Harder, Better, Faster, Stronger

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] En unaturlig stilhed hang over det stykke skov, der prægede landskabet for foden af bjergkæden. Den mørkebrune hingst med de slanke lemmer bevægede sig frem mellem de høje træer i tusmørket, hans bevægelser var kraftfulde og der lød et blødt bump hver gang han plantede en hov i den mørke skovbund. Lyden var lige præcis lav nok til at mulige rovdyr eller andre skabninger i nærheden næppe ville kunne høre ham. Det var for hans egen skyld at han ikke dansede fuldstændigt lydløst af sted mellem stammerne, den kunst han havde lært sig, for den gennemtrængende stilhed rungede i hans ører. Matt var nået frem til Foehn, vulkanøen som han var blevet advaret imod af den røde Armonia. Han havde bestemt sig for på egen hånd at undersøge det fremmede landskab, øen besad. Der var en underlig stemning, noget anderledes der lå i luften, han mærkede det ved hver indånding han tog gennem de udvidede næseborer. Han havde efterhånden fundet ud af meget om det mærkværdige land, han var endt i, men det var endnu ikke nok, han vidste at der var meget mere at finde. Desuden brusede blodet i hans årer, hans krop var vågnet og han var udmærket klar over at det ville blive endnu en søvnløs nat. Musklerne var hede under hans skind, et fint lag af sved lå over hans stærke bringe mens han dansede frem i en smidig trav med de høje løft som lå til ham. Hele hans krop var i bevægelse, og aftenen var ung. word count 252

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Stilheden var over dette land som en dyne, og syntes at kvæle den normale puslen fra andre dyr eller levende væsner. Intet så ud til at ville bryde denne stilhed, og intet fik lov til at bryde den. En gang imellem fik den svage og tørre vind hvirvlet støvet og asken op fra den jord der virkede så gold heromkring, men ellers var der stille. Dødt. En enlig lys skikkelse havde bevæget sig ud i dette mørke og lyste næsten op som en enlig måne i det knugende mørke. En lys sjæl, med en ligeså lys farve set med øjnene. De blå øjne kunne ikke se ligeså klart her i mørket som i lyset, men alligevel var hun vågen. Hvorfor? Hun havde for mange tanker, den hvide skikkelse. For mange ønsker såvel som drømme. Og hvem skulle tro at hoppen havde noget et bekymre sig om? Nej, det ville den færreste tro. En ensom nynnen kunne nu høres fra hende, idet at hun gav sig til at fylde tomheden og stilheden ud med hendes egen sang. Thi hun sagtens kunne nyde sit eget selskab, såvel som andres. Den ravn sorte man og hale svajede blidt bag hende, idet at hun forsatte sin hastige gang over øen. Hastig, da hun såvel som andre ville føle sig utilpas ved dette sted. Intet under at hun helst ville slippe for at være her.. og dog. Ville hun egentlig det? Aldrig havde hun været længe på øen, men hun havde skuet imod den flere gange, imens at nysgerrigheden blomstrede i hende. For der var noget på denne ø – det var sikkert.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;] Det var en trøstesløs skov, den mørkebrune hingst befandt sig i. Træernes grene hang livløse, med spredte blade der ikke bar meget farve. Advarsler mod øen var at finde overalt her, men Matt var her for at observere. Han søgte ikke noget bestemt, han hungrede måske efter suset i blodet der farede rundt i hans krop ved opdagelsen af dette mærkværdige sted. Hans syn på Andromeda havde ændret sig, siden han havde set Lyset på sin færd med den brogede Brêgo. Landet gemte på mere end øjet først så. Og det var måske grunden til, at han var her, på denne stilhedens og mørkets ø. Fordi der var mere. Fordi han ønskede at se det mørke, som måtte stå i kontrast til det blændende Lys der havde åbenbaret sig for ham. Den mystiske skabning som besad landets hemmeligheder havde kaldt ham til sig, og han vidste at han en dag måtte følge det. Men ikke endnu. Han bar ikke den samme ærefrygtighed over for denne halvgud af en hest, som han havde set i den brogedes øjne. Så han havde forholdt sig tavs under mødet. Dette Lys, hvad det ville med ham, det var uden for hans forståelse. En højlydt fnysen undslap den dansende hingst, som et slag mod stilheden. En kølighed havde bredt sig i hans ellers hede lemmer. Han genvandt hurtigt fatningen, og da de kastanjebrune øjne omhyggeligt undersøgte omgivelserne omkring ham endnu en gang, fangede han et glimt af bevægelse mellem træerne et stykke borte. word count 248

