|
|
Post by scarlett on Jun 18, 2013 11:56:26 GMT 1
[atrb=border,0,true]
[atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;]
{Camie & Diego} Det var længe siden hun havde set noget til andre heste. Hvor længe siden vidste hun ikke, dagene flød sammen for hende og hun havde mistet fornemmelsen. Men hun havde kunne lugte dem og set deres spor i den bløde skovbund, hun vidste, at hun ikke var alene i verden. Det havde måske forvirret hende ikke at være i flok længere, sådan som hun havde været hele hendes liv, hvor hun havde hørt til ét sted. Hun var på egen hånd, og det gjorde hende intet, men det gjorde hende også helt og aldeles uafhængig af andre. Behov for selskab følte hun ikke længere, afsavnet var gledet bort sammen med fornemmelsen af tid, og i stedet nød hun stilheden til fulde. Den røde hoppe skridtede stilfærdigt fremad mellem Chibales høje grantræer, hendes slanke krop bevægede sig efterhånden smidigt igennem den tætte bevoksning. word count 142 |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jun 19, 2013 9:22:18 GMT 1
Den smukkeste forårsdag; grantræerne der tårnede sig omkring lige på dette sted på Chibale. Døn Ø han havde holdt allermest af; hvis han da ikke stadig gjorde. Dette smukke udsyn af endnu en frodig og levende natur der for fulde drag sprang ud i alle længder og bredder. Alligevel så Diego ikke dette, han så intet – han var ikke til mere. Blot et åndedrag i den nøgne luft, en partikel på det ensomme træ, et glemt græsstrå i den bløde jord. Han følte intet, mens hans da så alt – alt og intet.
Smidigt, stilfærdigt, ensom – en rød hoppe, hvis sjæl endnu var beriget med en krop af bærer på vej. Hurtigt fór han igennem alt dette intet, han kunne se og så alligevel ikke. Nærmere kom han, velvidende om at han skam godt kunne huske denne krop, denne sjæl. Men hverken duft eller varme var så at føle, for intet kunne han føle. Kun tilstedeværelsen var han beriget med, intet mere intet mindre. I fangeskab uden viden omkring hvornår dette ville ende eller høre op. Skulle han forblive sådan, kunne beskue alt og intet, velvidende om at han var dømt i ensomhed og uden følelser. Kun se til kunne han, kun se til... |
|
