Knapt på forår, mangt af sommer

En ø af træer. Selvfølgelig kunne den rødehoppe ikke vide om der var mere på denne ø, men første håndsindtrykket var således; træer, træer og atter træer.
Solen glitrede gennem bøgetræernes flotte blad-tag, skabte mønstre på den sorte jord. Foråret var forlængst passeret og gjort plads til at sommeren kunne danse over den mosfyldte jord.
Det var næsten ikke til at fatte at for blot et halvt år siden var intet liv og nu VRIMLEDE det.
Den sodrøde hoppe ville nok til sine dages ende fundre over sommerens livgivende genfødsel.
Vinden legede let med de mørke lokker og fik dem til at danse om det ædle hoved. Et let trækning i den ældre hoppes mundvige indikerede et smil.

Endnu engang havde den gyldne sjæl Illana fundet vejen til Chibale, en Ø med masser af træer, der havde stillet sig i store klynger, der dannede skove; skove med en masse stier og kroge at udforske, og selvom Illana havde vandret her i mere end 3 år nu, ja, da var Chibales skove endnu et mysterium hun nød at gå på opdagelse i.
De lange, slange ben bar den gyldne sjæl afsted på en vilkårlig sti hun endnu ikke havde fulgt før, og med elegante bevægelser søgte hun nu at udforske den, mens Lyset hang fredeligt om hendes hals.
Der gik dog ej længe, før den gyldne sjæl sansende en sjæl forude, eller, faktisk sansede Lyset det først og sendte dernæst Illana besked. Den gyldne hoppe hævede sit hoved og rettede ørerne frem - for der, længere fremme, stod en næsten sodrød hoppe og beundrede omgivelserne. Illana lod et kald sendes imod den fremmede hoppe, inden hun begav sig imod hende. Nye bekendtskaber var noget, den gyldne hoppe altid nød at stifte.

De isblå øjne slugte den sommerlige ø. Idet hun stak sin bløde mule ned mod en lille lyserød blomst, fangede hendes ører et kald. Et kald der var fremmedet for hende på mere en en måde. For det første; hun havde ikke mødt denne hest. For det andet; det var det første hoppe vrinsk hun havde hørt i dette land. Hendes hovedløftede sig i et ryk og søgte den fremmede. En gylden hoppe stod ikke langt væk. Hun fornemmede farven; gylden, ikke var ualmindeligt i dette land - det var den anden hest den ældre hoppe havde mødt af gylden nuance.
Hoppen lyste klart i de smukke sommer omgivelser - eller måske var det ikke hoppen men det intressante og ejendommelige lys hun bar.
I en let og elegant skridt bevægede de gullige hove sig mod det nye bekendskab hun ville gøre sig om ganske kort tid.

Den fremmede, sodrøde hoppe som Illana havde fået øje på, reagerede kort efter, ved at begive sig hende i møde. Illana havde kaldt, som en hilsen der skulle fortælle, at hun nærmede sig, og nu hvor de begge havde front imod hinanden, lod Illana sine ører vippes helt fremad.
Lyset om hendes hals, som altid reagerede efter dets egen vilje, lyste kraftigt op. Sjælen som de var på vej imod, var formegentlig ny i landet; hvor ny, kunne hun ej bedømme, men ny nok til at Lyset bød hende velkommen. Snart mødtes de to sjæle og Illana sendte et ærbødigt nik til den fremmede sjæl; et nyt bekendtskab.

,,Goddag du røde hoppe. Tillad mig at præsentere mig selv - Jeg er Illana, og jeg vogter Lyset i dette land."

Hun præsenterede sig som Vogter - ej for at prale, for sådan var den gyldne sjæl ikke, men hun så ingen skam i, at fortælle hvem hun i sandheden var. Hun prustede mildt, inden hun fik kontakt med de blå øjne som den røde hoppe besad; klare, som vandet selv var.

Den røde hoppe, Noa, stoppede op foran den fremmede, hun dog ikke længe efter fik et navn på. Illana, lyset vogter? vogter? Hendes sætning gjorde hende ikke mere afklaret i hvem hun var, men blot mere nysgerrig. Det hun sagde, at hun var en vogter, måtte hænge sammen med det specielle lys, hun besad.

"Jeg hilser dem, de gyldne"

Hun lagde hovedet på skrå. Hoppen vidste nok allerede hvad hendes næste spørgsmål var - hun ville nok få mange af denne type. Hun havde ej mødt en vogter før og det var blot det første magiske "krydderi" hun havde set i denne og tidligere verden.

