Adventure ahead!

[FORBEHOLDT MADI & ALCATRAZ]

På trods af sin endnu ringe størrelse og lettere spinkle bygning, så havde den lille hingst ingen problemer med at føle sig stor og stærk. I hans verden fandtes der kun mor og far, og dem havde han da allerede vundet over mange gange! Hvem skulle så måske kunne vinde over ham? Fandtes der måske heste der var større end far? Nix. Det var han ganske sikker på. Mor var ikke helt ligeså stor, men hun var stærk alligevel. Og netop sin mor, havde han forladt for en stund og var strejfet ganske alene over den grænse der skilte Teylar-flokkens arealer, fra ingenmandsland. Men det var han lykkeligt uvidende om, som han trippede afsted med små fine skridt. Han forsøgte at skubbe bringen lidt frem og se stor og farlig ud. Det lykkedes ikke helt så godt som han ville have det til, men allerede nu var det tydeligt at han ville blive en stor hingst. Måske ikke i størrelsen, men helt bestemt i sine bevægelser - og i hjertet. Han havde arvet et godt og retfærdigt hjerte, skønt det lige nu var gemt bag ung uvidenhed og legende stolthed.

[/size]

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i1049.photobucket.com/albums/s397/PrinsessePy/alcatrazbackground_zpsb6e71d16.png,true] Alcatraz var navnet på den sandfarvede hingst, hvis store, blå øjne nysgerrig så sig omkring i området. Han lod ørerne vippe let omkring sig, mens hans lettere kraftige ben bar ham over det grønne græs. Han havde hovedet hævet, mens han så sig omkring efter noget. Eller noget. Han manglede noget at foretage sig, eftersom at han kunne mærke hvordan energien boblede op inde i hans unge sind. Han satte frem i en ivrig trav, slog vildt med halen, og kastede en gang med hovedet, inden han sendte et ungt og hingstet vrinsk ud i området, som nærmest gav genlyd. Han samlede sig i en lettere hingstet og stolt holdning, som han fortsatte i trav udover engen, uvidende om hvad der ville vente ham af selskab. Hvis der da overhovedet var nogle.. Han savnede ungdommeligt selskab at bruge sit krudt sammen med.

Omkring ham var der vidtstrakt eng, men til højre var der begyndelsen på en stor skov. Den så lys og indbydende ud, men ikke nær så indbydende ud som denne uendelige eng. Den nærmest kaldte på ham, lokkede ham til sig med blide sange i det høje græs og søde dufte fra blomster og fugtig jord. Derude, helt derude i horisonten, der ventede der et eventyr. Og han kunne fortsætte lige så langt han ville. Hans hove ville bære ham langt og hans øjne ville vise ham ting han aldrig havde set før. Sådan forestillede han sig det, selvom han ikke rigtig kunne fylde sine fantasier med andet end han havde set i forvejen. Når han så fremmede heste for sig, så var de enten sorte eller hvide, og mange havde et horn eller pletter som lignede himlens stjerner. Med et ryk stoppede han op og hævede det fine, lidt firkantede hoved. Han havde tydeligt arvet sine moders friesertypiske bygning, og meget af denne races elegance og styrke. Hvad han havde arvet fra sin fader, var mere skjult. Det kunne kun lige øjnes som en blålig plet midt i hans pande. Men det var ikke noget han selv kendte noget til.
Han rettede sig op og lyttede intenst. Han havde helt sikkert hørt et fremmed vrinsk, et vrinsk der mindede ham om hans far. Et øjeblik skævede han nervøst tilbage der hvor han kom fra, men sekundet efter sprang han modigt frem i en sprintende galop. Han var ikke den der ville sige nej til at møde en ny ven! Højt og ivrigt besvarede han hingstens vrinsk.