Langt ude i horisonten

Det gyldne og brandvarme sand strakte sig kun længere og længere ud i horisonten. Solen brændte som en glødende lampe over den lille røde hingst.
Hingstens korte, men stadig ret tykke pels var vådt og fugtigt. Hans øjne var trætte og få gange lod hans åndedrag besværet.
Han havde nu vandret i dette gyldne sand i flere timer og med solen hængende lige over sig.

Længere ude i horisonten viste en hest sig. Så trådte en mere frem og Hazihel stoppede ved synet af hans forældre i det fjerne.
Billedet så sløret ud, men de stod nu også længere ude i horisonten og i solen.

Hazihel stirrede på dem i længere tid...Det bar vinger, hvilket undrede ham, da hans forældre både længst var døde og havde fået deres vinger revet af.
Han vrinskede venligt med en nervøs klang mod dem, men intet skete.
Efter et stykke tid begyndte Hazihel med hurtige skridt at gå mod dem. De bevingede heste begyndte at tvære ud og han satte i galop efter dem, men da han endeligt nåede hen til stedet hvor de stod var der ingen andre end ham selv.
Hazihel kiggede forvirret rundt og kaldte flere gange på dem. Men intet andet end vinden svarede ham, med små kølige pust.

Han vidste ikke hvad det skulle til for...Og han begyndte at gå videre i det varme sand.
Måske var han så heldig at finde vand? Måske var han så heldig at finde noget helt andet?

Piranja
The sun gives life...


Den lyse hoppe havde begivet sig ud i noget der kunne ligne en ørken. Solen var over hende, og omgav hende så hendes pels blev ektra fremhævet i det klare lys. Ikke at hun ligefrem lagde mærke til det. Hendes blik var nede på det røde sand, der omgav hendes hove. Det strakte sig over landet omkring hende, og hun var virkelig fascineret af det. Hendes have sank lidt ned i det, og gjorde det underligt at gå i. Efter at have stået med blikket ved sandet et stykke tid, rettede hun sig op igen. Det blå blik gled over det ensformige landskab. Hun ledte efter vand. Det var ved at blive varmt, og på trods af den lyse tynde pels, kunne hun mærke hvordan solen varmede hendes krop op.
Ikke at det bekymrede hende. Hun tog ting som det kom, og bekymrede sig sjældent om hvad fremtiden ville bringe. Roligt begyndte hun at gå fremad, mens en nynnen begyndte at komme fra struben. En lys tone, der brød stilheden omkring hende, og fulgte hende hvor hun gik.