Et Glimt af Guld

Det var efterhånden nogle år siden, at Illana var kommet til Andromeda, og mange ting var sket siden. Hun havde stiftet så mange bekendtskaber, hvor nogle stadigt hang ved og hun havde mødt den reneste sjæl i landet - Den Vise. Nu, ja, nu var hun ikke blot Illana længere, men hun vogtede Lyset og dermed var hun blevet velsignet. Hun havde magiske evner nu, evner hun kunne benytte i sin pligt som vogter, og hele tiden var den gyldne hoppe i udvikling.
Hun havde fundet vejen til denne ø, Leventera nu, en ø som hun ikke havde betrådt i nogen tid. Egentlig var hun søgt lidt afsides for at betænke fortiden og alt det, der var sket siden hendes ankomst, men Lyset fortalte hende at andre levende sjæle var i nærheden, og derfor ville hun ikke vende tankerne indad; men derimod holde øje med omgivelserne, for måske var der et selskab i vente.

Leventera var efterhånden et sted hvor den spraglede hingst færdes utrolig tit. Han datter levede her og han havde bestemt et behov for at være i nærheden hvis noget skulle opstå. Han havde dog ikke set dem i længe og han kunne mærke et stik af savn indeni når han tænkte på den sorte hoppe som var moder til hans afkom. Han havde brugt megen tid på at tænke over tingene, og der var meget af det han ønskede at benægte, men den sorte hoppe havde fundet vej indtil hans indre, hvor mørket dog stadig herskede.
En skikkelse slog ham ud af hans tanker og hans rystede kort på hovedet inden han rettede sine gule øjne med den gyldne hoppe der bar på Lyset. For ham var det et glædeligt gensyn med en hoppe hvis vedholdenhed havde fået ham til at lukke hende ind i 'varmen'. Derfor tøvede han ikke med at sende et varmt vrinsk efter Illana, inden han satte i retning mod hende. Det var længe siden han havde set noget til hende, og ham selv var blevet mere afslappet siden deres sidste møde. Den spraglede vandrer var ved at have fundet ro.

Lyset der hang om halsen på Illana havde ret; for selskab var at vente, og snart lød et vrinsk fra en efterhånden ældre ven - nemlig den spraglede Mindraper, som Illana ikke havde set noget til i lange tider. Man kunne ikke benægte, at det var glæde der løb igennem kroppen på den gyldne, i det hun fik øje på den guløjede hingst, for selvom han var speciel af sind, indelukket og med onde tendenser, så havde han vist sig som et ganske prisværdigt selskab, som den gyldne hoppe umiddelbart ikke kunne forestille sig en tilværelse uden - heller ikke selvom der måtte gå langt imellem deres møder.
Nu stod de to sjæle dog overfor et nyt møde, og med et slag med hovedet dansede Illana fremad i den naturligt yndefulde trav, som hun besad, for at komme ham i møde. Snart nåede hun hen ved hans spraglede og muskelfyldte krop, som i den grad ikke var blevet mindre muskelfyldt siden sidst, og da hun var på passende afstand slog hun atter ned i skridt. Hun nikkede ivrigt imod Mindraper, og ligeså glødede Lyset ganske kort, for at hilse den spraglede velkommen; for selvom Lyset havde dets egne meninger og holdninger, reagerede det ligeså kraftigt på Illana’s egne følelser - ja, sommetider overskyggede hendes faktisk Lyset. Hun lod derpå et smil tegnes på mulen - nu stod de ved hinanden, og den gyldne havde på fornemmelsen, at de begge havde meget at fortælle.

Mindraper kunne ikke dy sig. Inden Illana nåede ham, lavede han et kådt lille rejehop til ære for hende. Han knejsede let i nakken og viste sig en anelse frem. Hun skulle jo se at der var sket lidt muskelmæssigt. Han slog så ned i skridt igen da hun endelig nåede ham og han tøvede ikke et sekund med at lade en mørke mule glide blidt ned over hendes hals med en rolig brummen. Han trak den så til sig og et svagt smil kunne anes. Hvor var han oprigtig glad for at møde hende igen.

" Min gyldne ven, så mødes vor veje igen "

Hilste han hende så, og han vippede ørerne fremad. Man så sjældent Mindraper så glad og strålende, men man kunne takke den gyldne for at han overhovedet havde en nogenlunde tilværelse her i Andromeda. Han skyldte hende, og det betalte han delvist tilbage ved ikke at æde hende, men samtidigt havde han opført sig nogenlunde.

