In the Quiet

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] {Maja} Chibale. Den mindste af øerne, måske også den mindst befærdede. Det passede ham udmærket denne sommeraften, han hvilede i sit stille sind og var ikke plaget af ivrige muskler. Helt stille stod han alligevel ikke, for hans stærke krop var dækket af vand og han kunne ikke længere mærke den bløde bund under sig. Det var ikke nogen stor sø, men den var dyb når man kom langt nok ud. Vandet var klart og køligt, behageligt for hans mørkebrune skind. Et højlydt prust undslap hans brede og nu våde mule, vanddråberne fløj. Med lange tag gled han gennem vandet, brød gennem muren af modstand. Hernede slap man også for de klaser af myg, der hang over vandoverfladen og nær søbredden. Insekterne var altid værst ved vandet, og så på sådan en lun sommeraften som denne. Solen var dovent og langsomt på vej ned, den kastede et gyldent lys ned over det stykke åbne område, han havde fundet frem til på den ellers tildækkede ø. Grantræer var her dog også, de slog en tæt kreds om åbningen og stod høje og tavse og strakte sig efter solen. Han var af den grund mere opmærksom på omgivelserne end ellers, hvad som helst kunne gemme sig i mellem skyggerne på de store graner. Han var vågen, men ikke på vagt. Den mørkebrune hingst gled langsomt frem i vandet, hans slanke ben trak sig afsted med lange tag. Det var hårdt og godt, det stimulerede hans muskler uden at have en ilter virkning på hans sind. Ikke han ikke havde plasket i vand før, det var skam mere end muligt at være energisk på en svømmetur, men i dag trak han vejret dybt og langsomt. Så vidt som at sove kunne han nok ikke i nat, men mere tavs end ellers, det var han. word count 300

Atter engang, er jeg vendt tilbage til den lille ø Chibale. Den ø, hvor færrest heste færdes, nok netop af dens størrelse og fordi træerne er hvad der dominerer den lille ø. Mange bryder sig ikke om den tætte bevoksning, for ikke alle kan finde ud af at færdes et sted som dette, hvor det næsten er umuligt at skabe stor fart, og komme af med en stor mængde energi. Men for mig, er denne ø ganske optimal at være på; for jeg holder af at komme af med min energi på en anden måde, end ved blot at tonse af sted i en hovedløs fart. Og på denne ø, er det muligt for mig at komme af med min energi, på netop den måde jeg ønsker; at færdes i stilhed, lade tankerne vandre, og ligeså benene, i en koncentreret dans mellem de tætte træer.
Denne aften befinder jeg mig imellem de mange tætte træer, men med blikket vendt ned imod en af de søer, der er at finde i området. Der er en udpræget stilhed, med solens sidste stråler, der skaber en beroligende belysning, og kæmper en indædt kamp, for at nå ned imellem de tætte kroner af lyse og mørkegrønne blade.
Men denne stilhed stopper dog, idet jeg bemærker noget plasken, nede fra den blanke sø; og da mit blik i en rolig bevægelse glider til siden, længere ned af søen, bemærker jeg en svømmende hest, med et mørkebrunt pelslag. Det er en, jeg før har set, og da duften rammer mine næsebor, er jeg ej i tvivl om hvem det er; Matthew, eller Matt, som han foretrak at blive kaldt.
I en rolig bevægelse, slår jeg mildt med hovedet, inden jeg bevæger mig ud fra træernes trygge skygger, for derefter at træde mere ud i det åbne område, hvor søen jo ligger så fint. Et mildt og varmt brum glider fra mig og i hans retning, for at gøre ham opmærksom på at jeg er her, inden jeg da træder ud til kanten af vandet, og lader mit hoved sænkes ned, så mulen rammer den våde og blanke overflade. En kølende fornemmelse, det er det bestemt. I en rolig bevægelse hæver jeg atter hovedet, for nu igen at kigge imod den svømmende Matt.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Det var som en anden verden, midt i stilheden. Matt udvidede tavst de mørke næsebor. Den ravnsorte manke var også blevet våd under et kortvarigt dyk, den lagde sig tungt ind mod hans varme hals, fra pandelokken gled enkelte vanddråber ned over mulen. I lange tag havde hans stærke lemmer fundet vej tilbage til fodfæste, men endnu blev han ude på det dybe vand. Musklerne var varme ligesom det mørkebrune skind, mens vandet havde en tilpas kølende effekt. Han strakte nakken i vandet og lod mulen glide i, mens han med lange tag fandt tilbage til fodfæste. Endnu blev han ude på det dybe, de sorte hove kunne lige nå den bløde sandbund, hvor vandplanterne slyngede sig om hans ben. Alligevel stod han sikkert og fast som en stenstøtte. Også da en skikkelse brød ud fra granernes skygger og gav sig til kende i sollyset. En rød, slank skikkelse, han syntes at kunne genkende. Matt forholdte sig tavs mens han fulgte hoppen med mandelfarvede øjne. Det var Armonia. Men noget havde forandret sig på hende, hans blik gled ned over hendes manke, hvor – utroligt nok – blomster sprang frem mellem de røde lokker. De var også i halen, op ad hendes ben slyngede grønne stængler sig. Det så ud til at planterne rent faktisk groede på hende, hun bevægede sig helt naturligt og lod ikke til at være det mindste påvirket. Den mørkebrune hingst så tavst til mens hoppen med en hilsende brummen trippede ud i vandkanten ud for ham. Han var stadig et stykke ude og lagde ikke an til at flytte på sig, den røde hoppe var ingen trussel. Og vandet behagede ham. En dyb brummen undslap hans stemmebånd som svar på hendes hilsen, ellers brød han ikke stilheden. Ikke endnu. word count 292

