A new life.. [åben tråd]

[glow=red,2,300]Piranja[/glow]
My life starts here!

Den lyse - næsten hvide hoppe gik under navnet Piranja. Hun var ny sjæl i dette land, og var nu kommet til den første ø. Hun vidste ikke hvad den hed, men mørk var den. Den orange himmel passede ikke ind i det mørke landskab omkring hende. Aske - eller hvad det nu en var, var allerede ved at farve hendes ben mørke, men hun lagde ikke mærke til det. Her var tavst.. ikke en fugl kunne høres, og det skrømte hende lidt. Så her i ensomheden, gik den nynnende hoppe for sig selv. Hendes øjne søgte mod et eller anden form for liv men hun kunne hverken se eller mørke noget endu. *hvem mon lever sådan et sted* lød hendes tanker, men der kom intet svar. Hvem skulle da havde svaret hende? Skov guden? næppe.. han var tydeligvis ikke i det her område, så dødt og koldt som her nu var. Den hvide pels lyste op i mørket omkring hende, og hendes øjne glødede med en indre vilje. En vilje der ville leve videre - lige meget havd hun blev udsat for. End ikke sådan et landskab ville skræmme hende væk.
Faktisk, havde det næsten den modsatte virkning. Mørke og nat intresserede hende, og hun fandt det spænende på en lidt bizar måde. Nogle følte sig fremmed i det, men hun følte sig hjemme på trods af den hvide dragt. Men stadig med den nynnende melodi forsatte hun fremad, mens tanker kørte rundt i hovedet på hende.

(Så joiner jeg da )

For første gang i alt den tid den ældre hingst havde bevæget sig i Andromas land, satte han sine hove på den aske beklædte vulkan ø. En gang skulle være den første, og efter som han havde betrådt alle andre øer var det på tide at Eagle så vulkan øen an. Området var dødt, intet tegn på liv. Der var mørkt, tåget. Allerede nu kunne Eagle mørke at denne ø ikke ville finde ham megen ro, ikke et sted han ville opsøge flere gange hvis dette kunne undgåes.
Roligt bevægede den store hingst sig frem, asken fra jorden smuldrede under hans hove og farvede de ellers lyse hove helt sorte.
De mandel formede øre var spidset, men der var ingen lyde at opfange, alt var stille; som herskede er kun død og ulykke på denne ø. En kuldegysning træk sig igennem hingstens lemmer, noget der ikke skete så ofte. Dette var en underlig fornemmelse, Eagle var dog ikke skræmt, men det kom bag på ham at sådan en ø som denne fandtes i dette ellers så fortryllende land.
Dæmpet slap den gylden farvede hingst et prust fra sig, det virkede næsten som det gav genlyd i denne stilhed der herskede. Et gudsforladt sted. Selvom Eagle havde på fornemmelsen her ikke var noget selskab at finde, ville han undersøge sig nærmere: Et højt vrinsk lod han undslippe fra sine mule, hvor efter han tog. Helt stille stod han, for blot at lytte om noget svar skulle komme. I første omgang var der kun lyden af ekkoet fra hans eget vrinsk.

(dejligt )

Den lyse hoppe stoppede overrasket op. Hendes sang, nynnen, tanker var blevet afbrudt af et vrinsk. Et vrinsk, der indbød hende at svare det. Han løftede det elegante hoved, og sendte et lyst vrinsk tilbage som svar. Så der fandtes alså nogen på det her sted? Nu havde Piranja ikke set resten af landet, så øen her var hendes første indtryk. Og man kunne vidst godt sige hun var lidt skuffet. Hun havde forventet andet end mørke, aske og kulde. Måske nogle træer? skove? bare et eller andet form for liv i denne dystre egn. Men det var ikke kommet noget før nu. Roligt bevægede hun de nu sorte hove imod lyden, fulgt af sin nynnen.
Snart kom en gylden skikkelse til syne for den lyse hoppe. Hun brummede venligt til hesten, og bevægede sig nu ordenligt imod ham. Før havde hun næsten fået bildt sig selv ind, at det var hendes tågede tanker der legede med hende. Viste eller fik hende til at tro noget der ikke var sandt. Men da hun så så den gyldne skikkelse, havde hun troet på at der var nogle her.
Et imødekommende smil kom frem på den lyse hoppe da hun nærmede sig hingsten. Hvem var han?

