Bekymring er en grim ting..

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Let til bens trippede hun op til den grå skulder, hvor hun plantede et hurtigt nip, inden hun nysgerrigt mødte de mørkebrune øjne der nu så på hende. Sikke store øjne, og brune endda, mørkebrune. Det havde hun heller ikke rigtig set før, ikke så mørke og dybe som dem der nu undersøgte hende. Det var vældig flotte øjne, det syntes hun. Øjne der sagde meget og skjulte intet. Hun vrikkede med de små, velformede ører, mens hun i tavshed observerede. Det var en stille hest, med alle fire ben på jorden, ikke ligesom den røde hun havde plasket i søen med, nej. Hun kunne allerede vældig godt lide den, det havde hun bestemt sig, for øjnene var gode og hun måtte gerne røre. Hun mimrede lyksaligt på den hvide mule. Den talte igen, den grå, og stemmen var varm og glad, hvilket smittede af på den lille hoppe. Også latteren. Hun endte selv med at bryde ud i en lille, lys latter som hun simpelthen ikke kunne holde tilbage. Ordene forstod hun ikke meget af, men hun forstod smilet og øjnene og stemmen. Mon den ville lege med hende, mon den ikke godt ville. Mon den ville blive, eller måske havde den selv en vogter, den skulle møde? Hun så nysgerrigt på den med store øjne. word count 217

Hvad der i grunden foregik i hovedet på den lille et års, vidste han ikke. Men hun var da ej bleg for nærkontakt. Atter stod de tilmed næsten mule til mule, alt imens hun nærmest direkte spørgende og nysgerrigt blot så i hans øjne. Dette var et af de tilfælde hvor at øjnene sagde meget mere end ord – især fordi hendes ord var intet mindre end volapyk for ham, og latter. Kort puffede han drillede ud efter hendes hals, dog yderst forsigtigt!
Måske ville hun lege? Men hvis da dette så var tilfældet, ønskede han på ingen måde at skræmme hende. Det ville være intet mindre end unødigt og en synd. Smilet lå endnu over hans mule, mens den lidt forsigtige akt ville falde til jorden igen, hvis ikke hun responderede på den.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun fik et puf på halsen, til hendes store overraskelse. Normalt var hun den der nappede, de store heste gjorde ingenting – kun vandhesten som hun havde leget med i søen. Det gjorde hende kun endnu mere nysgerrig og et begejstret prust undslap den hvide mule, inden hun nappede ud efter mulen, der havde puffet. Og så ville hun absolut ikke stå stille mere, ikke med alle de fine blomster der var at danse rundt i, og nu endda med et så venligt selskab. Hun sprang frem i en trippen, foran den grå og snart med mulen nede mellem planterne. Nogle meter dansede hun, stadig lidt prøvende på de lange ben, men let til fods, det var hun. Blomster var helt enestående, det syntes hun, med deres bløde farver og vuggen i vinden. Tænk om man selv var en blomst, uden øjne og mund og ben, og blot stod stille og vuggede i vinden dag ud og dag ind. Man voksede kun, større og større, ligesom hun selv var vokset! word count 169

{Out}