I just want some silence [Midnight Myth]

Lige nu, er det hele egentlig noget værre rod. Og jeg har egentlig været ganske meget udenom det selv; for det er jo egentlig mig selv, der har valgt at starte rodet, ved at tage kontakt til Rumpen, som jeg holder så meget af at kalde ham.
jeg er udmærket klar over, og Illana nok ikke bliver særlig begejstret for at finde ud af, hvilket dilemma jeg er endt ud i. og hun vil muligvis også tage stor afstand til mig; hvilket er det sidste jeg nogensinde har ønsker, eller ønsker i det hele taget. Men faktum er, at jeg uden tvivl, er kommet til at sætte både hendes liv, og mit eget i stor fare. Spørgsmålet ligger så bare i; skal jeg helt undlade at fortælle hende sandheden, og dermed ikke forstørre hendes fare, og selv blot forsvinde fra denne jord uden et farvel? Eller skal jeg fortælle hende den indviklede sandhed, og tage det hele som det kommer, og samtidig få sagt farvel? Jeg ved det ærligt talt ikke.

Jeg befinder mig på Foehn, den vulkanbelagte ø, hvor meget få heste søger til. Det er måske dumt af mig, at jeg er søgt til denne ø, eftersom jeg for måneder tilbage, valgte at gå imod skyggerne og Fuyu, og dermed ikke give dem hvad de ønskede. Men det kan jeg aldeles ikke tage mig af. For på denne ø, er der bare mere ro. Der er ikke så pokkers mange irriterende skabninger, eller små forelskede fjolser, der bare absolut skal vimse rundt og forpeste mit hoved. Jeg selv, er jo en af de små forelskede fjolser; ja. Men jeg vimser ikke rundt og ser forelsket ud. Min nakke er knejst højt op, mens ørene ligger ganske let ned imod min nakke, gemt ned i den sorte man. Mine mørke og til dels tomme øjne, hviler rundt på det flade område der ligger foran mig, og jeg selv, forbliver stående ved det ensomme træ, jeg har valgt at placere mig ved, men jeg tænker. Et langtrukkent brum, hæst og ru, glider fra mig, inden jeg en smule irritabelt kniber øjnene i; jeg vil bare have ro, for mit eget hoved og tanker!

Myth var søgt til Foehn, hvor hun oftest fandt ro. Selvom hun vidste at der var skygger her, så lod hun sig ikke afskrække og stod blot fredsommeligt og græssede på et af øens få flade steder. Hun lukkede kort de hvide øjne og vippede med de mandelformede ører, inden hun rykkede hovedet op. Der var noget derude, men hun kunne ikke umiddelbart sætte en hov på hvem. Det var en velkendt lugt, men stadig fremmed for hende. Så det var altså en hun havde set før. Hun fnyste kort og rystede da på hovedet, inden hendes mælkehvide øjne opfatter noget over ved det ensomme træ. En hingst!Ganske rigtigt er hans velkendt. Hingsten fra Rumpels grotte, som ville beskytte den gyldne. Hun undrede sig over at se ham i live, men var da en anelse lettet, men betød det at han havde gjort den gyldne fortræd. De hvide øjne borrede sig fast på ham da hans hæse brum svagt kunne høres. Samtidigt med at hun ikke helt vidste hvordan hun skulle reagere. Han ville nok genkende hende ligeså.

Mange tanker roder rundt i mit hoved, så mange af dem, at jeg end ikke når at tænke halvdelen af dem til ende. Bedst som jeg står der og roder i mit eget hoved, kommer der pludselig en duft i mine næsebor, som får mine næsebor til at udvide sig, ganske meget, fordi jeg jo opfatter at en anden også er i nærheden af mig. Sig mig, er det helt umuligt at finde et sted, hvor der faktisk ingen andre er? Jeg tror faktisk svaret er ja. For efter mine år her, er der bare kommet flere og flere til; og det er vel godt for de fleste, sikkert også for mig, men bare ikke når jeg ønsker ro.

