Difficulties

Man kunne meget vel kalde denne nat for en tur til helvede og tilbage igen for den sorte hoppe. Og helt sikkert også for den hvide hingst. Leonora, den sorte hoppe, havde sat et bid i bagbenet på sin mage, den hvide, som kunne kalde sig fader til det hingsteføl hun nu havde givet liv til, kort efter den sorte hoppe, hvis skæbne nu var hende uvist. Mange tanker burde strømme igennem hendes hoved, men overraskende få fik egentlig lov til at passere den hinde, hun havde sat op omkring sit sind, i det øjeblik hendes datter var blevet taget. Hvis ikke hun havde gjort dette, var hun gået i opløsning, det var sikkert, og selvom hendes sind allerede var ødelagt, så havde hun egentlig meget smarte mekanismer i hendes sind, som netop nu trådte igennem. Hendes blik hvilede et øjeblik på det lille mørke hingsteføl, som hun havde født; vel vidende om, at fødslen var ovre. Derpå begyndte hun med den varme tunge at slikke føllet rent, for den hinde der sad omkring hans spinkle krop og for den væske der havde klistret sig til ham. Det kom til hende så naturligt, som noget overhovedet kunne – instinkter, og dem havde hun rigeligt af. De første minutter blev hun liggende, plejende om sit føl, egentlig ubemærket af det der var sket. Men der gik ikke længe, fra hun havde taget vare om det afkom de fælles havde sat i verden, før hun begyndte at mærke hvordan det hele rumsterede indeni, med alle de følelser. Had, smerte, udmattelse, lettelse, glæde, skuffelse; ja rækken var lang, og sammen var det en alt for overvældende oplevelse for den sorte hoppe. Hun gjorde derfor det, hun fandt mest trøstende, for hun rakte ud efter den hvide. Søgte ham, ønskede ham nær, ved hende nu, og deres afkom, trods hun havde lagt to og to sammen. Ahearn havde en aftale med slangen, men hun kunne vel ikke bearbejde ham. Hun havde gjort det samme, og hun vidste at prisen for slangens gaver ikke var noget man selv valgte. Dog vidste hun, at han havde været bevist om det, da hun havde ladet ham bedække hende; og det var et slag mellem dem, som ville komme til at gå med høje bølger, når først den sorte var kommet til sig selv. Men som stilhed før stormen ønskede hun ham nu, ønskede hans kærtegn, for kun de kunne holde hende fra at bryde sammen; kun de, og det lille mørke hingsteføl der netop nu kunne folde sine ben ud for første gang og lade den kolde natteluft fylde sine lunger.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i41.tinypic.com/s5v6g9.jpg); width: 490px; height: 823px; border: 0px solid #000000;] Fortumlet åbnede det lille hingsteføl for første gang de øjne der skulle vise ham vejen, i hans nye liv. Mørke omgav dem, men alligevel stod alle detaljer skarpt efter ganske få sekunder. Han var skabt til at kunne løbe, flygte, efter ganske få minutter efter han blev født. Han, ligesom alle andre føl. Og i den kaotiske tilstand han blev smidt lige ind i, var det kun naturligt at hele hans alarmberedskab fortalte ham at han måtte se at komme på benene. Vaklende og sitrende af den pludselige kulde, hævede han sig op på den lange forben, imens han stadig lå på den højre side, med bagbenene strakt langt ud mod venstre. Kold natteluft hev han ind, og varm ånde lod han slippe ud. Men først idet sekund, han mærkede sin moders varme ånde, hendes kærtegn og hendes pleje, faldt roen igen over ham. Han drejede hovedet imod den sorte hoppe, han nu skulle til at kalde mor. Svage gryntende lyde sendte han imod hende og vippede de lange ører frem efter. Længe lod han hende slikke, nusse og ordne ham, men så drev andre instinkter ham på benene. En livsnødvendig tår mælk skulle drikkes, og hans krop skyndede på ham. Derfor søgte han igen at rejse sig, denne gang med større succes. Men endnu var hans ben for vaklende, og han faldt til jorden igen med et skingert vrinsk. Igen rejste han sig. Han faldt. Og han rejste sig. Til sidst lykkedes det ham at vakle i en halv cirkel rundt om sin sorte moders liggende krop. Med et sæt stivnede han, da en hvid skikkelse pludselig åbenbarede sig for ham - en hest, som han ikke havde hverken set eller bemærket.