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hun burde ikke være her. Denne hvide hoppe, burde ikke være på en så anderledes ø. Hun burde være i de levende skove, hvor at hun hørte hjemme. Blandt træerne og deres hvisken imellem stammerne. Men denne vind der fandtes, var på ingen måde den samme som hendes hjemegns.. denne, var forkert. Denne, var uhyggelig der… thi der var noget under denne facade, som selv hoppen ikke helt kunne sætte en hov på, og alligevel vidste hun hvad det var. Det var det samme som der var omkring de få mørke sjæle, denne hoppe havde mødt. Det var egentlig en tragisk skæbne der kunne lide dem der befandt sig her for længe, men det var noget at hoppen endu var lykkelig uvidende om. Hendes lyse skind virkede som en flakkende flamme imellem de mørke og døde stammer, og hun lod kort de mørke hove stoppe deres vandring, for at finde sin egen orientering. For idet det var svært at se noget, var det svært at vide hvor man var. Dog var hun sikker på, at hvor end hun gik skulle hun nok kunne finde det samme landskab. Et fnys fik banet sin vej igennem den triste og knugende stilhed der var på denne ø, og hun spidsede de dunede ører. Hvem mon det var der også vandrede her i mørket? Mon det var endu en sjæl lig hendes egen, eller var det en helt fremmed eksistens? Hun kaldte ikke på den fremmede som mange andre ville gøre. For tænk hvis denne hingst eller hoppe eller skabning var en fjende for den skimlede sjæl? Det kunne såvel være en fjende, som det kunne være en ven. Derfor… forsatte hun blot fremad, velvidende om hvor synlig hun var her mørket imellem stammerne.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;] De slanke ører flyttede på sig i hurtige ryk. Han var ikke alene. Skoven var så godt som død, i hvert fald på overfladen, men der var noget levende i nærheden. Følelsen af en andens tilstedeværelse sugede sig pludselig til hans bevidsthed, rungede over stilheden. Musklerne i nakken blev en anelse mere spændt, hans stærke hals hvælvede. Ellers sænkede han hverken farten i hans faste trav eller gjorde sine hovslag mere lydløse. Hvem det end var, kom den fremmede ikke nærmere eller gjorde tegn til at ville nærme sig, hvilket kun opildnede ham endnu mere. De døde træer kunne nemt skjule en hel skikkelse af en hest, men han følte ingen trussel. Det her land blev ved med at overraske. Den mørkebrune hingst var ikke forsigtig af sig denne aften, energien havde ulmet i ham i nætterne efter mødet med det overnaturlige, men han havde altid hovedet med. Så da han lod et hingstet vrinsk gjalde ud over den tavse skov, holdt han fast i sit tempo og standsede ikke. Måske var det en ubetydelig skabning som ikke ønskede at vise sig for ham, måske var det ikke. Men han havde gjort sin egen tilstedeværelse til kende, for hvad der nu end ventede. Han rystede voldsomt sin natsorte manke og pustede tungt ud gennem de let udspilede, mørke næseborer. Stilheden var overdøvende. word count 222

