Extinguishing the fire

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Flammer slikkede op igennem hingsten, ætsede igennem hans nervesystem, og fór iltert, dødbringende igennem hans tanker, blændede ham for alt andet end den gund hans guldskoede hove flåede op. De gyldne mordax tillod sig at efterlade næsten et krater hvor den flammende hingst havde sat fode; Jorden var revet op, smidt til alle sider, nedtrampet, sårret. Som havde en ild passeret den præcist der hvor de mørke hove havde været. Hans flanker hævede og sænkede sig med voldsom hast, de mørke næsebor var udspilede, til en sådan grad at det røde kød kunne anes i dem, og selv hans ravfarvede øjne skinnede farligt, iltert. Det var tydeligt at denne hingst ej var panisk, ej var på flugt. Han nød det voldsomme løb, der med sikkerhed kunne få ham til at falde og brække halsen hvert andet øjeblik, og at han ej heller kunne stoppe var ligeledes en tydelighed. Som en steppebrand, komplet ustoppelig efterlod han fortiden bag sig, og nærmede sig skridt for skridt enden af den ø, han for nyligt var kommet til. Mange dagde havde blodshingsten brugt på at krydse dens flade, og da havet endelig viste sig i det fjerne odlod han et voldsomt, gjaldende, stolt og ikke mindst; dominerede vrinsk, før han, uden at sætte farten ned, lettede fra den skråning der førte ned til stranden, begravede forbenene dybt i det bløde sand, samlede bagbene ind uden tyngdepunktet, og strøg ud i vandet med et plask, der meget vel kunne lyde som et brag. Vandet dampede fra hans side, bladede sig med sveden, imens han gispende gav sig til at le, og med fyldige, lette skridt dansede et par sejersfulde skridt i vandkanten, skævede overlegent til øen, og kastede sig ned i vandet således han kunne blive vasket ren af det salt der var dannet i hals pels. Hans ben brændte, hans muskler ætsede, alt var i ét stor virvar af kaos i ham, men det generede ej hingsten, på ingen måde. Han så intet, ænsede intet, var udelukkende fokuseret på sit fortagende med at køle sin flammende krop ned.

Piranja
A fiery view.

Den lyse skikkelse der gik under navnet Piranja, var ny sjæl i dette land. Endu havde hun kun set den mere triste del af landet, hvor alt havde været mørke. Mørke og aske. Det havde farvet hendes ellers lyse og rene pels, i en grålig farve. Sort kunne den dog ikke blive, da hun aldrig ville tillade det.
Nu havde hun bevæget sig videre til en af de andre øer her i dette såkaldte Andromeda. Hendes blå blik fulgte undrende det røde sand, og hovedet blev sænket ned til det. Sådan noget sand havde hun aldrig set. Det var rødligt nu, men når solen sænkede sig ned under vandet, ville det sikkert flamme op som ild. et syn hun ville glæde sig til at se, og sørger for at være her når det skete.
Et voldsomt vrinsk skar igennem den smukke stilhed, og hun vendte hovedet op imod skråningen med et ryk. Hvem eller hvad kunne frembringe den lyd? En rødlig stor hingst kom til syne over skråningen, og bevægede sig hurtigt bed imod vandet. Han havde tydeligvis ikke set hende endu. Undrende og fascineret fulgte hun den store rødlige hingst med øjnene. Da han gav sig til at le, kom der et skævt smil frem på hendes mule. Hvad var det han nød så meget? Havde han løbet her over, for så at kunne køle af? Selv var hun kommet herover, for at vaske den resterende del aske af benene. Et lyst vrinsk kom fra hende som en hilsen, mens hun i rolige elegante bevægelser bevægede sig imod den fremmede hingst.