De to sjæle, som havde nærmet sig hinanden var snart så tæt, at en samtale kunne begynde - men inden lod Mindraper sin krop udføre et kådt rejehop, hvilket fik Illana til at hæve overlæben med et lille grin; hun nød at se de krumspring der lå I ham, en kådere udgave af den til tider indelukkede hingst. Det klædte ham, sådan at bruge kroppen, og Illana lod selv et kådt slag med hovedet vise, at hun vel var ligeså påvirket af dette, som ham.
Da han kom hende nær, og hendes ben selv havde slået parade, kom hans mule nær og kærtegnede hendes hals; og uden tøven kørte hun mulen over hans muskuløse hals i cirkelbevægelser for at gengælde hans gestus. Han var en af de få hingste, der nød denne form for nærkontakt, og det satte Illana pris på. Kort efter trak hun hovedet til sig igen - hans ord vakte hendes opmærksomhed og med en sagte brummen lod hun sin milde, unikke stemme tale.

,,Det er alt for længe siden, du spraglede. Sig mig, hvordan er det gået dig siden vores sidste møde?”

Efter hendes ord, trak hun overkroppen en anelse tilbage, så hun kunne flytte hovedet om på den anden side af hans, uden at banke dem sammen; og derpå kærtegnede hun kort den modsatte side af hans brede hals. Det venskab der var opstået mellem de to sjæle, rakte ud over de særheder de hver især måtte have, og alt imens de to havde indfundet sig i hinandens nærhed, havde Lyset slået nuancen til en blød gul, men klar farve. En farve, der viste, at det priste ham velkommen, ligesom Illana.

Mindraper brummede maskulint af hende, da hun gengældte hans kærtegn. Det var læne siden han havde fået sådan en berøring. Det måtte vel være. Ava. Han vippede de mandelformede ører frem og hævede hovedet en anelse, men blot så han kunne beskue den gyldne hoppe. Hun så ud til at have det godt, det håbede han at hun havde. Han smilede let over hendes ord og skulle nu finde en måde at forklare hende om det ja, det seneste års hændelser. Han trak et skævt smil og brummede så roligt.

" Op og ned, vil jeg tro. Min moder har født mig en lillebror, mens jeg selv har sat en datter i verden med Ava fra Teylar. Hvad med dem gyldne, hvad er hændt Dem? "

Mindraper var yderst kortfattet, men det havde han altid været. Han uddybede aldrig medmindre han blev spurgt og det kom også an på hvem der sprugte, men ville den gyldne vide mere, så fik hun det også afvide.

Illana, den gyldne, hvis ører nøjsomt lyttede til de lyde, dernæst ord som den spraglede udsagde sig, kunne ikke holde et smil tilbage, da Mindraper først fortalte omkring det, der var sket ham, siden deres sidste møde. Han kunne nu kalde sig fader, til et føl sammen med hoppen Ava. Selv havde Illana ikke mødt denne hoppe, men siden Mindraper havde valgt hende, måtte hun være noget ganske specielt. Illana nippede ganske let imod hans pandelok, inden hun med den unikke stemme begyndte at snakke igen.

,,Det må jeg sige, din familie vokser og vokser! Jeg er glad på dine vegne, det må været noget specielt at være fader. Hvis du tillader det, vil jeg med glæde møde mere af din familie en dag; og med henblik på mit liv - jo, mine evner har udvidet sig du spraglede, og jeg kan mærke hvordan der egentlig er magi i min krop nu. Derud over har jeg stiftet en masse nye bekendtskaber og venskaber, men ej står jeg endnu med familie, som du.”

Sagde hun, inden hun rettede sig en anelse op. Hun betragtede kort hans spraglede krop, og tanken omkring hans afkom og dets farver slog hende. Med de specielle gener han bar på, måtte hans afkom i sandhed også være noget specielt af udseende.

Mindraper kunne ikke lade være med at klukke en anelse. Han var stadig dæmpet, men han var mere oprigtig efterhånden. Han betragtede den gyldne hoppe med sine gule øjne og virrede kort på hovedet med et svagt smil da hun nippede til hans pandelok. Han vippede kort med ørerne af hendes ord og trak på skulderne af det først. Ja, det var vel, dejligt, men han forstod ikke hvordan hun ikke selv havde kunne stifte familie endnu, sådan en skøn hoppe.

" Desværre er min lillebror en del af aftalen med Rumpelstiltskin. Ham husker du vel? Det behager mig ikke at være halvvejs familie med sådan et kryb, men det glæder mig at du har træffet nye bekendtskaber. Måske Ava vil tillade det, jeg skal nok sørge for hun ikke æder dig "

Det første var mere fnysende, men det sidste endte ud i en svag klukken, men med en dybere alvor bag det. Ava havde sine problemer, problemer som den mere mørke Mindraper synes at kunne se gennem hove med. Det var vel nok den del af hende der tiltrak ham så meget. Bare tanken om det fik det til at boble en anelse i den spraglede hingst.

