On Leventera

[Reserveret til Brego]

Det var sådan lidt trist vejr, men alligevel lunt. Det havde regnet, men man fik alligevel sveden frem i det mærklige vejr. Som kunne de højere magter ikke bestemme sig for om det skulle være en solskinsdag eller en regnvejrsdag. Det var hen på eftermiddagen og bare sådan en dag som alle andre. En grå trist sommerdag, som burde høre hjemme i november i stedet. De sidste par dage havde vejret skiftet mellem høj sol og regnvejr. Planterne havde fået masser af vand, men næste øjeblik kom solen for at tøre det våde græs, og atter regn. Startede med regn og sluttede med regn.

Den leverrøde befandt sig, denne grå eftermiddag, på Leventera. Det var ikke længe siden hun havde befundet sig på ørkenøen og strejfede genrelt en del rundt blandt øerne. Hun havde pt. betrådt den døde ø, sandøen, skovøen, en stor ø og denne. Ej vidste hun om dette var alle landets øer, men undersøge hver og en ville hun - finde alle landets afkroge. Hun havde mødt forbavsene mange sjæle på sine korte måneder og alle lige spændene selvskab. Hun nød den variation af meninger og fortider dette land besad. Nød de gæstfrie heste som de ugæstfrie. Nød at begge dele fandtes. I det hele taget nød hun sit liv til fulde og følte hun atter livede lidt op, tøede en smule op i sjælens inderste afkroge. Hun havde ladt 2 hingste kommet ind i denne koldeafkrog med minder, som hun øsnkede at smide væk, der dog blev holdt gemt i underbvidst heden. Mødt en hoppe hun kunne diskutere med - ikke sådan en højlydt skænderiagtig diskusion, mere udveksling af holdninger og meninger - og Noami nød at have disse udvekslinger af meninger om løst og fast. Et møde hvor hun kunne bruge sit stemmebånd var ligeså kærkomment, som et derforegik i stilhed og kun øjnene og kropssproget talte i tystheden. egentligt havde hun meget med øjne. Øjne fasinerede hende og indtil nu havde mange haft særlige øjne. Blå som hendes egne. Eagle havde ravfarvede, som gylden rav. Men også nogle havde brune - men selv disse brune nuancer var mere fortyllende end dem hun var van til. Hun havde mødt elegante heste, som fra hendes hjemland, og tunge heste - koldblodsheste. Især disse koldblodsheste, eller koldblodshesten - Vachell - havde vagt hendes nysgerrighed. Det ædle hovsskæg de besad. Hun kunne forestille sig det flagre i en legesyg vind.

Men altså, foran hende lå en sø. En stor sø, som et spejl. Netop sammenligningen med spejlet satte hendes tanker i gang. Hun mindedes et eventyr fra sin gamle flok. Et eventyr om en smuk hoppe og hendes onde stedmor. Hver dag gik stedmoren ned til en hemmelig sø, som spejlede hende perfekt, og spurgte om hun var den smukkeste i landet. (Ja du har nok gættet rigtigt - snehvide xD)

Den tvefarvede mule med den elegante blis, tværede spejlbilledet ud, da Noami sænkede mulen for at drikke og få et hvil for sine tanker - tankerne der altid gik i tusinde veje.

On Leventra

word count: 556 | Tag: Noami

Den rødbrogede hingst, Brêgo, var ikke en der havde opholdt sig meget blandt de andre sjæle i dette land, spredt på forskellige øer og både i lukkede og åbne områder. Han havde holdt sig meget for sig selv og han havde søgt landet rundt efter flere ting. Men en speciel sjæl havde han dog koncentreret sig lidt om. Han kunne ikke længere huske hendes navn, men han kunne huske hvordan hun så ud. Rødbroget som ham selv. Sand øen var den ø han sidst havde set denne hoppe på, og derfor var det også der han oftest drog hen i et håb om endnu en gang at høre hendes stemme. Dog var det ikke sket mere end den ene gang, og han var begyndt at tvivle på det overhovedet havde været virkeligt. Måske var det bare noget han havde drømt? Han var tilbage på Leventra nu og lige uden for Teylars område. Han havde andre at se til også og han lagde gerne sig selv til side for andre, men han kunne ikke undgå den lidt vemodige følelse.
 
