Horror night(Advarsel om... Ja, blod)

ADVARSEL: Blod og sindsyg hest xD!

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Det skrækinjagende hyl fyldte den tavse nat, og fik selv de irriterende insekter til at dæmpe deres harmoniske nattelyde. Et skærende hyl, der ej kunne komme fra andet end et lidende dyr, og således var det. Et vildsvin lå i dødskramper på skovbunden, der var klædt i en smuk rosenrød væske, og kæmpede endnu hjælpeløst imod den lyse skikkelse der stod bøjet over den med et forvrænget smil klædt på mulen. Vildsvinets blod var at anepå de ellers snehvide ben, rødt, snehvidt og nattesort var skabningen hermed. Den mærkværdige skabning, hverken hest eller rovdyr rejste sig med et kort fnis, og det kønne hoved forvredet i et komplet sygt udtryk. Det var tydeligt at denne... Ting ej var normal, ej var en man burde færdes om hvis man ønskede at beholde det varme blod i årerne, hvis man ønskede at beholde livet... Fuyu no Kitsune, Vintereven, lod sit fnis lomstre op i en hysterisk latter, før han dæmpede sig selv for at lytte til ekoet fra de skygger der omgav ham, den nat, det mærke der var ham så kært. Overalt kom de krybende, langsomt, og smøg sig tæt op kroppen på den hvide skabning imens hvislende fnis lød fra næsten hele skoven. Hele natten var nu stille, ej én fugl vågede at røde sin eksistens for dette marreridts væsen, der i fuldmånens lys forekom både smuk, men frem for alt; farlig. De næsten usynligt hvide pupiller var ganske små fra vanvidsanfaldet, og blodet flød endnu fra munden der i forvejet bar et forvrænget dødningesmil. Smuk var han, men på en grusom måde, en måde hvorpå kun de færreste ville have modet til at indrømme det. Skabningen gjorde et kast med hovedet, og bed igen fat i det, nu stille, vildsvig og fortsatte sin makabre optræden af at gøre liget til ukendelighed; Thi det var kommet ham for nær, og havde tilmed vist truende adfærd. En sådan var ej acceptabel.. Og desuden forekom blodet hingsten en ganske udemærket erstatning for vand.. Så, hvorfor ikke?

Noget havde fanget hoppens opmærksomhed på en ellers stille nat. De mandelformede ører som den spinkle hoppe besad, havde opfanget nogle hyl af skrækindjagende karakter. Normalt ville en hest have vendt om og flygtet, men ikke den sort hoppe med de sirlige hvide aftegn. Nej hun var nysgerrig. Nysgerrig efter hvem der kunne pådrage et dyr så megen lidelse i det ellers fredelige Andromeda. Hun bevægede sig yndefuldt afsted, dog på vagt. Hun nåede ikke langt ind i skoven før en hysterisk latter næsten fik hoppen til at springe op i en trætop. Hun fnyste da højt og kastede med hovedet, inden en snehvid skiggelse kunne skimtes mellem træerne. Myth vidste ej om hun skulle træde nærmere eller stå at nedstirre dette væsen med sine hvide intetsigende øjne, som næsten stod ud i en tåge på denne sommer nat. De sirlige aftegn synes at røre på sig, men det var blot Myths forsvarsmekanisme, hvis han skulle røre hende, ville det gøre ondt, meget ondt, men spørgsmålet var om denne sjæl ikke var ligeglad. For Myth havde på fornemmelsen at dette væsen ikke var helt som de andre.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Hingsten, der dog ej kunne betegnes som hingst lod sin ene gyldne hov knuse dyrets kranie, før hans sagte latter langsomt begyndte at melde sig igen. Den nytilkommene var blevet opdaget. Et dybt fnys forlod hingstens udvidede næsebor da han vendte sig langsomt, glamourøst, og placerede sig ganske selvsikkert, med hovdeet tippet let på skrå, og sit syge smil på læberne. De hvide, livløse øjne betragtede hende dødt, observerende, og hingstens vhide skind synes næsten selvlysende i det svagt lys. Som var han et afkom af fantasien, et mærkværdigt drømmevæsen. Omkring hans hove flød en tæt tåge, og da hingsten forlod sit offer synes skyggerne grådigt at kaste sig over de sørgelige rester, som var disse levende i hans nærhed, som var mørket en del af det væsen, af den marre, der betragtede den mørke hoppe. Fuyus døde blik ændredes ej, men faktisk var han i et kort øjeblik ganske facineret af hoppens fine aftegninger, omend en anelse trist over at hendes blod ikke ville være let at se på det mørke skind - endnu en fordel ved at være hvid, ved at være en skygge af lysets farve. Et koldt, ubarmhjertigt og vanvidsdrivende lys ganskevist... Ej gjorde han nogen mine til at tage, eller træde nærmere hoppen. Han stod blot, på sin vis afventende, imens de flænsende, smaskende lyde fra væsnerne, væsnet, eller ham selv lød i bagrunden. om det var virklighed var i særdeleshed et værdigt spørgsmål, for om skyggerne kunne fortære et andet væsen, eller blot forgav det var både hingsten og de selv uvisse om.