Til den ældre hingst overraskel var der et svar på hans vrinsk, et svar af et lyst vrinsk. Et forbløffet smil tegnede sig over hans lyse mule, for ej havde han troet der ville være andre levende på denne gudsforladte ø, men der var mindst en ud over ham selv. Det forbløffet smil blev erstattet med det sædvanlige venlige og varme smil der altid var plantet på hans mule.
De mandelformede øre var rettet i retning af hvor lyden af vrinsket var kommet, og der gik ikke længe før en lyd af en glad nynnen kunne opfanges, og i alt mørket var en næsten helt hvid hoppe at se. I mørket lyste hun nærmest op, som glorie af lys. Et smukt syn i mørket. Hun virkede for uskyldig og ren til at færdes på denne ø. Hun bar et smil over den lyse mule, et imødekommende smil som Eagle selv gengældte alt imens han tog nogle skridt imod denne hoppe.
Eagles stoppede lidt op fra hende, selv ville han ikke trænge sig unødvendigt på, og der for lade hende komme det sidste stykke hvis hun ønskede afstanden skulle være mindre. Eagle havde stadig det sædvanlige varme og venlige smil, et smil der lyste i hans rav gyldne øjne han nu lod mødes med hendes blå.
"Godaften frøken," hilste Eagle; hans stemme var jo vidst slidt og ru at høre på, men lige under overfladen bar hans stemme den venliste og varmeste klang man kunne forstille sig, som de lune stråler fra sommer solen.
Eagle antog hende for at være meget ung, måske ikke lige så ung som mange af dem han havde mødt, men ung var hun stadig, hvilket forekom ham efterhånden mere og mere naturligt.

Den gyldne skikkelse bevægede sig tættere på hende, for blot at stoppe ved en høflig afstand. Hans varme smil og udstråling virkede smittende, og hvis det havde været muligt var hun slappet mere af. Mørket omkring hende havde stille trykt hendes tanker en smule ned, men ved endelig at måde en levende sjæl var de kommet tilbage på deres rette spor.
Han virkede som en venlig hingst. en man kunne stole på. dog var hun ikke helt sikker endu. Selvom han virkede venlig, åben og rar, skulle man jo altid være en smule vaks over for andre. Ikke så man blev resaveret, men så det var høflighed der styrede det. Tillid og venskab skulle man gøre sig fortjent til. Men Piranja gav jo som sagt alle en chance, så de blev normalt alle venner til sidst.
Da han kaldte hende frøken, kunne hun ikke lade vær. Det var ikke for at virke hånende eller noget i den stil, men hun kunne ikke lade vær. en lys latter kom fra hende, og han smilede varmt til den gyldne hingst. "Jeg ved ikke om frøken er det rette ord på mig.. bare kald mig Piranja" sagde hun muntert, og kiggede nysgerrigt på ham. Og hvem var han så?

Den næsten helt sne hvide hoppe udbrød i en latter, ikke en hånene men en latter af varme, hvilket dybede i hendes personlighed, hvilken Eagle ikke kendte til endnu, men at afspejle sig i hende nu, gav gode tegn for en smuk personlighed. Hun præsenterede sig ved navn da hun ikke mente at frøken var den rette tiltale for hende, hvilket den ældre hingst måske godt kunne forstå sig i.
Hendes latter gav en varm genlyd i den endeløse mørke denne vulkan ø var badet i. Det gav liv til øen, selvom stedet her virkede alt for mærkværdig til sådan en stemning; gjorde det øen mere beboligværdi. Ikke at Eagle selv havde i sinde at blive på denne ø, måske ikke en gang at vende tilbage.
"Jamen, så godaften Piranja; jeg er Eagle Eye," præsenterede den gylden farvede hingst sig selv, med den slidte, ru men dog alligevel noget så venlige og varme stemme. Stadig var det venlige og varme smil tegnet over hans lyse mule.
"Må jeg have lov at spørge dem, om hvorfor du befinder dem på denne gudsforladte vulkan ø, uden varme, uden liv?" Selvfølgelig var det et spørgsmål hun kunne vende imod ham selv; og gjorde hun ville hun også få et svar. Eagle havde betrådt alle andre øer, dette var den sidste han ikke havde set an. Hvilket han nu, hvor han havde været her i lidt tid, forstod. Stedet var ikke et sted for ham, end ikke ville det have været i hans yngre dage, hvor han udforskede hver en krog for eventyr, ting han kunne tage med og fortælle flokken han hørte hjemme i.