Der lå en general ro over den spraglede hingst, som der ikke havde været der ved deres forrige møder. Det klædte ham inderligt, for det gav ham en helhed, hans spraglede sind måske lidt havde manglet førhen.
Da hans strube lod en klukken slippe ud, lod hun hovedet tiltes let på sned med et smil. Han havde inderligt følelser for denne Ava, det kunne hun fornemme og ligeså kunne Lyset, der nærmest glimtede. Det reagerede yderst kraftigt på sådanne ting, og ligenu var det mere eller mindre slået over på Mindraper’s følelser frem for Illana’s. Dog gik det lynhurtigt over en grålig nuance, da Mindraper begyndte at snakke om kom ind på Rumpelstiltskin, for Lyset kunne fornemme, at Mindraper ej var synderligt begejstret, som han selv sagde det.

,,Rumpelstiltkin, ja. Han er et bekendtskab jeg nok desværre må gøre mig i fremtiden, selvom jeg inderligt ønsker at undgå ham. Jeg kan forstå dine betænkeligheder herom, men jeg håber ej, at han vil genere dig eller ødelægge din familie. Og jeg vil da håbe, at Ava ikke vil æde mig, hvis hun tillader at jeg møder din familie”

Sluttede Illana med et smil, og en mere leende tone i stemmen. Dét at han sagde, at han ville sørge for Ava ikke åd hende, fortalte Illana, at han havde fundet en, der vel og mærket passede ham helt perfekt; for Illana vidste godt, at Mindraper havde sider der var knapt så lyse, hvilket hun havde accepteret - men en partner måtte nærmest have lidt det samme, for ej at ryge i kvaler med hinanden. Hun prustede dæmpet og puffede let ud efter han; den muskuløse spraglede hingst.

Han drog et næsten lykkeligt suk. Tanken om Ava gjorde ham helt rundt på gulvet og han havde kort svært ved at koncentrere sig om den gyldne, men han beherskede sig da. Han brummede da roligt og trådte et skridt nærmere hende. Han strøg blidt mulen over hendes hals. Han bemærkede Lyset om hendes hals og de mange nuancer. Han huskede det ikke sådan fra sidst. Hun måtte virkelig have udviklet sig. Han smilede let ved tanken og lod da de gule øjne hvile på hende igen.

” Mmh. Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske. Han har holdt sig fra mig, og endnu ikke gjort de andre to fortræd. Vi må se om vi kan fange hende på en god dag. ”

Brummede han så mere roligt. Han vidste godt at Ava havde bedre dage en andre og igen lod han sig kort suge ind i tankerne om den sorte hoppe. Det gjorde ham helt ør i hovedet og han slap en sådan brummen at der var ingen tvivl om at det lige præcis var hende der strejfede hans sind. Den gyldnes puf bragte ham ud af hans næsten trancelignende tilstand og han sendte hende et bredt og drenget smil. Det var vidst første hans det nogensinde var set på hingstens mule.

Et lille grin forlod mulen på Illana. Hun havde aldrig forestillet sig at se en Mindraper, der var så glad, ja, nærmest lykkelig? Lyset om hendes hals havde nu nærmest helt glemt Illana selv og havde koncentreret sig om Mindraper og hans dragende følelser - Lyset havde en forkærlighed for dybe følelser, og ligenu havde Mindraper de dybeste. De slog langsomt over i en lyserød nuance, der afspejlede den kærlighed, hvis man kunne kalde det, som Mindraper besad overfor Ava. Igen blev Illana bekræftet i, at denne Ava i sandhed måtte være noget særligt, for at kunne fange de følelser, som Mindraper havde begravet i sit inderste.

,,En god dag, det vil jeg se frem til. Åh, Mindraper, jeg må sande at det er skønt at erkende at du har fundet en, der kan få dig til at smile. Nok havde jeg ikke ventet det, men jeg er glad på dine vegne”

Sagde den gyldne, med oprigtighed i hendes stemme. Mindraper var måske den sidste hun havde forudset ville binde sig, skabe familie, men det lod til at han havde gjort det, og hvis der var nogen hun kunne unde dette, var det ham. Hun smilede igen, og smilet blev til en sagte leende tone, der indeholdt både glæde og varme, alt imens Lyset forsat dansede i nuancer til Mindrapers indre boblende følelser.

