Difficulties

En sort hoppe beklædt med stjernehimlen, vandrede rundt i tusmørkets frembrud. Hun var i ganske store smerter, der gentagende gange trak hele hendes side sammen. Hoppen var den sorte Leonora, som havde gået drægtig længe nu, og tiden var kommet til, at føllet - som man havde regnet med - skulle fødes.
Dog var der noget, som ej havde stemt overens med en normal drægtighed for denne hoppe, for der havde været mere end ét sæt hove at fornemme i maven på Leonora. Hun bar tvillinger, var hun ganske sikker på, og en lang nat var foran hende.
Hendes lange, sorte hals var let skummende af sved. Hun havde været i gang længe, med veer og sammentrækninger, men endnu var tiden ikke kommet til, at hun havde lagt sig. Hun havde vandret hvileløst rundt i timer nu, men det lod til at hun endeligt have fundet det sted, hun ville fole. Et afsides sted, i udkanten af den flok på Leventera hvor hun boede; ganske alene. Troede hun da.
Snart knælede den sorte hoppe med en næsten opgivende prusten, for smerterne var voldsomme. Føllene var blevet rokeret rundt i hendes mave, således at de vendte rigtigt til når de skulle ud, og hoppens bækken havde givet sig, så der var plads til føllene. Da først Leonora havde lagt sig, gik der ikke lang tid før den enorme mave stak op i luften og hoppens hoved tiltede ned på jorden; her ventede hun. Hun ventede på, at hendes krop gav hende lov til at begynde selve folingen.

Det var nu ved at være noget tid siden, at Ahearn havde været sammen med Leonora, og den hvide hingst savnede i den grad den sort skønhed. Den skønhed som han kaldte for mage. Det var ikke fordi den sorte hingst ikke følte det samme som han havde gjort før, slet ikke, nej han frygtede nærmest det han skulle fortælle hende. For Ahearn var ikke helt uskyldig når det kom til, at de skulle have føl. Aftalen med Rumpel var stadig gældende, desværre, og han anede ikke hvordan han skulle fortælle det til hende. At hun ville blive knust ville ikke overraske ham, for det ville han også selv. Nok var Ahearn ingen engel, men at sætte et føl i verden var ikke nogen leg for ham. Han mente det alvorligt, og han kunne aldrig finde på, at tvinge en hoppe til at bære hans føl. Leonora var den eneste hoppe, som skulle have det ansvar, for hun var så anderledes end så mange andre heste - hun var unik. Selvom de to heste ikke havde set hinanden længe, så havde Ahearn aldrig været langt fra hende, og endnu engang befandt han sig lige udenfor det område, hvor hendes flok hørte til. Som han bevægede sig frem igennem landskabet, kunne han dufte hende, og der var noget anderledes over det denne gang. Automatisk rettede hingsten sig op og begav sig hen imod hende. Efter at have gået i lidt tid, fik han øje på hendes sorte krop med de smukke aftegn, som lå i græsset. En mild brummen forlod ham, så hun vidste at det blot var ham der var i nærheden. Med sikre skridt gik han helt hen til hende, og lagde sig bag hende, og lod den sorte mule stryge over hendes pels. Han var der og det skulle hun ikke tvivle på.

Leonora’s smerter var nået et punkt, hvor de hverken blev bedre eller værre. Det var lidt som om, hun havde ramt en mur, hvor der intet skete. Hendes flanke hævede og sænkede sig i hårde ryk, alt imens et sæt følben eller to blev ved med at give spark fra sig. De kunne mærke tingene ændres ligeså, og de kunne ikke helt forholde sig i ro. Med en nærmest snerrende brummen løftede hun hovedet for at skæve over maven, men i det hun gjorde det, lød et brum fra en hingst, som hun havde sanset i sin nærhed flere gange, men som hun ikke havde haft fysisk kontakt med, siden de føl, som hun bar, blev lavet. Hun kunne mærke hvordan lettelsen nærmest skyllede over hende, for nu vidste hun, at han var der. Hendes mage, faderen til disse føl, som snart ville være ude. Dog varede denne lettelsens øjeblik ikke længe, for snart strøg en ve igennem hende, der fik hende til nærmest krampagtigt at kaste hovedet imod jorden igen, med ørerne lagte klistret i nakken. Det var en hård en, og den varede længe i forhold til de andre - men hun mærkede også den ændring, som hun havde ventet på. Hendes krop gav hende nemlig lov nu, lov til at være aktiv i stedet for passiv. Med et langt, anstrengende suk lod hun sine muskler gøre arbejdet, og dermed begyndte den sorte hoppe, med nattehimlen drysset over sin krop at presse. Det var en langsommelig, smertelig handling, men da hun slap taget igen, kunne hun mærke det havde forrykket sig i hendes indre; det ene føl var på vej nu, for alvor og forhåbentlig ville det snart ligge ude i den milde nat, der var ved at glide over dem.

