|
Post by Deleted on Jun 16, 2013 15:15:31 GMT 1
Den lille rødlige hest havde nu vandret og svømmet længe, før han endeligt fandt dette sted. En utrolig smuk skov, med blomster der sprang ud for hver side. Lyset fra himlen var lyst, men også overskyet og vinden var utrolig kold på denne årstid. Hans korte pels var stadig fugtig og kold, da han havde svømmet længe for at nå til denne ø. Han var ikke den bedste svømmer - faktisk havde han aldrig prøvet at svømme før, men følelsen af at dette land vil passe på ham, gjorde ham næsten udødelig og uden tøven sprang i vandet og svømmede indtil han nåede til dette punkt. Skoven Chibale.
Hazihel gik mod skoven og var inden længe langt inde under dens trækroner, som gjorde skoven mørk og måske lidt uhyggelig. Skovbunden var mest dækket af mos, men med pletter og bare steder en gang i mellem...Han smagte kort på mosset. Det var saftigt, ja, men havde en underlig bittersmag der ikke kunne sammenlignes med græs. Træernes blade var for højt oppe og dem der lå på jorden var enten blevet spist af insekter eller trådt på... Han kiggede sig omkring i håb om at finde noget der måske kunne smage ham, eller bare noget græs, for den sags skyld.
Her var mørkt og ensomt. Lyset kunne ikke trænge igennem trækronerne, hans pels var fugtig og klam og vinden var isende kold...
|
|
|
|
Post by Ariel on Jun 17, 2013 19:59:41 GMT 1
[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;]
Den lille askegrå hoppe færdedes i en verden af træer. Kæmpe træer der ragede helt op i himlen og rakte ud over hinanden med deres lange, tunge grene. De lugtede helt særligt, hun havde undersøgt dem før, kravlet helt ind under de nederste grene. Godt smagte de ikke! Men hun kunne godt lide dem, man kunne nemt skjule sig her, ligge på lur og vente på et underligt væsen, dem med vinger eller dem som pilede over jorden. Hun viftede energisk med den sorte hale, der var helt stille og hun følte sig ganske lille blandt de tavse kæmper. Og hun havde hørt lyde, hørt skridt i den bløde skovbund, noget der bevægede sig mellem grenene et sted. Der var noget derude, hun var helt sikker på det, hendes hørelse fejlede ingenting. Så nu listede hun sig altså afsted mellem skyggerne, med hovedet sænket og den hvide mule næsten helt nede ved jorden, mens hun ihærdigt kvalte den fnisen der lå og truede med at bryde frem. word count 167 |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jun 17, 2013 20:19:59 GMT 1
Med mos i munden og flere underlige skovbundsstykker, samt briller der kriblede i hans røde man stod han i sin egen verden og tyggede på mosset. Hans øre lyttede efter hver en lyd, men her var utrolig mange fugle og andre dyr så det var svært at høre vis noget pludseligt kom snigende ind på ham... Dog overhørte han en trav og kunne med det samme genkende det var en hests gang, men ej kunne han se hvor den kom fra.
Han løftede hovedet fra mosset, tyggede videre mens han lyttede og spejdede rundt i skoven. Efter et stykke tid begyndte han at gå imod lyden af trav, og ikke længe efter kom et askegråt væsen til syne længere fremme... Første indtryk var at denne hest var utrolig tynd, og så meget mærkelig ud, med alt for lange ben. Men som han gik tættere på gik det op for ham at det var et føl og endda ca. på samme højde som ham selv... Han gik tættere på, dog uden at sige noget.