Efterhånden som han nærmede sig søen der strakte sig ind på Teylars område, syntes han at kunne lugte en fremmed. Brêgo havde aldrig været en der hidsede sig op over andres nærvær og det var han heller ikke nu. At en havde nærmet sig flokkens område kunne jo også være de andre der har spredt budskabet om dens eksistens og ville høre mere, eller en der bare havde vandret forbi uden at vide at det territorium tilhørte nogen – eller rettere sagt noget. Selvom han var flokkens leder, så han stadig flokken som alles. Det var et sted hvor alle var velkomne. Han fulgte søens bred i retningen af den fremmede lugt, og stoppede op på nogle meters afstand af en fremmed hoppe. En rødlig hoppe med en bred hvid blis – ikke helt som hans egen men alligevel nok til at få ham til at smile en smule. Det lidt pinte udtryk blev gemt væk bag et mere imødekommende og venligt ansigt.
 
Sagte lod han en brummen forlade hans hals, så hoppen i hvert fald kunne få at vide han var til stede – for han var ikke ude på at forskrække hende. Det var ikke noget han kunne finde på at gøre ved nogen på noget som helst tidspunkt. Den slags tilhørte ikke hans blide væsen. De røde ører blev rettet fremad og han løftede hovedet en lille smule da han begav sig tættere på. Dog var han stadig opmærksom på hoppens bevægelser og reaktioner, for han havde oplevet at nogen ikke havde brudt sig om hans nærvær, selvom han på ingen måde viste aggressive tendenser eller hidsighed. Han var vel så ufarlig som man overhovedet kunne være. Der var i hvert fald ingen endnu der havde formået at hidse ham op til kamp. Det var den slags han oftest vendte ryggen til hvis andre ville slås uden grund. Det betød dog ikke han ikke vidste hvordan man gjorde, for han havde ofte været nødt til at forsvare sig selv mod de andre hingsteplage da han var mindre. De havde været mere vilde og dermed også mere kamp elskende. Han stoppede dog op da han var et par meter fra hoppen for ikke at komme alt for tæt på, for han var ikke ude på at overskride personlige grænser.

En lyd fangede hendes opmærksomhed. En lyd der altid markerede selvskab; hove i blødt græs. Hun løftede mulen fra det glitrende vand og så hvordan det langsomt blev til et spejl igen - kun med små krusninger skabt af hendes bløde mule. Langsomt lod hun hovedet vende mod den anden hest, som nu havde opdaget hende og gik mod hende. En rødbroget hingst var det. Noami lagde hovedet på skrå, betragtene, inden hun atter vendte sig om og stod med front mod ham. Han var af ædelslægt med en yderst elegant krop - en dansers krop. Hvis han havde været fra hendes hjem, kunne hun forestille sig han var kommet fra Uliara-flokken. Hun havde ikke videre kendskab til den flok, men hun havde set de brogede dansere bevæge sig forbi deres territorium før - på afstand. Atter stoppede hingsten op et par meter fra hende. Hun lod sine øre pege mod ham, kun afbrudt af når de opfangede lydene af puslene dyr.

"Vær hilst brogede vandre"

Hun smilede mødekommene. Hun havde mødt flere heste i den sidste tid og de skiftene selvskaber kunne hun godt lide. Dog var der en ting som ikke helt faldt i hendes smag; hver eneste vandrede der hvor det passede dem og hun havde ingen steder hun kunne lede efter dem. Hvis hun lige nu ønskede at snakke med Eagle Eye, havde hun ingen chance for at finde ham - kun hvis skæbnen, eller nogle ville mene tilfældighederne, lod deres hove strejfe i samme område. Sjældent var man så heldig.

On Leventra

word count: 251 | Tag: Noami

Den rødbrogede hingst betragtede den røde hoppe, med den brede blis. Hun havde en lidt anderledes ’glød’ i hendes røde farve end han havde i hendes, og hun så måske lidt mere robust ud end ham. Han kunne ikke umiddelbart bedømme hvor hun kunne komme fra, men en ting var sikkert. Det var ikke samme sted som han. Han smilte venligt og imødekommende tilbage inden han besvarede hoppens hilsen, med et hilsende nik.
 
”Hvilken hoppe har jeg æren af at stå ansigt til ansigt med?”
 