Omkring ham, var der intet andet end mørke. Han var stadig omgivet af den trygge varme, der i ni måneder havde udviklet ham og værnet om han. Ikke mange tanker gik igennem føllet, der endnu var i en form for dvaletilstand. Men alligevel, så kunne han mærke ændringer ske. Både i hans egen og i hans moders krop. Han havde længe lyttet til sin moders klagesang, og havde selv mærket hvordan han.. hvordan han var begyndt at vågne. I spjæt gav han spark fra sig, ved alt denne uro. Hvad var det dog der skete? Hans krop higede efter at ville ud, den ville derud hvor den var skabt til at leve. Men noget blokerede endnu hans vej. At det var hans tvilling, var han ikke klar over, men vente det måtte han.

Ahearn hadede at se sin elskede hoppe i så store smerter. Hvis han kunne så ville han have taget dem for hende, men han var magtesløs, og det var en forfærdelig følelse. Kun én gang før havde en hvide hingst været magtesløs, og det var da han havde dræbt den gyldne hoppe. Nu stod han igen en situation, som han absolut ikke kunne styre og han kunne ikke fordrage det! Men han blev liggende hvor han var, og strøg blidt den sorte mule mod hendes pels, og brummede beroligende til hende. Ahearn var dog langt fra rolig, hvilket også kunne tydes på de grå skyer der hang over dem. Den hvide hingst vidste, at hans føl ikke ville kunne leve med dem, at det han havde glædet sig til hele sit liv, ville blive taget fra ham lige så snart det var kommer til. Leonora vidste det endnu ikke, for han havde ikke haft modet til at knuse hendes hjerte - eller sit eget. Realiteten var dog kommet meget hurtigere end han havde regnet med, og han stod nu midt i den situation, som han havde prøvet at flygte fra. Et føl skulle til verden, et føl som med sikkerhed ville blive lige så smuk som Leonora, men ikke ville kunne omgås den skønne hoppe. Mon hun nogensinde ville kunne tilgive ham? Eller ville deres veje skilles? Ahearn ville kæmpe for den sorte hoppe, om så han skulle kæmpe resten af sit liv. Men hvis hun virkelig ikke ønskede ham længere, så ville han lade hende være, uanset hvor smertefuldt det ville være for ham.

Smerterne var tiltagende, men ligeså bød de den sorte hoppes krop til at arbejde; i stedet for passivt at vente til at det blev tid. Man kunne sige, at folingen var på sit højeste nu - længe ville det ikke vare, og selvom den sorte Leonora, der var beklædt med nattehimlens stjerner, ikke var en erfaren hoppe når det kom til foling - så var der endnu ikke opstået komplikationer. Dog vidste hun, at de nok ville opstå, da hun havde fornemmet at det ikke var en normal drægtighed, hvilket hun endnu ikke havde fået lejlighed til at dele med den hvide Ahearn, der havde sluttet sig til hende, og med bekymrende mine vogtede over hende. Da hans mule berørte hende, gav hun et dybt og langtrukkent suk fra sig, inden hun lod sine flanker trækkes sammen i et voldsomt pres, der var resultatet af en ve. Det første føl var nu på vej, og kort efter måtte hun atter lade sine flanker trækkes sammen i en sådan anstrengelse, at hun nærmest krøllede kroppen sammen og dermed hævede hovedet med et halvkvalt prust. Det gjorde ondt, men smerten var ikke dræbende, for hun vidste at smerten bragte liv. Det var ikke nyttesløs smerte; og dermed beklagede den sorte hoppe sig ikke synderligt. Hun var en hoppe med værdighed; og at klynke lå ikke til hende.
Hun trak flankerne sammen endnu engang, hvilket forløste en lettelse igennem hendes krop, for nu skete det, at et føl kom til syne. Leonora lod sin hals dumpe ned på jorden, foran den hvide Ahearn med et dybt suk; for det første var overstået, og selvom hun vidste at hun skulle tage sig af det føl, der nu var født, vidste hun også at det endnu ikke var ovre, hvilket var grunden til hun blev liggende. Og bag hende, lå det fineste sorte hoppeføl.