|
|
|
|
Post by Ariel on Jun 17, 2013 20:35:43 GMT 1
[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;]
Hun listede videre i et energisk tempo, så spændt var hun. Og pludselig dukkede den op, skabningen der trådte rundt i det bløde mos og brød den tunge stilhed. Hun standsede op, bomstille med mulen i vejret. Det lignede en hest, men aldrig havde hun set en hest så lille. De ravgyldne øjne blev store af bare overraskelse, bag hende stod halen i vejret. Begge ører blev drejet nysgerrigt frem mod den dybt underlige hest. Den var rød, sikke mange røde heste der var, men alligevel som ingen anden hest hun før havde set. Den var ikke helt som hende, hun havde før set ned på sine lange stængler og de kunne ikke sammenlignes med denne kompakte hests korte ben. Hun virrede ivrigt på den hvide mule, og trippede så uden videre nærmere, helt tæt på ville hun. word count 138 |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jun 17, 2013 20:44:01 GMT 1
Han fik pludseligt øjenkontakt med føllets ravgyldne øjne, og gik endnu tættere på. Han sank mosset og rystede så på hovedet for at få det små insekter og biller ud af sin man. Det gik egenligt op for ham at han egenligt aldrig havde set særlig mange føl i sit liv. Måske på billeder af de små nyfødte bevingede føl, men kun få oppe i selve sit hjemlad, himmelriget. Af en eller anden grund, boede de ikke sammen med de andre og voksne heste...
Da Hazihel kom i god afstand fra føllet, men stadig nok til at vis det ikke ville snakke kunne det bare lade være, sagde han så: "Godaften" med en venlig og rolig stemme, for han ville jo helst ikke skræmme nogen væk, eller være lidt for ivrig, som han nu ofte havde tendenser til at være...
|
|
|
|
Post by Ariel on Jun 17, 2013 20:51:23 GMT 1
[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;]
Hun stoppede overrasket op, da den lille hest gik væk fra hende. Det havde hun ikke prøvet før, hvorfor gjorde den det? Det var helt underligt at se på den, at være på øjenhøjde med en anden hest, det gjorde hende helt rundtosset. Hun kom med en lille lyd, der mindede om en blid brummen, overvejende hvad hun skulle gøre. Men hun gav ikke op. Et skridt, to skridt, så var hun lidt tættere på. Hun vrikkede ørerne da den lille hest begyndte at tale, nysgerrigt lyttede hun, men hvad der kom ud af den forstod hun ikke rigtig. ”God?” Hun lagde det ædle, hvide hoved en anelse på skrå, med fremad rettede ører. Det lød underligt. Hed den det? God, det måtte den hedde. Hun brød ud i et smil. word count 131 |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jun 17, 2013 21:08:01 GMT 1
Det lille føl var ikke bange af sig, eller nervøs anlagt. Han vidste godt selv at mange dømte lidt på has udsende, da der trods alt ikke var mange små heste her, eller bare pony størrelser...Men han var vant til dette så det gik ham overhovedet ikke på. Da føllet åbnede munden røg et kort lille ord ud som Hazihel næsten blev skræmt over at høre. Ordet 'god'. Hvilken mening med ordet 'god', føllet havde, vidste han ikke, men ordet 'god' lå tæt op ad ham - som en del der altid havde været der hele sit liv. Før i tiden havde den røde hingst ofte tænkt om han overhovedet var 'god' eller 'ond' og om det overhovedet skulle deles op i disse kategorier. Selv var Hazihel søn af to faldne engle, også kaldet dæmoner nu, men der var intet ondt at fine i Hazihel og vis der var, lå det dybt gemt inde i ham...
Men hans opmærksomhed blev rettet til føllet igen. Hvad hun præcist mene, vidste han ikke og svarede derfor lidt usikkert og med vippende ører. "God?" Han så på hendes øjne "Hmm..Ja, god!" Smilte han og talte så vidrer. "Mit navn er Hazihel, hvem er du?"