Opdaget! Myth havde blot observeret væsenet i dens handling og selvom denne var ganske forargende og intet mindre makaber, så skræmte det hende ikke og hun vippede med ørerne og rynkede en anelse på næseborene ved lugten af det friske blod. Det var en velkendt duft som vagte mange minder, forfærdelige minder, men det var minder der havde hærdet hende så meget at det den dag i dag ikke påvirkede hende det mindste. Skyggerne vidste hun ej helt hvad hun skulle sige til og hun havde da hørt dem blive nævnt ved givne lejligheder, men aldrig forestillet sig, skygger. Hun mødte da hingstens hvide øjne. Det var de samme som hendes. Det samme døde udtryk som blot observerede. Hingstens hvide pels var interessant at beskue, samt hans unikke aftegn, men den sorte hoppe vovede ikke at bevæge sig nærmere. Lydene der kom ovre fra ’dem’, var med ti lat få hende til at blive stående.

” Hvem der ”

Lød hendes lyse stemme så hult.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Marren lod sig ej gå på af at hoppen holdt afstand, ej heller gjorde han mine til at træde hende nærmere. Han havde ej behov for det, istedet fnes han dæmpet for sig selv da hoppen stilte ham et spærgsmål, og en knækket bevægelse, der næsten synes at genlyde af et højt knæk fra hingstens nakke, tiltede hovedte på skrå til den anden side. "Hvem der, hvem der? Den store hingst nynnede sagte sine ord, præget af en stemme hvis vilje for længst fra radbrækket, og trådt på, og ike mindst det vandvid der løb som gift igennem hans årer i dette moment. Det der i første omgang havde drevet ham til at slå dyret ihjel. "Hvem mon? Skygger? Mørke? Mareridt? Neeej.. Neeej... Hvem så? Den store hingst lo dæmpet af sine ord, før hans vandvis med et svandt ind, blev erstattet af et uhyggeligt, og dog forførende mystisk smil. Hovedet blev igen rettet op, og i få øjeblikke faldt den snehvide, blodplettede pandelok ned foran de glødende øjne, før hans blik igen fæstnedes på hoppen, denne gang mere levende; med en dyb, skræmmende legesyghed brændende derinde. Som havde han en næsten uimodståelig lyst til at behandle hende på samme måde som vildsvinet.. Hvilket han også havde. "Jeg.. Vi er Fuyu no Kitsune, skyggeræven. I særdeleshed en hvem, eller måske tilmed en hvad? hans smil forvrænede det sorte dødninge smil der var ætset ind i den hvide pels, og den muskoløse krop synes med ét at blive fremhævet. Før havde den fremstået spinkel, død, men nu var det ganske tydeligt at den på ingen måde bar præg af spinkelhed. Han var ganske veltrænet, og styrken næsten ætsede i hver afkrog af den arrede, hvide krop. Ej blot en fysisk styrke, men også en styrke der ej blot lå i psyken, men i det vanvid der prægede hingstens eksistens.