De milde og varme øjne, glider roligt henover hans brune skikkelse, der langsomt kommer nærmere og nærmere imod den kant, som jeg befinder mig ved. Der går ikke særlig længe, før hans øre ser ud til at have opfattet min eksistens, og kort efter kommer hans øjne imod mig. Jeg tænker ej selv over, at planterne ’gror’ på mig, men da jeg bemærker hans blik, der ikke rigtig viger fra planterne, kommer jeg dog til at tænke over det.Jeg må jo egentlig se ganske besynderlig ud, i andres øjne, fordi de jo netop ikke ved hvad der er hændt mig, siden jeg har formået at have blomster og ranker til at gro på mig, uden det mindste besvær. Mit røde hoved glider let på sned, idet han kommer til fodfæste på søens bund, og nu står stille, med fronten i min retning. Et hilsende brum lyder fra ham, og det får mine røde øre til at vippe blidt frem til ham, lyttende. Han bryder ej stilheden, og ej kommer han op på bredden. I en sirlig bevægelse, lader jeg den ene hov falde ned i imod vandet, og derefter den næste. Baghovene følger forhovene, og lidt efter lidt, kommer jeg ud i vandet, til det når mig over knæene, og jeg dermed er lidt tættere på Matt. Men længere træder jeg ikke imod ham; for jeg kender ham ej så godt endnu, og han skulle nødigt se mig som omklamrende eller for pågående.

,,Godaften, kære Matt. Så er vores veje endnu engang krydset. Har du haft det godt, siden vi sidst mødtes?”

Min stemme flyder ud, næsten syngende, mild og varm. Behagelig, vil jeg tro. Jeg siger ej noget om mine planter, og den vækst der er i min man, for måske er det ej godt at nævne. Han spørger mig nu nok, hvis nysgerrigheden bliver for stor.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den røde hoppe vælger at træde længere ud i søens vand. Han drejer det ene øre en anelse, ikke af hende, det er noget andet der stikker til ham, dybt nede. Vand og andre heste, tilsammen gør det ham rastløs. Men dette er sø, og vandet står stille. Den mørkebrune hingst virrer kraftigt på den våde mule og betragter hende nærme sig, lige til hun standser med vand op til knæene. Der er alligevel et stykke i mellem dem endnu, han står selv i vand til lidt over den brede bringe. Hoppens bevægelser har sendt små bølger af sted i vandet, solen kaster sit sidste, varme lys på den oprørte vandoverflade. En lys stemme bryder stilheden, den eneste lyd der overdøver myggenes summen og vandets bløde skvulpen op ad hans krop. Han lytter tavst til hendes ord, mens stilheden runger i ham, der er egentlig ikke plads til selskab, men hoppens blide væremåde forstyrrer ham ikke. Matt vipper ørerne frem mod hende, han undres ved hendes interesse for hans helbred, en ting som han ikke engang selv lægger nogen vægt i, ikke som sådan. Hendes spørgsmål kender han i hvert fald ikke noget svar på. ”Du har fundet mig igen, røde Armonia. Jeg vil nu heller høre om, hvad der er hændt dig.” De mørke øjne gled igen ned over hendes manke og de forunderlige planter. Noget måtte være sket, hendes viden om stedet var stort og det samme måtte hendes erfaring være. Alligevel viste han ikke nogen overdreven nysgerrighed, hans stemme var kun lige tilpas høj og dyb, og han blev hurtigt tavs igen. Den store hingst følte for øjeblikket ikke ret mange rasende følelser, og deraf kom stilheden. Men Armonia var en bekendt, og han følte alligevel et vist behov for at vise interesse i hende. word count 298

