How are your mind?

[Reseveret til Aristoteles]

Træøen, Chibale, lod kun sparsomt sollys komme igennem trætoppenes tætte løv. Træernes grene rørte hinanden, holdt fast i de andre træer. Som holdte hver eneste træ de andre i hånden. Som en lille forsamling af tætte sjæle, der hviskede om ting andre ej måtte høre. En lyd af mos der let slap gyldne hove, fortalte skovens dyr om en rød sjæls ankomst. Hun havde vandret her længe og nød træernes skygge. Hun havde direkte søgt træernes skygge - hun havde ikke haft så mange skove i sit hjemland og træernes hundred år gamle liv forundrede og intresserede hende. Med en kaskade af hår viftede hun en irreterende flue væk. De blå øjne søgte efter om hun var alene, og i første omgang synede det således.

Han nød godt at de tætte træers skygge. Sommeren var virkelig på vej, og trods hans pels ikke var så mørk, var han ikke en hest der brød sig om at bevæge sig i længere tid i solens skarpe stråler. Jovist var det vel rart engang imellem, men han foretræk skyggen under de store træer. Hans hoved var nysgerrigt hævet som hans hvide krop smøg sig gennem skoven og imellem træerne.
Der var stille og det var nærmest kun træernes hemmelige hvisken og andre af naturens lyde der hørtes. Og dog.
Hingsten synes pludselig at opsnappe lyde fra hove i mos, eller i hvertfald betrædelse i mos. Det kunne næsten ikke være andet end en anden hest, og den anden hest måtte være tæt. Nysgerrigt og med ørerne fremad begav han sig mod den svage lyd. For blot at gøre opmærksom på sig selv, lod han et dyb og dog lettere hæs brummen forlade hans strube.

Et brum blev opfanget af de miniature radarer, som man vel kunne sige hendes øre var. En hingst afgjorte hun hurtigt. Straks søgte hendes øjne efter lydens ejer mand og fandt en hvid skygge i træerne. Hingsten havde gået næsten parallelt med hende, og hun havde ikke set den! En gysen gik igennem hende, ej fordi hun var bange for den fremmede hingst - men når en anden sjæl kunne komme så tæt på, og oven i købet en hvid, kunne rovdyr også. Med hurtige blik bekræftede hun at der ikke var flere skjulte skikkelser, under træernes blade. I en elegant trav bevægede hun sig mod den hvide. Et feminint vrinsk fløj i forvejen for hende, i tilfælde af at den anden endnu ikke var sikker på det var en anden sjæl, som bevægede sig mod ham.

Der gik ikke længe inden lydene blev mere intense, og han anede en rød skygge. Det feminine vrinsk der lød i forvejen for skikkelsen antydede at det var en hoppe han stødte ind i. Hans hvide krop gjorde sig fri af træerne og lod sig vise for den røde hoppe.
Det var utrolig at de på den måde havde gået så tæt. De måtte have gået forholdsvis parallelt i i hvertfald lidt tid. Det var egentlig utroligt. Han løftede hovedet og vippede ørerne lidt frem og tilbage. Dog endte hans ører fremadrettet mod dette nye bekendtskab.
"Goddag," sagde han med den hæse stemme.
Hans tanker snurrede rundt inde i hans hoved, mens hans mørke øjne betragtede hoppen. Dog, hans hjerne var altid aktiv. Det skulle ikke komme bag på nogen på sin vis.
Han var meget fascineret af hendes røde skind. Han kunne godt lide rødt skind - måske fordi at han havde haft et tidligere nært bekendtskab til en rød hoppe.
Skyldfølelsen begyndte pludselig at nage i hans bryst, og han rystede sig hvide hovede for at få tanken ud af hovedet.

En skimmel hest, stodforan hende. Han havde brune, tænksomme øjne. Med en lille bevægelse, et menneske knapt ville have set - næsten bare en trækning - viste at hun betragtede ham. Hun havde haft sine øre peget mod ham lidt tid, så trækningen gjorde bare at hun virkede endnu mere opmærksom på hans selvskab. Han skind var beklædt med en skimmel lød, næsten hvid. Hun lagde hovedet på skrå og så på ham med hendes smukke, havblå øjne. Ved bevægelsen ramte en solstråle hende, og hun missede med øjnene. Nysgerrigt gik hun mod den fremmede.

"Goddag, de kære fremmed"

Hendes stemme bar de tegn på alder, hendes krop næsten skjule. Jovist bar hendes krop også alderdoms-tegnene, men ej så meget som man ville forvente af en hoppe med hendes alder. Forresten bar hingsten også nogle tegn på alderdom, bare den hvide farve, som antydede at han var en ældre skimmel, viste hende det. Hvis hun havde haft øjenbryn havde hun studset dem. De heste hun havde mødt til nu, havde for det meste virket ret så modne, trods hun kun havde mødt 1, som hun fornemmede var ældre end hende selv.

