Bekymring er en grim ting..

Det var utænkeligt at der allerede var gået dage. To nætter havde i hvert fald været ovre ham, alt imens han i disse dage både havde forsøgt sig at finde vejen tilbage i bjergende; mens han dog undrede sig besynderligt over at han til al forundring betrådte sig en Ø. Hvor alt dette var kommet fra kunne han hverken forstå eller føle sig tryg ved. På den anden side havde han også vandret en del alene, kun sanset et par andre individer og ellers havde kun fugle, smådyr og insekter givet sig til kende med livet som han selv besad. Bekymringen plagede ham, og det var tydeligt at se i de mørke mahogni farvede øjne. Hans slanke krop bevægede sig atter ud, i en rolig og spankulerende gangart i form af skridt, da han trådte frem af skovbrynet på denne højt lyse dag, ud på det mere åbne. Græsset kildrede og kærtegnede hans ben og bug, mens bekymringer dog stadig lå som en tyngende byrde på hans skuldre.

[Reserveret til Ariel]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den lille askegrå hoppe havde fundet frem til en helt speciel ø. Hun var langt væk fra det sted, hun nok ville betegne som hjemme, det kunne hun mærke. Alligevel var hun på ingen måde utryg, hun var gennemtrængende nysgerrig som altid, og ligenu hang de ravgyldne øjne forundret ved det enorme bjerg, der ragede op i horisonten af landskabet. Det var et underligt bjerg, det skød ligesom op fra jorden med et kæmpe hul i midten, aldrig havde hun set noget magen til på de andre øer. Det måtte være et magisk bjerg, det var et-åringen sikker på. Hun lå i græsset på en åben eng, hvilket var et sjældent syn, for den askegrå hoppe stod sjældent stille og hun lå da i hvert fald ikke ned. Det havde hun normalt slet ikke tid til, ikke med alle de ting der var at se og undersøge! Hun mimrede med den hvide mule. Det var varmt i dag, og engen var så fin, frodig og fuld af gule og røde blomster, og så havde hun altså ikke kunne dy sig. word count 180

Spadserende trådte de mørke ben sig vej igennem det høje græs og de fine blomster hist og her. Kort stoppede han nu op, da en smuk rød blomst stod der og svajede stille og idyllisk mellem en del andre. Men denne var ej nær så høj, ej nær så stærk at betragte. Forsigtigt søgte den mørke mule mod blomsten, hvorpå han stille rørte den – så langsomt og forsigtigt han nu engang kunne formå. Svagt kom et skævt og forunderligt smil til syne, mens en vis ro stille fandt sted i bekymringerne. Så sødt og alligevel så mildt duftede den, før han trak hovedet op igen; da han syntes at kunne fornemme en mindre puslende lyd. Men ikke fra et mindre dyr som kaninerne han havde betragtet let i skovene her, nej nærmere noget større. Dash stod nu stille, mens øjne og øre ihærdigt søgte direkte position på dette ukendte væsen. Mon det kunne være et rovdyr?..

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Luften var hed og tung, men det gik hende nu ikke på. Hun kunne godt lide varmen, elskede solen, men havde heller ikke noget imod det når vand bragede ned fra himlen. Ligesom det havde gjort, da hun havde fundet sin mama, eller da hendes mama havde fundet hende. Et helt ocean af vand var faldet ned over verden, mens hun havde stået helt tæt og stille op ad sin kulsorte vogter. Mama snakkede et sprog, hun kunne forstå. Den lille hoppe snakkede endnu ikke andet end hendes vogters modersmål, hun nægtede simpelthen, så hun forstod ingenting af hvad fremmede heste på hendes vej sagde til hende. Det var underligt. Hvorfor snakkede de ikke alle sammen det samme som mama? Hun vrikkede med ørerne. Og fik så øje på en lysegrå skikkelse tættere ved træerne som omgav engen, de ravgyldne øjne blev en tand større. Det var et stykke borte, men det lignede en hest! Hun virrede på mulen af spænding, mens hun ventede på at den lysegrå hest skulle komme tættere på. word count 173

De mahogni mørke farvede øjne så sig nu fast på noget græs der svajede en del anderledens i den hede og tunge luft, frem for resten af engens. I helhedens udsyn kunne han da også sagtens se at der nærmest var en hul lige dér i engen, som må der nogen der og gemte sig. Af ren refleks udstødte han et dæmpet fnys, usikker i sin sag, omkring om han burde nærme sig? Nysgerrigheden trængte på, såvel som dumdristigheden. Dette kunne snildt være et rovdyr! Med få skridt frem, første flere skridt baglæns, mens han spændte en smule utrygt op i kroppen; alt imens han ikke slap spotte af syne…

