Arabians March - the wild and the coy

//Reserveret til Emma og Askari

Samauun var atter ved det grønne landskab, det samme landskab hun havde set fra toppen af bjerget. Den elegante hoppe satte i let trav over engen, hver en muskel i hendes krop arbejde med stor behag. Hoppen elskede at trave afsted, men galoppen var nu hendes yndlings, da hun fik øj epå søen satte hun over i en dejlig afslappet gallop der rigtig viste hvordan arabere førte sig frem, hendes hale var oppe i en fane, dog ikke uden den kåde bue. Sam var som altid i godt humør, og under galoppen sneg små buk sig også ind på bagparten af hende, glædesbuk - eller reje buk som flokkens medlemmer altid sagde. Den kønne hoppe stoppede op inden kanten af søen, hendes grønne øjne der kunne sammenlignes med græssets frodige farve skuede en anden hest - den lignede utrolig meget hende selv, bortset fra at hun bølgede?? Sam brummede nysgerrigt til den fremmede hest der gemte sig på den anden side af vandet, hun valgte at komme tættere på, plask! Den unge hoppe for forskrækket tilbage, hun vidste godt hun bare legede med søen, men at hun selv skulle blive våd var ikke planen, hele hendes mule var gennemvædet - hvilket ikke behagede hende. Sam fnøs af vandet og krøllede halen op på ryggen for derefter at trave videre denne her gang med hovedet i vejret og fri trav.
Efter hun var nået et vist stykke stoppede hun op og kiggede rundt, hun synes aldrig at se nogen i Andromeda, landet var begyndt at irritere hende en smule, aldrig nogen at snakke med! Hoppen lod et vrinsk undslippe hende og løbe afsted til den nærmeste hest i omegn, mon der var nogen der kunne høre det?

Askari travede elegant igennem en spredt skov. Hans holdning var rank. Ja rank var den tit - men i den sidste tid havde den været ekstra rank. Han var stolt, og dette satte tydelige spor på holdning og humør. Han var stolt af sig selv, af Foxie og deres føl. På en måde følte han, at han hørte mere til her i Andromeda. Det var lidt somom at han først lige havde fundet lidt af den grund til at være her. Han havde altid været glad for at være her, men først nu så han sig selv som en del af landet - han hørte til og havde sin rolle i opdragelsen af hans lille skat. Ja han var meget stolt af dette lille føl. Kærligheden havde gennemstrømmet ham, da hans øjne søgte den brune pels med de høje sokker, og fandt de smukkeste brune øjne.
Ikke længe gik han, før eng kom til syne. Det saftige, grønne græs bølgede sagte badet i solskin. Græsset var kun brudt af spredte blomster i alverdens farver. Farver som rød og gul, efterårsfarver og de mere svære at finde i naturen; lilla og blå - disse farver var kun fundet andetsteds som himlen og sjældne gange havet.
En grå farve sprang den blomstrene eng - men ej gjorde det synet være. En skimmel hoppe stod og kiggede den anden vej. Hendes farve bar næsten helt hvide pletter - som stjerner en skyfri dag. Hun havde smukt, sort hår, der blev sprunget af spredte hvide hår. Hendes figur tegnede sig elegant i den sene sommersol.
Askari betragtede hende. Ej vrinskede eller prustede han - han ville ej forskrække hende og nød da også at betragte solen glinse i den stålgrå pels.

Samauun stod og ventede, tiden gik langsomt, hun havde vrinsket en gagn men ingen havde svaret.
Hendes hale der før var i den kådeste bue som hoppen kunne stille den i var langsomt begynde at falde ned, det var dog trist som der aldrig var nogen i dette smukke land, det var måske det den lille hoppe var begyndt at savne? Hun kastede protesterende med hovedet og fnøs da også en gang eller to, stedet var stort, men de levende sjæle var virkelig få, her var frre end først antaget.
Hendes sorte hale med de hvide striber blev irriteret kastet fra siden til siden, ikke for at jagte de irriterende insekter væk, men mere som irritation til hendes kald som ingen svarede. Hun vrinskede igen - højere dene gang.
I det hun vendte sig om stoppede hun brat oop, længere fremme stod en broget hingst og betragtede hende, hvorfor havde han ikke gjort sig til kende?
Den elegante og feminine hoppe satte i glad trav med halen i vejret mod hingsten. Hvem var han og hvor kom han fra? Han lignte en araber, men hun var ikke sikker på om han kunne deres modersprog. I et nu satte hun af for fuld galop, da hun endelig nåede hingsten cirkulerede hun omkring ham, kåd, legeglad - og ikke mindst energisk, hendes smil var blevet større.
Imens hun cirklede rundt om hingsten - nu i afslappet gallop brummede hun dybt og velkommende af ham, hendes cirkelleg var for at byde hingsten til dans, ville han tage imod den eller ville han stoppe den brat?