Det var forkert, så forkert af ham, at gøre dette mod den mage som han elskede af hele sit hjerte. Han havde vidst at det ville ske, gruet for det hver eneste dag, men han havde aldrig fået sagt noget. Hvordan kunne han gøre det, når det ville knuse hende fuldkommen? Men havde det ikke været bedre, end det hun nu gik igennem? Ærlig talt, så var Ahearn bestemt ikke klar over det. Leonora ville have været forberedt på det, men hvad nu hvis det havde skadet begge føl? Hvad nu hvis hun havde nægtet at lade dem komme til verden? Det kunne også have gået grueligt galt, og Ahearn anede ikke sit levende råd om, hvilken beslutning der var rigtig eller forkert. Den hvide hingst stod nu bare, og betragtede hoppen og deres føl. Hans søn. En søn som var hurtig til at vågne helt op og opfatte hvad der foregik omkring ham. Et ganske svagt smil dannede sig på hingstens sorte mule, da føllet reagerede på Leonoras kærlige behandling af det. Men stadig turde han ikke nærme sig af frygt for, at høre og se hans elskedes smerte og vrede. Hvad hun gjorde derefter kom helt bag på ham, for hun rakte ud efter ham, ønskede ham nær hende og Ahearn reagerede prompte. Et dybt brum forlod hingsten, da han lod deres muler mødes, for derefter at stryge hende blidt ned langs halsen. Hans smerte var stor, men i det mindste var hun og deres søn i sikkerhed, selvom han ville have ønsket at han også kunne have sagt datter i samme sætning. De mørke øjne vandrede nu over på føllet igen, i da det forsøgte at rejse sig op. Til trods for deres smerte, så gav han nyt liv og lys, hvilket fik en varme til at sprede sig igennem hingsten. Endelig kom han op at stå og der gik ikke lang tid før han fik øje på Ahearn. Hingsten havde aldrig været god til føl, ikke andres føl, men det her det var noget andet. Det var hans føl! Ganske forsigtigt strakte han mulen ned mod ham og prustede blidt, indåndede føllets fært og lod det plante sig i sin hukommelse.

Den dugvåde pels, der blandet med sveden fra fødslen, havde sat sig ordenligt, kunne den sorte hoppe godt mærke de kølige omgivelser. Først nu, efter kampens hede, så at sige, nu hvor hendes puls var faldet, frøs hun. Hun gisnede kort, for hvis hun frøs, hvad så med føllet? Dog var han hurtig i gang med at komme op, og da Ahearn trådte til hende, gav hende de kærtegn hun havde behov for, brummede hun sagligt. Sagligt, kærligt og ligeså kærtegnende af både Ahearn og føllet. Da det havde fundet et balancepunkt der tillod det at komme op, fik det stavret sig hen til Ahearn og med forbløffet udtryk fik lagt øjne på sin fader; vidste et syn der kom lidt bag på den nyfødte hingst, der straks stillede sig op med et opmærksomt blik. Et lille, bitte, smil fandt vej til Leonora’s mule, for synet af dette hingsteføl, hendes hingsteføl, kunne ikke andet end at glæde hende. Snart fik hun dog selv rejst sig, således at hingsteføllet nu befandt sig imellem de to sjæle der sammen kunne kalde sig hans forældre.
Leonora lod kort sin mule stryge over ryggen på den lille hingst, der næsten stod som forstenet; meget, meget forsigtigt, for deres balance var ikke god, de små kræ, de første par timer, og at han allerede nu var oppe, var ganske flot i sig selv. Hun så i nogle minutter slet ikke på Ahearn, for selvom hun havde søgt ham, ønsket ham, lå det stadig i hende, at han havde været skyld i at deres datter var blevet taget. Men den sorg blev undertrykket nu, af den glæde hingsteføllet fyldte hende med, og ligeså Ahearn – for over dem var himlen knapt så sort længere. Efter lidt løftede hun de blå øjne og mødte Ahearn’s. Direkte og ærligt var det, og det var tydeligt at der lå en masse blandede følesler i dem, men uden ham kunne hun intet. Hun puffede ganske let til hans mule, inden hun strøg ham over halsen, en kærlig gestus der skulle vise ham, at han ikke måtte gå. Ikke nu, ikke nogensinde – heller ikke selvom de stod overfor en noget voldsom snak en af de næste par dage.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i41.tinypic.com/s5v6g9.jpg); width: 490px; height: 823px; border: 0px solid #000000;] De store blå øjne var rettet fast imod den hvide hingst, der stod foran det nye hingsteføl. Han syntes utrolig lille i forhold til den voksne hingst, der tårnede sig op over ham i al sin hvide herlighed. Den brummen han af og til udstødte, vækkede svag genklang i Seyés indre. Kendte han denne hest? Som en stor mule blev strakt imod ham, tog han selv mod til sig og rakte sin egen frem i en let berøring. Så tyggede han ivrigt ud i luften og bag ham svang halen så livligt af sted, at man næsten skulle tro at den om lidt ville snurre hele vejen rundt og falde af. Han kendte den her hest, det var han sikker på. Ikke lige så godt som mor, men godt nok. Han nappede lidt til hingstens kindben, og trak så mulen til sig i undren. Ud fra panden sad der en lang spids ting. Han kastede et blik over på sin mor, og så, at hun i hvert fald ikke havde sådan en ting midt i hovedet. Han forsøgte nu at efterligne sin fars dybe brummen, idet han kiggede over på ham igen. Et smil viste sig svagt om hans mule - det første forsøg han havde gjort på at efterligne sine forældre ansigtsudtryk. Så vendte han brat omkring og trissede tilbage til sin mors flanker, på usikre stankelben. Han brummede og gryntede i et væk, i et forsøg på at tale lidt med dem. At han ville blive ganske snakkesalig var tydeligt. Så rakte han mulen ind unde sin mor, i en søgen efter den føde han instinktivt vidste ville være der. De kræfter der var sat til at kickstarte ham, var snart brugt op og han havde brug for mælkens superstyrke for at klare sig videre nu. Da han fandt hvad han søgte, logrede han om muligt endnu mere med halen.

