Stille og roligt..

Det var helt så de kuldsorte ben skinnede blankt i det lyse solskindsvejr. Ovenfra havde det regnen for en stund, men nu her – nu livede engen op. Alle de flyvende pollen partikler var slået ned og luften var så frisk og ny at indånde. De lyserøde læber på det ellers sorte hoved, kun beklædt med en hvid snip, begreb sig roligt om et par friske græsstrå, afskyllede med for nyligt nedfalden regn. Her var roligt nu; og dagen var sen. Alligevel var himmelen blå og oplyst, rar og kærtegnene. Han havde atter blot begivet sig omkring på denne Ø’s enge, ikke søgende efter nogen som så, nærmere noget. Han vidste i grunden ikke hvad – men havde faktisk langsomt været på nippet til at kunne skubbe bekymringerne fra sig og i stedet nyde dette utroligt smukke sted.

Dog drog han dagligt mod disse bjerge, endnu med den undrende mine. Dette mysterium af hvordan han var havnet på en Ø, blot ved at have fulgt nogle af de stier i bjergende han og hans familie fulgte hvert eneste år når de søgte mod de store enge hvor de skulle bedrive sig sommeren og efteråret over. Men på vildspor havde han ledt sig selv, endt på en Ø. Det skræmte ham inderst inde, hver eneste gang han tænkte på det – selvom han ikke ønskede at hænge sig i det, var det skam sværere end som så…

[Reserveret til Hawaet El Nour]

Den musegrå hoppe var atter kommet fri, hoppen havde siddet fast i en hule i noget tid, hvordan hun overlevede havde hun ingen ide om, men hendes krop havde taget skade af det, hver eneste muskel på hende var forsvundet, hun var tynd, HÆSLIG, og ikke til at holde ud at se på. Der var engang hvor hun var en af de yndigste hopper der var på øen, en smuk livsglad hoppe, men efter hun havde folet og Asira var vokset var hun blevet fortabt. Hoppen så ikke glæden mere, mødte den ikke med begejstring længere, ophobede en smule glæde kvalte hun det med det samme inden det nåede at se dagens lys. Hoppens lange slanke ben var ej fine længere, de var arrede, buskene med torne havde flået hendes ben op, alle fire. Hendes pels var uglet efter at havde ligget i så mange dage uden at kunne rejse sig - for hvis hun prøvede åbnede sårene sig igen. Men hun slap ud, lyset stak hende i øjnenen og hun prøvede at genfinde sin hukommelse om stedet - intet. Hun vidste ikke hvor hun var. Hendes øjne hvis farve havde som den smukkeste reneste honning nogensinde spejdede mistroisk området, var hun forladt? Hoppen vrinskede, fejl hendes stemme var blevet brugt op, det gjorde ondt for hende at kalde, men hun prøvede alligevel igen, denne her gang kunne det høres, et nødråb - hvis der var nogen måtte de komme og støtte hende, hjælpe hende på vej igen.

Nour følte sig fortabt, mon hun kunne blive sig selv igen? det eneste smukke hun havde tilbage var hendes øjne, om man stadig kunne se den prægtighed hun engang bar sig var et ubesvaret spørgsmål, hun turde ikke se sit eget spejlbillede.

I de trygge omgivelser her på det åbne, skar et skrig sig vej igennem. Den grå hingst hørte det mest af alt som et hæst og lidende skrig, et råd efter hjælp – et sidste kald før alt håb opgives. Hurtigt havde hans sorte hoved hejst sig fra det høje og frodige græs, alt imens hans mørke mahogni farvede øjne sørgmodigt søgte dette kalds ejermand! Kun en grålig skikkelse i det fjerne, nær foden af bjergende, var at syne. Dash vidste sig slet ikke sikker omkring dette, om det var denne skikkelse eller ej. Men noget rørte på sig i hingsten, et svagt håb af en fra sin egen flok. Denne grå, kunne både være Seesch såvel som Tjempa! Det var hurtigt han kom op i fart, alt imens det gik op for ham hvor våde både hans ben og mave var af det drivvåde græs efter regnen havde passeret.

Men hurtigt, dette hest var udsultet og ikke mindst fremmed kunne han se. Håbløs og fortabt, så den tilmed ud; hvilket bundede i at de lette og fine svævende galoperende trin snart blev en smule tilbageholdte og forsøgende travtrin, med let sænket hoved. De mørke øre vippede en smule undersøgende frem, før han brummede ens mule spørgende og sørgmodigt imod denne hoppe, da der havde været en god hundrede meter imellem dem.

Hoppens skinger skrig stoppede brat da hun hørte en lyd der fulgte den, galopperende trin? hvem ku det være? var hun ikke alene alligevel? et lille håb lyste op i den musegrå hoppes øjne, men da en fremmed sjæl kom til syne blev hun atter sørgmodig igen, hvem forventede hun dog? Hingsten var kommet tættere på den udmagrede hoppe, hun lagde ørene ned og kastede med hovedet, hun var alt for vant til at hingstene på øen enten pludseligt ville angribe hende eller bedække hende, og hun brød sig om ingen af delene for hun var ikke egnet til kamp ej heller at være moder.
Nour fnøs af hingsten der var kommet tættere på, skulle hun give ham lov til at hilse? Hingsten var høflig, han afventede hendes signal og han brummede endda ligeså sørgmodigt tilbage til hende.

