Setting Sunrise

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/ReginaIramiacopy-1.png,true] Yesterday I died, tomorrow's bleeding; Fall into your sunlight... The future's open wide, beyond believing. To know why, hope dies.. Losing what was found, a world so hollow; Suspended in a compromise. The silence of this sound, is soon to follow, Somehow, sundown. Som et gyldent strejf, påsat en allerede utroligt smuk farverig baggrund, vandrede en elegant, langbenet hoppe igennem det bugtende græs, veg uden om en sten, og lod sine ravfarvede øjne glide hen over sletten. Alt synes så uendeligt for hende, thi hun kendte hverken ud eller ind på de øer hun havde betrådt, blot at de endte, og nye horrisonter dukkede op hvis man krydsede det stille vand. Alligevel var der noget vist, og dragende over hoppen, som hun ganske stilfærdigt bagav sig afsted, med en tydelig eventyrslyst brændende bag det smukke blik, og et lusket, drevent smil på sine lyse læber. Køn var hun, som trukket ud af en drømmeverden, ud af en gylden solnedgangs sidste stråler. Ej heller lagde hun skjul på den medfødte elegance, eller den lette overlegenhed hun følte imod alt der hende nærmede sig, selvom denne overlegenhed nu ikke på sin vis var dårlig, blot naturlig. For trods hendes høje tanker om sit eget ego, var hun ganske nysgerrig, og snuste opmærksomt til den ene eller den anden blomst, samt spidsede øre ved den mindste lydforandring. Nervøs eller flyvsk var hun dog heller ej. Blot en rolig, smuk og fremmed sjæl, der endnu var ny i landet, endnu kun følte på den overfladiske jord, og kun med fjerne øjne betragtede verdenen. Som var det hele blot en drøm hun ville vågne fra engang. Og dog tvivlede hun ej; Dette land var ganske sandt, men stadig så uvirkeligt.

Den sorte man slog let mod den brogede hals. Skikkelsen stod i en lille skov. Hørte oplevelserne der fandtes et sådant sted; dyrene, stilheden og den fjerne lyd af klukkene vand. Hingsten, Askari, havde ikke mødt nye heste i længere tid nu og selvskabet var snart en hunger for ham. En lugt ramte hans næsebor - en lugt han var yderst bekendt med; Brunsten. I en ilter, hingstet trav ledte han ud af den skov, som havde holdt ham skjult for vedkommende. En gylden hoppe, som guld i solensstråler, fanges af hans blik. Halsen satte sig i en holdning, den musegråhingst ej rigtigt havde båret før. Hurtigt var han henne ved hoppen og betragtede hende, imens han brummede lavmælt. Dog satte han bremserne i og stoppede den frembrusene opførdsel, ved mindet om hvad den gyldne, Eagle Eye, havde ytret ham sidste gang de havde mødtes. Han lod et øjeblik til at være ret så forvirret og ørene pegede alle veje. Fødderne ville knap holde sig stående og han trippede nervøst til siden. Lugten var ham uimodståelig, men han ville gøre sin papfar, eller hvad man nu lystede at kalde det, stolt.

"Hej"

Hans stemme bar præg af lysten, men havde også et lettere koncentret tone. Hans øjne søgte græsset og flygtede på bedste vis fra hendes blik.