… Nyahaha

Den lumske sjæl, Rumpelstiltskin, havde længe fulgt Ahearn’s færden; den hvide hingst havde en pris, der skulle betales, efter han havde søgt den lumske sjæl i søgen på magiske evner. Ahearn havde indgået en aftale med den til tider grusomme sjæl, nemlig at overgive sit førstefødte føl til ham, og det var netop det, han var kommet for at hente. Han havde fundet det morsomt, at den hvide hingst netop havde valgt Leonora, som han havde mærket ved hendes ankomst til landet, en ganske ødelagt og plaget sjæl. Hvad den hvide hingst havde set i hoppen, kunne han ikke greje, men hun havde nu givet liv til det føl, som Rumpel skulle bruge.
Han havde stået lidt på afstand, mens den hvide Ahearn havde søgt sin hoppe og stået ved hende, under folingen, men nu vimsede han straks hen på siden af den hvide hingst, med en alt for ondskabsfuld latter.

,,Nyhahahaha! Jeg ser, at du holder din del af aftalen”

Sagde han nærmest slesk og samtidigt direkte tirrende. Han vidste, grundet mange ting, at dette var en ting som ville pine den hvide hingst, og derfor nød han det endnu mere end han normalt ville have gjort. Han sendte den hvide hingst et ganske sigende blik, inden han begyndte at kredse om på den anden side af den endnu liggende Leonora, for at se sin ’pris’ nærmere an. Et sort hoppeføl. Med stor livsenergi, der i den grad ville berige hans egen. Smilet der lå om hans mule blev gradvist mere og mere grumt, alt imens hans blik nu flyttede sig over på Ahearn. Det var prisen; og han måtte afgive den frivilligt, hvis han da ville beholde sine kræfter.

Ahearn ville gøre alt for, at kunne spare Leonora for det der snart skulle ske. For han hadede sig selv for, at have indgået den aftale med den sleske hingst. Ahearn skulle have hoppet på den første og bedste hoppe han kunne finde, så det første fødte føl ville komme til verden, uden at han skulle have noget med det at gøre. Men på det punkt havde Ahearn været for stolt, og han kunne ikke gøre det med den sorte hoppe, som nu lå ved hans side og kæmpede for at give liv til deres føl. Det var ikke retfærdigt, og kunne han gøre det, så ville han lave det om med det samme. Sådan var verden bare ikke indrettet, hvilket han måtte indrømme. De grumme tanker forsvandt dog i få sekunder, da han endelig fik øje på føllet, som lå på jorden bag Leonora. En yndig sort hoppe var blevet født, og Ahearn rettede straks de hvide ører frem mod hende. Hun var bedårende! Mere fik han dog ikke lov til at tænke, før han høre lyden af hove mod bunden. I et hurtigt spring havde han rejst sig op, de hvide ører lå fladt ned i nakken på ham. Latteren sendte kuldegysninger igennem ham, men han nægtede at lade sig kue af hingsten der var kommet. Desværre havde Ahearn intet valg, han havde indgået en aftale og han skulle holde den. Skyerne over dem afslørede dog tydeligt, hvilke følelser der rumstede i ham, for pludselig lød et højt brag og få sekunder efter kom et lyn. Den hvide hingst havde ikke selv styr over vejret, men lige nu havde han absolut intet imod at kunne udtrykke sig på den måde. Med et knust blik betragtede han hoppe føllet og derefter Leonora.

"Jeg er så ked af det, Leonora."