Mine øre rykker sig rundt, i vedkommendes retning, inden jeg så i en kontrolleret og maskulin bevægelse, drejer hele min krop, og dermed vendes mit korpus i hendes retning. Og der står så den sort hvide hoppe, med de mærkværdige hvide øjne; jeg ved jeg har set hende før. Og jeg ved også hvor. I Rumpens hule, den dag jeg bad om beskyttelse til Illana. Den dag, alle mine problemer for alvor startede. Mine øjne knibes skeptisk sammen; for er hun mon sent af denne Rumpe, for at skabe mig flere problemer? I takt med mine tanker, hæves mit hoved en smule, inden jeg udsender et dybt brum i hendes retning, ikke hilsende som sådan, men mere for at vise, at jeg skam har set og lugtet hende.

Myth fnyste blot af hans brum. Hun kunne være en være satan til tider, men hun grublede stadig over hvorfor hingsten kunne stå der i live. Derfor begyndte hun at skridte mod ham. Hun bevægede sig med stor ynde, som hun gjorde en dyd ud af at gøre. Hun var trods alt en hoppe. Normalt ville hun have ignoreret hingsten fuldstændigt, men Myth havde spørgsmål, som hun havde intentioner om at få svar på. Hun stoppede et par meter fra hingsten, for hun kendte ej til ham og hans adfærd, men her stod hun så og stirrede blot på ham uden noget form for mine.

" Hvis du er i live, hvor er Illana så? "

Hendes spørgsmål var direkte. Hun kendte godt til den gyldne og ligemeget hvor meget hun et eller andet sted holdt af Rumpel, ønskede hun ligesom hingsten foran hende ikke at der skulle ske noget med en så ren hoppe, for der var så få af dem.

Der går ikke længe, før den mærkværdige hoppe bevæger sig imod mig, og hun ser i mine øjne, meget målrettet ud. Hun ligner en, der har noget hun gerne vil have svar på, eller noget hun bare i det hele taget gerne vil sige, og ud med. Mine øre glider længere og længere bagud, jo tættere hun kommer på mig; men dog stopper hun nogle meter fra mig, hvilket jeg så accepterer, og dermed lader jeg bare ørene forblive neutralt bagud.
Idet hun standser, flyver hendes ord ufortrødent ud, og mit ene ikke-eksisterende bryn hæves, en anelse forbavset over at hun kender Illana. Men derefter ryger mine øre så mere bagud, knapt så neutralt, måske mere fjendtligt. For hvorfor skal hun vide, hvor Illana er?

,,Hvor Illana er, har jeg aldeles ikke tænkt mig at fortælle dig. Jeg ved ikke hvad dine planer er, med denne.. Rumpelstilskin. Men Illana kommer han ikke til at røre, og det gjorde jeg også klart for ham, ved vores sidste.. møde. Hvorfor, vil du vide hvor hun er?”

Kommer der sammenbidt fra mig, inden mine øre glider endnu mere bagud, af forskellige årsager. Det gør ondt på mig, at snakke om Illana. Ondt i den forstand, at jeg ved jeg kommer til at miste hende. Miste hendes smil, hendes evige lys, og her taler jeg ikke om det Lys, der er om hendes hals, men om hendes eget personlige lys; jeg mister det hele, fordi jeg selv kommer til at forsvinde herfra.

Myth fnyste kort og bevægede sig ikke nærmere. Han indbyder ikke ligefrem til dette. Hun kastede kort med hovedet og lod som en svag advarsel et par gnister rejse sig fra hendes sirlige aftegn. Han skulle ikke angribe, for hun ville forsvare sig. Hans ord fik hende selv til at smække ørerne i nakken med endnu et fnys og hun understregede sin utilfredshed ved at kaste med hovedet. Men hans ord gjorde hende tilfreds og hun slappede dernæst mere af i kroppen.

" Jeg har skam ingen planer med Rumpel....Stiltskin, men det glæder mig at høre at dine handlinger ikke vil gå ud over den gyldne"

Myth snublede over Rumpels navn, der lå mere bag, og hun havde nær givet det væk. Men hun var lettet over at han ligegodt ikke var så dum at sælge den gyldne på den måde, men det betød jo at han selv måtte lade livet. Hun rystede kort på hovedet og trådte et skridt bagud.