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den lysegrå hest bevægede på sig kunne hun se. Hun tænkte ikke på at komme på benene, det var så dejligt her i græsset mellem blomsterne, den sorte hale bevægede sig græsset bag hende af bare glæde. Et fremmed fnys fangede hendes spidsede ører, hesten trippede rundt kunne hun se, dansede den? Hun så nysgerrigt på det af den, hun kunne se, fra sit skjul af blomster. Den så godt nok sjov ud, måske havde den fået øje på hende og bød op til leg, selvom dens bevægelser så noget anstrengte ud. Som om den ikke var helt sikker. Måske var den genert. Et stort smil brød ud på den hvide, følsomme mule, den skulle i hvert fald ikke være genert over for hende. Et hvin i en meget høj tone undslap hende, det ville måske give den mere mod, hun begyndte næsten at fnise der i græsset, det var jo ligesom gemmeleg. word count 153

Atter stod han stille, mens hans muskler stille stod på standby. Han gjorde sig mere eller mindre klar på at løbe, da et afslørende hvin lyd. Skingert og lyst fra stedet. Det var som om en tung byrde fast fra hans ryg, da det gik op for ham at dette var en hest – formegentlig en ung en af slagsen. Han kunne ej afholde et fornøjet smil, mens han kort rystede det mørke hoved over sig selv. Frem trådte han nu, direkte nysgerrigt, med ørerne vippede lyttende frem.

”Nu har jeg aldrig…”
Små lo hans drengede og rolige stemme, lettere fornøjet over sin egen dumhed, da først et mørkt gråligt føl kom til syne, da han nåede dertil.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun var ved at sprænges af spænding. Mon hesten ville komme tættere på nu, mon den overhovedet kunne se hende her i det høje græs? Hun trak forbenene sammen foran sig, mens hun vippede med halen, så den blødt slog ned i græsset. Hjertet slog lidt hurtigere, hun smilede stadig stort, og hendes ravgyldne øjne lyste yderligere op da hesten kom rigtig til syne. Den var noget større end hun, det var de næsten alle sammen, hun var bare et lille spir ved siden af en helt udvokset blomst. Det var så sjovt, at være et lille spir, for hele verden var så stor og uendelig. Og nu havde hun altså mødt en ny hest, hun virrede let på mulen da hun opfangede dens duft, og sikke en speciel pels den havde. Et sæt mørkebrune øjne kom til syne, brune som barken på et træ. Den så venlig ud. I et spring var hun oppe på alle fire ben midt i alle blomsterne, hvorefter hun nysgerrigt trippede nærmere. word count 163

Smilet hvilede roligt over den lyserøde mule, mens hans store hoved – i forhold til det lille hoppeføls – blev lagt en anelse på sned. Han vippede let med ørene og så ned på hende, før hun nærmest sprang op. Lidt forskrækket gav det et lille sæt i ham, før han roligt lod de mørkfarvede mahogni farvede øjne hvile på den unge hoppe. Gyldne øjne havde hun, nærmest lyste de op – livligt og glædesfyldte som hun nærmere sig.

”Værhilset lille De.”
Han undlod en rolig brummen, drenget og fattet. Det var som om han langsomt fortrængte for en kort stund sine bekymringer.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den lille hoppe nærmede sig med energiske skridt den fremmede hest med det lysegrå skind. Ansigtet og benene var sorte som mørket, solen efterlod for natten. Hendes hvide næseborer virrede nysgerrigt, så spændende det var, en fremmed hest på den her underlige ø. Den sorte hale stod i vejret mens hun trippede hen og undersøgende nippede ud efter den lysegrå bringe foran hende med et lyst prust. Ørerne blev undrende drejet da hesten åbnede munden og ord flød fra den, hun så op på den med store, betagede øjne. Hun forstod intet af de ord den brugte, men blev alligevel begejstret og følte trang til at svare, til at hilse på den grå. Og det var det hun valgte at kalde den fremmede – grå. ”Dia duit, tú liath!” Et lyst fnis fulgte hurtigt efter og druknede næsten hendes ord. Hun vidste godt, at de andre heste ikke forstod, hun forstod jo heller ikke dem, det var helt normalt og intet problem. For hun sagde aldrig ret meget alligevel, det var helt nok at røre og le. word count 176

