sandlands eye

reserveret til Matthew og Shannon

Den unge hoppe var kommet til et nyt sted, Andromeda havde meget a byde på, hun havde aldrig oplevet frodige grønne skove som pludseligt slog om i en hed ørken med en varme der passede hende noget bedre. Hun var ikke opvokset i sandet men hendes stutteriejere gjorde alt for at hun og resten af flokken levede med sand som deres bund så balancen var i orden. Sandet der fik hendes hove til at sænke i hvert skridt hun tog gjorde hende gladere og mere kåd. Hun gik rundt og lavede små rejehop af ren og skær glæde. Mon der var andre i nærheden? Hendes grønne øjne der skinnede af livsglæde spejdede hurtgt området, hun havde stillet sig på en sandbakke, hendes fine pels og aftegn passede med himlen og stjernerne, hendes eget navn betød endda den stjernefyldte himmel, og hvilket sted var mere perfekt end her? på den ene side havde hun sandet der var enhver arabers hjem og på den anden side himlen som var hendes eget skind, hun nød luften, og den gradvist forsvindende varme, natten truede snart med at herske, men det bekymrede ikke den sorte hoppe hun nød alt hvad livet havde at byde hende, og indtil videre var der ikke noget hun ikke brød sig om endnu. Hoppen kaldte ud i et højt vrinsk, et vrinsk der signalerede at derr var en hoppe der søgte selskab....

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den mørkebrune hingst dansede frem over det lyse sand under nattehimlen. Han var søvnløs, som han var alle nætter, og blodet pumpede rundt i hans stærke krop. Det boblede i ham, en kraft som ikke var til at holde tilbage, men som lå og pressede på under hans glatte skind og truede med at eksplodere. Matt var nået frem til det, der kun kunne være Zenobia, øen af ørken. Luften var klarere om aftenen, ørkenen blev køligere når mørket faldt på, men det havde været en varm dag og der var stadig spor af solens varme i sandet. Der var intet andet end netop det, sand, landskabet var øde milevis rundt om ham. Han bevægede sig frem i en taktfast trav med smidige skridt, alle hans lemmer var i bevægelse, hver og en af hans muskler var vågne. De sitrede i ham efter at arbejde, efter at blive presset helt derud hvor hans krop truede med at kollapse, og hans skind var allerede dækket af et fint lag af sved. Han havde været på farten i nogle timer nu, der var nok landskab at opsøge og undersøge, han higede efter at se alt hvad dette Andromeda havde at byde på. De slanke ører opfangede snart lyden af et fremmed vrinsk, lyde kunne krydse store afstand over et så øde landskab, og han kunne hurtigt afgøre at det måtte være en hoppe. En dyb brummen lød fra hans strube, hans nakke knejsede for rigtig at udnytte alle musklerne i halsen. Der var ikke nogen han ønskede at imponere, andre heste lå langt fra hans interessesfære denne aften, det hele handlede om bevægelse. Bevægelse og kraft. Men den fremmede hoppes vrinsk kom fra et sted længere fremme, så han ville utvivlsomt ende med at krydse hendes vej. Han smed mulen i vejret og rystede den ravnsorte manke. Måske var hoppen med på en dans, måske ikke. Matt lod et gjaldende vrinsk fare ud i det øde landskab. word count 325

Den sorte hoppe med de stjerneformede aftegn kastede hovedet op idet et fremmed vrinsk svarede hendes, hun var endnu usikker på kønnet men mon ikke dens svar var et tegn på at ville hendes selskab? Den livsglade hoppe bukkede af ren glæde og valgte at sætte af i en frisk men dog elegant gallop. En dans over sandet, hovene sank ikke i de nåede knap at ramme overfladen før de igen satte af i luften. Hendes hals var rejst og ørene fremadrettet fra hvor den anden hest havde givet sit kald. vinden hjalp hende på vej. Hendes muskler var under fuldt arbejde, det var hårdt at løbe igennem sandet men ikke destomindre var hun vant til det. Hendes hale var rejst i en høj fane, at hun var af en af de ældste racer var ikke til at komme uden om, hendes gang hale og måde at føre sig frem på var i araberens tegn, ikke noget hun selv lagde vægt på, men hun takkede da sine forfædre for hendes elegante bevægelser og naturlige evne for dans.