Jeg er ikke helt klar over, hvad jeg skal mene om den sort/hvide skabning der er foran mig. For hvorfor kommer hun pludselig til mig, for at tale om Den Gyldne Sol, uden at præsentere sig selv? Det virker forkert. Enten er hun i samspil med Rumpen, og dermed skal hendes navn ikke siges, en anden mulighed kunne være at hun selv vil have lyset, og en helt tredje mulighed, som ikke virker helt forkert, kunne være at hun rent faktisk kender Illana. Illana kender jo mange, og hun er ganske vellidt som en af de eneste i det her land, af rigtig mange. Men hvorfor så så ivrig efter informationer?

,,Illana kommer aldrig til at bøde for, hvad mine handlinger har bragt. Det kan du være ganske sikker på, du sort/hvide hoppe. Du kender Illana?”

Siger jeg i en tung tone, men også ganske bestemt. Tungt, fordi byrden for mig kun bliver større og større, og tiden svinder mere og mere. Men jeg giver dog ikke helt op endnu. Jeg skal nå nogle ting, inden jeg skal fra denne verden; så Rumpen må finde mig, når han bliver utålmodig, længere er den ikke.

Myth vidste skam godt at en præsentation ej var blevet givet for hingsten foran hende. Hun fandt det ikke relevant. Hun ønskede ikke at han skulle kende hende. Måske fordi hun blev en anelse fornærmet og derpå ikke så ham værdig til at vide dette. Hun fnøs hårdt af ham og slog kort et forben i jorden for at vise hendes utilfredshed over ham. Hoppesur much?

" Illana er en bekendt af mig og en nær ven af min ældste søn. "

Lød det skarpt fra hende. Han skulle ikke slå tvivl ved hendes motiver. Eller det burde han jo gøre. Det var vel forståeligt, men Myth var som Myth var. En led strigle, hvis man kom ind på den forkerte side af hende. Man skulle ej forglemme hvad den sorthvide hoppe var af.

Hoppen foran mig, kender dermed Illana. Hun fortæller også i den sammenhæng, at hun har en søn i denne verden; og dette kan måske i sidste ende blive brugbart for mig, hvis hun vælger at gå imod Illana, trods det ikke lyder sådan, så vælger jeg alligevel at binde mig ved ordet ’Søn’. For skulle skæbnen ville det, at Rumpen har sendt den sorthvide hoppe for at gøre det af med Illana, da ved jeg at en søn skal findes.

,,Så længe du ikke er her, for at skade Illana, er det fint, sorthvide. Du kender Rumpen?”

Det er mere en konklusion, end et spørgsmål, men alligevel udformes det som et spørgsmål, og det er måske mere eller mindre bare for at holde en eller anden samtale lidt i gang, mens mine tanker spinder deres eget lille spind, i et forsøg på at finde ud af, hvad denne hoppe i virkeligheden er kommet for. Men jeg vælger dog at spare mig selv for flere ting, og flere tanker, og i stedet lader jeg ordene komme.

,,Hvorfor kom du herhen?”

Myth fnyste svagt. Hun var stadig ikke kølet ned og gnister stod tilmed stadig op da hendes sirlige aftegn i ny og næ. Hun lyttede til hans ord og det gippede kort i hendes ved hans sidste sætning, inden hun rynkede på mulen og sendte hingsten et skeptisk udtryk. Rumpen, den var ny. Hun rystede kort på hovedet.

" Jeg ved hvem han er. "

Hun løj ikke. Hun undgik bare at uddybe hans spørgsmål. Hun vidste hvem han var, nogenlunde på hvad han kunne finde på, men hun havde stadig svært ved at læse hingsten med det største pokerfjæs i Andromeda. Hun drog et svagt suk og lagde kort ørerne.

" Jeg ville sikre mig at du ikke havde gjort noget der var dummere end du allerede har gjort, og nu kan jeg ånde lettet op."

Det er tydeligt, selv uden at jeg behøver se efter, at hoppen foran mig ikke just er en af de særligt tålmodige af slagsen. Nej, hun er nok en af de hopper, som jeg som regel holder mig fra, fordi jeg ved det kan ende galt. Men jeg har nok om ørene lige nu, så selv da hun siger sine sidste ord, om at jeg skulle have gjort noget dummere end jeg allerede havde gjort, kommer der kun et kort fnys og hæst ’grin’ fra mig, som nok nærmere er en brummen. Jeg skal ikke slås, med Rumpens dame; jeg har nok problemer med ham.