Hvis man tog et skridt tilbage, og så på de tre heste ville man sikkert tro, at dette var det perfekte billed af en familie. En ny familie. Og ja det så da også perfekt ud, og deres glæde var ikke til at tage fejl af. Men det var ikke kun glæde, for ingen andre ville vide, at de netop havde fået taget deres datter fra dem. Det var en smerte som Ahearn aldrig nogensinde ville glemme, og det fik ham blot til at elske sin søn endnu mere. Som moder ville Leonora heller aldrig glemme det. Den hoppe som kunne have givet dem så meget. Hvad den hvide hingst senere ville frygte var, hvis føllet begyndte at spørge ind til, om han havde nogle søskende. En dag måtte den hvide hingst fortælle sandheden, men han så bestemt ikke frem til det. Da føllet forsigtigt strakte mulen hen til Ahearn, og lod deres muler mødes, løftede den hvide hingst sine ører, og himlen over dem blev nu fri for skyer. Det var bestemt ikke til at tage fejl af; han elskede sin søn. Hvem skulle have troet det af Ahearn? Ingen, men det var også fordi de ikke kendte ham, for inderst inde var han en elskelig sjæl. Som føllet bevægede sig rundt og over til Leonora, lod han blikket møde hendes. Han kunne dog ikke holde det længe, for han skammede sig og slog derfor blikket i jorden igen. Hendes bløde mule ramte ham dog og han lukkede en mild brummen ud. Hvordan kunne hun være så rolig i den situation, når man tænkte på, hvad han havde været skyld i?

Det ømme øjeblik hvor Leonora’s mule ramte den hvide Ahearn’s, var det som om hendes sind blev indhyllet i en falsk tryghed. Han var der, ved dem, beskyttede dem, det vidste hun, og som en forsvarsmekanisme lukkede hun helt af fra det faktum, at hendes datter formegentlig havde måtte lade sit liv til slangen, som hun selv havde lavet en aftale med for længe siden. Og som Ahearn også havde lavet en aftale med. Det faktum, at hendes mage havde byttet deres føl væk for magi, var noget hun ikke kunne forholde sig til, og for at undgå at bryde sammen, lukkede hun naturligt af. Det måtte vente.
Snart fandt det lille hingsteføl vejen til yveret, og det gav et lille sæt i hende, da han fik fat og begyndte at die. Hun udsendte en dyb, moderlig og langtrukken brummen, kærlig, inden hun flyttede mulen fra Ahearn og strøg sin søn meget forsigtigt over ryggen, imens han fik sin første, livsvigtige tår mælk. Derpå flyttede hun atter blikket imod Ahearn, der havde ladet himlen over dem lysne igen. Skyerne var væk nu, for alvor, og det var som om intet ondt var sket dem; selvom de i sandhed havde været en tur i helvede og tilbage igen. Den tur ville hun aldrig glemme, og nok heller ikke ham – men hun vidste inderst inde, at hun heller aldrig ville vende ham ryggen, uanset hvad. Aldrig ville hun vende ham ryggen, som andre havde gjort i hans fortid. For hun havde brug for ham, og han havde brug for hende.

Skal vi stadig fortsætte denne tråd? :3