Havets uendelige dans

(Reseveret til Djange og Camie)

Solen havde forlængst forladt Leventera og nattens kulde havde overtaget. Krøb sig om hver eneste sjæl der skulle have begivet sig ud efter nattens frembrud. Af den grund skulle man tro der ingen heste ville vandre i aften.

Dog havde den sodrøde Noami valgt at gøre det alligevel. Hun ville stå i vandkanten og lade de iltre bølger slå mod hendes ben. Det var anden gang hun havde haft tid til at bevæge sig mod havet - ikke fordi hun havde mødt utallige heste. Blot fordi hun ej havde skænket det en tanke, og dette undrede hende. Hun havde inden hun ankom haft et stærkt behov for vandet, hendes andet hjem. Hun havde elsket at stå og betragte det. Dog opfattede hun det som værende godt at hun ej ejede denne vilde trang til havets spejlende overflade mere. Hun havde mødt mange heste og havde følt sig underholdt, taget i mod.

Det gav en lettere svulpene lyd, da alle hendes 4 røde og hvide ben dansede ud i måneskinnet. Hun kunne ej bevæge sig stærkt og vandet lukkede sig hurtigt om de spinkle ben. Et smil spillede om hendes mule. Hun tog fejl - ingen hest eller andet selvskab kunne måle sig med denne oplevelse.

Den brogede hingst, med de lange slanke ben under den muskuløse krop; tilhørende til en alder der var perfekt og i topform – bundet af en sjæl ingen endnu kendte til med sikkerhed. Alligevel var meget sket siden han første gang havde sat sine hove i dette land; så meget at det næsten var for overrumplende overhoved at strejfe en tanke. Djanges tanker bar dog også præg af noget helt andet lige nu – han havde mødt denne herre, uforklarlige var hans svar på hans spørgsmål dog endnu, og med kursen tilbage imod sit hjem på Enophis, måtte han krydse Leventera her. Forgæves havde han endnu engang søgt, søgt og søgt – uden held, uden tegn, uden noget resultat. Det svar dybe og fine revner i hans indre… Sådan føltes det, pinefuldt og sårende… for ikke at nævne, ydmygende.

Dette afholdte dog ikke den brogede fra at beholde sin holdning, nej tvært imod. Med lodretholdt hoved på en meget højstillet og spændt hals; spadserede de lange ben præciserende og sikkert gennem det iskolde sand i nattens blide mørke. Alt omkring var både frodigt og levende nu, mens himmelen først nu, lang, lang tid efter solnedgang, blev rigtig mørk. Kun grundet nogle ulme mørke skyer, gjorde at det her til aften var en mørk nat. Stjernerne var skjulte, men månen banede sig alligevel igennem mellem et par skyer. Med nedlagte øre og en stolt og anspændt holdnign fortsatte han, før de krystalblå øjne spottede et silhuet i vandets kant et stykke fremme. Han pressede kort ørene hårdere i nakken, mens de kolde og tomme øjne missede sig en anelse sammen. Halvt havde han pareret, men straks var han fremme igen i den taktfulde skridt, med nu kurs imod denne fremmede – hvis duft blev overdøvet af vandets salte smag; lige så vel som havets bølgende og larmende brusen havde skygget et stykke tid over hestens tilstedeværelse, hesten som endnu blot var en silhuet i mørket.

En følelse af at nogen betragtede hende krøb over hende. En sitren gik gennem det røde skind. Hun havde ikke forventet at møde andre og lod straks øjnene skanne stranden. Dog fandt de i første omgang intet. En sky havde gået for månen og kysten lå hengemt i mørke. Hun skuttede sig og prustede nervøst. Øjeblikkeligt blev hun opmærksom på hvor sårbar hun var her i vandets kant. Hvis det var et rovdyr der lurede i skyggerne, så stod hun lige nu til frit skue. En masse føelser gik igennem hende: forvirring, frygt og nysgerrighed.

Hun lod et prust gå mod stranden, hun kunne umuligt afsløre sig selv mere end hun havde gjordt.