Det var vel altid rart at vide hvem det var man snakkede med, men Brêgo var da også interesseret i at vide hvem der befandt sig i flokkens territorium – hans område. Det var ikke fordi han regnede med at gud og hver hest ville forsøge at stjæle området fra ham. Det var mere nysgerrighed – og vel også for at bringe budskabet om flokken ud til andre, for det var jo ikke sikkert at alle vidste at flokken eksisterede. Nogen var måske bare havnet i området tilfældigt.
 
”Mit navn er Brêgo. Jeg står for sikkerheden i dette område. Denne flok, Teylar, tilhører mig. Du skal være velkommen til at blive så længe du ønsker, så længe du ikke forstyrrer freden blandt de andre”
 
Det blev sagt med et smil og et glimt i de nøddebrune øjne. Han regnede ikke med hun kunne finde på at starte optøjer, men det var også nødvendigt at informere, så der ikke var nogen undskyldninger, hvis det skulle komme så langt ud ved et uheld, at noget forstyrrede freden i Teylars område.

D. 10 dec. 2013

Den fremmede hingst tog først ordet, og derefter svarede hun, med et hilsende nik sendt i forkøbet.

"De har blot den sølle ære at stå ansigt med mig, Noami"

Hun betragtede ham, næsten afventende. Skulle hun spørge efter hans navn? Dog varede det ikke længe og slet heller med opfordrelse, som Noa havde i sinde i sine overvejelser, før han gav hende sit navn og en del flere ord. Flok var et af dem. En Teylar-flok. Hun havde ikke hørt om nogen flok i dette land og ej heller ordet "Teylar" nævnt af andre sjæle. Spændene, så her havde de også flokke...

"En flok, siger De? Ej har jeg hørt andre sjæle nævnt at her skulle være flokke... Nå, man lære så længe man lever. Teylar... er hele dette område Teylar?"

Kom det let fra hende og hun slog let et slag med hovedet mod den bid af Andromeda, de befandt sig i. Et skønt område, som resten af landet.

On Leventra

word count: 214 | Tag: Noami

Der var næsten noget deprimerende over den måde hoppen fik præsenteret sig selv. Med en sølle ære måtte hun mene at der nok ikke var ret meget ære i at møde hende. At det ikke var en ret stor ting. Hun så måske sig selv som bunden af hele landets sjæle – eller i den retning i hvert fald, i stedet for at se sig selv på lige for med alle de andre.
 
”Jeg vil nu ikke kalde det sølle”
 
Svarede han med et lille smil på den lyse mule. For Brêgo var alle lige, og selvom han havde ansvaret for en flok, så følte han sig ikke højere hævet end alle andre.
 
”En flok ja. Ganske lille, men på sin vis også rimelig ny. Den har ikke eksisteret i ret meget mere end et års tid. Fra vinteren startede sidste gang. I Teylar er der plads til alle. Flokkens område strækker sig over en god del af Leventra. Den sydøstlige del.”
 
Brêgos smil hvilede stadig på den silkebløde mule, og et varmt glimt var i de nøddebrune og gyldne øjne. Han havde ikke behov for at vise sig frem og puste sig op for at vise hvem han var, for han hvilede i sig selv. Det gjorde ham ofte til et meget behageligt selskab.

Da han kommenterede hendes ord om en "sølle ære" rystede hun bare let på hovedet, men sagde intet. På en måde kunne man sige, at hun havde en meget dårlig selvtillid, får det var en negativ holdning, hun så småt var begyndt at bygge op. Ikke i sit hjemland havde hun tænkt sådan om sig selv, men heller overhovedet tænkt sig lige. I hendes hjemland havde hun været underhoppe, men havde egentligt været ligeglad. Hun havde været en byrde får flokken, men den havde alligevel givet hende selskab og nogen at snakke med. Hun havde haft det bedre der, end her, hvor den eneste, som man så, var ens skygge.

Da han snakkede om sin flok, spidsede hun øre. Hun kunne godt lide hingsten indtil nu. Han havde generelt mindet om alle de utallige heste, som havde været så mere vise, end hun selv, trods hun nok var et af de ældste bekendtskaber man kunne skabe sig her i landet. De lyseblå øjne gled over området.

"Her? Er det her Leventera?"

On Leventra

word count: 204 | Tag: Noami

Det var næsten som om den brogede hingst kunne se et lys der gled hen over hoppen, da han nævnte flokken, og han nikkede en enkelt gang af hendes spørgsmål, før han begyndte at svare med ord.
 
