A smell of rain

[FORBEHOLDT TEARS & REGINA IRAMIA]

AYIN REZIKU

Den brogede hingst bevægede sig med stilfærdige trin igennem en skov, der syntes uden ende. Han befandt sig på øen Chibale, en ø, som bestod af træer. I det sene tusmørke lød de sidste fugles kvidren og de første natlige insekters summen. Skoven emmede af utallige liv og ligeså mange unikke stemmer. Men de syntes alle at vente på noget, noget stort og voldsomt. Selvom lydene var der, så var alt liv skjult, alle kryb var krøbet ned i deres huller, alle dyr vagtsomt blivende på en sikker plet. Månen var endnu ikke trådt frem, eller måske var den, men den kunne ikke ses. Et lurende skydække trak sit blygrå tæppe over himlen og luften var sød af kommende regn. Det var usædvanligt stille. En stilhed der varslede om en kraftfuld tordenstorm. Det påvirkede den brogede dybt, selvom han ikke selv følte et behov for at bringe sig i sikkerhed. Han nød både regn og storm, og valgte som regel at stille sig et sted hvor han kunne skue himlen blive flænget af de skarpe lyn. Dette sære, fantastiske fænomen havde altid tiltalt ham, og han mærkede derfor en spirende glæde i sit indre, ved tanken om en storm. Hans hove førte ham villigt imod øens strandbred og her stoppede han op. Sandet havde været lunt det meste af dagen, men allerede nu var det koldt igen. Det smøg sig blødt om hans hove, og lod ham synke ned i sin favn. De sorte ører blev opmærksomt spidset imod himlens mørke, og med en ild i de isblå øjne så han hvordan skyerne rullede frem med hvad der lignede knusende styrke. Han brummede dybt og tilfredst ved synet og så da hvordan bølgerne begynde at skumme og slå hårdt imod bredden. Et kraftigt pust fra en salt vind, legede pludselig med hans lange, sorte man og hale. Vinden. Forløberen for stormen. Den var her.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/ReginaIramiacopy-1.png,true] En gylden hoppe, af samme farve som sandets gyldne lød, dansede med høje knæløft igennem den tiltagende regn. Et lusket smil spillede på hendes læber, og en frydefuld nynnen forlod hendes bryst. Den lange lyse man var æltet op af vandet, af blæsten, og den forekom mindst lige så vild som den fane hoppen bar bag sig - den hvidstribede hale. Med hove, der dundrede taktfast imod jorden, lo hun indbydende imod himlen, og fnøs iltert da et fjert lyn glimtrede igennem de mørke skyer. Kom regn, kom storm. Den kunne hende intet gøre, og selv hvis den kunne gjorde det hende intet. Hun elskede de voldsomme briser, når vinden for alvor tog ustyrligt fast i hende, rev hendes stemme ud af munden på hende, og badede alt omkring hende i den dunkle stormkulør. Hun vidste ej hvor hun var på vej hen, men for hendes skyld kunne det også være komplet lige gyldigt, hun bar ikke én bekymring i livet, ønskede ej at være tynget af sådanne lænker. Og dá tonede noget mørkt og farefuldt frem af horrisonten, tårnhøje bølger rejste sig hvæsende af havet og fik hoppen til at slå et begejstret hvin op. Hvor var det smukt! Og voldsomt.. Ude i det åbne var vinden endnu kraftigere, og hun måtte gå til holdt for at kunne have en nogenlunde kontrol over sine bevægelser. Og midt i regnen, i tordnen og edt voldsomme blæsevejr; Der befandt sig en hingst. Sort og hvis, som hun engang havde troet verdenen så ud, og med et særdeles prægtigt udtryk i sin kropsholdning. Med en sagte fnisen hævede den gyldne hoppe halen en anelse, og følte hvordan den lyse hale nærmest blev flået ud i luften bag hende, vildt og voldsomt. Hvilken styrke denne storm besad.. I særdeleshed noget der facinerede den lyse hoppe.