En ensom dans

Alene, som altid. Ja, det er nok egentlig en utrolig god beskrivelse af, hvad det er jeg er. Alene. Ensom, det er jeg måske også, men det er jeg ikke meget for at indrømme. Nej, for jeg kan jo klare mig selv, altid, alene, og jeg har aldeles ikke brug for selskab. Har jeg vel? Det er hvert fald det jeg forsøger at bilde mig selv ind, det er det, jeg forsøger at sige til mig selv.
Igennem det seneste år, er der sket en del forandringer for mig. Jeg har jo fået en datter, Saphira, og det er nok det sidste jeg havde set komme. Jeg havde ikke set mig selv som moder, nogensinde; men nogen eller noget, ville det anderledes end jeg ville.

Min grålige skikkelse, har befundet sig på Chibale, næsten hele mit liv. Jeg har sjældent bevæget mig over på de andre øer, og denne solrige aften, er aldeles ikke en undtagelse. Men dog er jeg ikke gemt inde imellem træernes tryghed, og camouflage, nej; jeg befinder mig et sted der er mere åbent, og hvor jeg nok egentlig er ganske blottet, med min grå farve, de hvide aftegn, og den næsten sorte man; for jeg befinder mig i udkanten af Chibale, ude ved havet, med hovene plantet i det gyldne og let opvarmede sand. Mine mørke øjne hviler udover havet, kort med et længselsfuldt blik, mens et langtrukkent og tung prust forlader min sorte mule. I et ryk samler jeg dog kroppen en smule, inden jeg kniber øjnene sammen, og skuer fra højre til venstre; men nej, der er ingen i nærheden af mig lige nu. Derfor lader jeg mine forben bøje sig, således at knæene rammer ned i sandet, og derefter lader jeg bagparten følge med, så jeg nu faktisk ligger ned i sandet, nogenlunde afslappet. I hvert fald i forhold til hvor anspændt jeg ellers til tider er. Mine øre flapper langsomt ud til siderne, i et forsøg på at lukke af for omverdenen omkring mig, og dermed kun lytte til havets beroligende brusende lyd..

.~:SAMAEL:~.

[/size]
ON YOUR SHORE[/font][/center]

Cool waves wash over,
And drift away with dreams of youth,
So time is stolen...

Søn af poesidon; søn af månen og havets gud, således synes den tunge hingst, som han vandrede i kanten af det skummende havvand, med den fyldige snehvide hårpragt, der synes at gå i ét med oceanet, som var han en skabning af dette vand, og det fjerne månelys der endnu ventede på solens overgivelse. En uendelig fred synes at hvile i hvért af de skridt han førte sig med, og vandet der faldt fra de lande hvide lokker der beklødte de gyldne ove, var blot med til at danne følelsen af noget overnaturligt, som var han ej en skabning ment til dette land, men en drømme vandrer, en kriger fra en fjern fortid. Den tunge Gypsys bevægelser var præget af en sær elegance, der tydeligt var præget af mange års arbejde, ikke blot en naturlig tilblivelse. Den tvefarvede pandelok faldt som én stor lok ned over den kraftige næseryg, og dækkede således udsynet til de rolige havblå øjne der gemte sig derinde under. Dog lod han ingen tvivl om sin sindstemning; han var i en dyb, ufejlbarlig harmoni med sine omgivelser, en sjæl der nød hvert eneste åndedræt, der så alt, hørte alt, og lod alting ske. For således var naturens skønhed, en skønhed han først i sine senere dage havde fået åbnet øjnene for, og således var dybt forundret over. Ikke meget kunne få den tunge hingst til at bryde sin iagttagende stilling, sin blide væremåde, og dog fangede hans blik en skikkelse i vandkanten, og en dyb, hilsende brummen fyldte den klare havluft. Dyb var hans stemme, som talte selve havets brusen, thi den kom dybt fra hans brede bryst, dybt derinde fra hvor hans hjerte ligeledes bankede. Han mente at have set den unge vandrer, der nu lå i sandet, før. Men ej kunne han vide sig sikker, thi hans drømme førte ham tit til møder han aldrig ville vandre til, eller til fjerne steder han aldrig ville betræde.

Mine grå øre, vipper ganske svagt rundt, men ellers forbliver de bare flappet ud til begge siger, i et ihærdigt forsøg på at opnå en eller anden form for ro i sindet. Men det sker ganske sjældent for mig, at jeg rent faktisk opnår denne ro, egentlig er det måske aldrig rigtig sket.
Mine øjenlåg galder stille og roligt i, mens roen langsomt begynder at indfinde sig i min sjæl; men jeg bliver hurtigt revet ud af denne ro. For selvom jeg forsøger at sige til mig selv, at det er noget jeg bilder mig ind, at der ikke er nogen i nærheden af mig, er den brummende lyd bare alt for realistisk og alt for tæt på, til at det kan være indbildning. Derfor spærres mine øjne hurtigt op, og mit ene øre peger nu stift i retningen af vedkommendes hovslag. Jeg kigger ikke derhen, i stedet vælger jeg bare hurtigt at få mig selv på benene, uden at tøve.