Mere kunne han ikke få sagt, før han atter betragtede den sleske hingst. Kunne han ikke bare få det overstået, så smerten ikke ville blive værre? For hvis først hoppen åbnede øjnene og begyndte at sige små lyde, ville det knuse hans hjerte helt. Han kunne ikke bære det. Hele sit liv havde han ønsket sig et afkom, og nu hvor det lå foran ham, måtte han ikke have noget med det at gøre. De sorte øjne slog gnister, som hans blik stadig hvilede på Rumpel.

"Hvad vil du med hende?"

Den sorte Leonora, der lå med vedvarende smerter, trods hendes foling var overstået; troede man da – vred sine ører rundt i det samme, at en anden eksistens troppede op ved deres sted. Den sleske Rumpelstiltskin hørtes nu, med en latter og en stemme der fik det til at gibbe i den sorte hoppe, og et højlydt og advarende fnys lød. Kort efter ulmede himlen over hende – Ahearn havde en følelse af vrede, der var boblet frem nu, hvor den sleske slangehingst var dukket op – hvorfor, var en tanke der straks slog sindet på den sorte hoppe der var beklædt med nattens stjerner, for Rumpelstiltskin havde ingen ydereligere aftale med den nattesorte hoppe selv – så grunden til han måtte være dukket op, var tydeligt Ahearn. Den sorte hoppe hørte ikke tydeligt, hvad den slangeagtige sjæl var kommet for, men da hun hørte Ahearn, den hvides, stemme, isnede det i hendes indre. ”Hvad vil du med hende?” Lød det – og da et tordenskrald flængede himlen ligeså, var det tæt på at den folende hoppe sprang på sine ben. Dog formåede hun det ikke, og måtte nøjes med et halvhjertet forsøg, inden hun dumpede ned på siden igen, lige foran sin datter. Det var enten hende selv, eller datteren, denne hingst var kommet efter; og uanset hvad det ville ende ud med, ville dette aboslut ikke blive behageligt. Lettere panisk lå den sorte Leonora nu blot med blikket rettet advarende, truende imod den spinkle slange. Han kunne lige vove på at nærme sig.

… Nyahaha

Den skumle hingst, der gik under navnet Rumpelstiltskin, stod fortsat tæt ved Ahearn, så tæt at det næsten var for slesk. Han nød dog den vrede, den forvirring der var skabt i luften omkring dem, og ikke mindst den reaktion der kom fra den hvide hingst. Himlen’s vrede – ville sikkert have skræmt mangt og mange – fik kun smilet til at vokse på mulen af den mystiske, lumske sjæl. Han var kommet for at hente sin pris, for netop at give den hvide hingst denne evne, som han gjorde brug af nu. Godt nok mere eller mindre ufrivilligt, men han have evnen, som han havde ønsket sig. Med et overdrevent venligt smil nikkede Rumpelstiltskin imod det lille ’vidunder’, som mange nok ville kalde hende, da hendes fader spurgte ind til, hvad der skulle ske hende.

,,Ganske simpelt. Jeg vil ha’ hendes liv, nyah!”

Sagde han, hystierisk morsommeligt som han altid gjorde det, inden han med kvikke skridt satte i spring imod den liggende Leonora, trods hendes noget advarende blik. Han kunne med lethed holde hende ned ved brug af hans magi, selvom han synes det var langt sjovere at beskue hendes anstrengelse for at prøve at komme op. Snart var han ved det sorte hoppeføls ryg, hvor han med lethed greb fat i hendes nakke; han ville tage hende nu, gøre det hurtigt og elegant, for da at have gjort krav på sin pris; en pris for den aftale, den betænksomme fader havde indgået måneder forinden.