Hendes ørers lette trækning viste, at denne hvide hingst nu havde hendes fulde opmærksomhed. Han var beæret, og vippede selv ørerne helt frem, omend de ikke allerede var det. Aristoteles var nysgerrig, og hans mørke, tænksomme blik viste også at han var meget interesseret i denne hoppe. Hendes røde skind havde allerede fanget hans interesse, og han var nysgerrig efter at vide mere. Hvem vidste hvilken personlighed der glødede under dette skind?
"Jeg er beæret over Deres tillidsfulde tiltro til jeg selv, den fremmede," svarede han høfligt, med den hæse stemme der blot tilføjede en smule charme, der normalt ikke lå til hingsten. Han havde aldrig været den charmerende type.
Hans hvide pels var med årene blevet lysere og lysere, og han vidste end ikke hvor meget lysere den ville blive. Han følte at det var det eneste tegn på aldring. På livserfaring, og dog føltes hans hoved endnu så tungt af de mange spørgsmål. Den hvide, aldrende hingst formåede dog at holde hovedet koldt og hævet. Forholdsvis..

Et let smil gled over hendes mule, men alligevel undrede hun sig i sit stille sind. Hvorfor skulle hun ikke hilse ham som ven? Hendes stemme lød igen, efterfuldt af en lettere hæs latter, som engang ville have lyt som de reneste klokker.

"Jeg har altid tiltro til en kommende ven, og de er ingen undtagelse"

Hendes øjne tog et lettere drillende glimt, som hun ikke havde båret i længere tid - hun var ikke en som plejede at lave sjov eller lignende, så sådanne lettere drilske blikke var i hendes tilfælde sjældne.

Hun slog let med hovedet efter en nærgående myg, inden hun lyttede til hvad han ville ytre - eller om han overhovedet ønskede at ytre ord.

Han lod undrende hovedet vippe en smule på skrå, da hun begyndte at smile. Havde han sagt noget sjovt? Ellet gjort noget sjovt? Det ville overraske ham, for han var normalt ikke en spasmager, eller generelt en 'sjov' hingst.
Han var bare.. Eftertænksom, og forholdsvis seriøst.
Hendes klokkeklare og dog hæse latter kunne dog formå at trække en lille smil frem på hans mule. Den var så fin og ren, at han ikke kunne lade være.
Hans øjne lyste en smule op af de godhjertede ord hun sagde, og han måtte overveje hvad han kunne svare en smule.

"Jeg takker," svarede han, og holdte en kort kunstpause, inden han fortsatte med en præsentation; "Mit navn er Aristoteles"
Han regnede vel med at hvis hun ønskede at dele sit navn med ham, gjorde han det. Nysgerrigt holdte han blikket en smule afventende på hende.
Han var nysgerrig efter at få denne røde hoppes navn.

Hun lyttede til hans præsemtation og undredes. Hans navn var hende fremmed. Hun havde dog heller ej mødt en med et navn som var hende bekendt. Hun havde lært nye navne, heste, hun ikke havde troet hun ville møde. Vachell, Illana, Eagle Eye, Sezuan og nu Aristoteles.

"Glædeligt at træffe dem, Aristoteles"

Hun mindes sit navn. Det havde en betydning, trods hun ej rigtigt havde tænkt over den; behagelighed. Hun kluklo inden i sig selv. Behagelighed, hvor komisk. Det var ikke så tit hun så sig selv som behagelig, eller i det heletaget havde det behageligt.

"I fødslen er jeg kaldt Noami, men foretrækker dog det forkortede, uformelte Noa"

Den fremmede hest, Aristoteles, skulle vel nok blive spændene selvskab!..

"I lige måde!" svarede hingsten og så opmærkomt på hoppen, nysgerrig efter at høre hvad hendes navn i dåben var.
Hans hvide ører var rettet mod den røde hoppe, mens hans tanker strejfede overraskende let omkring i dag.

"Noami, dette er et yderst pænt navn. Hvorfor dog forkorte det?" spurgte han nysgerrigt og tippede hovedet lidt på skrå. Han havde aldrig forstået hvorfor folk forkortede deres navne. Et navn var vel en verbal form for identitet, så hvis man forkortede det... Det måtte vel betyde at man af andre blev kendt under flere verbale identiteter, under samme hest. Forvirrende. Han forstod det ikke, og havde derfor heller aldrig selv kaldt sig andet end sit fulde navn, Aristoteles, selvom det måske var et lidt langt navn. Det kunne være svært at huske, men så måtte man bare tænke sig om.
Det var han ret overbevist om.

[Out - afslutter et par tråde, da jeg har fået for mange i gang; sorry:(]