Egentlig husker jeg ej, om jeg nogensinde har rørt Matt, men dog husker jeg at jeg har ladet min mule søge lidt imod ham, ved vores første møde, og jeg mener ej, at han lod sin mule ramme min, dengang. Jeg ved ej, om Matt ikke bryder sig om berøringer og nærhed, og netop af den grund, forbliver jeg stående hvor jeg nu engang er, i hvert fald lidt endnu. For, for at lære andre at kende, er man sommetider nødt til at forsøge sig frem, før man finder grænserne hos den enkelte. Men jeg ønsker ej at drive ham væk, og derfor forholder jeg og min røde krop sig i ro.
Matt forholder sig stadig i ro, så jeg tror ej at afstanden imellem os, er for lille eller stor, for da ville han nok have flyttet sig, eller givet sig til at beklage sig med kroppen, og dette er ikke tilfældet. I en tid er der stille, inden hans mørkere og mere maskuline stemme bryder frem, og han spørger nu ind til mig, i stedet for at forklare om sin egen færd i Andromeda, dette bider jeg skam godt mærke i. Men jeg forstår ham samtidig også godt; for jeg ser jo en anelse mærkværdig ud.

,,Om jeg har fundet dig, eller om du har fundet mig, det finder vi nok aldrig ud af.”

Besvarer jeg ham med en mild tone, der er ment i sjov, og ej som en bebrejdelse.

,,Jo, Matt. Der er hændt mig en del, siden vi i vinteren slog vores veje sammen, og drog side om side. Jeg har mødt mange forskellige nyankomne, og ej set så mange af de, der ankom samme tid som jeg; hvor de er draget hen, det ved jeg end ikke. Men en anden ting er dog også sket. Jeg er nu underlagt en titel i dette land, som Vogter, Vogter af Årstiderne. En titel jeg er ganske glad for at bære, men der følger dog også en vis ærefrygt med dette. Jeg har mødt Den Vise, et lys så klar og rent som intet andet. En skikkelse, sjæl, som opretholder det gode i dette land, noget jeg og andre skal hjælpe denne rene sjæl med. Derfor vokser der nu liv på min krop, for et bevidne at jeg er Vogter, med et rent sind”

Mine ord toner sig ud, med jeg holder ganske roligt øje med hans reaktion. For det kan nok lyde som noget værre volapyk; og jeg vil egentlig ej bebrejde ham, hvis han giver sig til at le. For selv i mine øre, lyder det ganske mærkværdigt, og som noget der måske end ikke er rigtigt.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den mørkebrune hingst holder sit kastanjebrune blik ved den røde hoppe, hans blik aflæser tavst alle hendes forsigtige bevægelser. Det virker som om hun egentlig gerne vil ind på tættere hold, denne selskabelige Armonia, men noget ser alligevel ud til at holde hende tilbage. Matt forholder sig ubevægelig, vandstanden er tilpas for ham her, selvom hans krop langsomt afkøles og musklerne bliver kolde. Han har allerede bevæget sig en del dagen igennem, ligesom enhver anden dag, Chibales skove er noget af en udfordring at bevæge sig igennem i et nogenlunde tempo med et korpus som hans. Men uden smidighed er man ingenting, kan man ikke danse kan man intet, så han har danset siden sine helt unge dage og kan alligevel formå at bevæge sig uhørt mellem de tavse graner. Hoppen bryder igen stilheden med sin klare stemme, ordene flyder fra hende i en lind strøm og fortæller ham om en magisk eksistens, dette lys. Det samme lys som den brogede Brêgo havde mødt, det samme som han mente at Matt selv søgte. Den slanke hingst vipper med ørerne af hendes fortælling, lyttende i tavshed. Han smiler ikke skævt af hende som hans energiske jeg måske havde gjort, han brummer ikke forundret eller ryster på hovedet. Han forstår ikke alt hvad hun fortæller ham, det rækker hans viden endnu ikke til, men han lytter og betvivler ikke hendes ord. Han ved øerne gemmer på mere, end øjet kan se. Han har selv følt det. Da hun bliver tavs igen, sænker han den brede mule en anelse og lader den glide ned i det kølige vand et øjeblik, mens hendes ord synker helt ind. Vogtere? Der er altså flere end hun? Er det, hvad den brogede forsøger at blive til? Og denne Vise.. Han havde ikke forestillet sig, at lyset havde et navn. Matt giver en prusten fra sig, da han trækker den dryppende mule op igen. ”Det lyder som om et stort ansvar nu hviler på dine spinkle skuldre,” Han betragter hende lidt endnu. Det overrasker ham ikke, at den røde hoppe er blevet udvalgt til en sådan titel. ”Følger der nogen pligt med din titel, vogter af årstiderne?” Hans mørke mule virrer en anelse. word count 365

