Rumpel, I wan't to know everything..

[Rumpelstiltskin]

Nu havde han været her i et par dage, og han var stadig fascineret af denne nye verden. Han var nysgerrig og brugte nærmest hele dagen på at undersøge nye steder og prøve at opklare de spørgsmål der trængte sig på I hans hoved. Problemet der gik ham på var blot, at han ej kunne finde svar på disse spørgsmål, uanset hvor meget han tænkte. Så simple spørgsmål, der ingen svar syntes at have. Det generede ham, og gik ham på, dag såvel som nat.
Han havde hørt vinden hviske et navn, der måske kunne hjælpe ham.
Rumpelstiltskin..
Måske denne såkaldte hest kunne hjælpe ham til hans største ønske og drøm;
Aristoteles ønskede at vide alt.
Hans tanker og uvidenhed havde før sat et stopper for udvikling og kærlighed i hans liv, og han ønskede at kunne fokusere på andet end alle de spørgsmål i hans hoved. Nogle ville måske blot sige at han skulle tænke på noget andet, men det kunne han ikke. Han havde prøvet op til mange gange..

Hingsten havde nu opsøgt den hule, denne Rumpelstiltskin skulle befinde sig i. Nysgerrigt og en anelse usikkert havde han stillet sig ved indgangen og så ind i mørket. Han vidste ej hvad der ville vente ham, og derfor trådte han forsigtigt da han gik nærmere..

"Rumpelstiltskin?"

[Deltager i Tråd, trods den foregår i hulen, som allerede har en aktiv tråd: Cavern of Rumpelstiltskin]

Den luskede sjæl, Rumpelstiltskin, have opfanget en sjæl udenfor hans hule; mangt og meget vidste denne hingst, ja, faktisk vidste han nærmest alt der foregik omkring ham, fordi han havde evner givet ufrivilligt til ham fra Skyggerne, dem der i sin tid havde skabt denne lumske sjæl. Dog var Skyggernes inderste hemmeligheder ham endnu skjult, som noget af det eneste i landet.
Med en ivrig latter strøg den jordfarvede hingst snart ud og omkring en hvid hingst, ved navn Aristoteles. Han havde hidkaldt den lumske sjæl, og som altid kom Rumpelstiltskin når han kunne lugte muligheden for at lave sig en aftale. Hans lidt mindre og endda spinkle krop cirklede snart omkring den hvide Aristoteles, der havde søgt ham, af en ganske særlig grund. Rumpelstiltskin kendte allerede til de dybe ønsker, som den hvide hingst besad. Sådan var Rumpelstiltskin nemlig - man kunne både kalde det fremtidssynet, men ligeså kunne han skue igennem andres sjæle uden problemer; i hvert fald så længe de ikke vidste hvordan de skulle beskytte sig selv. Med et grumt smil kredsede han tættere og tættere, inden han frontede den hvide hingst og stillede sig galant op der. Med et buk og et smil fremviste han sin ’ædle’ attitude, som han nu engang kunne præstere.

,,Rumpelstiltskin, til din tjeneste”

Sagde han med en slesk stemme, imens han udførte sit buk til ære for den hvide hingst. Det var tydeligt at han vidste at han havde overtaget dette møde; for med sin bare eksistens havde han sat sig over den hvide hingst. Han kunne nemlig udføre det, som den anden ønskede - for en pris.

[Ups c:]

Et chok veg gennem den hvide hingst, idet en skikkelse kom ud fra hulen. En hingst med en så mystisk aura omkring sig, og alligevel ikke usædvanlig.
Og da den lille, spinkle hest gav sig til at cirkulere om den hvide hingst, hævede han hovedet, og lod ørerne vippe bagover, blot en smule. En tanke strejfede ham, om dette overhovedet var en god idé. Måske skulle han være blevet væk, og blot have tænkt sig til sine svar. Men nu var der vel ikke nogen vej tilbage..
Denne lille, spinkle Rumpelstiltskin overraskede endnu en gang Aristoteles, med sit ærefulde buk. Han stod først tøvende og så på Rumpel, inden han formåede at åbne munden:

"Rumpelstiltskin - en ære at møde en, efter hvad jeg har hørt, så kraftfuld hingst som Dem"

Svarede Aristoteles hingsten, og hans blå øjne så opmærksomt til.
Afventende Rumpels næste, spændende træk.

... Nyahahah

Den lumske sjæl som havde frontet den hvide Aristoteles, brød i et yderst skingert grin inden han med sirlige bevægelser trådte to skridt nærmere. Den hvide hingst havde hørt om ham - ja, selvfølgelig havde han hørt om ham, for det havde mange efterhånden - men det morede ham inderligt, at han alligevel fortalte ham det. Med et meget intenst blik mødte han øjnene på den hvide hingst, inden han med et grumt smil hapsede ud efter ham.

,,Nyaaaah, ære her og der, jaja. Du søger mig ikke for at få ære, kære, men nok det modsatte. Sig mig, hvad kan jeg gøre for dig?”

Lød det ganske slesk, inden han vimsede lidt på afstand igen. Selvom han havde vished om hvad den hvide egentlig ønskede sig, var det ikke altid at deres oprigtige ønsker var dem de søgte at få opfyldt, så det var en ganske vigtig del af dette spil, at de gjorde det klart. Smilet blev absolut ikke mindre grumt, mens den særlige sjæl stod og ventede på hans ord, nej, tværtimod.