Hoppen stod da blot stille og funderede over denne hingsts adfærd. Der lå nogle svage fællestræk mellem ham og Rumpels opførsel, men denne hingst synes mere skør. Det generede hende dog ikke endnu, for hun iagttog ham blot mens hans stemme lød endnu en gang. Hun vippede ørerne frem og hvælvede let i halsen og svirpede let med den lange hvide hale. Der var noget over den vinterhvide hingst som dragede hende, om det blot var skyggerne der synes at suge hende mod ham var uvidst, men Myth havde hvertfald ikke i sinde om at blot vandre forskræmt videre. Det lå ikke til hendes natur.
Livet synes da at vende tilbage til hans ellers intetsigende øjne, som ligesom hendes glødede i natten. Hun lod da et ganske svagt smil pryde hendes hvide mule, inden hun trådte et skridt frem mod denne hingst, og så et til siden. Lugten af blod hæmmede hende ikke, heller ikke da hun endelig fik øje på det maltrakterede væsen som lå et stykke bag hingsten. Nej. Hendes øjne var nemlig allerede fæstnet på hingstens hvide pels, hvorunder musklerne spillede sin vanvidssymfoni.

” Skyggeræven Fuyuu. ”

Hun trak hans navn en anelse ud og løftede så hendes lette hovedet, inden hun vovede sig helt tæt på med lette og dansende skridt. Det måtte bære eller briste, men Myth frygtede ej for sit liv eller psyke, for hun var helt og holdent i stand til at kunne forsvare sig selv. Fuyu mindede hende om hvem hun engang havde været og ikke mindst hvor meget mere hun havde været i stand til, og man skulle da være et skarn hvis man ikke ønskede at undersøge ham nærmere.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Vanvidets skabning, den mpnehvide skygge smøg sig slangeagtigt til siden, og kneb sine glødende hvide øjne sammen, alt imens han blik hvilede på hoppen, og et morskabens smil spillede på hans læber. Som morede alene mødet med denne hoppe ham. Ligeledes frygtede han hende ej, og ej heller afskyede han hende. Faktisk sagde hun ham absolut intet på det persollige plan, selvom hendes erfarne trin og dristige handling til dels drog den side af unghingsten der endnu var således. Skyggerne slog en hvæsen op da væsnet, hoppen, trådte ind iblandt dem, og flere trak sig til siden, enkelte greb ud efter hende som mareridts væsner, som et endeløst dyb. "Vinter ræv, skyggeræv, hvide skygge. Mange kælenavne har vi, har jeg. Men ej mindes jeg at have hørt om den dansende tordensky?" Hans stemme var hvislende, blev reflekteret af de tusinder af skygger der omgav dem, det væsen han var, det væsen de var. Og derpå udlod han en dæmpet fnisen, og snappede ud i luften efter hoppen, før han fremkaldte et par legende, dansende skridt og dermed bragte sig tilbage til det stakkels dyr der havde været offer for skyggens vanæren. Der placerede han sig med en hov begravet i hvad der engang havde været dyrets brystkasse, og fnøs derpå dæmpet, utilfredst, og vende sit strømlignede hoved imod hoppen, afventende, og.. mærkeligt. Der skulle ej megen tankegang til for at forstå at denne hingst, dette væsen, var langt mere 'ødelagt' end den berygtede Rumpelstilskihn, men alligevel burde man ej tage den hvide skygge for givet, sindsygen kunne meget vel omformes til styrke, til vanvittige udslag, og frem for alt; en abstrakt, bizar tankegang der tillod ham at foretage sig de mærkeligste ting uden at være bundet af nogen, være bundet af noget. Hverken aftaler, medlidenhed eller et overjerg.

Den sorthvide hoppe var særligt opmærksom på hingstens uforudsigelige bevægelser og hun stod derfor blot stille og afventende. Hun kunne ikke lade være med at trække svagt på smilebåndet over denne skabning. Skyggerne synes ikke tilfredse med at hun kom nær og disse og hingsten synes til tider af have hvert deres liv. Hun lod kort sine ben omslutte af sin egen elektricitet, da få af skyggerne greb ud efter hende. Hun fnyste kort og slog kort bagud med det ene bagben inden hun svirpede med halen og rettede da fuld fokus mod den hvide hingst. Hun vippede med de mandelformede ører af hans hvislende ord og svarede ham da med en feminin brummen.

