Born to Dance

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Regn faldt fra den mørke himmel i store, tunge dråber. Det var et nærmest dovent uvejr, skyerne trak langsomt frem over den før azurblå himmel oppe over de grønne trætoppe og regnvandet faldt spredt. Den mørkebrune hingst mærkede få faldne dråber løbe ned over hans stærke bagpart, mens han dansede gennem den sikkert flere hundrede år gamle skov. Træernes stammer var tykke, de så imponerende ud, deres kroner strakte sig højt op mod himlen med deres frodige, mørkegrønne blade på lange grene. Og så dækkede de for regnen, selvom spredte dråber alligevel klarede sig igennem det tætte tag bladene udgjorde. Det så ud til at himlen snart ville bryde sammen i et kaos af grå skyer og vand ville brage ned, men stormen havde endnu ikke nået sit bristepunkt. Vejret afskrækkede ham ikke, han befandt sig i Enophis’ enorme bjergpas, i tilpas lav højde til at bevoksningen havde mulighed for at gro. Men luften var tyndere heroppe, bare en anelse, den fyldte klart og nu også fugtigt hans udholdende lunger ved hver indånding. Hans sind var denne eftermiddag ikke plaget af adspredte tanker, han fokuserede fuldstændig på at mærke alle de bevægelser han gjorde med sin stærke krop, smidigt bevægede han sig mellem træerne med et rovdyrs lydløshed. Det var en kunst i sig selv at bevæge sig uhørt, og noget, man måtte bruge uendeligt mange timer på at træne, man måtte vide hvor det var sikkert at plante den næste hov i skovbunden og hvor det ikke var. Enhver mindre gren ville knække under hans vægt, men en sådan fejltagelse begik han yderst sjældent. Hans trav var løftet, men blød, og ikke så kraftfuld og aggressiv som den kunne have været. De slanke ører lyttede opmærksomt til alle de lyde, skoven gav fra sig. word count 295

Den elegante danserinde, med prikker brændt på sit sorte skind I en blå, stjerneklar farve, havde forladt de trygge rammer I hendes flok og havde vandret til øen Enophis, for at tage et kig på de ensomme bjerge, de bjerge, der for en rum tid siden havde været scene for et uhyggeligt vejr, der havde bragt to ganske særlige sjæle sammen. To sjæle, der nu kunne kalde sig forældre; men mangt og meget var sket, og selvom Leonora var en hoppe, der var den fødte moder, havde hun valgt at lade Seyé være i flokken for en lille stund, mens hun drog tilbage til de bjerge, der havde smedet hende og Ahearn sammen. Hun havde dog brug for at aflede sine tanker, efter de hændelser der var sket, og derfor vandrede hun her nu, lavt, men sikkert på vej op, ensomt.
Dæmpede dunk kunne høres fra hendes noget store hove, der sikkert bar den elegante hoppe afsted, hvis skind let skinnede op i de grønne omgivelser. Hendes prikker havde længe været en forbandelse; men hun havde lært at leve med dem, se den ynde og skønhed som Ahearn i sin tid havde påpeget og værtsatte, og de var nu en del af hende, som landet var. Den ødelagte sjæl, havde fundet tilhold i landet, og det havde startet en healing, der skulle sætte hendes sind sammen igen. Ikke på samme måde, som dengang hun endnu vandrede med hendes moder, men på en ny måde; en ny måde, sammensmedet af dette land.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;] Det var begyndt at tynde ud i træerne. Den mørkebrune bevægede sig fortsat frem i en smidig trav, nu i lavere hastighed. Det blev stejlere, og sten og klipper erstattede efterhånden de gamle træstammer. Han var omhyggelig med at placere de sorte hove, som havde båret ham mange mil. Hans sind var klart, det var en af de sjældnere dag, tankerne og fortiden stod stille i ham og han mærkede kun sin stærke krop arbejde sig opad. Måske var det den tynde luft, måske var det den sitrende fornemmelse af at undersøge noget nyt og anderledes. Det var de højeste bjerge den slanke hingst havde oplevet, og synet af dem havde fyldt ham med… Ja, hvad var det? En beroligende stilhed, en tilfredsstillelse ved at møde en udfordring. Han slog skarpt med den natsorte hale som svajede bag hans stærke bagpart, inden han tog et kraftigt spring over et ujævnt stykke jord fuld af sten under ham. Et dybt fnys forlod kort efter hans strube, idet han standsede op midt i et dansende trin og placerede hovene fast i den nu løsere jord. En bevægelse mellem de sparsomme træer havde fanget hans opmærksomhed, de mørke næseborer udspiledes yderligere. Men hvad det end var der havde rørt på sig, så forsvandt det hurtigt igen og der var intet at se. word count 223