Det ulme mørke blev nu for alvor mørkt; sortnede gjorde det tilmed for den brogede hingst øjne, der ellers fast og direkte havde fastset sig denne skikkelse, som nu for alvor kun var en silhuet i mørket. En anelse han mest af alt kunne fornemme. Om hesten ønskede at gøre sig bemærket eller blot gjorde dette af dumdristige træk, lød et prust nu fra hende. Samt fulgte en duft, han ikke helt kunne sætte hoven på – for den salte duft der løb med den kolde vind her ude ved vandets kant ud til et, for Djange – muligvis uendelige hav.
Fast besluttet nærmere han sig, med præciserende og faste skridt i mørket; mens tankerne svagt blev lagt til side. Silhuetten så tilmed stor ud i vandkanten, til trods for dette kunne være et bedrag – synsbedrag. Hård udstødte han et fnys, hæst og tonløst. Mange ville nok antage dette som en advarende lyd – til trods for Djange ikke selv helt var sikker på hvad han egentlig mente med denne lyd, men der var helt klart en bagtanke bag omkring at udstøde en lyd. Kontakt, til denne fremmede.

Hun rystede sig langsomt og kikkede igen omkring. Skulle hun gå længere ud? Hendes bevægelser blev selfølgelig hæmmet i vandet, men hun var en god svømmer. Dog var bølgerne forholdsvis høje, og hun lukkede den mulighed. Skulle hun bevæge sig mod skikkelsen? resikere en kamp? med en hest eller rovdyr? Skulle hun se om hun kunne flygte? længere hen af den mørke strand?

Hun stirede næsten panisk mod skikkelsen - forventede halvt om halvt at et stort dyr, en sabel tiger - hun viste ikke hvilke farlige dyr, der besatte denne fremmede verden - ville springe frem og flå hende i stykker. Dog opfangede hun snart et fnys, en hest. Det var faktisk somom en sten lettede fra hendes hjerte - det var ikke et blodsugende dyr. Hun smilede lettere stokåndet af sin egen dumhed.
Dog virkede fnyset ikke som en velkomst, mere som en trussel. Lettere klodset bakkede hun nogle skridt bagud for at se skikkelsen tydeligere. Vandet stod om hende og hun måtte holde balancen for ikke at gå på rumpen. Hun brummede nysgerrigt og prøvede at skælne konture - aftegn. Hun gik ud fra den anden var broget; man kunne lige skælne hvide omrids af pletter..

Stille gik det til mens skyerne stille atter fordrev sig fra deres blokerende position foran månen. Kun et par blege månestråler startede med at titte frem, mens resten stille fulgte med derefter. Afslørende fladt de på denne fremmede som der til tog et par skridt bagud for sig selv, endnu i vandet. Selv nærmede den let brogede hingst sig et par faste og præciserende skridt, i den ranke og stolte holdning der evigt blev opretholdt i en stiv og anspændt form. Først nu ramte en duft hans lyserøde næseborer mellem den salte duft af havet. Den helt specielle og sødmeagtige duft de små fine blomster på citrontræerne bærer. Kort slog hans mule sig en rynke, skeptisk og tilmed afskyende over duften der overraskende var meget stærkere end forventet!

Skønt vandet derpå adskilte de to fremmede heste, var her endnu et par gode hestelængder imellem dem. Brat stoppede Djange da begge forhove snittede den livlige vandkant, hvor vandet gang på gang drev forsøgende indfangende ind imod ham. Endnu med begge øre dybt i nakken, tilmed skjult af den fyldige mørke man, stirrede de krystalblå kolde og tomme øjne meget direkte imod denne fremmede hoppe som efterhånden blev blottet nu af månens skær.

”Godaften Frøken.”
Hæs og intens lød hans stemme, før han hilste I en form af et nik. Stift, kort og direkte mekanisk bevægede han hovedet ned og derefter op igen, lodretholdt endnu engang. Tonløs havde hans stemme lydt, truende, advarende, imødekommende, betryggende? Det var ej til at sige hvad der lå af følelser bag hans tonløse ord.