” De fleste kalder den dansene tordensky for Myth, men hendes rigtige navn er Midnight Myth. ”

Hun trak hovedet til sig med en ryk da han ud af ingenting snappede ud efter hende. Stratosfæren stod fra hende i ren refleks og hun kastede kort med hovedet, men gjorde da intet ud af hingstens udfald. Hun måtte blot være mere vågen omkring ham. Hun fulgte hans dansende skridt med blikket og vippede igen ørerne frem, som for en kort stund havde været lagt i nakken. Hun tøvede ikke længe med da at danse let efter ham. Skyggerne var tunge og tålte slet ingen sammenligning med tågen, selvom udseendet var næsten ens. De mælkehvide øjne, som næsten glødede i nattens mørke gled kort over det fuldstændigt maltrakterede dyr der lå for hingstens hove. Hun trak let på skulderne og foretrak ingen mine. Hun så da atter på den månehvide hingst, mindst lige så afventende som han havde set på hende. Der var ingen frygt at spore hos hoppen. Hun havde trods alt prøvet lidt af hvert i sin levetid.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Uforudsigelig var i særdeleshed noget der prægede den skrækhvide hingst, hvis man da ikke forstod sig på at aflæse skyggen allerede før han gjorde sit udkast - og der var ikke mange øjeblikke at reagere på. Derudover viste hingsten sjældent selv oplæget til det, nej, de sorte skyggevæsner der flød omkring jorden som levede tåge, et ocean af slanger, det var dém der skulle aflæses.. Og der var så mange, de var så ens.. Uden tilstrækkelig viden var det stortset umuligt. Skyggerne lod sig ikke gå på af hendes små stød - de bemærkede det knapt, men lod hoppen alene, og vendte nærmest syngende tilbage til deres flydende eksistens. "Tordendanseren Myth, midnats myten.." Et bredt grin brød det allerede uforgænglige dødninge smil, og han fnes dømet, hvorpå et slag med den snehvide hale forekom. Ikke fordi hendes navn morede ham, men et minde om mødet med en anden myte - en dødelig myte - sneg sig frem i hans bevisthed. Men hende her, denne midnats myte, var i særdeleshed langt kønnere og et mere favorabelt selskab. Indtilvidre. Hingsten kluklo derpå dæmpet, og kastede med hovedet, hvilket sendte kaskader af man ud i luften, og han samlede halsen, vendte på det éne forben, og rettede de mælehvide øjne imod hende. "I særdeleshed et mærkværdigt møde, på en så vidunderlig aften, ikke sandt?"

Den sorthvide hoppe måtte holde et skarpt øje med både hingsten og skyggerne der fulgte ham. De havde deres eget liv og dette havde hingsten bestemt også. Uforudsigelig og selv hoppen som var så godt til at aflæse kunne intet på ud af hingstens velplacerede pokerfjæs. Hun gjorde et kort kast med hovedet og vendte så de mandelformede ører fremad da skyggerne fortrak sig en smugle. Hun gjorde et feminint brum da han igen talte og nikkede ganske stilfærdigt.
Han fnis fik hende til at ligge hovedet på sned og løftede hovedet en anelse. Hun skulle lige vende sig til de udfald han oftest kom med. Myth fandt det dog ganske underholdende. Han mindede hende på sin vis om Xenon. Hun trådte da endnu et skridt nærmere den hvide hingst der næsten var selvlysende i mørket. Hun brummede svagt igen og løftede hovedet og nærstuderede ham.

” Ganske vist, skyggehingst ”