Efter et stykke kom hun endelig frem til den fremmede hest, en hingst. Hendes grønne øjne søgte hurtigt hingstens, en brun kraftig hingst med honningfarvede øjne, det fangede hende med det samme. Normalt var hun frembrusende når det kom til hilsen, men hingste havde hun aldrig hilst på før så hvordan hun helt konkret skulleopføre sig vidste hun ikke. Hun vrinskede endnu engang hilsende af ham og satte i fri trav hen mod ham, med høje benløft og halen i en drilsk krøllen hen over ryggen nærmede hun sig hingsten. Hun løb meget tæt på hingsten så tt at hun næsten kunne strejfe ham, men inden hun nåede forbi ham satte hun bagbenene i sandet og lavede en hurtig men elegant vending væk fra ham, alt blev gjort i høj fart, idet hun vendte sig igen slog hun ud med det ene forben i ren og skær leg - et lille hvin undslap da også den lille hoppe. Hun hvælvede halsen og ventede spændt på hingstens træk. Hun ville s gerne hilse men valgte t gå direkte til legen, hvad ville hingsten vælge?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt brummede i en mørk og dyb tone. Han var ikke i humør til snak, hele hans krop higede efter at blive ved og ved uden stop, og nu denne afbrydelse. Men den skulle ikke komme i vejen for ham, og da han efterhånden fik øje på den fremmede hoppe, så han at den tilsyneladende også bar en vis portion energi. Han smed med det markerede hoved da hoppen kastede sig ud i en begejstret dans idet de efterhånden havde nået hinanden, og bremsede selv skarpt op på alle fire ben i en voldsom bevægelse der sendte bølger gennem hans slanke krop. Hans hove stod dog kun stille et i langtrukkent sekund, så var han igen i bevægelse med et højlydt fnys i retningen af den fremmede hoppe, hvis skind havde samme farve som nattehimlen. Sikke et specielt udseende. Hoppen langede ud efter ham, selvom de var et godt stykke fra hinanden nu, hun var tydeligvis selv ophidset. Den mørkebrune hingst trak på den ene mundvig i et skjult smil, idet han selv dansede videre uden en trippen, det lå ikke til ham. Hans bevægelser var altid kraftfulde og kontrollerede, men flydende. I et smidigt spring var han af sted igen og indtog føringen i en galop der ikke lod sandet under ham tynge ham ned. Det ene slanke øre blev vippet bagud, måske ville hoppen følge trop, måske ville hun ikke. Han havde overhovedet ikke overskud til at standse, det hele måtte ud, nu. word count 245

Samauun hoppede gladeligt op da hun betragtede den flotte hingst kaste med sit hovede og bevæge sig ud i en smuk dans i form af gallop, hun kunne ikke dy sig, et glædeshvin undslap hende endu engang og hun satte af med så meget kraft på at sandet lod hendes ben glide velkommende ind.
Sandet nåede dog ikke at tage fat om hendes ben, hun var ikke dets fange, ikke idag, hun havde en hingst hun skulle nå.
Men store dog yndefulde galopspring kom hun op ved hingstens side, hun hvinede udfordrende til ham, side mod side gallopperede de. al hendes energi var stadig ophobet.
Hun satte farten op og nød vinden kilde hendes hals og piske hendes man, hun drejede skarpt indenunder hingstens hals så hans hovede blev tvunget i et kort sekund på hendes ryg, hun sænkede ikke farten et splitsekund, specielt ikke nu hvor hun var på den anden side og atter havde taget føringen, hende hale var i en høj, smuk, nærmest betagende fane. Hendes næsebor udspildede så de rigtgi kunne indtage luft - hun var forfuldt af en guldsky omkring hende som hendes hove frembragte hver gagn de ramte det gyldne sand. Hun kiggede drilsk mod hingsten, hvad ville han gøre?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Lyden af hovslag bag ham gav hurtigt svar. Hun havde altså valgt at tage udfordringen op. Matt smældede kraftigt med den ravnsorte hale idet hoppen vandt op på siden af ham, hans mørke næseborer var vidt udspilede og den let svedige bringe hævede og sænkede sig i takt med at tempoet steg. Pludselig farede hoppen ind foran ham, og i et sekund forventede han følelsen af hans krop brage ind hendes, men det skete ikke. Han var et godt stykke højere end hun, lagde han mærke til da hun slap forbi ham et stykke under hans mørke mule. I forhold til den spinkle hoppe var hans korpus enormt, høj og med stærke lemmer som han var. Hendes noget specielle udfald sendte en temperamentsfuld brummen op igennem hans strube, så snart hun var gledet forbi hans bringe sænkede han mulen en anelse og stramte skarpt op i nakken, hans bevægelser blev mere voldsomme da han kastede sig sidelæns efter hende og snappede ud i luften nær hoppens side. Her blev han dog ikke hængende, han kastede forbenene længere frem i sin galop og smed sig på afstand af hende – og fremad. Hovene gungrede under ham da han smidigt satte tempoet yderligere op og trak sig et par meter op foran hende. Hans udfordring var ingen konkurrence, for ham gjaldt det til alle tider om at kunne presse sig selv grovere og grovere, spørgsmålet var blot om hoppen var villig til at gøre samme. Han dansede i sit eget tempo. word count 248