"De får vel mange spørgsmål som dette - hvilket indebærer denne titel de bærer. Er mine fornemmelser ret at denne kan kobles sammen med deres glitrende lys, der hænger om deres hals?"

Hun spurgte af ren og skær nysgerrighed. Den røde gav den gyldne tid til at svare og overveje om hun ville, selvom den røde havde en fornemmelse af at hun var en meget åben hoppe.

"Jeg spørger dem blot af nysgerrig"

Den gyldne hoppe, Illana, var nu foran den sodrøde hoppe, og snart blev hun hilst igen på fornem vis. Det var tydeligt at Illana stod overfor en, som havde manér og pli, hvilket hun syntes vældigt godt om. Den røde hoppe havde dog flere ord på hjertet - og Illana gav hende plads til at tale ud, for afbrydelser var ikke noget som Illana selv gjorde brug af. Hun vidste dog, at andre til tider kunne gøre det overfor hende, og det måtte hun da bære over med - men ej ville hun selv. Hun prustede mildt da hoppen var færdig med sit spørgsmål, og et lille smil fandt vej til hendes mule.

,,Jo, du røde hoppe, flere har spurgt mig herom - men lad mig svare. Du har ganske ret i din antagelse; og min titel indebærer, at jeg skal vogte dette Lys i landet. Det Lys, som hænger om min hals, er noget af det Lys, som den rene sjæl der vogter landet består af. Derud over er der en kilde i landet, som skal holdes beskyttet, for bliver den ødelagt, kan landet blive henlagt i evigt mørke. Så, kort sagt, min titel indebærer det, som den er; jeg vogter Lyset.”

Sagde hun, med den umådeligt milde og karakteristiske stemme. Illana var en ganske unik sjæl, og selvom man kan sige, at alle både bærer på godt og ondt, var der vitterligt intet direkte ondt i hende. Hun mimrede kort med mulen og lod sine ravfarvede øjne beskue den røde hoppe foran hende.

,,Men sig mig, hvem har jeg æren af at møde?”

Noami lyttede intenst på den gyldnes ord. Hun havde fornemmet at landet ikke virkede som hendes gamle, hvor alting var som det gav sig ud for. Ikke blot de sjæle hun mødte var af andre støbninger, men også det at øerne næsten virkede for magiske til ikke at indholde et gram magi.

Den gyldne ville høre hvem hun var; en titel ejede hun da, dog ikke af særlig karakter. Hun ville korte den af fordi nogen heste hilste med hele stamtavlen og det ville hun ikke - ej ville hun kede den fremmede hoppe, som virkede til at være af en venlig støbning.

"Selvfølgelig vil jeg det. En titel ejer alle vel, trods ikke alles er lige fornemme. Da de vælger og præsentere dem med deres titel, vil jeg gøre ligeså."

Hun holdte en lille pause.

"Jeg er Noami, datter af Piatta. født og opvorkset i Maritta-klanen syd for Mare-bjergene"

Med et smil nikkede Illana ganske let, da den rode hoppe præsenterede sig. Noami, en hoppe med både herkomst og stolthed med herom, kunne hun fornemme, for ellers mente Illana ej, at man præsenterede sig således. Hun prustede sagte og lagde hovedet en smule på sned. Lyset, der hang om hendes hals, havde fundet sig ganske godt tilpas i samtalen med Noami, og havde nu indtaget en mere afdæmpet glød, som lyttede det opmærksomt til de to hoppers samtale, men ej ønskede at blande sig.

,,Noami, jeg gentager; en ære at møde dig. Det lyder til, at du har haft et hjemland med en masse at blive husket for; tillad mig at spørge, hvor ligger disse bjerge din klan har boet i?”

Illana følte sig oprigtig interesseret i at vide mere om denne røde hoppes herkomst - måske fordi hun lod til at være en sjæl med viden og manér i bagagen. Med en let prusten lod Illana sit ene bagben slippe for at bære kroppen, og med hvilende position der dog ej var sammensunket og kedelig, stod den gyldne sjæl nu, klar til at lytte, hvis da den røde ville fortælle hende om sit hjemland.

Noami sukkede - ej trist, men alligevel en form for vemodigt. Solen dansede stadig over de 2 heste selvom ingen ej lagde så meget mærke til det mere.
Den røde ville igen lade sine ord lyde, og denne gang om hendes baggrund - hjemland.

"De ligger ikke meget nord for Tiatia-floden, sydøst for Gianoma-sletten."

Hun sukkede. Hun var selvfølgelig klar over at den gyldne ej kendte disse landmærker, som var hendes hjemlands.