Da jeg er kommet op, drejer jeg mit krop omkring, i en lidt stiv bevægelse, og ganske rigtigt; en hingst er nu kommet ud til havet, hvor jeg selv er søgt ud. Jeg har set ham før, det er jeg næsten sikker på; men det er også længe siden, for da vi mødtes, var jeg i brunst. Og derefter blev jeg ifol med Seth, fik Saphira, og hun er nu et halvt år. Derfor, må det være længe siden. Jeg husker intet dårligt om ham, og da jeg nu også ser ham igen, mindes jeg hvorfor. Der er bare noget.. Autoritært, men alligevel mildt omkring denne hingst. Mine øre flapper kort rundt, en anelse uforudsigeligt, da jeg lige nu ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Men min higen efter selskab, hiver i mig. Og derfor lader jeg et meget svagt brum forlade min strube, besvarende. Men jeg forbliver stående, en anelse uroligt, med benene der tripper en smule til siden, for derefter at stå stille igen.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
ON YOUR SHORE[/font][/center]

Da den unge hoppe rejste sig med en påskyldet bevægelse, stoppede den store hingst, og tiltede hovedet let på skrå, ganske fredsommeligt, med halsen let sænket, både som handling af stoppet og ligeledes et fredsommeligt signal til den unge om at finde til ro igen, han ønskede ej at forstyrre hende, og ej at opskræmme hende. Alligevel ønskede han gerne hendes selskab, hvis hun ville gå dertil. Den store tvefarvede hingst lod de dunede øre glide let, reserveret tilbage, imens hans afslappede stilling i vandkanten tillod det salte vand at oringe hans hove, danse legende med hovskægget, og igen trække sig tilbage. Alt imens han blot betragtede hoppen, på sin vis ikke afventende, ikke påskyldende. Blot en betragten, som en hingst vågede over sine endnu unge føl. Thi denne hoppes skyndige bevægelse havde fremkaldt mindet om hende, om den unge flyvske skabning, der opildnet havde mødt ham dengang. Hvor længe side det var, vidste han ej, men han tog det som havde hun genkendt ham, da hendes brummen nåede hans øre. Kort vippedes de frem, før han nikkede, dybt og ibdbydende, og udlod en varm luftstrøm fra sine næsebor. Hovedet straktes let iod hende i en hilsen, men han gjorde ej mine til at træde hende nærmere, dengang havde hver af hans bevægelser fremkaldt en urolig flaksen fra den spinkle sjæl, som var hun en nyudklækket fugleunge der stædigt banede sig vej igennem livet.

Tvivl. Det er nok egentlig et meget godt ord for, hvilken tilstand jeg er i lige nu. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv, for at træde væk har jeg som sådan ikke lyst til. At træde tættere på, har jeg vel egentlig heller ikke lyst til; men at stå her, og flakse fra side til side, det har jeg så aldeles heller ikke lyst til. Han virker til også at genkende mig, men dog er det alligevel ikke sådan, at han træder tættere på mig, og det er nok der jeg bliver forvirret. Jeg er vant til de, der altid skal tættere på mig, hele tiden presse grænsen. Så at stå her, hvor det egentlig er mig selv der bestemmer afstanden, det er uvant. Et dybt nik glider fra ham, indbydende og roligt, og det får mit ene øre til at vippe sig frem imod ham, en smule søgende; måske efter et eller andet form for svar.

Stilheden brede sig omkring os, og i en del sekunder står jeg bare helt stile, som et eller anden skræmt rådyr, der for første gang har set noget uvant. Men endelig tager jeg mig sammen, men tanken om de ting jeg før har oplevet, og at det dermed ikke kan blive værre. I en lidt stiv bevægelse, bevæger jeg mig imod ham, med øjnene skeptisk sammenknebent, og da jeg har taget en del skridt imod ham, er vores afstand nu skærpet til de omkring 2-3 meter, hvilket ikke er meget for mig. Mit hoved synker lidt ned, uden at jeg ved hvorfor; men der er bare et eller andet ved denne store hingst, der bare gør, at jeg finder en eller anden ro, dog ikke meget. Mine næsebor vibrerer voldsomt, og det er da os tydeligt for ham sikkert, at jeg til enhver tid, kan vende omkring, og søge væk, uden at advare om det først.