Experimenting for the senses [Tagged; Djange]

Han havde ikke været her længe. Omkring et døgn eller lidt over. Sovet? Nej, det havde han ikke haft tid til. Han havde nysgerrigt undersøgt nattens mulm og mørke, og havde nydt at se hvordan den mørke nat omfavnede dette smukke land. I sin nattevandring var han nået en ny af Andromedas øer. Den største og mest vekslende miljømæssigt, var den han befandt sig på.
Efter en aktiv nat havde han besluttet sig for at hvile sig, og få ro til at tænke. Nok havde han haft roen i nattens stille skygger til at fundere over hans tanker, men så længe han var aktiv, dukkede nye spørgsmål også op hele tiden.
Hans hjerne hvilede ikke, medmindre han gjorde. Derfor havde han nu belagt sig i noget blødt mos nær en mindre å, der løb gennem et let frodigt område. Et stort, udsprunget træ stod bag ham med en tyk stamme, han kunne læne sin hvide krop op ad. Ligeså bragte dens udstrakte grene med flotte, grønne blade en let og behagelig skygge over ham.
Mens den ellers rolige udseende hingst tog sig en pause, tog hans tanker sig et hvil for at se om den kunne samle tråde og stykker til konklusioner på hans mange spørgsmål.

Kilderne var egentlig for længst begyndt at løbe på ny igen i bjergende – mange steder endda. Men efter den hårde vinter var det tilmed blevet en vane for den let brogede hingst at drage fra bjergpasset, ned og ud på engen. Ja, han kendte snart ret godt til selve Ø’en, frem for kun bjergende, alt imens han nu atter drog over engen. Søgende mod åen der løb mod den større sø, som nok egentlig var hans mål.

Rankt og stolt spadserende hans lange ben præciserende af sted over engens vildt voksende græs. Anspændt var hans holdning, med det lodretholdte hoved som sædvanlig blev holdt på den meget højtstillede hans. Muskuløst så det ud, som musklerne under hans fine sommerpels nu arbejdede. Eftermiddagen var blid, ej skinnede solen frem bag skyerne – men heller var her køligt til trods for de blide vinde der slog ind fra tid til anden. Tilbagevendte lå hans gråbrune øre, alt imens de kolde og tomme øjne stirrede direkte frem. Opmærksom og klar på en hver fare var han altid; altid…
Minsandten, brat stoppede han en anelse pludselig da en skikkelse – liggende, var at se et stykke fremme. Hvid af pels, næsten som den næsten hvide hoppe, blot meget mere hvid! Atter var han fremme i skridt, før han søgte denne fremmede; med den ranke og stolte, anspændte holdning. Endnu lå ørene tilbage, mens de krystalblå kolde og tomme øjne anseende blev misset sammen, kort slog en skeptisk rynke sig frem på den lyserøde mule; før han stoppede i en passende afstand af en fire-fem hestelængder.

”Værhilset Hr.”
Den hæse og intense stemme lød tonløst fra hans mule, før han kort og mekanisk nikkede hilsende. Respektfuldt. Han ønskede ej at forstyrre denne liggende og måske sårede sjæl, men alt i alt – ville mange nok tolke denne entré som truende eller advarende! Duften ramte ham nu, en lettere tør duft af aske fulgte med denne fremmede hingst, hvilket ikke afholdte rynken fra at blegne ud på hans mule.