Eagle Eye... Navnet lå godt på tungen, og hun nikkede let til en hilsen. Hvorfor ikke være høflig, selvom hun følte en venskablig kontakt til denne hingst.
"jeg ved ikke om det er en god aften Eagle.." hun havde besluttet sig for at kalde ham det, da det var nemmere end det fulde navn. og så håbede hun selvfølgelig det var okay. "alt virker så stille... så dødt her" sagde hun, og lagde hovedet let på skrå. "jeg er her ikke af min gode vilje. Indtil videre, har jeg kun set det her sted.. Og det virker ikke så imponerende" kom det en smule trist fra den lyse hoppe. Men hun kiggede så igen på den store hingst. "men hvis der er noget andet end dette, ville jeg med glæde se det" tilføjede hun, og smilede skævt. Hvorfor mon den gyldne var her? Han så meget malplaceret ud i det dunkle landskab. at hun selv måske så lidt forkert ud her skænkede hun ikke en tanke. Hun havde vandret i mørke før, men det betød ikke hun brød sig om det. Jovist, det var facinerende. Men mørke og triste tanker listede sig altid ind på hende, og ændrede hendes syn på verden for en tid. Men hun ville ikke spørge, siden han nok havde sine grunde til at gå her omkring alene. Om det var gode grunde var hun endu ikke sikker på. Dog regnede hun med at han havde vigtige grunde til det. Han virkede ikke som en hingst af mørket?

Hun svarede, at hun ikke mente det var en god aften. Endnu en gang tegnede sig et varmt smil over hans lyse mule. "En dag, aften og nat er hvad man gør den til; hvordan man ser på tingene. Alt kan vendes til negative tanker, men også til de positive," lød hans slidte, ru men varme stemme i en klang der ikke passede ind på denne gudsforladte vulkan ø, der kun bar mørke og kulde med sig. Øen her var ikke et rart sted at være. Ikke et sted man burde være.
Den ældres hingst øres spidses igen, da Piranja atter talte; de mandelformede øre var spidset frem imod hende, det vidste tydeligt at han lyttede til hvad hun havde at sige.
Hun var ny. Det gik hurtigt op for ham, det afslørede hendes ord sig for ham. At hun var kommet til denne ø var vel trist, for denne ø var en helt andet side af Andromeda, noget der ikke passede ind.
"Piranja, dette er en ø, her er mange og de andre er fantastiske livs fyldte, varme og belyste. Denne af er ikke noget sted at befinde sig, dette har jeg selv opdaget nu og har tænkt mig at drage videre; væk her fra. Hvis de ønsker, kan du drage med mig," hans tilbud lå åben for hende. Eagle ville med glæde gerne tage hende med til nogen af de andre øer. Han ønskede ikke at forlade hende her alene i mørket.
De rav gyldne øjne den ældre hingst bar, havde hvilet på hende til nu, hans blik vaklede rundt i mørket. Endnu en gang konstaterede han at alt var dødt her, luften var tung og det regnede med aske. En ø af død.

