Bjergets indre

// reserveret til Camie og Djange

Den sorte dog stjerneplettede hoppe var taget på eventyr, hun havde været ude ved ørkenen og hun havde set Andromedas smukke græsgange, men nu var det på tide at søre nye steder, nye områder, ja måske endda flere heste. Den muntre hoppe besteg bjerget med elegance og hårdførhed som kun en araber havde fra fødsel, det var i hvertfald svært at gøre hende fysisk udmattet, selv hendes psyke var stærk, det havde menneskenes opdragelse og hendes mors en del at gøre i. Den slanke hoppe holdte hendes sorte - dog med få hvide striber, hale oppe i en kåd bue, hun elskede at vandre, og faktum at hun bevægede sig højere op gjorde hende endnu mere glad. Hun var led ikke af højdeskræk, hun nød kun udfordringen. Efter et stykke tid med frisk march spejdede hun ud over horisonten, hun var nået til en platform hvor man kunne se ud over kanten. Horisonten var smuk, hun stod nu ved udkanten af bjerget, på den ene side var bjergets hjerte og på det andet stod hele Andromeda ved hendes hove. Et smukt dog sjælendt syn.

Sam smilede, hendes sind gjorde det let at indtage en masse nyt, hun var åben for alt og tog imod alle med åbent sind og lutter glad mine. Hendes grønne øjne kiggede endnu engang rundt, før hun i et kækt hop landte på bagbenene for at stejle ud mod horisonten, et vrinsk undslap hende også, hun var så kåd at hun var nød til at holde sig tilbage for ikke at falde ud over klippen, mon der var andre heroppe der beundrede denne smukke og uendelige dejlige horisont?

Tiden gik, og snart ville tiden løbe ud; ville den ikke? De

[/b] ville blive for stærke her, og den let brogede hingst ville måske ikke have en chance? Tanken var ulidelig, alt imens Djange forsøgte at fraligge sig disse tanker. Han havde endnu ingen frist på denne opgave – men på den anden side kunne han heller ej vente. Han ønskede at tjene Herren, ej ville han skuffe denne umådelige kraft han havde set. Ak ja, noget der fyldte hans sind umådeligt meget siden han havde set lyset, på lige dette spot. Han ønskede at mærke varmen igen, men her var tomt, koldt og forladt. Som der nu plejede at være et sted som dette i bjergpasset.

Videre drog han, før han nåede stien der snart ville føre ham ud på ydersiden af bjerget. Han holdte ofte til der, kun for korte stunder; for at våge over engen, skoven – Ø’en. Men et vrinsk ramte de gråbrune tilbagevendte øre. Det var hurtigt de krystalblå, kolde og tomme øjne blev misset anseende sammen, uvidende omkring denne muligvis fremmede der var at finde bag klippevæggen her. Om hjørnet spadserende han ranke og stolte hingst, båret af en anspændt holdning, alt mens blikket hurtigt blev fæstnet direkte på denne skabning. I samme øjeblik så det ud til at denne fremmede, umådeligt smukke skabning, var landet efter en akt af stejlende form. Straks ramte en duft ham. En blød og rund duft, som smagen af lakridsrødder. Den lyserøde mule slog sig en skeptisk rynke, ved denne ivrige og frembrusende energi hoppen her ejede – ej at han afskyede dette, men rynken var der og det samme var de sammenmissende øjne.


[/size][/color][/center][/blockquote][/blockquote]

Hoppen havde stået og nydt udsigten, hun havde rigtigt indsnuset den vidunderlige bjergduft der var omkring hende, undhyllet i glæde. Den sorte hoppe var akkurat landet på alle hendes fire lange og elegante ben, hendes balance var i topform, men det var igen kun familieejet - det kunne sagtens forbedres. Hendes ører røg bagud for at lytte hvad der var bag hende, noget havde bevæget sig ind på hende imens hun havde nydt herlighederne ved sine hove. Roligt og nysgerrigt vendte hun sit hovede, hun skubbede hendes sorte - dog stribede pandelok som normale heste ikke havde, eller det var en sjældenhed at heste havde sort man med hvide striber i, specielt for araberne. Hendes grønne øjne blev store, en hest?! Ikke bare en hest men en hingst - og en stærk en af slagsen. Hendes smil blev større og i et snuptag havde hun hoppet i luften og vendt sig om i ren og skær glæde, men da også for at byde denne flotte hingst velkommen.

Samauun satte i gallop, for at indhente de sidste 3-4 meter imellem dem, en halv meter til hun nåede hingsten og hun satte bagbenene i jorden, et glædeshvin undslap hende da også. Hoppen brummede ivrigt af hingsten, en hilsen selv en konge værdig, dog mere barnligt end som så. Hun strakte halsen for at hilse på ham mule mod mule, men istedet for at gå direkte til hans mule valgte hun med stor legelyst at undvige ham, for at løbe en smule væk med hensigt på at komme tilbage. Endnu engang stilte hun sig stille og brummede af ham, energien boblede indeni hende, hun så intet ondt i nogen kun det bedste af det bedste i alle heste. Hingsten havde præsenteret sig for hende med en høj og rank holdning hvilket fortalte hende at hun skulle være forsigtig med at røre ham, derfor holdte hun sin afstand efter et første drillende forsøg. En dyb brummen undslap hende endnu engang, hun var utrolig glad for at hilse på andre, men ikke alle brød sig om hendes åbne velkomst. De frodigt grønne øjne spejlede sig i hingsten, hvordan ville han reagerer?