Den sorte hoppe vandrede egentlig I egne tanker. Hun havde slet ikke forudset at støde på andre – men det skete, pludseligt, og da en brun hingst kom til syne mellem træerne, standsede hun med det samme op og udsendte et højt, markerende fnys. Hun var stadig Leonora, og hun var stadig ødelagt, så at støde på en sådan fremmed, i bjergenes skove, var ikke noget hun umiddelbart syntes om. Med ørerne flakkende frem og tilbage spejdede hun efter denne brune hingst, som hun næsten med det samme mistede af syne igen; han kunne vel ikke bare forsvinde? Hendes fnys lød igen, højere og mere markeret end før, fordi hun følte sig utilpas ved tanken om, at nogen derude evt. holdt øje med hende. Måske var det blot et tilfælde at de havde vandret af samme stier, og måske var han allerede væk igen, men han kunne ligeså godt holde øje med hende, og derfor forblev hun på vagt.
Hun agtede absolut ikke at prøve at finde denne hingst, hun havde fået et glimt af, men samtidig var hun tilpas stædig til at ville blive, hvor hun nu engang var endt, fordi hun netop var kommet her med et formål. Nok var hendes sind endnu skrøbeligt, men stædigheden var vokset en del siden hun i sin tid kom til dette land. Havde man spolet tiden tilbage, til hendes første dage i landet, var hun rendt den modsatte vej, uden tøven; og bare tanken fik den sorte hoppe til at indse, hvor langt hun egentlig var kommet, siden hun havde sat hov her første gang.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;] Lyden af et feminint fnys brød gennem den tynde bjergluft og nåede den mørkebrune hingsts spidsede ører. Det var tydeligt advarende, lidt efter fulgt af endnu et fnys. Matt så tavst retningen af lyden og stod fortsat stille, inden han gav en dybere brummen fra sig, som sådan ikke henvendt til den fremmede. Han havde godt nok set et glimt af pels, en sort skygge, men han havde alligevel ikke regnet med, at det ville være en anden strejfende hest. Ikke så højt oppe på bjergsiden. Det var nogle nætter siden han sidst havde set en anden sjæl, hvor mange huskede han egentlig ikke. Men her var altså én, og den lød ikke ligefrem begejstret ved hans tilstedeværelse. Måske var der heste i landet som kun færdedes i bjergpasset, det var meget muligt. Han smed kort og pludseligt med det mørke hoved så pandelokken fløj, og flyttede på de slanke, men stærke ben. Det skulle undersøges. Han ville vide, hvad en fremmed hoppe søgte oppe i bjergene. Med lange, afmålte skridt og mulen hævet skred han roligt ind mellem de sparsomme, lave træer i den retning, lyden kom fra og hvor han mente at have set et glimt af denne skikkelse. De mørke næseborer var let udspilede, og den fremmede hoppes duft nåede ham hurtigt, da afstanden var overraskende lille. Han hilste ikke, gav ikke yderligere lyd fra sig, fulgte blot sit eget tempo. I stedet gjorde han sine skridt ganske tydelige for ører, der lyttede. Blodet i hans årer stod stille for et øjeblik, selvom der stadig var masser af kræfter tilbage i hans robuste krop, og han lagde i stedet sin opmærksomhed i dette uventede fund. Spørgsmålet var om den anden ønskede at blive fundet. word count 290