Den musegrå hoppes brune honningfarvede øjne søgte hingstens, han så ud til at have en god sjæl, men noget i hende holdte hendes elleres tidligere åbne sind tilbage. Hun plejede at være livsglad, smuk, og ædel, men nu var hun ikke bedre end den selv samme jord hun gik på -aftrampet, mudret, ødelagt. Hoppen svingede med halen inden hun til sidst sænkede hovedet og kiggede væk, hvis hingsten ville komme tættere måtte han godt, hvis ikke skulle han forsvinde omgående, at se andre heste være i så god velstand som hun selv havde gjorde ondt på hende, for hvordan skulle hun dog nogensinde kunne indhente hendes flotte form, uden ar, skrammer og med alle de muskler hun havde fra før?

Den fremmede hoppe var tydeligvis både ilter og aggressivt anlagt. Men måske hun blot var skræmt? Hendes tilstand var hverken noget at prale med eller være stolt over, tværtimod… Selv havde han nok gemt sig væk; i en tilstand som denne – uanset om dette så ville have været kløgtigt eller ej. Han forblev stående de hundrede meters afstand fra hende, ventende på hendes accept – hvis hun da gav ham den. Utrygt havde de mørke øre hurtigt været gledet ud til siden da hun havde teet sig sådanne over hans ankomst; som endnu ikke havde været anmassende eller nærgående. På den anden side kendte han intet til dette område? Måske var det hende… Hendes territorial.

Det var dog som om hun lod ham være her, som skulle hun blot afreagere. Hun havde tydeligvis brug for hjælp; og hendes skrig kun få galopspring herfra han havde hørt, havde sagt alt. Hvis man da spurgte Dash… Forsigtigt havde hans hoved søgt ned, spørgende før han nu stille hejste det roligt. Han var en hest med bløde, glidende og lidt flade gangarter. Som de spinkle, men stærke Quarterhorses der danser sig vej diskret over de lange distancer uden at blive udmattet.

”Undskyld?.. er alt i orden?”
Hans rolige stemme med den rene klang, lød forsigtig og spørgende da han tog få skridt frem inden han stoppede. Hans øre var allerede gledet frem, en smule spørgende vippede de, mens de mørke mahogni farvede øjne søgte hendes forsigtigt. Han var udmærket klar over at alt ikke var i orden, nærmere tvært imod – men i tilfælde af at han ikke kunne hjælpe hende, eller at hun intet ønskede fra ham; som såkaldt fremmede, ønskede han ikke at trænge sig på.

Hoppen kiggede udmattet op på hingsten, han var så sød, han viste utrolig meget respekt, og alligevel stod hun som en gammel hejre og bad ham om at forsvinde. Hun var ikke længere den samme som før, men en smule lys tændte sig da i den musegrå hoppes øjne. Hun vidste ikke hvorfor men hingsten tiltalede hende på en afslappende måde, ja lidt ligesom Halmet, den skimlede hingst hun altd holdte af at være i selskab hos. Af ren natur var Nour ikke en enspænder, hun hadede at være alene, mon ikke dette var med til at knække hende? flere måneder alene nede i hulen, kaldte hun og skreg, uden at nogen kom hende til undsætning, dette var grunden til hun skulle have haft sig en flok, en flok hun ku støtte sig om og leve med, men ak nej, sådan var det ikke for hende - skæbnen ville andet.

Hun hævede nu hendes tynde hals så hun rigtig kunne beskue hingsten, uden helt at svare ham brummede hun blidt igen, denne brummen var ej hæs, eller ødelagt, det var en blid brummen, en brummen der var hendes køn værdigt, i et lille øjeblik fik hun et flashback om hendes tidligere stemme der måske ville vende tilbage når hun havde hvilet sig. Med usikre dog faste skridt gik hun hingsten i møde, hendes øre var halvt tilbage, en facade der gjorde at hingsten skulle være opmærksom på hendes luner, eller i den grad udvise yderst respekt. Hun plejede aldrig at være sådan, men med al den tide alene havde hun ikke en eneste social status tilbage, hendes sociale evner var i bund. Da hun var kommet tæt nok på hingsten fangede hun hans mahogni farvede øjne, smukke var de, og hun stirrede da viljefast tilbage på ham med hendes egne honningfarvede - to farver der passede til hinanden.
Et sidste skridt og hun lagde hovedet ved hans hals, stik imod alle hendes signaler hun ahvde sendt den arme hingst, men hun søgte vel en smule trøst, en smule tryghed hos en der i den grad var stærkere end hende...

Jeg ved det ikke...
Hendes ellers tidligere stemme ville havde lydt sød, nærmest sukkersødt med en fjern ringen af klokker, men denn her var hæs, slidt, og ikke mindst falmet, hun havde ikke styrken i sin stemme længere, men hendes øjne skinnede ikke af at være fortabte, de var ej heller i fred, men måske hun var godt på vej allerede?