Smerten i hingsten var ulidelig, men at se forvirringen og uroen i Leonora, gjorde blot det hele endnu værre. Hvorfor havde han også sagt ja til den sleske ting?! Sandheden var dog den, at Ahearn godt kendte svaret på det, hvilket nærmest fik ham til at skamme sig endnu mere. Tænk at han virkelig hade ladet sig snyde så nemt! Det var skandaløst. Han blev nærmest endnu mere panisk da Leonora nu prøvede på at rejse sig op. Det skulle hun bestemt ikke! Ikke når hun lige havde folet, under ingen omstændigheder, og det var heller ikke hende hingsten ville have. Men Ahearn kunne bare ikke få sig selv til, at fortælle det til hende på den måde. Hvad skulle han sige? 'Bare bliv liggende, det er vores datter han er kommet for at hente'. Ja right, for det ville helt sikkert hjælpe hende. Nej, han måtte forklare det bagefter, når de var alene, når skaden var sket. Og sjovt nok havde Rumpel den samme mening, selvom hans ord skar dybt i hingsten, og fik endnu et lyn til at flænge over himlen. Faderinstinktet var allerede fremme i ham og han måtte kæmpe for ikke, at gå hen og kæmpe for sin datter. Enhver muskel på ham var spændstig og klar til at gøre det, hvis han skulle gå hen og miste kontrollen over sig selv. Men det skete ikke.

"Gør det ikke her, tag hende med dig."

Beskyttende gik han hen mellem Leonora og føllet. De mørke øjne låste sig fast på den smukke datter, som knap nok havde fået åbnet øjnene endnu, men som allerede skulle forlade ham så hurtigt. Smerten var ulidelig, og sorgen blev større og større hos ham. Hvilket til sidst resulterede i, at regndråber nu begyndte at dryppe ned på dem.

Da endnu et lyn flængede den mørke himmel over dem, trak Leonora hovedet op i ren og skær arrigskab. Larmen, kulden, smerten, tilstedeværelsen af den slange der havde brændt hendes krop; panikken, usikkerheden, visheden om det onde var for meget. Hun slog i et hvin, den sorte hoppe, i det Ahearn’s stemme kunne høres, men ej højt nok til at hans ord kunne fortolkes. Hvad sagde han, hvorfor var Rumpelstiltskin her? Endnu engang prøvede hun at rejse sig, men hun var for bange for at komme til at træde på hendes nyfødte datter, der lige havde slået sine forben frem og dirrende løftet hovedet for første gang. Hun måtte fryse, og instinkterne i den sorte hoppe råbte og skreg for, at hun skulle se at komme på sine ben og tage sig af sin datter – men i det hun prøvede for tredje gang at slå sine forben frem og skubbe vægten op, da skar en smerte igennem hendes side, magen til den der havde fortalt hende, at hun skulle fole, og endnu engang var hun lænket til jorden. Lige som Ahearn trådte imellem hende og datteren, skar endnu en ve igennem hendes side, fortællende, advarende. Hun havde haft ret i sine antagelser, for endnu et føl var på vej. Dog var en anden smerte større end den, der fysisk sad i hendes krop – for den mentale smerte der nu viste sig, da Ahearn skærmede for hendes datter, som den sleske hingst havde sneget sig hen for at tage, tvang hende til at reagere. Hun fik slynget sit hoved efter Ahearn og placeret et bid ganske solid imod hans ene bagben – for selvom han gjorde dette med beskyttende grundlag, da anså Leonora det som en trussel. Hvis han ikke stod der, ville hun måske kunne have forhindret den ondskabsfulde sjæl i at tage fat i hendes datter; som hun nok ej ville få at se igen. Meget mere end vrede og sorg var at spore i de klare blå øjne på den sorte hoppe, i det hun slap taget i hendes mage og sank tilbage på jorden, for at følge hendes krops vilje, da endnu en ve bad hende presse på; det andet føl var mere end på vej nu.

.. Nyahaha

Rumpelstiltskin, der havde været hurtig henne ved det sorte hoppeføl, lod kort sine slangeagtige øjne beskue den hvide hingst, der havde trådt imellem den liggende hoppe og det afkom, der snart måtte lade livet. Et smil gled over hans mule, direkte ondskabsfuldt, for den nybagte fader bad ham tage føllet og gøre end ende på det et andet sted, for at beskytte hans mage der lå bag ham. Fristelsen for at blive og ende føllets liv foran dem var stor; men selvom Rumpelstiltskin var ond, var han ikke ond uden grund. Der var ingen grund for ham, ud over morskaben, til at slå afkommet ihjel her, for han skulle alligevel bruge det i sin hule i live, førend han kunne udnytte den energi fra det, som han skulle benytte. En hysterisk latter gled ud af hans strube og forplantede sig ned over det nu sprællende føl, da Leonora sendte et bid i retningen af den hvide hingst, sikkert fordi hun ville beskytte sin datter, og derpå trak han føllet de første meter bagud. Derpå slap han det angste afkom for at løfte hovedet med blikket rettet direkte imod Ahearn.