Hendes stemme var legende, lys og yderst feminin. Hun kunne ikke benægte at hun trivedes i mindre normalt selskab. Hun følte sig hjemme med sådanne heste. Rumpel, Caedis og nu denne. Det gav hende en indre ro som var ubeskrivelig. Samtidigt opstod trangen til at danse afsted og ren kådhed. Gå amok i et væld af gnister. Hun fnyste kort ivrigt ved tanken og tog de sidste skridt helt hen til hingsten på trippende vis, inden hun hoppede let med forparten. Det var da hun lod sin mule strejfe hingstens sorte aftegn på hans skulder og fulgte det op i hans man. Det måtte bære eller briste.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Hingsten fulgte hende ikke med blikket, havde ikke behov for det. Overalt hvor hun banede sig frem var der så tæt befolket med skyger at han umuligt kunne undgå at bemærke hendes nærhed. Et svagt fnys forlod hans næsebor, før han taktfuldt igen foldede den muskoløse hingstehals sammen, og lod de hvide øjne hvile opmærksomt på hende. Pokerfjæs kunne man vel ikke ligefrem kalde det, men i særdeleshed synes det at være fæstnet i ét udtryk; Et skræmmende, ildevarslende smil, en illusion der var dannet af skyggegrinet hans brødre havde skænket ham. Hingsten forholdt sig i ro - en ganske fantastisk bedrift - og lod sig knapt mærke med hoppens berøring. Han var vant til konstant berøring, kærtegn og skarpe smertende smæld fra de væsner der befolkede hans krop, der var ham. Og dog tillod han sig alligevel at udmelde en sagte brummen, måske truende, måske velvillig, det var ham ligegyldigt, han havde intet imod hendes berøring, og intet 'med' den. Selv foretrak han.. Ja, hvilket selskab foretrak skyggehingsten? Helst så han at modparten var til at hylde ud af den, ble påvirket af hans nærgående handlinger og skræmmende grin, men i principept var han ganske ligeglad. I særdeleshed holdt han dog af at vandre iblandt de brødre der var mindre ham, end dem han var. De skygger der havde skænket dem, skænket ham adgangen til denne krop, eller også var det omvendt... Det trak i mundvigen på den store hingst, og han fnøs igen dæmpet, før han forlod sin plads, og førte sig med én enorm bevægelse væk fra hoppen. Hans bevægelser var nærmest svævende, et rovdyrs, og de blodplettede ben stod i stærk kontrast til den hvide pels, de sorte aftegn. Ja, han var vel næsten en del af snehvides eventyr(hahah xD!); Hvid som sne, rød som blod og sort som ibenholt. Hingsten udlod et kort, iltert hvin, og lod den ene hov fare i retningen af.. Ingenting, eller det ville nu sige en af hans brødre der gik ham en smule på, en del af dem selv der strejfede for langt fra menigheden. Derpå faldt der igen ro over hingsten, og hans blik faldt igen på torden-hoppen.

Hun løftede let hovedet fra hendes berøring og beskuede ham da. Hun stod stadig tæt på hingsten og kunne ligeledes mærke hvordan skyggerne var omkring hende. Det var en uvant følelse, men hun kendte dog godt til noget lignende, der dog ej var ligeså klæbende og ja klistret. Måske var det ikke rigtigt, mens det var sådan hoppen følte skyggerne omkring sig. Klistrende. Hun fnys svagt over hans smil, men var ikke hylet ud af den. Ikke endnu, men hun var blot opmærksom på hvad han nu kunne finde på. Hun vidste godt det var en håbløs mission, men instinktivt forsøgte hun trods alt. Hun tog sig derfor ikke meget af hans brummen og vippede da et øre ud til siden.
Da han så trak sig fra hende bredte der en følelse af ilterhed som sjældent fandt vej til den sorthvide hoppe. Hun rejste sig på bagbenene og fægtede med forbenene under et iltert skingert hvis og gnisterne eksploderede i et elektrisk inferno, inden hun hamrede de hvide hove ned i det stakkels kadaver der allerede var godt og grundigt splittet ad. Blodet der var tilbage sprøjtet op og efterlod blodstænk på hendes hvide aftegn. Hun rystede let på hovedet og trådt da et skridt tilbage, så hun ikke skulle stå i det der. Hun fnyste hoppet og slog et let smæld med halen og så så på Fuyu med et lettere uskyldigt udtryk i de mælkehvide øjne.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Hendes energiske udfald gav et gib i hingsten, og han tippede hovet let på skrå imens han betragtede hendes gnister og mærkværdige optræden. Sikke en mærkelig hoppe. Han virrede kort med hovedt for at jage en flue på flugt, før en skygge greb op og kvalte det lille dyr. Ellers tog han sig ikke ydeligere af hendes opførsel, før hun præsterede et uskyldigt smil. Det fremkaldte alligevel en reaktion i den unge hingst, og et smil spillede igen på hans læber. Legende let lagde han vægten tilbage på bagparten og hævede synkront forbene op i et vældigt stejl, hvorpå han kontroleret lod forhovene syse igennem luften. Næsten som var det en kommando fremsagt af deres herre samledes skyggerne som slanger omkring skyggehingsten, fór hen over hans krop, og samlede sig som levnde hovskæg. Igen placerede han de rødspættede hove i jorden, og kastede med hovedet, en hentydning til hoppen om at 'slå den'. Nu hvor de alligevel var igang med at demonstrere deres kræfter. De hvide ønje glødede sagte; oplyst af en død ivrighed, som kom den fra et sted dybt inde i det mærkværdige væsen, der knapt eksisterede. Og som altid var der det ildevarslende rovdyrsagtige over ham, over hans blik. som overvejede han at slå hende ihjel og æde hende på stedet... Det gjorde en del af ham faktisk også..