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Et kort øjeblik, fangede den lyse hoppe en flue i at falde. Hun så den falde. Thi den ikke kunne holde sig oppe mere, da livet langsomt ebbede ud af den lille krop, og den begyndte at dale ned imod den golde og støvede jord. Støvet efter vulkanens hærgen på denne ø. En hærgen der gjorde det noget nær umuligt for andre levende væsner at kunne leve på denne ø. Det var ikke overraskende for den lyse hoppe, at denne flue… dette lille liv ikke kunne klare presset for den knugende stilhed og mørke omkring denne ø, og den derved faldt. Det var ikke meget… men lidt aske hvirvlede op da den landte, og da først denne lille sky havde sænket sig ned på den trøstesløs jord igen, var der stille omkring hende. og hvis stileheden kunne være larmende, var det det denne stilhed var. Da hoppen, såvel som andre sjæle var van til alt livet omkring en i stedet for dette.. dødsrige, kunne hun blot kort ærgrer sig over at endu et væsen havde ladt livet, og så forsatte frem imellem stammerne. Et vrinsk flængede pludselig uden videre den stilhed der igen havde lagt sig, kun afbrudt af den glidende lyd af hendes hove imod jorden, og den dumpe vibration igennem kroppen ved hvert afsæt. Men nu kom der et livstegn fra en anden skikkelse, en anden sjæl, og hun stoppede op. En rumlem kom fra hoppen som svar, idet at hun begyndte at gå videre. Hele tiden holde sig i bevægesle.. det var det hun måtte. For hvis ikke hun gjorde det, ja så ville det indhente hende. den… del hun ikke ville have frem i sig selv, som kun kom frem ved sådanne tidspunkter. Tidspunkter hvor hun hverken vidste hvem eller hvad der var heromkring.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;] Matt vendte et øre, da et noget fortumlet svar blev kastet tilbage mod ham mellem de livløse træer. Lyden fortalte ham, at det var en hoppe. Han virrede kraftigt på den mørke mule, sikke et underligt sted for en hoppe at befinde sig, midt i denne døde skov. Det havde nærmest lydt forkvaklet, svaret, men han var sikker på at det måtte være de dystre omgivelser som snød hans bevidsthed. En dæmpet hvislen lød da han smældede med halen imens han overvejede situationen. Han kunne opsøge den fremmede hoppe eller lade være. Han var trodsalt endnu ikke tilfreds med sine observationer af denne askedækkede ø, det var ikke nok, ikke endnu. Han havde ikke set mørket på tæt hold. Den mørkebrune hingst søgte det, der var mod al fornuft at søge, mod al logik, men han var en fastsat observant, ofte uden nogen bekymringer for sit eget kød og blod. Fandt han det ikke, betød det dog ikke at han ville blive skuffet. Landet var uforudsigeligt, så meget havde han forstået. Og nu denne fremmede. Utålmodigheden bølgede i ham med hidsige ryk, men så blev han alligevel grebet af en form for interesse. I et smidigt spring skiftede han retning, han landede med et tungt, tavst bump og dansede derefter frem i retningen af det besynderlige svar. word count 217

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Støvet havde snart farvet de hvide ben aske grå, og noget nær det sorte. De blå blik gled en sidste gang over området, inden at hun stoppede op og faktisk stod stille. Ventede… og hvad ventede denne hoppe så på? Ja, hun ventede på denne sjæl, som tydeligvis havde valgt at opsøge hende, da hun havde svaret denne. Meget andet kunne sagtens være sket. De kunne bare have passeret hinanden, og derved ikke have mødt hinanden i første omgang. Måske senere, men ikke i starten. Men denne gang så det ud til at de ville mødes, og det havde hun skam intet imod. Måske var han ligesom hende, søgende efter selskab. Heste var jo et flok dyr, og for den lyse hoppe betød selskab en del mere sikkerhed end at gå alene. Og tilmed på sådanne en ø som denne. Hun søgte ikke som sådan det mørke der var på øen. Hun var her vel bare af spændingens skyld? For selvom at hun ikke brød sig om det, var det jo altid at rykke sine egne grænser for hoppen at befinde sig på denne ø. Hoppen bevægede sig en smule ud fra de nøgne stammer, så hun nu lyste mere op end hun havde gjort lige før. Det gjorde godt nok at hun var fulgt synlig for venner såvel som fjender… men lige nu, måtte hun tage det som det kom. En dag af gangen.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;] Den fremmede kunne ikke være langt væk. Det undrede ham, at en anden havde nærmet sig så meget uden at han havde ænset det noget før. Nu kunne han slet slå fornemmelsen fra sig, der var noget levende i nærheden, det eneste levende højst sandsynligt. Det bevægede sig, det gav lyd fra sig. Matt vippede opmærksomt på de spidsede ører, mens han dansede frem mellem de forkrøblede træer. Hvert skridt faldt præcist, han mærkede blodet vandrer gennem hans krop og tilføre den ny energi. Mon den fremmede var faret vild, eller hørte til øen? En dæmpet, men dyb brummen undslap ham. Og så fik han øje på hende. En hvid skikkelse åbenbarede sig mellem træerne, lyste nærmest op i alt det askefarvede. I alt det grå. Han sænkede farten i en smidig bevægelse, gled præcist ned i en langstrakt skridt. Hovedet var højt hævet, og han fangede snart den fremmedes duft. Ganske rigtigt en hoppe. Hun stod med ryggen til, men han gav ikke lyd fra sig til hilsen. I stedet standsede han op på nogle få meters afstand. Sikke en hvid pels. Den mindede ham om Dune, som han havde mødt i Chibales skove. Hun havde været helt fortvivlet, nærmest bange for ham. Så han blev på afstand af denne hoppe også og ventede hendes reaktion. word count 217