Askari så desorienteret til begge sider, da hoppen opdagede ham. Der gik ikke så meget andet end skam gennem hans hoved, da hoppen travede over til ham. Dog glemte han det hurtigt - heste havde manglet i den sidste tid og han skulle ikke stikke halen mellem benene, når han havde muligheden for at stifte nyt bekendtskab. Da hoppen begyndte sin cirkeling, bragte det et minde om anden hest frem til overfladen - en snu gammel ræv, Rumpelstiltskin. Hendes cirkeling mindede grueligt meget om Rumpels overernergiske skridt. Kunne en magisk hest som ham forvandle sig til en smuk hoppe? Var han kommet for at skygge ham?
Et øjeblik stod Askari som forstenet. Lettere mistænksom. Hvad ville hun?
Dog lod han atter igen sine "Rumpelstilskin-fornemmelser" i baggrunden. Hendes cirkling virkede mere... glad? som ville hun lege - danse?
Hvis denne smukke hoppe ville danse en dans med Askari, var han ikke sent - for han ville ikke kunne sige nej til sådan en indbydelse, selv ikke hvis det var den hoppelige udgave af Rumpelstilitskin, og hvis det var, så så Rumpelstiltskin rigtigt godt ud!...

Askari lod sine elegante ben føre ham ind bag hoppen. Sådan de cirklede om ingenting. Næsten tagfat. Hans hoved var cirka en hårslænge fra hendes plafrende hale. Den sorte hale blev ført op i en elegant, hingstet buge og han slog glad med den korte man.

Samauun der havde cirklet lidt rundt om hingsten i en glad indbydelse undrede sig over hingstens tøven, han var jo selv flot og ikke mindst hingstet at se på, men hans tøven undrede hende en del - men mere nåede hun ikke at tænke på da han pludselig satte lige så elegant efter hende.... Han accepterede legen. I et hoppede den drillesyge hoppe i luften af bar glæde, hun smed da også bagparten i vejret dog uden at lange ud efter den brogede. Hun kiggede undersøgende på ham, som om hendes cirkel leg fra før ikke var nok til at udforske ham, se ham an.
Og i et drejede hun 90 C* den ene vej for at drille hingsten lidt mere, nu var der også en rimelig god afstand, lige god nok til at hun drillende kunne lange ud efter ham, hun hvinede hoppet i hendes akt. De havde løbet rundt om ingenting, bare leget hvilket den unge hoppe nød til det fulde! Hun stoppede brat op og brummede glad af ham, hendes hale var rejst i en kåd bue, og halsen hvælvet smukt og elegant.

"Enta men wen? Enta men hon?"
Den næsten sorte hoppe spurgte ham på deres modersprog, hvor var han fra? og var han mon født her? Den glade
hoppe ventede ivrigt efter hingstens svar, hendes grønne øjne skinnede af nsygerrighed og ikke mindst venlighed, de søgte den brogedes.

Legen var sjov. For udefrakommene mennesker kunne den virke meningsløst, men Askari synes den var sjov. Bare cirkle, se på den anden hest, hoppe. Dog gjorde hun en ting, der et overraskede ham et øjeblik; vendte. Med det samme gjorde han det samme og satte efter hende. Hun stoppede. Hendes flotte, smukke hals buede smukt. Askari brummede tilfreds tilbage. Han stod stolt og betragtede hende. Hun talte, og han lyttede. Dog forstod han meget knapt. Hans moder havde været en importeret hoppe, men havde efterstræbt at Askari skulle lære det sprog, han sikkert ville vokse op med - derfor var kendskaben til hans moders modersmål meget lille. Dog vidste han, at det var dette sprog, hun talte. Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende, usikker på hvad han skulle sige - dog gik han udfra at hun spurgte til navn.

"Askari"