Hoppen var ikke sen til at træde et par skridt til siden da hingsten ligeledes gjorde sit udfald. Hun hoppede let på forparten og gjorde et kådt kast med hovedet. Et fnys lød da fra hende og hun stod atter naglet til jorden. Det var skam et mægtigt syn, som han stod der mens skyggerne krøb omkring ham. Hun løftede hovedet og hævedet et af hendes ikke eksiterende øjenbryn. Slå den? Sagtens. Den sorthvide hoppe samlede sig i en ædel holdning, og lagde næsten al sin vægt i det lille delikate bagparti. Hun begyndte da at præstere en elegant piaffe. Hendes benløft fra hårde og der var god fjedring i hendes stærke koder. Der gik dog ikke længe før hun igen søgte mod himlen i et højt stejl. De hvide hove skar gennem luften og søgte mod himlen. Det elektriske inferno var atter omkring hende, i det hun, smidigt og elegant som en ballerina, spinnede omkring på hendes bagben, så den hvide man dansede i takt med infernoet omkring ham. Hun landede så atter med stor ynde og pragt og sendte da et fnys i hans retning. Slået. Hun nød denne leg, og det var helt klart at hun ikke ville kunne stå her og udveksle blikke og dansetrin hele natten, men det var tæt på.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Skyggehingsten stod ganske upåvirket, på trods af de mange elekstriske nedslag der svirrede i luften omkring ham. Selv skyggerne var komplet upåvirket af det, selvom de undgik de værste nedslag, med dovne bevægelser. Som havde de altid planlagt at bevæge sig væk i netop det moment en lynkile nærmede sin. Hingsten knøs dæmpet, og et sagte, skævt smil meldte sig på den tvefarvede mule. Meget vel. Det var ikke sådan at han ikke unne slå den. Sagen var at han ikke gad. Det krævede for meget bevægelse. Men han vidste at hans krop og form tillod ham ekstreme bevægelser der var meget lig hoppens energiske, og ligeledes at hans bygning gav ham en naturlig samling der kunne føre til dansen på højere plan.. Men var det besværet værd? han tvivlede, og derofr overlod han sejeren til den mærkværidige hoppe. hans humør havde ændret sig ganske bræt, fra det legesyge, til et mere tilbageholdet, dovent. Hun kunne med sikkerhed køre ham død, med alale de elektriske ladninger, det gad han ikke engang. Nej, i stedet ville han finde sig noget andet at foretage sig.. Som.. at rengøre de rødspættede ben. Han var ganske nær ved at bringe hovedet ned imod benet, før han med et spjæt fór op , vendte rundt, og med et enormt hop tog et par galoptrin, standsede igen, løftede hoven, og borede den veltilfredst ned i det maltrakterede dyr. Bare fordi.. Ja. Det var langt morsommere. Derpå vendte han sig igen mod hoppen, kastede med den lange lyse man, og gav sig til at betragte hende vagstomt. Midnatsmyten. Tordendanseren. Oh. Hvad var det mon hun ville ham? Eller var det ham der ville hende noget? han mindedes ej at være kommet til en af de to konklusioner, og tillod sig derofr at overveje det, blot for en stund. Midt i sit splittede sind.