"Selvfølgelig er jeg klar over de ikke kender disse steder. Vi bevæger os rundt mellem hinanden og vil ej komme tæt på hinanden. Ej kan vi finde en veninde vi altid har kendt, set det samme som. Altid vil vores baggrund være en andre ej kan sættes ind i. Vi kan komme tæt med andre sjæle, men ej så tætte at man ved alt om hinanden. Trods nogle sind er åbne som en bog. Sindet vil altid dække en hemmelighed - et indestængt ønske, en hemmelig skam, et mørke som ikke kan blotlægges, ej heller for nære væsner."

Hun holdt en pause - stemmebåndet blev slidt af talen og hun var ikke en der havde sparet på det. Hvis man ville sige noget skulle det siges.

"Dog vil jeg fortælle om det land, den klan, jeg har kær. Trods jeg ej har bragt mit land, min klan, min familie ære, bærer jeg en stolthed over min oprindelse. Trods denne ikke er særlig. Hvis ej man kan være stolt af at komme af ingenting, kan man ej være stolt af det man skaber af ingenting."

Hun holdt en kunstpause, som visse ville kalde det. Mindede sit land. Bjergene der lå som kæmper i solens badene lys. De små føl der legede i det høje græs. Hopperne der altid stod der og græssede - dog altid med et øje i nakken.
Hun stod længe og tænkte, ikke kun på sin fortid, men også hvordan hun skulle begynde og fortælle.

Den røde Noami, som Illana havde stillet et spørgsmål, havde overvejelser, det var tydeligt. Dog begyndte hun snart at snakke; og hendes snak tog en drejning som Illana ikke havde forudset. At tale om venskaber på denne måde, fik den gyldne sjæl til at se en smule tænksomt ud; for hun spurgte sig selv, om hun ville tænke på samme måde. Efter nogen tid, kort efter Noami havde talt ud, begyndte den gyldne sjæl da at snakke, med den unikke, milde stemme.

,,Nok finder vi aldrig den veninde vi har haft kær; men hvem siger ej, at man kan finde en, man har lige så kær? Jeg har stødt på flere sjæle her, som er tættere venner, end dem jeg forlod, trods jeg kun har se dem få gange, på de tre år jeg har vandret her. Noami, din tankegang kan jeg sætte mig ind i, menej er jeg helt enig. Og tætte, det kan man komme, hvis blot man selv er villig til at gøre noget for det.”

Illana tav kort, inden hun med et lille smil fortsatte; med ord, der havde en langt mindre tænksom og overvejende tone.

,,Dét at være stolt af sin herkomst, gør at den er speciel. Og om den er speciel eller ej, er kun op til dig at afgøre, ikke mig. Herkomster der byder på store ledere, stærke sjæle, visdomme hopper, er ikke nødvendigvis speciel. Det er hvad man selv føler og gør det til, der afgør udslaget.”

Illana nikkede derfor kort, bekræftende, inden hun lagde hovedet på sned for at betragte den blåøjede hoppe. Hun virkede som om, hun havde en del erfaring - men erfaring på en anden måde, end den gyldne Illana havde.

Noami spærrede øjne op og gennemgik sine ord i tankerne. Ordene om venskabet, som hun ej havde villet udtalt sig om.

"Mine ord fik en forkert lyd, da jeg udtalte dem. Jeg må have brugt nogle uklare vendinger. Jeg ville ej udtale mig om venskab, for det var ej tanker om venskab der fløj i mit hoved. Jeg burde have brugt et ord som dobbeltgænger, klon. En sådan klon ville bære de samme holdninger - en veninde ville ej. Hvis de havde en dobbelt gænger der havde oplevet det samme som dem, stået i samme situationer, handlet ens, fået syn for hver eneste lille aspekt af deres sociale liv, ville de ej kunne misforstås, såres af denne. Intet mørke ville lægge hengemt for dem selv, som det ej heller gør nu. Du kan komme tæt med en veninde, mage, men ej så tæt at der ingen hemmeligheder er. Intet skjult mørke. Man kan tro man ved alt om sin ven, og vide intet. Ej siger jeg at man ikke skal stole på andre sjæle, men have sin forstand med sig hele tiden. Se det faktum at din værste fjende kan blive din næreste ven, næreste ven kan blive den værste fjende."

Hun holdt en pause (igen xD) tænkte sig godt om før hun igen udtalte sig.

"Jeg ønsker ej de skal tænke at jeg ønsker dobbelgængeren i stedet for veninden. Dobbelgængeren kan man ej gøre de ting der gør os til bevidste væsner, snakke - den ville vide det det de ville sige - diskutere livets aspekter, som vi gør nu - den eneste grund til vi gør det nu, er fordi vi ej deler samme mening. At vælge man hellere ville have en dobbelgænger, en robot, ved sin side end en anden hest - var som at sige man havde nok i sig selv."