Den brune hingst forholder sig helt stille, mens alle mine ord og forklaringer toner ud. Jeg ved ej hvilken reaktion jeg forventer eller afventer hos Matt, for jeg kender ham ej mere end som så, og dermed er jeg end ikke en smule sikker på, hvilken reaktion han nu vil komme med. Om han bliver forundret, begynder at le, kalder mig en drømmer eller en løgner, eller om han ganske simpelt vil lytte, tage imod og forstå de ord jeg siger. Ja, det er mig en gåde, så at sige. Hans mule glider langsomt ned imod vandets blanke overflade, og i nogle korte sekunder, frygter og tror jeg måske, at dette er den eneste respons jeg får på mine mange ord; for så er det nok ej fordi han tror mine ord, men nok nærmere er skeptisk og mistroisk. Men jeg tager fejl, heldigvis. For lidt efter lidt, kommer hans mule atter engang op, og derefter flyder hans ord frem i mine fine røde øre.
Ord der ej er intetsigende, eller nedladende, nok nærmere det modsatte. Han virker ej til at betvivle mine ord, og det ser jeg som noget ganske positivt. I stedet sætter han spørgsmålstegn til, hvad det vil sige at være årstidernes vogter, hvilken pligt det medfølger, og dette spørgsmål forstår jeg skam godt.
I en blid og rolig bevægelse, lader jeg mit hoved sænke sig en smule ned, så min mulespids svagt rør ved vandets overflade, og da jeg atter fjerner mulen derfra, skabes der små cirkler, der gør sig større og større, for til sidst at forsvinde.

,,Der hviler et ganske stort ansvar, på disse spinkle skuldre, ja. Men et ansvar, jeg dog ej vil være foruden. Som Årstidernes Vogter, er det min pligt at sørge for at opretholde balancen i årstiderne. Balancen mellem efterår, vinter, forår og sommer. Jeg skal sørge for, at ændre årstiden på rette tidspunkt. Og det er jeg den eneste der kan”

Besvarer jeg ham da mildt, inden mit hoved glider let på sned, betragtende henover hans store korpus. Han er noget bredere bygget end jeg er. Jeg er blot spinkel og fint bygget, men alligevel er jeg en smule kompakt, da jeg er bygget til både at vandre i tætte skovområde, men også i bakkede områder. Der findes nok hopper der er mere spinkle end jeg er; men jeg er tilfreds med sådan som jeg er bygget. Mine røde øre vipper blidt imod ham, søgende efter en respons på mine ord, men lige så søgende efter at lytte til hans bevægelser, selv de mindste.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt følger hende endnu med øjnene. Ikke at hun bevæger sig meget, de bliver begge stående på denne afstand, mens omgivelserne forholder sig tavs. Intet andet ser ud til at røre på sig end dem, de kunne lige så godt være de eneste heste på øen, selvom det nok ikke er tilfældet. Den lille ø er trodsalt større end man skulle tro. Ændre årstiderne. Han indser, at han vidst ikke rigtig har nogen idé om, hvem den røde Armonia egentlig er, og hvad hun har oplevet. Alligevel går det faktum ham ikke på, han føler hverken mere eller mindre respekt for hende efter at hun har delt sin historie med ham. Det er positivt, for hun har ikke overrasket ham. Nok føler han ingenting, men det er ikke den eneste grund, han har hele tiden forstået at hun bar på en større erfaring om dette land. Hun er blevet helt og aldeles en del af stedet, det er uden betydning hvor hun plejede at høre til. Selv føler han sig blot som en svævende observant, ikke en del af det hele, men han er der og han ser til. På trods af at han er blevet en del af den brogedes Teylar. En trækning glider over hans ansigt, i hans mundvige, det er begyndelsen på et skævt smil, som hurtigt forsvinder igen. Han har nu aldrig haft noget ønske om at høre til nogen steder. Men nu er han her altså, og her står foran ham et lyslevende eksempel på hvad det vil sige, at høre til det, de kalder Andromeda. Vogter af årstiderne. Han lytter til hendes stemme, helt til den dør ud og længere tid endnu. Mærker hendes blik på sig. Og undrer sig. ”Du kan ændre årstiderne?” Mon blomsterne ændrer sig efter årstiderne, eller er de også i hendes hår om vinteren? Han ryster pludselig hovedet, så vanddråberne flyver og pandelokken til sidst falder på plads mellem øjnene. Træerne kaster nu lange skygger, solen er her ikke længe endnu. word count 332