Hun havde afgivet sine fnys, den sorte hoppe, med de stjerneblå prikker, men snart hørte hun den fremmede hingst igen; og lyden af hans hove, der førte ham afsted, formegentlig i hendes retning. I første omgang ønskede hun blot at bakke, vende og smutte, men som hun havde påpeget overfor sig selv kort forinden, så havde hun ændret sig meget i løbet af sin tid i dette land. Nu var hun ikke længere den ødelagte sjæl, som hun var da hun ankom i regnens magt, men en mindre ødelagt sjæl, moder og mage til den hvide Ahearn. Meget var sket, meget var healet, og dét måtte få hende til at blive, fronte denne fremmede hingst der var på vej i hendes retning og tage den et skridt ad gangen indtil mødet var endt. Hun rankede sig nu op, med blikket hvilende imod træerne, hvor den brune hingst snart dukkede op. En hingst med et sært træk, ikke et hun havde set før, men måske en blanding af spansk og varmblod, var hvad hun kunne gisne om. Ikke at det var negativt, det syn hun så, men det var blot anderledes; ligesom hun selv var. Nok vagte hendes udseende nok mere undren hos ham, end hans hos hende. Hun rykkede nogle få gange med hovedet, på en måde markerende, på en måde hilsende; nobelt, for sådan var hun, og stadigt autoritært. Hun havde genvundet en del af den ledende aura hun havde haft fra sin barndom af, og den skinnede nu mere og mere igennem ved nye møder. I sandhed på denne aften; for selvom hun havde ting hun skulle have afklaret i sit hoved, havde hun alligevel sine tanker mere klart end før – hun var oplagt, kunne man sige, til at møde en ny.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;] Der gik kun et øjeblik, så afsløredes en fremmed skikkelse mellem de lavstammede træer. Hoppen var ganske rigtigt sort, sort som natten. Og robust, stærkere bygget end de fleste af de hoppe, han havde mødt på sin vej i landet. Den mørkebrune hingst rettede ørerne opmærksomt fremad, og standsede op på afstand af hoppen. Hans sind var stille, og han havde ikke noget behov for at overskride hoppens grænser. Hun havde altså valgt at vente på ham, Matt havde halvt forventet at hun ville være borte så snart han havde rundet de sidste træer. Et øjeblik efter brød solen frem mellem skyerne, og det var som om hoppens skind begyndte at glimte. Han strakte sin slanke hals mens han tavst så nærmere på de sten, der lod til at være en del af hendes pels. Det chokerede ham ikke som sådan, efter den korte episode med Brêgo var han holdt op med at overraskes, han havde sågar set blomster vokse fra den røde Armonias manke. Men han kunne ikke benægte at det ikke var et noget specielt udseende, den fremmede hoppe bar, og han bemærkede hendes ærværdige bevægelser. Han virrede kort på den mørke mule og trak den til sig igen, hævede hovedet til en passende højde. Den mørkebrune var rank af natur, han havde aldrig underlagt sig nogen direkte, end ikke sin… krævende fader. Det gjorde prinser ikke. Men her var han sin egen, helt og aldeles sin egen, og det interesserede ham ikke at provokere til strid. Så han blev på afstand og gav hende plads, mens hans stille strøm af tanker fokuserede på de glimtende sten i hoppens pels. ”… Jeg ser at stjernerne faldt ned fra himlen en nat.” Han hilste på en noget utraditionel måde, sådan som det lå til ham, etikette havde aldrig stået højest på hans liste. Der var ikke så meget omsvøb. I det mindste var hans energi ikke eksplosiv denne aften. word count 320

Så hurtigt som fugles bevægelser, bevægede ørerne på den sorte hoppe sig. Frem og tilbage, i en taktfast og utaktet dans, imens hun gentagende gange rykkede hovedet op og ned, en typisk reaktion hos nervøse sjæle der havde spottet noget farligt, og så samtidig hos sjæle der havde fundet noget interessant. Man kunne vel sige at Leonora repræsenterede lidt begge sider, i og med at hun var som hun nu var.
Dog var brøkdele af den engang stolte hoppe sat sammen hen over de sidste måneder, og netop disse brøkdele kunne til sammen vise hoppen fra den noble side, hun havde, den side der fortalte om en stor fortid, så at sige, med rang og kultur.
Efter at have set hingsten nøje an, rettede hun sig dog ædelt op, for da at finde stilstand; hun havde set hvad hun ønskede og taget en beslutning om at blive, og kort efter lød hingstens stemme, med en hilsen der både faldt hende fremmed og alligevel familiær, for der lå en ære i hans hilsen som ikke mange brugte. Hun nikkede kort, fast, inden hun med den ganske unikke, milde og alligevel faste stemme besvarede den brune.