|
|
|
|
Post by Ariel on Jun 17, 2013 21:18:50 GMT 1
[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;]
Den lille hest fik et nyt udtryk i ansigtet, det så hun med det samme. Hun blev hurtigt stille og så opmærksomt på den underlige skabning med store øjne. Den så ud til at tænke, ligesom hun selv gjorde nogle gange, og derfor blev hun stille, så den kunne tænke sin tanke til ende i fred. Til sidst vrikkede hun igen med ørerne, mens hun studerede den lille hest. Den havde en stor, tyk man der så vældig blød ud, og hun overvejede hvordan den mon ville føles mod mulen. Det ville sikkert kilde, det var hun sikker på. Hun tog et skridt nærmere, et lille et, for nu vågnede hesten op igen. Ord flød fra den og den smilede, sikke venlig den så ud, den lille hest God. Hun forstod ikke meget af hvad den sagde, men hun vidste at hun burde svare, og hun ville jo ikke have at den gik væk fra hende igen. Så derfor brugte hun det ord hun kendte bedst, hendes navn, det hendes mama havde givet hende. Eller næsten hendes navn, det af det hun havde lært at sige i hvert fald! ”Ari.” Nysgerrigt viftede hun med halen og stak mulen lidt længere frem. word count 201 |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jun 17, 2013 21:28:31 GMT 1
Det lille føl, ved navn Ari, studerede ham nøje. Han kiggede flere gange ned af sig selv, for at se om han var beskidt eller havde græspletter hist og her. Ari så meget lille, ud og lød ikke helt til at kende så mange ord endnu, men dette kendte Hazihel ikke specielt meget til og svarede føllet venligt igen, som om det var en hest på egen alder han førte samtale med.
"Rart at møde dig Ari" Smilede han og strakte halsen frem for at snuse til hende. Føllet bar mange dufte, ikke mindst sin egen men noget kunne også komme fra forældrene.
|
|
|
|
Post by Ariel on Jun 18, 2013 19:43:41 GMT 1
[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;]
Hun drejede nysgerrigt ørerne mens hun så på den lille hest, hendes øjne stadig lige store og forundrede, hvor var hun heldig at have fundet en hest der var lige så lille som hun selv var! Og så var den endda vældig flink, det kunne hun mærke, det var sådan en fornemmelse hun fik der gjorde hende helt i godt humør. Halestumpen viftede stadig bag hende, den var endda vokset her på det sidste. Sort var den, sort og tyk som hendes mama’s. Den lille hests hale var hvid så hun, helt hvid ligesom skyerne på himlen, hun blev helt forvirret af at halen var hvid, mens manen var rød. Sikke en underlig hest, hun smilede stort. Hesten talte også så pænt til hende, det kunne hun høre. Da den strakte mulen forsøgende frem mod hende tog hun det som en invitation, den ville alligevel blive her lidt endnu, så hun trippede straks tættere på og stak mulen ind i hestens røde manke. word count 165 |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jun 18, 2013 19:51:32 GMT 1
Hazihel blev lidt forvirret da Ari pludseligt stod med mulen i hans manke, men sagde dog intet til det....trods alt vidste han at føls opførsel kunne være anderledes og måske lidt mærkværdige...
Han trak sig derfor ikke tilbage, men vendte roligt hovedet og spurgte igen føllet: "Har du nogen forældre?" Han smilte og så på hende med de hassel farvede øjne..."Og hvad hedder de?" Hazihel ville helst undgå at blive som en slags 'far' for dette føl, men han kendte ikke til noget mere sørgeligt, end at være helt alene i sådan en stor verden...og så som føl?
|
|
|
|
Post by Ariel on Jun 18, 2013 21:09:09 GMT 1
[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;]
Den kildede hende på mulen, Gods røde manke. Sikke en tyk manke, den stod ud til alle side, helt rød som solen om aftenen. Hun havde hurtigt lært dens duft at kende, men den lille hest var så speciel, at hun sagtens ville kunne kende den på lang afstand, det var hun helt sikker på. Hun vrikkede med de små ører da hesten snakkede til hende igen, ord og lyde kom fra den, det lød vældig venligt. Nysgerrigt betragtede hun den, efter at have trukket mulen ud af manken igen, mens hun overvejede hvad hun mon skulle sige. Hendes navn, det havde hun jo allerede sagt, og derefter var der ikke meget andet. Hun kendte kun navne, hendes mamas navn og hvis nogen sagde papas navn, så ville hun helt sikkert kunne genkende det. Mamas navn var så flot, selvom hun aldrig brugte det selv. Men nu den lille hest var så flink, så ville hun da også dele navnet med den! ”Ava. Mama.”word count 165 |
|
|
|
|
Post by Ariel on Aug 8, 2013 23:27:09 GMT 1
{Out}
|
|
|