”Øen vi befinder os på, er Leventra. En ganske rolig ø, synes jeg selv. Ikke så stor og bjergfyldt som Enophis. Ikke så sandet som Zenobia. Ikke alt for tilgroet som Chibale, og ikke lige så lurvet som Foehn. Og lige nu, befinder vi os i udkanten af Teylar.”
 
Han talte ganske roligt til hoppen, og begyndte lige så stille at gå imens. Han forventede nærmest hun ville følge med ham, så deres samtale kunne fortsætte – også selvom det ikke var blevet til en hel samtale endnu.
 
”Har du været i dette land længe, miss?”
 
Hvis ikke hun havde opfanget hans hentydning, så kunne han i hvert fald vise at han stadig var interesseret i hendes selskab, selvom han ikke stod stille. Der skulle jo ikke så meget til, og han kunne ikke bare stå stille – ikke når han var vant til at bevæge sig så meget rundt. Han gik jo jævnligt en tur i området for at sikre sig at alt var som det skulle være.

D. 23 december 2013

Noami rystede sin halvkorte man let på plads og spidsede øre. Hun elskede at høre andre fortælle, og selvom navnene på de 5 øer næsten alle havde været hende for øre, så lyttede hun da lige ekstra meget med, da han gennemgik dem - hun havde jo ikke vidst at flokken Teylar fandtes. Snart efter begyndte den brogede hingst at gå, og hun selv fulgte efter med knap så elegante bevægelser, som det nye bekendtskab, men tro ej at Noami var helt uden ynde - hun havde sin egen charme og elegance.

"Ja.. Ny kan man ikke kalde mig og ej er jeg gammel. Jeg kom, da den spirende årstid var ovre og alt stod flor. Et halvt år vil jeg gætte på, men ej er jeg sikker. Er de en gammel bekendthed for Andromedas skove og floder?"

Hun smilte let og betragtede ham. Hele tiden vendte hendes tanker mod at han var flokleder og derfor havde hun også ekstra meget høflighed, som ellers kunne være svært at finde mere af i Noami, som næsten kunne være indbegrebet af høflighed. Dog havde Noami mødt en endnu mere høflig hest. Den gyldne, Eagle Eye.

On Leventra

word count: 340 | Tag: Noami

24. december

Den brogede Brêgo lyttede mens hun snakkede, for han kunne nikke genkendende til den årstid. Han havde selv været der, og han smilede lidt ved tanken om varmen, og samtidig kunne han næsten føle den på sin egen krop – også selv om det var ren indbildning. Men med lidt fantasi og noget tro, så kunne mange ting lade sig gøre.
 
”Jeg selv har allerede været her en vinter. Dette er min anden vinter. Og jeg kom et stykke tid før sidste vinter, men efter sommeren, så et sted der imellem. Lidt over et år har jeg nok været her”
 
Det var et år mere den brogede hingst kunne skrive på bagen. Det var nu ikke fordi han var gammel. Ca. 6 år – og allerede med ansvaret for en flok. Det var næppe mange der kunne følge hans tempo. Selvom han havde været set som favoritten blandt de unge hingste hvor han kom fra, så var han ikke i stand til at tage positionen blandt de alfaerne, for han var broget – og broget blev set som urent blod – uren race. Han havde været størstedelens favorit, og derfor en trussel over for den daværende alfa og hans udsete arving, og var derfor blevet sendt væk.
 
”Teylar er muligvis min flok, men jeg ser ikke mig selv som højerestående. Den skal være et samlingssted for de sjæle, som søger tryghed og selskab. Derfor er området heller ikke lukket for de strejfende der kigger forbi. Men jeg håber dog på et lidt større fællesskab. Det kan gå hen og blive en meget kold vinter, og vinteren udholdes med tålmodighed og varme. Varme kommer af godt selskab, mange varme sjæle og selvfølgelig læ for vind og vejr. Måske er det på tide at søge efter ordentligt læ sted”
 
Han betragtede den røde hoppe med et varmt, mildt smil. Hun virkede ikke så gammel, og alligevel heller ikke som en af de helt unge. Det kunne måske snyde ham, ligesom han ofte snød andre. For selvom han ikke var gammel, så var hans sind meget modent.