Getting wet..

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i1049.photobucket.com/albums/s397/PrinsessePy/alcatrazbackground_zpsb6e71d16.png,true] Den unge, gyldne hingst stod i den store sø, midt på en af de mellemstore øer i dette magiske land Andromeda. Med hans ungdommelige sind og hjerne, var det endnu ikke gået op for ham, til hvilket fantastisk og magisk land han var kommet. Han vidste blot, at han følte sig godt tilpas. Leventera, en af de øer han endnu ikke havde været på før nu, var et trygt og behageligt sted, der havde alt hvad man kunne ønske sig. Vand fra skinnende søer, stor, grøn bevoksning, og ly til natten og regnen. Og hvad man ellers kunne søge ly for. Alcatraz havde dog kastet sin kærlighed til den store, blå og skinnende sø, lige i midten af denne ø. Her var han forsigtigt vadet ud, og nød af at mærke hvordan hans krop blev kølet dejligt ned, i denne aftens lune. Ak, ikke så lunt som tidligere, men hingsten nød dette vand. Han var nu heller ikke længere ude, end midten af de hvide og gyldne ben. Han ønskede ikke at blive FOR våd. Nysgerrigt hævede han hovedet og så sig omkring. De blå øjne spejdede umiddelbart intet, og dette førte til en vippen med hans ører. Måske han kunne høre noget? Eftersom han ingen tegn på liv omkring sig kunne finde, valgte han at lade et højt vrinsk lyde ud gennem skoven. Dybt fra hans strube lød det, dybt ind i skoven.

Piranja

Den lyse hoppe og sjæl, havde nu endeligt fundet ud af den store ørken, og var kommet til en mere frodig ø. Hun vidste ikke helt hvad den hed, men hun kunne li den.
De store skove, det rene vand, og ikke mindst det gode vejr. Lige noget hun kunne bruge. Derfor var hun nu på vej ud af de store skove, hvor hun normalt opholdt sig. Normalt fandt hun det tilfredstillende nok at være derinde, omgivet af skovens lyde og dyr. Men grundet det gode vejr, følte hun for at søge ud af dem. og hvem ved? Måske ville hun få selskab?

Næppe var den tanke tænkt til ende, før et dybt vrinsk nåede hendes øre. Hun stoppede nysgerrigt op, og skulle lige finde ud af hvor den kom fra - alså lyden. Men den kom fra den retning hun var på vej imod? så derfor forsatte hun fremad, i en dansende, næsten fjedrene trav. Hendes sorte, grå man og hale bølgede en smule bag hende, og hun nåede nu til skovens udkant. Solen skar hende kort i øjnene, så hun stod der i skovkanten, og missede lidt for at få synet igen.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i1049.photobucket.com/albums/s397/PrinsessePy/alcatrazbackground_zpsb6e71d16.png,true] Hingsten fik ikke fred længe, inden han kunne opfange duften af en hoppe. Og ikke blot en hvilken som helst hoppe, en brunstig hoppe. Hingsten spidsede ørerne og drejede hovedet i hoppens retning. Han kunne nu både høre og dufte hende. Livligt trippede han i det klare vand, så det pjaskede og sprøjtede ud til siderne, og op af hans ben. En anelse tungt formåede han at komme op af vandet, og ryste sig lidt af. Ret overfladisk eftersom det kun var hans ben der var våde. Lige i dette øjeblik kom også hoppeskikkelsen ud af buskadset og dér stod den unge hingst livligt og nysgerrigt for at tage imod. Da hun stoppede, lod han hende ikke få mange øjeblikke, for straks satte han i sin rummelige trav, og nåede på kort tid hen foran hende. "Godaften, jeg er beæret over at få selskab af sådan en skønhed som Dem," sagde han med den charmerende unghingstestemme han nu havde. De store, blå øjne betragtede hende nygerrigt og afventende, og han næsten dirrede af spænding, af en eller anden grund. Han var ikke helt sikker på hvad der gjorde det, men pludselig havde han fået en god bunke energi at gøre godt med.

Den lyse hoppe havde igen fået synet tilbage, og der skulle ikke gå længe før hun så en vældig hingst komme imod hende. sandfarvet, eller gylden. Stor, og sikkert også stærk. At han med det samme satte i trav imod hende, overraskede hende lidt. Og der gik ikke lang tid før han var oppe ved den lyse hoppe.
Hovedet blev tippet let på skrå ved hans ord. Kært.

"godaften.. og i lige måde"

sagde hun med den lyse stemme, et smil, og trådte hen imod ham. Hun forventede det bedste af heste, og regnede ærlig talt med ikke at blive angrebet. Hendes øre vippede frem, og de blå øjne gled over ham. Undersøgende. Hun strakte mulen frem i en hilsende gæstus, og ventede på at han "svarede".
Hun var skam klar over brunsten der hang som en sky over hende. Og det var sikkert derfor hingsten reagerede som han nu gjorde.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i1049.photobucket.com/albums/s397/PrinsessePy/alcatrazbackground_zpsb6e71d16.png,true] Han stod nysgerrigt foran hoppen, og havde ikke givet hende megen plads, da han stod ret tæt på. Hans rødgyldne hale slog et par slag bag ham, og hans ører vippede opmærksomt frem og tilbage. Dog da hendes lyse stemme brød stilheden, blev ørerne straks vippet fremad. Hendes lyse og feminine stemme var let og mild. Hans egen var blot ungdommelig, og ubestemmelig på sin vis. "Hvad hedder sådan en som Dem?"spurgte han straks tilbage, og så ivrigt på hende med de store, blå øjne. Deres skarpe, isblå farve kunne let virke stirrende, men grundet hans ungdommelige og varme sind, havde de altid en indre glød af varme. Idet hun rakte mulen frem i gestus, strakte han selv den lyserøde mule frem, der dog blev brudt af det besynderlige, hvide aftegn der snog sig nedover hans ansigt. Denne fremmede hoppe regnede sikkert med at det var hendes brunst der gjorde ham så imødekommende og glad, og ja, selvfølgelig spillede det en rolle i den unge hingst frembrusen, men ligeså fandt han blot enhver hoppes selskab interessant, og havde altid ekstra energi og glæde omkring disse fantastiske væsner.