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hun vidste faktisk ikke helt hvorfor at hun blev så sløv på denne ø. Den måtte have en eller andne form for påvirkning på den lyse hoppe, for selvom at hun burde være mere frisk, følte hun sig langsom… uendeligt langsom… med en hovedrysten fik hun frisket sig lidt op, og begyndte at tænke lidt klarer. Hvem kunne det mon være der nærmede sig? En dyb brummen fandt snart vejen til de dunede ører, og langsomt drejede hun hovedet tilbage imod den fremmede dansende sjæl. Yndefuldt bar han sig, og smidigt stoppede han op få meter fra hende. en dæmpet brummen kom fra hende, da hun ikke følte behov for at bryde den stilhed der lå over øen. På mange måder var hoppen vel faret vild.. hun vidste ikke hvor hun var, eller hvorfor hun var her. Intet var rigtig at komme efter her. Græsset var dårligt, og vandet grumset. Hvilken grund havde hun til at bevæge sig her? Hvilken grund havde den fremmede brune hingst? Ja, det vidste ingen endu. Med et skævt smil vendte hun sig om, og begyndte at føre de mørke ben og hove over øens jord imod ham. hvem var han? Spørgsmålet rungede kort i hoppens indre, inden at hun lod det gå videre. Mon ikke hun fandt ud af det?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;] Den mørkebrune holdt hovedet hævet i en højde, han fandt passende. Hans bringe var let svedig, musklerne vågne og hans sind klart. Han så opmærksomt til mens den hvide fremmede vendte sig mod ham og åbenbarede et noget fraværende ansigt. En køn hoppe, nærmest surrealistisk hvid i alt det grå. Alligevel lagde han mærke til hvordan asken havde krøbet op ad hendes ben og farvet dem mørke, hvilket ikke klædte hende så godt som den hvide pels gjorde. Han slog kortfattet med den natsorte hale, så et dæmpet svirp lød i den ellers rungende stilhed. Det var tydeligt, at hun var med føl. Det undrede ham. Hvad lavede en drægtig hoppe på en ø som Foehn? En mistænksomhed sneg sig på ham, men han veg ikke fra den fremmede eller var på nogen måde bekymret. Han var blot klar over at det ikke var til at vide, hvad øen kunne gøre ved én. Han blev tålmodigt stående som en støtte i halvmørket, bredskuldret og noget højere end hoppen. Hun så imødekommende ud, men påvirket af et eller andet. Med sin dybe røst brød han endelig stilheden: ”Hvide hoppe, hvad har ført dig til det mørke Foehn?” word count 196

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hun skulle ikke stå længe – den hvide hoppe, inden at en meget mørkebrun hingst kom til syne foran hende. det isblå blik gled hurtigt og vurderende over den store hingst, inden at hun let slog med hovedet. Tænkende og accepterende. Han var en køn hingst – ingen tvivl. med en ordentlig muskelmasse, og så ud til at være sat ”rigtigt” sammen. Noget fik hende til at tænke på de mere ædle heste end hende selv, og hun blev nød til kort at få sig selv til at fokusere på den brune hingst igen for ikke at glide væk. Der var dog et forbeholdent blik i de blå øjne, og hun ventede vel bare på at han sagde noget til hende. og endelig brød den dybere stemme den næsten larmende tavshed der var over øen, og hendes ører vippede let frem. Lyttende og vågen. Let hævede hun hovedet, inden at hun svarede. "nysgerrighed kan føre en langt...” Hoppens lavmælte stemme syntes at blive inden for den lille form for bobbel dfer havde omsluttet de to heste, og ligesom han så mistroisk på hende, gjorde hun ligeså. Hun var nysgerrig. Det var hendes grund. Og et føl skulle ikke holde hende tilbage..