,,Stjerner faldt dog ej, brune hingst, historien er noget mere drastisk end som så. Tillad mig at præsentere mig selv. Jeg er Leonora, datter af Rhea og Alastor fra flokken Mehriah, som ligger i landet Morva”

Da hendes præsentation var overstået, lagde hun hovedet en ganske lille smule på sned. Hendes nærmest isblå øjne, der stod i sær kontrast til hendes mørke skind flyttede sig ikke fra den brune, selvom hun tidligere havde undgået det med al hendes magt. Dog viste hun umiddelbart ikke andet, end oprigtig interesse via hendes krop; for smil og andet var ikke noget den sorte brugte, med mindre følelserne i hendes indre tillod det, og ligenu, var der intet andet end overraskelsen ved et nyt selskab. Noget hun faktisk kunne nyde nu.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;] Matt stod tavst og lyttede til den sortes ord, mens de kastanjebrune øjne fulgte alle hendes bevægelser. Der lå noget nervøst over de hopper han havde mødt her, noget skrøbeligt, men nu da han så den sorte nærmere an virkede hun ikke så usikker som først antaget. Der lå en værdighed over hende. Den mørkebrune rettede opmærksomt på de spidsede ører, han stod stille med den ravnsorte hale svajende bag sig og hovedet stadigt hævet. Hans lemmer var endnu varme, det dæmpede på hans sind, gav ham fokus. Indtil videre. En dyb brummen lød fra ham, inden han svarede den sorte. ”Leonora fra Morva.. Mit navn er Matthew, men jeg foretrækker Matt,” Han valgte ikke at nævne hverken hans stand eller oprindelige flok. Det var for ham fortid, det betød intet i dette overnaturlige land. Og så alligevel. Han vidste, at hans tidligere liv altid ville jage ham, være i ham. Den prægtige mørkebrune virrede kortfattet på mulen. Han valgte heller ikke at præsentere sin nuværende flok, den brogedes Teylar, for han følte sig endnu ikke som en del af den. Han præsenterede sig typisk blot som Matt, da det faldt ham mere neutralt end hans fulde navn, men det forekom ham upassende overfor denne hoppe. ”Hvad kan være mere drastisk end stjerner der falder fra himlen?” Uhøflighed var ikke sådanset hvad han stræbte efter, selvom han kunne virke noget direkte, hun havde med sin stjernebestrøede pels blot fanget hans interesse. word count 243

Selvom den nervøse aura endnu sad klistret til den sorte hoppe beklædt med nattens stjerner, så var nysgerrigheden ligeså langsomt kravlet ud, havde sat sig, ligesom hendes værdighed og stolthed, yderst på skindet. Hun havde vendt sine ører mere permanent fremad nu, hvor hun havde indgået en dialog med denne brune hingst. Med et sagte fnys hævede hun dog skeptisk hovedet, kort efter hans præsentation; Matthew hed hingsten hun stod overfor, forkortet Matt.
Da hans udtalte sig om hendes stjerner, stivnede hun kort. Hun blev endnu engang mindet om det, der var sket, inden hun var kommet til dette land. Minder hun så inderligt ønskede at fortrænge, for hver eneste gang hun berørte dem, vagte de så megen ustabilitet i hendes indre, at muren hun efterhånden havde bygget op, forstærket, var tæt på at bryde sammen.
Hun virrede kort med hovedet, og et kort øjeblik blev blikket atter fjernt, vredt vel, som før. Dog var dette kun en metode til at få styr på sig selv, og snart gled det autoritære, ædle look over hende igen.

,,At blive brændt af tusinde gløder, Matthew, er mere drastisk, end at modtage faldne stjerner. Jeg havde et møde med en slangesjæl i landet, da jeg ankom, et møde jeg fortryder. Så jo, der findes meget mere drastiske ting, end at stjernerne skulle falde”

Hendes ord kunne måske virke spottende. Som var hun irritabel over det spørgsmål hingsten havde fremstillet – men det var langt fra sandheden. Hun var irritabel over sin egen dumhed, at indgå sådan en aftale. Men hun havde været desperat, ødelagt. Mere end hun var nu, og hun søgte en forløsning på det tidspunkt – en forløsning slangen kunne give. Hun så et øjeblik væk fra den brune, inden hun lagde blikket imod hans øjne, mere direkte end hun før havde gjort det. Ville han dømme hende?