Hun sukkede og lyttede til hende. Illana var en hoppe med meget at sige og hun lyttede, og snakkede, glædeligt.

"Til det vil jeg give dig så sandelig ret. Dog er nogles holdninger som sagt anderledes. Hvis alle mente at alle var lige specielle var der ikke nogen man kunne sige lå under andre i rang. Alle ville ligge lige, dertil kan man dog diskutere om det ville være godt. Og efter det kan man diskutere godts egentlige betydning. Godt ville nok ikke betyde det samme i dit sind, som i mit. Alt kan diskuteres og gradbøjes."

Den gyldne hoppe stod tænksomt i selskab med den røde hoppe, der igen viste den gyldne sjæl, at hun havde en del tanker i sindet. Illana stod tavst, lyttende, mens den røde Noami ytrede sine tanker, sine meninger og holdninger. Illana mimrede let med mulen, og da først den røde holdt inde igen, trak Illana vejret dybt. Man kunne fornemme en form for glæde, der lyste fra den gyldne sjæl, for længe var det siden, at hun havde mødt en, der havde så stærke meninger, som de ønskede at diskutere.

,,Igen, må jeg se mig tvivlsom på dine ord, du røde, for jeg må sande, at jeg ikke tro på, at du ikke kan lærer en anden at kende, til fulde. Mørke hemmeligheder kan være skjult, men ligeså kan de komme frem i lyset; så at sige, at man aldrig kan komme så tæt på en, som man ville kunne på en dobbeltgænger, ja, det ser jeg usandt. Snæversynet måske? Forstå mig ret, alle har forskellige erfaringer der ligger til grunde for vore holdninger, men, du røde; jeg ser det således. Hvis man ikke kan komme tæt på en anden, er der flere grunde. Et er, som du fremsiger; den pågældende vil ikke lukke dig ind. To, den kemi der er sjæle imellem skal være der, uden den, vil man blot komme på et semi-overfladisk niveau. Og tre, dig selv. Mange gange er det ofte personen selv, der ikke ønsker at give en anden lov til at vise sig selv, fordi de i bund og grund ikke ønsker et alt for tæt bånd, eller blot vælger ikke at se det, af personlige årsager”

Illana tav igen. Hendes ord var ikke ment som irettesættelse, men blot en ytring om hvad hun mente var rigtigt; på nogle punkter virkede den gyldne måske til at have et bredere syn på nogen ting; men hvor bredt, kunne hun ej sige endnu. Hun prustede mildt og sendte den røde sjæl et smil - hun nød denne snak, denne debat, fordi den ruskede op i holdninger og meninger hun ikke havde ytret sig om til andre før.

Hun lyttede intens og bed mærke i ord hun ville bruge i den sætning hun ville svare med. Man kunne vel godt se det som en kamp med ord, men sådan stod det ikke til mellem de 2 hopper, der blot diskuterede forskellene mellem de 2 syn på verden. Det var ikke alle heste hun kunne føre sådan en snak med - trods alle havde en mening, var det ikke alle der gad diskutere den med en. Et gengældene smil strøg over hendes tvefarvede mule, som svar til den gyldnes

"Som de siger, skabes holdninger på baggrund af erfaringer. Vi kan ej snakke om disse holdninger uden at komme ind på deres rod. Jeg er ældre end dem. Jeg har ikke altid haft de holdninger jeg har. Som de siger er det et snæversynet syn jeg bære - ikke fordi jeg ej tror på denne kemi de fortæller om, den har jeg set, aldrig følt. Jeg er kommet dertil at prinsen ikke eksistere i mit verdensbillede. Dermed ikke sagt der ikke eksistere den perfekte hingst for andre hopper, men ikke for mig. Som de siger har jeg ikke haft et forhold til en anden hest, som var tættere end semi-overfladisk. Der er milehvid forskel på at holde af og elske. Alle sjæle jeg har mødt, har holdt af mig - ej elsket mig. Mine venner, veninder har oplevet disse føelser. Hver gang jeg har set dem sammen med den perfekte sjæl, deres sjælemage, er jeg død en smule inden i. Blevet en tom skal. Dermed ikke sagt at jeg ikke ønsker andre skal opleve denne føelse, men man kan dø så meget inden i at man ikke ønsker at se verden i øjnene."

[Out - Hvis det ønskes, vil jeg gerne starte en ny. ]