Mother? [Regina Iramia]

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i1049.photobucket.com/albums/s397/PrinsessePy/alcatrazbackground_zpsb6e71d16.png,true] Ikke længe havde han været her, og han skulle til at opleve mørkets frembrud. Solen var forsvundet, og mørket kom langsomt snigende ind over den frodige ø, hvis træer kastede lange skygger, og hurtigt gjorde den store skov kulsort. Den gyldne hingst bevægede sig dog endnu fremad imod det uvisse. Hans ben blev løftet højt og elegant, og de blå øjne prøvede at guide sig vej i mørket. I ny og næ var han dog tæt på at ramme de mørklagte træer, og måtte klodset springe til side. Han var beæret over at ingen dog kunne set det i det her mørke.. Han var egentlig træt, ligeså hans krop, og moderens stemme plagede ham stadig bagerst i hovedet. Men dette var det der fik ham til at fortsætte. Tanken om, at hvis han skulle hvile sig nu, ville hans mor stemme komme igen, og slukke den lille flamme af håb der ellers var blevet tændt i hans indre. Men ak, selvom hans muskler arbejdede og hans hjerne koncentreredes om at se frem for sig og undgå al for stor skade på sig selv, sneg billeder og lyde sig fra hans barndom stadig ind på ham. Billeder af den gyldne hoppe han havde haft så stor tillid til. Den hoppe der havde lært ham hvad han vidste om livet og om verden. Lyden af hendes stemme. Alting var så.. Tæt på. Det føltes som om at det hele var mere levende end før. Han vågnede dog op fra sine tilbageblik da hans skulder stødte på et træ, og han snublede et par skridt. Han besluttede sig for at fortsætte i en afslappet skridt, og blot lade tankerne få frit løb. Hvad ellers skulle han gøre?

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/ReginaIramiacopy-1.png,true] En hoppe så gylden som selve solopgangen betragtede med sine dybe øjne den store træmængde der bredte sig under hende, straktes i et næsten uendeligt bælte, helt ud til dér hvor månen spejlede sig i sølvlysende vand. Selv i mørket, der bar samme præg som hendes egen fødselsnat; det måneløse mørke, forekom hendes skind ej blegt, men svagt gyldent, som glødede hun med sin egen indre energi, som udstrålede hoppen sit eget lys; var hun sin egen sol. Hendes fortid gik hende ej på længere, thi hun havde tilbragt så mange nætter her, at de fjerne minder var trådt i baggrunden og den nye verden havde udvidet sig for hende; Nu så hun kun på sine minder som fortid, levede i nutiden, med blikket rettet imod fremtiden. Således havde hun altid været, til den dag hendes sjæl tyngede hende med tomheden, således var hun blevet igen. Med et dæmpet fnys piskede den glødfarvede hale igennem natteluften, og hun virrede med hovedet for at jage et par glubske fluer på flugt, før hun med elegante, selvsikre skridt lod sig føre ned imod den mørke skov. Ej var hun nervøs for mørket, for hun følte ingen ilde intentioner fra det der omgav hende, og således følte hun sig tryg ved at overlade styringen til hendes andre sanser.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i1049.photobucket.com/albums/s397/PrinsessePy/alcatrazbackground_zpsb6e71d16.png,true] Mørket skræmte ham ej - det havde det aldrig gjort. Aldrig havde han mødt noget, eller nogle, i nattens mulm og mørke der kunne have, eller havde intentioner om at gøre ham ondt. Han stolede på, at såvel som solen beskyttede om dagen, ligeså beskyttede mørket om natten. Det var blot hans syn der bedst fungerede om dagen, og derfor rodede han nu en smule rundt i natten. Sjældent havde han heller ej været på opdagelse i natten, men blot om dagen. Han havde haft nok i dagen, til at kunne hvile om natten. Men nu.. Nu havde han intet i dagen, og alt i natten. Fred i natten, og en plagen om dagen. Han blev hevet tilbage fra sine egne tanker, idet han syntes at spotte noget let gyldent, let lysende længere fremme mellem træerne. Hans gyldne krop stoppede, og han rettede sig op. Nysgerrigt fulgte de blå øjne den lysende skikkelse, som nu var det eneste han kunne se her i natten. Den gyldne farve mindede ham om fortiden, men han skubbede tanken fra sig. Sådan kunne det ej være.. Et let, hingstet og ivrigt vrinsk lød ud i natten, og havde til grunde i hingstens strube. Han ønskede at finde ud af hvad, eller måske rettere hvem, denne lysende skikkelse var. For denne skikkelse havde nu for alvor fanget den unge hingsts interesse.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/ReginaIramiacopy-1.png,true] Regina, hoppen hvis personlighed burde være blevet skabt til en herskerinde, rynkede let på mulen, og spejdede ud i det træfyldte mørke da en hingsts vrinsk kom hende i møde. Lettere anspændt lod hun halen fare igennem luften, før hun fandt frem til stemmens ejermand af mindernes vej. Og dog undrede det hende. Hvad skulle han lave her? Han var draget bort med en hoppe, og hun havde forladt ham. Frem for alt havde hun fulgt den glødende hingsts vej, mon hingsten ligeledes havde tilkaldt hendes søn? En mild, hoppet brummen forlod hendes mule, og hun tippede hovedet let på skrå, før hun lod et brummende vrinsk lyde, klinge imellem træerne, før hun lod sin kurs ændre en smule og styrede imod de mørke skikkelse hun anede i den sparsomme belysning. Jo nærmere hun kom, jo mere synes hun at genkende brudstykker af de unge hingst. Han var vokset en hel del, mest hen over skuldrende, men det unge blod var stadig at ane i hans årer.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i1049.photobucket.com/albums/s397/PrinsessePy/alcatrazbackground_zpsb6e71d16.png,true] Han fortsatte nysgerrigt, uvidende om hvad der snart ville ramme hans ører. Hvad der var så tæt på, og som han ingen idé om havde. Han vidste intet om det, inden en lettere velkendt brummen lød. Det lød fuldkommen som den gyldne hoppe der i sin tid havde forladt ham, og som han selv aldrig havde forladt. Endnu en lyd lød, denne gang et vrinsk der klingede let mellem træerne, og nu kunne han næsten ikke være i tvivl. Han satte retning imod lyden, og de blå øjne var ivrige efter at se om han havde ret. Om den gyldne hoppe der forlod ham igen skulle stå foran ham. Han vidste ikke om han var lykkelig, eller ulykkelig. Lykkelig over at se hende igen, eller ulykkelig over at hun forsvandt fra ham. Han stoppede idet han genkendte den gyldne skikkelse. Ikke et ord kunne han få frem, han kunne blot stå og stirre. Han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv. Han kunne ikke gøre rede for de følelser der væltede frem indeni ham. Allermest, følte han sig nok forladt, og det gjorde, at han trak sig en smule tilbage, og et sørgmodigt blik gled over hans ellers livlige, blå øjne.