Mindraper smilede af den gyldnes latter. Han var som i den syvende himmel når han lod tankerne strejfe den sorte hoppe. Han vidste også godt at det var Ava eller ingen. Han var klar over hvis Ava ikke kunne blive hans, så ville han nok aldrig blive den samme igen, men han ville kæmpe for den humørsvingende hoppe med lettere sindsyge tendenser. De havde trods alt en del tilfælles. Han så igen på den gyldne som hun atter talte, og et næsten forlegent smil var et finde hos ham.

" Jeg er mindst ligeså overrasket som De "

Brummede han så, og lod igen de gule øjne glide ned på Lyset om hendes hals. Det var da helt vildt. Han trådte så tæt på hende og lod hans mule køre i små cirkler over hendes hals med en ganske varm brummen.

Illana kunne ikke holde smilet væk - det var som om det blot var kommet for at blive nu; hele stemningen omkring dem var påvirket af Mindrapers glæde, og ligeså Lysets reaktion, for det nærmest boblede i takt med hans sindsstemning blev mere og mere kærlig, jo mere han tænkte på denne Ava. Endnu engang lod hun en latter komme frem, hvorefter hun strakte halsen let.

,,Sommetider er det dem, man mindst venter det af, der præstere. I dette tilfælde er det i sandhed sandt, du spraglede.”

Sagde hun, med den milde stemme, inden hun med et prust nød hans kærtegn. Lidt efter gengældte hun dem, men kun i en kort periode, for en lettere legesyg, vel drillende attitude var ved at træde frem i den gyldne. Den aura der lå over den spraglede smittede af på hende, og umiddelbart havde den gyldne sjæl ej lyst til at fordybe dig i alvorlige emner i denne tid. Hun ville derimod nyde den, udfolde sig i den, sammen med den muntre hingst, der lod til at have fundet én, han ville kalde hans. Hun nappede ham let på halsen inden hun kastede sig let til siden, en optakt til leg; og den gyldne krop var ganske klar til at springe omkring, let og adræt som en hjort.

Mmmmh Lød det fra den spraglede ved lyden af hendes ord.Han valgte ikke at kommentere yderligere på dem. For nu stod de altså her i et af deres øjeblikke, hvor ord var overflødige. En tilfreds mine kom over hingsten da hoppen begyndte at gengælde hans kærtegn og han vippede da ørerne frem og lod kort de gule øjne hvile på det gyldne skind. Han havde altid været glad for den gyldne hoppes selskab, måske bortset fra i starten, men hvems selskab var han overhovedet interesseret i der? Men han var åbnet en anelse op for den gyldne hoppe, for til sidst at nyde hendes selskab i fulde drag.
Et nap på hans hals fik ham til at vågne en anelse op til dåd og han klukkede fornøjet, inden han dansede et par skridt til siden og rejste sig let på bagbenene, inden han sprang efter den gyldne hoppe med hapsede ud efter hendes lange lokker.
Hun var langt mere adræt end han, hvor hans fysik gjorde ham langsommere, men han bevægede sig stadig elegant, for han var til trods ikke et af de store skrumler man så her på øen. Han var ikke ret kraftigt bygget, men musklerne havde gjort ham til en bred hingst, men han kunne sagtens komme til at løbe stærkt, det krævede bare noget træning.

Den adrætte gyldne hoppe snoede sig snart omkring den spraglede Mindraper, der havde valgt at sætte efter hende I denne aktive leg. Hans mule, der nakkede efter hendes man, fik da også fat, men snart efter hoppede hun muntert til siden; et slag med hovedet viste tydeligt at den gyldne sjæl havde energien med sig, i denne dansende leg; og Mindraper var en ganske god partner. Hans fysisk var anderledes end Illana, for i modsætning til hendes slanke, adrætte bygning, var han mere rå muskelstyrke; og han ville til hver en tid kunne lægge den gyldne i nærkamp. Dog var det ikke nærkamp de havde gang i nu, men leg der både spillede på den rå muskelstyrke og den adrætte dans.
Snart sprang hun frem, forbi ham, så tæt at hendes flanke strejfede hans, og derpå drog hun i en stor cirkel om ham i rask galop. Ikke samlet, bærende galop, men frisk og fremadgående, alt imens hendes gyldne ben gang på gang blev sendt i luften, på grund af den rummelighed og løft hun satte af med.
Imens hun bevægede sig på den store cirkel, lod hun sin galop ændres et par gange i elegant udførelse; hun nød at lege med bevægelserne, og nu hvor hun var ude hvor der var plads, slog hun sig løs. Hun vidste ikke om den spraglede ville gøre det samme - og det var vel også lige meget om han ville danse på den måde, eller en anden, men tanken slog, at det kunne være sjovt at beskue den spraglede i udfoldede bevægelser, for at se, hvad han egentlig kunne.