,,Din pris er betalt, afviklet og du kan nu gå uden frygt for at se mig igen”

Sagde han, gravalvorligt. Selvom Rumpelstiltskin var en sjæl af ondskab, mani og egoisme, holdt han altid sine aftaler, og krævede aldrig mere end det der var aftalt. Aldrig kunne han finde på at ændre den, med mindre modparten selv ønskede det – der kunne man altid regne med dette lumske dyr. Derpå låste hans kæber sig endnu engang om det spæde føl, og da han trak det væk, kunne ganske små hvin høres på afstand, inden de døde ud for alvor.

[Out]

I tryg uvished om hvad der foregik udenfor hans varme verden, mærkede det grå hingsteføl hvordan der begyndte at ske ændringer for alvor. Lyde trængte lettere og skarpere ind på ham, og forskrækkede spjæt rykkede i hans ben, når lydende derude bragede ekstra højt. Han vidste ikke hvad der foregik, men alligevel løb en form for bekymring igennem ham. Men det var ikke den form for bekymring, som livserfarne, voksne heste ville beskrive. Det var langt mere et instinkt end egentlige tanker og følelser kreeret derved.
Der gik ikke længe, for lydene blev så klare at han kunne skelne flere forskellige stemmer. En fremmed, skræmmende stemme, en vred én og ikke mindst hans moders. Men den lød ikke som den plejede. Hendes paniske angst og vrede smittede omgående af på ham, og sådan gik det til at han kom til verden aldeles sprællende, forvirret og bange. Knap mærkede han det kolde, grynede underlag under sig, før han strakte de våde, blodige forben frem for sig, og forsøgte at rejse sig. Halvkvalte lyde kom fra ham og han kunne intet se. Våd regn plaskede ned på ham, og gjorde ham endnu mere våd. Hvad var det dog der skete?!

Smerten brændte i den hvide hingst, bad og tikkede ham om, at ændre på det der foregik. Men han kunne ikke. En aftale var en aftale, uanset hvor meget han så end fortrød det i det øjeblik. Men Ahearn havde været blind, havde ikke set fælden før det var for sent. Nu stod han netop i den situation som han ville gøre alt for at undgå, men intet kunne han gøre. Ahearn kunne intet gøre, intet andet end at skærme Leonora. Den hvide hingst mærkede godt hendes bid hans bagben, og selvom det skabte en skærende smerte i ham, så flyttede han bestemt ikke på sig. Hun skulle lade det ske, måtte lade tingene foregå. Der var absolut ingen som skulle tvivle om, at smerten skar sig igennem Ahearns hjerte, for nok var denne hingst kold og kynisk, men ikke over for sin familie. Ikke over for sit første fødte føl, som han aldrig ville få chancen for at møde. Rumpels ord gav genlyd i hans sind og om muligt lagde han ørerne endnu længere ned i nakken. Arrigt stampede han i jorden med det ene forben, imens han betragtede hingsten. Men da han tog fat om føllet og slæbte det væk, måtte Ahearn se væk. Lyden af de små hvin bragte tårer frem i hans ellers så kolde øjne. Hvad havde han gjort?! Reaktionstid var dog ikke noget hverken han eller Leonora skulle have lov til at få, for hun begyndte pludselig at presse igen. Var der endnu et føl? Det kunne da ikke passe? Men han var vidne til et mirakel, for dér kom det smukkeste mørke føl til verden, og selvom Ahearn var fyldt med sorg og smerte, så spredte der sig også en glæde i hingstens krop. Han ønskede at nærme sig Leonora og føllet, men turde ikke. Hun måtte hade ham og han ville ikke bebrejde hende, ej heller hvis hun nægtede ham at se føllet. Det var i hendes ret, for han havde svigtet hende. Ligesom han svigtede alle andre i sit liv.