Denne Eagle virkede som en ældre herre. En der havde været igennem mere end man lige skulle tro, og hun nikkede til hans svar. Sådan kunne det selvfølgelig ofte være. Negative tanker kom imod hende af denne ø´s.. stemning, og derfor havde det ikke været en så god aften. Men nu tegnede den sig til at blive bedre? Hun hadve jo trods alt mødt et behageligt selskab nu, og vandrede ikke mere alene lige nu. At han viste at han lyttede, var dejligt. Man følte sig ikke uvelkommen, og det var bare i det hele taget bedre sådan.
Hans svar tændte et nysgerrigt glimt i de blå øjne, og hun tænkte sig kort om. Der var mere end dette øde sted? Noget andet at se end aske og mørke?
"jeg vil da med glæde følge dig til en af de andre øer.. efter min mening er her lige lovligt.. øde efter min smag" sagde hun, og et drillende glimt viste sig i øjnene. Tanken om at gå alene her i mørket igen, var ikke ligefrem på top 10 listen over det hun ville. Hun var utrolig social og ville hellere med Eagle til en mere spænende og livlig ø, end denne her.

Et munteret grin lod han slippe over Piranjas kommentar, hun havde ret. Helt ret. På denne ø, vulkan øen dækket af aske var for øde. Her var intet liv. Virkelig ikke det bedste indtryk at få af Andromeda. Selv var Eagle kommet langs kysten på en af de frodige øer, den gang havde det dog stadig været vinter og det frodige græs var ikke kommet til.
"Vejen der til er logisk nok en tur ud i havet, jeg kan formode dig om at svømmeturen kan få ens ben til at syde men ej er der langt, Ved kysten kan de se over til de andre øer. Jeg fortrækker vi tager en af dem der er tættest på."
Et varmt og venligt smil var spredt over den lyse mule, alt i mens hans hæse, men stadig bløde smittet af hans varme personlighed, stemme havde lydt.
Den gyldenfarvede hingst gjorde et getus med hoved om at hun skulle følge ham, han ville følge dem til kysten hvor de sammen ville kunne forlade dette gudsforladte sted, og formodentlig aldrig vende tilbage.

Hun smilede friskt, og gav sig til at flytte de nu sorte hove og ben. Hun havde på fornemmelsen af, at dette var en lille del af Andromeda. At der var mere, og noget bedre. Nu var det ikke fordi hun ville hade at komme tilbage hertil. Her var noget mystisk over stedet.. noget fremmed.. farligt, og lokkende. Det var facsinerende. Men hun ville ikke bare gå her alene. For hvis noget var lokkende og farligt, var det sikkert ensbetydende med at man havde en risiko for at møde noget eller nogle der var knap så godt.
Og denne gyldne hingst, virkede som en af de rareste hun havde eller ville komme til at møde her.
Så derfor, ville hun næppe komme herover igen, medmindre der var noget mere spænende..

"Det lyder som en god ide Eagle.. hvor lang tid har du været her i Andromeda?"

sagde hun varmt, da de begyndte at gå fremad. Hun havde intet imod at vandre i stilhed, men at snakke med nogle var bestemt heller ikke værst. Og måske kunne hun lære noget om stedet, nu hvor hun måske havde chancen?

Fremad trådte den gylden farvede hingst, han gik ved siden af sit nye bekendtskab han nu ville lede videre i Andromas verden; videre til en af de andre øer, en ø der var langt smukkere, befolket og frodigere end denne gudsforladte ø fyldt med aske. En rolig brummen lød fra ham, en lyd af tilfredshed. En tilfredshed der bundede i han nu atter ville forlade denne vulkan ø; formodentligt uden at se sig tilbage.
Piranjas spørgsmål lød, og brød den stilhed der havde lagt sig i en kort stund. Det gav næsten ekko i denne tomme verden.
Med et varmt smil over den lyse mule svarede den ældre hingst med sin ru, men alligevel varme og venlige stemme: "Jeg ankom lige før vinteren slog til, og nu bærer vinden sommeren sig hen over Andromeda. Selv går jeg ud fra at de ikke har været her i længere tid."
Eagle lod sin sætning stå åben. Havde det ikke passet, kunne hun rette ham.
Vandringen nød til kysten de skulle tage fra var længere, men i det falde område var det nemt at se der til. Der fra kanten af bugten var der kortest afstand til skovøen han ville føre hende til. Det var øen der lå tættest på vulkan øen, som ellers lå fjernt fra de andre øer. Svømmeturen ville være hård, men heldigvis ville vandet ikke være dybt længe før de ville nå ind til lavvande og der ved ind til breden på Chibale.
"Øen jeg føre dem til, er en ø dækket af skov. Chibale er navnet på øen, og der fra på den modsatte side end hvor vi vil komme ind, vil afstanden til resten af Andromeda være småligt."