Hun lagde hovedet på skrå, da han begyndte at gå mod vandet. Hurtigt opfangede hun, at han ikke havde i sinde at komme helt ud til hende, helt ud i vandet. Med så hurtige skridt, hun nu kunne for det hæmmende vand, gik hun mod kanten. Hun lagde godt mærke til den lille rynke han mule slog og tænkte et øjeblik over hvad dette kunne skyldes. Hvad kunne hun have gjort på så kort tid, der kunne fremkalde en form for afskyelse eller ubehag? Havde hun gjordt noget der faldt ham ilde? Hun valgte dog at slå det væk, uanset hvad det skulle være.

"Godaften herre"

Hun følte for at sige herre. Han havde brugt frøken også virkede fremmede lidt koldt måske? måske lidt afvisene? Hun betragtede ham; hans tommeblik, hans brune krop med forunderlige ben striber - kun afbrudt af spredte pletter og hørte hans toneleje, koldt? nej for stemmen var jo som sagt tonløs og tonløse stemmer lød ikke kolde.. men aligevel var der næsten en afvisene tone.
Hun nikkede igen. En forunderlig sjæl - men det var alle hun havde mødt. Forunderlig var næsten et kendetegn for andromenanere.

"Tillad mig at præsentere mig selv. Jeg er Noami."

Hun stod stadig i vandkanten - ca. med hovedet 1 meter fra hans. Hun rettede hovedet op og vendte ørene frem mod ham - nysgerrigt.

I det nu afslørende, blege måneskær kom et meget almindeligt hoved til syne for hans blik. Prydet med en bred hvid gennemløbende blis, da hoppens hoved derpå blev lagt på skrå. Hans øjne forblev sammenmissede, anseende imod denne fremmede hoppe – hvis stemme talte besvarende kort efter hans respektfulde hilsen. Hendes entré var dog både dumdristig såvel som uacceptable!
Få skridt blev til flere; og snart stod denne hoppe, som før så en smule lilla ud af skær i månelyset, nu nær ham. Meget nær!.. Hvis man spurgte den brogede hingst; for nær!.. Rynken blev til flere, helt så tænderne blev blottet let for hende, mens de krystalblå, kolde og tomme øjne forblev megen sammenmisset og stirrende. Direkte anspændt og vigende så han nok ud, til trods for han standhaftigt ikke rørte sig ud af flækken. Ørene, nu lå hårdt og direkte advarende dybt klæbende ned af nakken, alt imens hendes stemme ellers lød høflig nok. Men hun skulle flytte sig nu!.. Hvis ikke hun ønskede et par slag fra hans side af!

Sammenbidt udsendte han blot et direkte hårdt og hæst fnys fra den rynkede mule, alt imens tænderne for alvor blev blottet direkte advarende; så tæt skulle ingen sgu stå på Djange!

Hans sindstemning forvirrede hende - men det var klart at mærke, at hun havde gjordt noget forkert. Hurtigt trådte hun et skridt tilbage, næsten vigene og lagde ørene bagud. Hun var ikke typen der handlede til fysisk kamp, mere ordlig kamp. Derfor frygtede hun på sin vis et angreb fra hans side, for denne hingst var i god fysiskform.

"Hvorfor så fjendlig ærede fremmed?"

Hun lagde godt mærke til de fremviste tænder og holdt lige akkurat snor i sig selv til at lade være med at gøre det samme. I stedet lod hun hovedet søge græsset og åbnede sin mund i en gestus, der betød underkastelse.

Hoppen reagerede præcis som han ønskede det; hvilket gav en svag følelse af tilfredsstillelse sig til at blusse op i ham. Dette var dog ej af se, med det kolde og tomme der blot lå i de direkte stirrende krystalblå øjne. Fæstende holdte de sig fast på hendes mørke øjne, mens hun mest af alt så ud til ikke at forstå. Hurtigt afslørede hendes ord sig selv, og let havde Djange da ladet det ene øre glide på sned – respektfuldt og understregende for at han lyttede til hendes ord dog. Stille blegnede mulen langsomt ud, mens der stadig var en skeptisk rynke at finde. Ørene slækkede kun en anelse på sig, for at vise at han havde flyttet sig, efter at have overtrådt hans grænser.

”Respekt er en dyd, Frøken.”
Lød hans hæse og intense stemme, en smule hvæsende lød den let ved det dæmpede stemmeleje. Tonløst havde hans ord lydt, alt imens hoppen her sikkert ville have tolket ham som truende lige nu, advarende før han ville fare i flæsket på hende. Men var det nu også sådan? Djange selv, vidste det nu ikke helt i denne situation.