,,Det har jeg ikke.”

Besvarer jeg hende kortfattet, og hæver igen det ikke eksisterende bryn. Jeg har ikke mange ord at fremsige til denne hoppe; for hun virker i mine øjne, ikke som en hoppe jeg i fremtiden ville komme til at klinge med. Men hun er en bekendt af Illana, og derfor holder jeg mig også endnu mere i skindet.

,,Nå, men nu hvor du kom trampende sådan til mig; må jeg vil hellere sige mit navn, selvom du måske husker det, fra Rumpen; Volontaire, er navnet”

Siger jeg så, med et kort nik. Hvorfor jeg fortæller mit navn, ved jeg ikke. Men nu er ordene sagt.

Rumpe, Rumpe, Rumpe. Hvad der fik hoppen til at blive så irriteret over at høre hvordan hingsten udtalte hans navn, fik hende til at slå kort med hovedet og piskede kort med halen bag sig. Det var til sidst for meget for Myth, der nu udbrød i et elektrisk flammehav og et højt fnys i et ganske kort sekund.

" Rumpelstiltskin! "

Rettede hun ham så med en skinger stemme og lagt øre. Hun trak hovedet til sig, nærmest som åd hun sine ord. Det udbrud havde bestemt ikke været meningen og det var tydeligt at læse på hoppen der nu bakkede og blikket flakkede kort rundt.

" Ja, det husker jeg. "

Konstaterede hun så kortfattet og lavmælt. Hun havde givet sig selv en anelse væk der. Var hun heldg så bed hingsten ikke mærke i det.

Af en eller anden grund, begynder den sorthvide hoppe pludselig at piske med halen, og i en noget skinger toneleje, brister en rettelse ud af hendes mund; nemlig Rumpens navn. Rumpelstilskin, som jeg jo udmærket godt ved at han hedder. Trods hendes skingre stemme, og hidsige udbrud, har jeg absolut ikke tænkt mig at reagerer på samme måde. Nej, jeg morer mig egentlig bare indvendigt over det; for den kære sorthvide, må jo bære nogle følelser for Rumpen, siden hun retter mig således.

,,Jamen dog, du bryder dig måske ikke om mit kaldenavn, for din hingst?”

Mit hoved lægges en smule skadefro på sned, mens mine sorte øjne betragter hendes krop, hvor hendes hoved har trukket sig en smule tilbage, og hendes blik flakker også rundt. Herefter taler hun udenom, og svarer på min præsentation, men dog ikke med et navn. Men det skal jeg nu nok få, om end ikke så af Illana, hvis jeg er interesseret i det. Men det er jeg nu ikke rigtig. Så jeg svarer ikke videre på dette, for det ser jeg egentlig ikke rigtig nogen grund til. Men hidsig, det er hun da hvert fald, og nok ikke en jeg i fremtiden ville klinge særlig godt med. Men det gør jeg nu heller ikke med særlig mange; vel egentlig kun Taia og Illana.

Myth fnyste højt og hidsigt og hun løftede hovedet med et ryk og blottede kort tænderne af hans ord. I forvejen var den sorte hoppe i en vældigt humør og der blev heller ikke lagt skjul på at hun ikke brød sig om dette. Hun rystede sig da og tøvede ikke med at næsten lade sig selv omslutte af sin elektriske statsfære blot for at holde ham på afstand. Den forsvandt da hurtigt igen og hun sendte i stedet en sød lille hovedpine mod hingsten. Hun rystede sig så og stod nu stille og roligt og betragtede ham.

” Min hingst, dog ikke. ”

Lød det så helt roligt fra hoppen. Det var som havde hun skiftet humør på blot få sekunder. Dog vidste hun godt at hun let ville kunne gå i udbrud igen, hvis han ikke var sød. Eller hingsten var vel ganske fornuftig og afmålt, men Myth brød sig ikke om hvordan han gamblede med sit liv. Den aftale han havde lavet var noget Myth synes var dybt latterligt.

//out