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,430,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/TywwNr9.png] Born to Dance Hoppen virkede ikke helt tilfreds med hans udlægning af, hvem han var. Han fandt hende dog ikke uvenlig, tværtimod. Måske en anelse spøjs, men det gjorde kun selskabet yderligere interessant. Det var tydeligt, at hun var vant til etikette, og det respekterede han. Han var bare ikke selv tilhænger, og havde aldrig været det. Hendes reaktion var også noget, han hurtigt rystede af sig, for hendes ord var langt mere fangende. Matt lyttede opmærksomt, for her var en hoppe som lod til at vide mere om denne ø end så mange andre. Hun havde oplevet noget som påvirkede hende kraftigt, men dette land syntes at ændre på alle dets sjæle. Det hun fortalte han dog aldrig havde hørt om før, og han havde efterhånden selv haft sine oplevelser. En slangesjæl? Den mørkebrune virrede kort på den brede, mørke mule mens hendes ord sank ind. "Du må have været igennem megen smerte, faldende stjerner er ingen sammenligning. Jeg ved, at Andromeda er et land af mange hemmeligheder, men aldrig har jeg hørt om denne slangesjæl. Det lyder som en mere end magisk skabning. Og den har forvoldt dig al den skade?" Matt flyttede på sine sorte hove, et enkelt skridt sidelæns med et svaj fra halen. Han var som sådan ikke en hingst af mange ord, og han blev rastløs af at stå stille for længe, men hoppen havde alligevel formået at optage ham. De kastanjebrune øjne mødte uden videre hendes isblå blik gennem pandelokken, da hun så rigtig på ham. Han så udmærket hvordan stærke følelser gik gennem den sorte hoppe i netop dette øjeblik. Måske havde han prikket hvor han ikke burde, men han fandt hende ikke nogen svag hoppe, og følte derfor intet behov for at liste om hende. Han kunne ikke forestille sig det valg, den stjernebestrøede mon havde stået over for, siden dette møde havde ændret hendes tilværelse radikalt. wordcount 313

Den brune hingst som havde fundet det sorte Leonora lod til at opfange hendes ord med interesse i stedet for afsky. Dette forundrede hende en smule, for havde hun selv hørt den udlægning hun var kommet med, ville hun have tænkt sit. Måske var sjælene i landet blot vant til, at mystiske ting skete omkring dem. Leonora hævede hovedet en smule, altid på vagt som det nu lå til hende efter den traumatiserende oplevelse hun havde haft i den ørken, hvor hendes moders liv var blevet tabt.
Snart spurgte den brune Matthew indtil slangesjælen Rumpelstiltskin. Hvorfor? Leonora fnøs kort, alt imens hendes ustabile sind endnu tog en turbulent tur i forsøget på at vinde fodfæste på sikker grund. Da et stykke af hendes sind endelig hang fast, som havde det kastet et anker, kunne hun koncentrere sig om at svare. Med et tungt prust lagde hun atter de blå øjne imod de ravfarvede øjne den venlige hingst, som han havde vist sig at være, havde.

,,Magisk er et ord der passer som nøgle i lås. Den hingst der gjorde dette imod mig ..”

Stemmen knækkede over. Bare tanken om at skulle sige det, som hun havde i hovedet, smertede hende så meget, at det tog pusten fra hende. Hun vred hovedet til side i et iltert slag, frustreret over hendes indre der igen bevægede sig rundt i alle retninger. Det tog hende tid at finde ud af, hvad hun skulle; og endelig kunne hun fortsætte.

,,Ja, han forvoldt mig den skade. Al den skade. Og jeg tror han ville være i stand til meget mere”

Hun undlod ganske elegant at springe over de vigtige detaljer i hendes historie, da de var alt for private, alt for smertefulde for hende at fortælle til nogen, som ikke var hende helt tæt. Derpå afsluttede hun med en næste lettet brummen; nu var det hans tur til at tænke og snakke, alt imens hendes sind kunne få blot nogle få sekunders pause.

[Lukker denne tråd ]