukken fyldte nattens latter, og snart blev den brændende hede til en iskold gennemstrømining, der gik igennem marv og ben, og synes at fryse alt til jorden. Omend endnu voldsommere grundet den forrige hedebølge. Pels, elktricitet, narurlig varme, intet kunne modstå temperatur skiftet... Det var trods alt blot et lille twist af sindet - et lille skub i den rette retning. Og da brød helved løs,og skyggehingsten rejste sig fra sin position, og drog til angreb. Med en hånende latter, og blottede hænder jog han ud efter hoppen, gentagende gange. Men på trods af vildskaben, var der noget smukt, dansende, i hingstens bevægelser; Han var en kriger, oplært af dansen. Det skinnede stadig igennem den dag i dag, på trods af at de var meget mere i dag... og visdte langt, langt mere...

Et fnys kom blot fra hoppen og hun kastede ophidset med det fint formede hoved, som afslørrede de blottede tænder i blindt raseri. Hun gjorde endnu et kast med hovedet, inden hun huggede advarende ud efter ham. Hun var hurtigt skiftende i sit lune. Hun kunne holde evigt og hun fnyste blot endnu engang af hingstens ord og snappede ud i luften efter ham. Da ramte kulden, men Myth var ikke som andre, nej, hun lod ikke vise at det generede hende, men rettede i stedet øjnene vågent mod ham, for ikke længe efter drog den hvide hingst til angreb. Myth hylte straks hysterisk op og sprang ganske dansende bagud og hvinede hysterisk. Galt gik det da hans tænder fik fat i hendes sorte skin. Et inferno af elektrisitet lynede op fra hoppens skin og drog ligeledes til angreb mod hingstens skygger. Hun holdt sig dansende på de slanke lange ben, klar på hvad der end ville kunne ske, mens elektriciteten dansede over hendes krop og på jorden omkring hende. Hun kunne ej psyke hingsten, det var hans for ødelagt til, det vidste hun allerede.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Gnister dansede igennem hingstens tanker, forstyrrede hans, den primære sjæls, funktioner ganske kortvarrigt, men det låste blot kæberne fastere sammen omkring hoppen. Ganskevist forsagede lynene spasmer i hingstens kæber, men der var mere end en sjæl til at holde kroppen igang, til at manøvre dens bevægelser. En dyb, rungende latter, lød fra hingsten, da han trak sig tilbage efter det voldsomme stød. Hans krop ganske medtaget. Lynene var pralet af på de mørke skabninger - de var trods alt ikke fysiske væsner som hingstens krop, men noget kun sindet kunne se, kun sindet kunne fornemme. Hovedet faldt imod jorden da halsmusklerne, lammet af den pludslige elektricitet, gav op, men hingsten stod lige så fast på benene som altid, og lo blot højere. Derpå løftedes hovedte igen, med gentagende afbrydelser, når et lyn igen drog igennem ham, men det syge smil forlod ej læberne, Hun kunne ham intet gøre - han var ej af denne verden. Smerten forekom ham blot til morskab, ej en bekymring, og derfor rejste han sig igen til angreb, og igen tænderne sigte efter den gnistrende pels, og hovene efter hendes spinkle ben. Knække, det ville hun før eller siden. Spørgsmålet var blot, om hingtens nerver kunne holde til de gentagne stød længe nok? Han vidste det ej, og varfor sin vis også ligeglad. Der var intet at miste, ingenting at tabe, kun en prøve af kroppens styrke, og skyggernes magt.

Hun veg fra hans bid og var lettet over at hun var hurtigere til bens en den hvide hingst. Skyggerne var dog mange og mægtige i forhold til hendes egne evner og hun hvæste lettere irritabelt over netop dette faktum. Hun kastede nu med hovede og sendte en krampe efter hingstens ben. Inden hun rykkede sig til siden og gjorde et kast med hovedet. Han var jo vanvittig. Det skræmte hende dog ikke, men interesserede hende nærmere en smugle. Skyggerne måtte have haft den effekt, ingen var født så vanvittige. Hun fnyste højlydt og slog ud med det ene forben.

" Jeg er imponeret af dem, Skyggehingst "

Lød det så fra hendes intense stemme, mens hun samtidigt forsøgte at undvige hans konstante maniske angreb.