Den lysegrå hingst skuttede alle bekymringer ud af hovedet, da først den lille fine hoppe dansende gjorde sin entré. Nærheden af hendes mule der nappende og umodent nappede ud efter hans lyse bringe, gav et lille stik i hingsten. Den rare fornemmelse ag andre hestes tilstedeværelse, alt imens han bed sig mærke i de gyldne øjne hun bar – mens en opstemt stemning langsomt trappede op blot ved hendes energi.
Nogle ord, et fnis og den lystige og livsglade naive aura den lille bar, fremledte en drenget og opmuntret latter hos Dash. Hvad var det lige hun sagde? Han kunne på ingen måde forstå, men blev også sikker på at dette føl jovist ikke kunne være mange måneder gammel. Forsigrigt sænkede han det kuldsorte hoved, hvor den hvide snip på mulen snart blev først undersøgende frem imod den lille, med venlige øjne af mørk mahogni, og et drenget skævt og spørgende smil. Så fin, men hvad lavede hun dog alene her?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Det glædede hende hvordan den grå viste næsten ligeså stor interesse i hende, som hun gjorde i den. Det var altid spændende at møde nye heste, at lærer deres duft at kende og følelsen af deres pels mod mulen. Det var altid anderledes fra den sidste, hun havde mødt. En rød, en sandfarvet, en brun med pletter, nu en grå. Etåringen brummede lystigt i en tone så lys, at den var svær at gøre efter. Og da den grå sænkede sit sorte hoved, med et lille stykke af skyerne på mulen nærmest ligesom hendes egen, var den askegrå hoppe ikke sen om at plante sin egen fløjlsbløde mule mod den store grås. Hun pustede undersøgende mod den grå og var henrykt over nærkontakten, der var ikke noget bedre, når nu de ikke forstod hendes ord og hun ikke forstod deres. Endnu. Men snart var hun væk igen, nu havde hun rigtig fanget dens duft, så hun dansede ned på siden af den for at tage en hel runde om den og undersøge mere. word count 175

Det var en lidt overraskende fornemmelse der løb igennem ham, da hoppeføllet ej var bleg for at trykke hendes mule mod hans. Lidt pludseligt havde det føltes som, jovist. Samt, en tanke strejfede ham. Hvor var føllets moder? Han vippede med de kuldsorte øre, mens et skævt smil forundret havde bredt sig over de lyserøde læber under den ellers sorte mule kun med en hvid snip. Hoppeføllet pustede og gengældende gjorde han det samme – dog en del mere behersket og tilbageholdent; mens de mørke øjne venligsindet hvilede for en kort stund i hendes gyldne.

Hurtigt var dette scene da ovre, da hun dansende spring væk og nu undersøgende startede en vis kredsen om ham. Han hejste hovedet og lod kun hovedet langsomt og i rolige bevægelser følge hende, mens ørene vippede nysgerrigt frem; en smule spørgende. Da hun sikkert snart var nået omkring hans bagpart, valgte han da at se sig frem, og derefter forsøge at orientere sig kort. Han syntes virkeligt ikke at kunne sanse nogle andre heste, som måske var dette føls værge.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Det var en stor hest, stor for hende i hvert fald, men den var næppe lige så stor som hendes papa. Det var der ingen, der var! Hun havde fundet ham igen ude i landskabet hvor der intet var, i det, de kaldte ørkenen, og hun havde indset at det var fra ham, hun havde sine ravfarvede øjne. Ikke blå som mamas, hendes øjne der var som den skyfri himmel, som var dybe og knap så glødende som hendes egne var, sådan som hun havde set dem i spejlet af en sø. Øjne var vigtige. Hun var ikke helt sikker på hvorfor, men det var de bare. Meget vigtige. Og hendes var ikke helt almindelige, ikke helt rigtige. Ikke ligesom mamas. Hun var heller ikke helt sort, ikke kulsort som hun og den grås ansigt, hun var en underlig sort, en dæmpet askegrå. Men halen var sort som natten. Den lille hoppe viftede ivrigt med den, mens alle disse tanker faldt hende ind under hendes undersøgelse af den grå. Hun puffede let til den kraftige bagpart, og i samme øjeblik begyndte den at gå frem. De ravgyldne øjne så undrede efter den, inden hun energisk fulgte efter, op på siden af den grå skulder. word count 204

Det var få skridt rykkede efter at have orienteret sig, førhen det gik op for ham hvordan hoppeføllet nysgerrigt havde puffet til hans bagpart. Han stod atter stille og vendte det kuldsorte hoved imod hende. Seende med de mørke øjne imod hendes gyldne der nysgerrigt tilmed lyste op af liv. Det var som om det bare sprudlede ud af hende hvordan alt bare var spændende; præcis som han elskede at se føl.

”Det er vidst mig der hænger på dig nu, hva’?”
Hans stemme var drillende mens det venlige og unge smil lå over hans mule. Interesseret uden hverken at være slesk eller omklamrende, betragtede han kort det fine føl. Mens han med sænket hoved havde vendt hovedet tilbage imod hende. Let vippede de kuldsorte øre sig nysgerrigt, før han udsendte et dybt og roligt prust. Fredelig og venligsindet, var hvad han var. Men en lille bekymring omkring hvor føllet kom fra, nagede stille.