[/blockquote][/size]

Hendes ører var lyttende vippet imod ham, mens hendes tanker nærmest delte sig. Den ene del lyttede efter det han sagde, og forstod det. Hørte efter og gav sig til at tænke over dette. Den anden del drømte sig væk. I hendes egne minder og tanker. Hendes minder om verdenen før dette land.
de grønne skove, og hendes lege med sine venner. For hvem gav sig ikke hen i minder og drømme på et tidspunkt? Hun kunne ikke se hvorfor hun ikke skulle gøre det.
Selvfølgeligt var nogle af dem ikke de bedste, og det var en trist tanke at vide at hun sikkert ikke kom til at se dem igen. Men.. hun havde jo en ny mulighed nu. At se et andet sted. At møde nye heste, og stifte bekendte og venner. og så i hendes drømme, ville hun komme tilbage til Sin familie, gamle venner og land.

"jeg er lige kommet til øen og landet. Jeg tror jeg har sagte det en gang, men denne ø er den første jeg betræder."

Sagde hun med et smil, og gled tilbage i nutiden. De gik lidt i tavshed, og den skimlede hoppe så sig nysgerrigt og opmærksomt omkring. Da hans stemme endu en gang lød, flyttede hun det blå blik over på ham.

"det lyder godt Eagle.. jeg går ud fra at vi skal svømme?"

sagde hun med et skævt smil, og skulle pludselig til at finde sine svømme skills frem.. Og hun regnede med at de var lidt.. rustne.

Den ældre hingst bemærkede hvordan hendes blik blev drømmende, og for en tid lod han hende blot dvæle der. Lade hende søge i sit indre, mindes hvad hun savnede. Dette gjorde Eagle selv af og til. Han drømte om sit hjemland, sin mage og afkom. Dem han nærede det største savn til. Flokken havde han jo selv vendt ryggen, men dage der fra kunne han savne. Sammenholdet, eventyrene. Der var mange ting han kunne længes efter, men her i Andromeda havde han for alvor fundet sin indre ro. Han havde skabt en tilstedeværelse hvor han ikke var afhængig af nogen, og ingen af ham.
Frihed og sindsro. Eagle hvilede i sig selv, og udforskede roligt sit nye hjemland. Det sted han skulle blive til den dag hans sjæl fandt sin evige fred. Til den dag hvor han ville drage videre, hensides livet.

En dæmpet brummen kom fra den store hingsts strube. Hun svarede hans spørgsmål. Hun havde virkeligt ikke været længe. Den første dag, og dagen var ej omme. Stadig var solen oppe, og skinnede hensides de askegrå skyer der næppe tillod lyset at strømme ned over denne ø. Eagle vidste at længere nede i takt med de nærmede sig den sydelige kyst, ville jorden blive let frodig, mere grøn en grå. Det var samme vej han var kommet fra tidligere.
Hendes spørgsmål, der mere var en tanke, der skulle bekræftes lød. Hun havde ret hvad angik at svømme. En let nikken kom han med; "Ja, vi skal svømme, men strømmen vil hurtig guide os, og ej er der forfærdeligt langt- Hvis de har energi vil turen ikke være et problem - så snart man mærker sine ben syde er man allerede så tæt på kysten at man tydeligt kan se skoven tårne sig op."
Hans rav gyldne øjne søgte hendes blå, de var dyb blå - som havet. Hans yndlings sted af alle. Det han forgudende mest. Smukke og funklende; nemt kunne Eagle fordybe sig i dem, men ej var det meningen med hans øjenkontakt- han søgte en reaktion fra hans ord. Hvordan hun ville have det med at svømme. Tvivlede hun på at kunne klare hele vejen ville Eagle gerne hjælpe til. Hans energi, hans muskulære krop ville godt kunne bære hendes vægt i vandet det meste af vejen.
Et venligt og varmt smil var tegnet over hans lyse mule, mens de mandelformede øre var vippet helt frem imod hende. Hun havde hans opmærksomhed.