Noami tog hovedet op, ved hans ord. hun lagde undrene hovedet på skrå. Hun opfattede ikke respekt som en dyd - jo man skulle selvfølgelig have gensidig respekt, men hun troede ikke det var det han mente. Skulle hun som fremmede respektere ham? ejede han dette område? Hun viste det ikke, men var da ked af at have overtrådt hans grænser.

"Jeg er ked af at have overtrådt Deres grænser. De ser respekt som en dyd, jeg ser høflighed - derfor synes jeg at det er tilpas høflighed, hvis De nu lader mig vide hvem De er; da jeg allerede har oplyst mit navn, håber jeg De vil ligeså"

Ørene blev spidset ligefrem. Hun glædede sig til at høre hans navn; men havde allerede nogle forslag - hvis man altså navngav efter holdningen og attituden. Hun tænkte at en så stolt hingst, der dog stadig var fjendtligt, burde kaldes noget som foreksempel; il re coraggioso eller ballerino di ascendenza imperiale. Ja hun synes hans navn burde være sådan et længere et; sådan et man navngav leders føl, for på en måde var der noget over ham - han kunne vel nok godt være en leders søn?

Lettere vigende fra hendes udtalelse; følighed er en dyd. De gråbrune øre lå snart en smule trykkede i nakken, mens den lyserøde mule skeptisk slog sig en rynke. Lige så blev de krystalblå øjne misset anseende sammen, alt imens tanker fór igennem hans hoved; ved hendes ord. Det var dog tydeligt nu havde en vis resepkt for ham, med den reaktion hun havde givet ham, hvilket slækkede svagt på de nedlagte øre, der dog forblev tilbagevendte.

"Mit navn er Djange."
Den brogede, muskuløse, hingsts stemme lød hæst og intenst, tonløst. Truende såvel som imødekommende kunne det tolkes, ak ja, selv vidste Djange ej selv hvad der lå bag af følelser ved hans udtalelser. Respektfuldt og næsten helt mekanisk, nikkede han stift hilsende; før de kolde og tomme øjne atter mødte hendes mørke.

Mørket omklamrede dem, men det brusende hav endnu larmede nær dem - han var endnu på vej. Ja, på vej videre.

D. 10 dec. 2013

Den leverøde lagde hovedet let på skrå, som hun nu engang havde for vane. Det var en tænksom bevægelse, som tit kom helt ubevidst fra den røde. Hvis hun havde været et, af de hårløse tobende væsener, menneskene, havde en rynken med brynene fulgt kort efter. Dog varede det ikke længe, før hendes "tænksomme moment" passerede og hun igen gav sig til at snakke.

"Djange.. rart at møde Dem"

Djange? Navnet smagte godt på tungen og mindede hende egentligt lidt om sit eget, som havde været yderst særpræget i hendes hjemland. Kort og fremmedartet på en halvdiskret måde og klinger godt, når det bliver sagt. Et godt navn!

Små tænkende virkede denne endnu fremmede hoppe, alt imens den brogede så småt anklagede sig selv for at spille tiden. Han måtte videre, videre hjem; finde den lille sorte. Alt imens hun overkom sin stille og eftertænksomme mine, forblev Djange standhaftigt og anspændt stående, mens de krystalblå øjne nærmest stirrede sig blindt i Noamis øjne. Lidt pludseligt talte hun, og ud gled det ene af hans øre let på sned, for at understrege at han da lyttede til hendes ord. Hendes ord fik dog straks en skeptisk rynke på Djanges lyserøde mule, mens de kolde og tomme øjne missede sig en anelse anseende sammen over hende.

"Nuvel Noami; De må have mig undskyld for nu..."
Hæst og intenst lød hans stemme, tonløst; harmløs såvel som truende. Det var ej til at sige, men videre ville han; og med et mekanisk respektfuldt nik, tillod han sig at forlade dette selskab, ud i det ulme mørke, hvor havet endnu brusede livligt.



[ OUT - Vi kan snildt starte en ny hvis du ønsker (: ]