Surrounded by Gold

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 300x; height: 400px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan/titan1.png); border-left: 10px solid #121212; border-bottom:10px solid #121212; border-top:10px solid #121212; border-right: 10px solid #121212;] Surrounded by Gold WORD COUNT:257 [Åben tråd for hoppe mellem 3 og 6 år] Selvom det efterhånden var ved at være et godt stykke tid hen af på aftenen, så var solen stadig ikke gået helt ned. Den stod ikke højt på himlen, men var i stedet ved at synke ned i havet lige så stille, som havde den alt den tid i verdenen den overhovedet skulle bruge, og havde besluttet sig for at dette skulle være et tidløst øjeblik, eller i hvert fald bare sætte alt i slowmotion. Den kastede sine gyldne stråler ud i alle retninger, og farvede både himlen omkring den, samt omgivelserne den sorte Titan var i, gyldne og gullige med et varmt orange skær. Det i forvejen sandfarvede og næsten gullige sand blev mere varmt at se på, og vandet fik en anden lidt ubestemmelig farve. Vinden var varm. varm og tør, på trods af den sorte hingst befandt sig tæt på vandet.   Med knejset nakke og trippende skridt, dansede han nærmest rundt om sig selv i ren og skær energi der skulle brændes af. Han virrede med det sorte hoved og afgav nogle yderst hingstede små hvin inden han slog ud med begge bagben i et energisk buk og derefter kastede sig fremad for at opbygge en god fart i det gyldne sand, mens vinden legede med hans efterhånden lange sorte man og hale. Han søgte dog ikke for langt væk fra vandet fordi det bløde sand næsten var umuligt at få fart på i. Det krævede i hvert fald mere af ham, og som han løb her, føltes det næsten som om han fløj.

[/td][/tr][/table][/center]

Samauun stod på en sandbakke nær havet, hun kunne ikke se kysten endnu men hun havde atter vandret tilbage til det selv samme sted som hendes forfædre boede i, græsset og bjergene var skønne steder næsten helt drømmende men prikket over i'et var helt klart de gyldne sandsletter, hendes hove fandt let balancen i sandet, hvis hun satte af var det stadig med kraft, ynde og fart. Hoppen havde gået i sine egene tanker, tænkt på hendes liv, havde det givet mening? Var det bedst hun var komemt til Andromeda eller ville det slet ikke ændre hendes liv? Hun var på ingen måde trist eller sur, hun var mere undrende og nysgerrig af natur. Den sorte hoppe nåede endeligt tættere på kysten, vinden nåede drillende at tage fat i hendes sorte man med de hvide striber og kastede det voldsomt fra side til side, den ellers altid blide vind der altid havde været hendes ven var nu rug, hård advarende. Havet havde hun aldrig været ved før, hun havde selfølgelig set vand før men aldrig så vildt vand. Det stod aldrig stille og da solen var på vej ned havde det nogle underlige farver med orange farver i toppen i forskellige nuancer. Hoppen så helt betaget på vandet, men hun blev dog afbrudt. Hende øre vendte mod nogle lyde, lyde der var afgivet af en hingst, først efter hun havde hørt nogle hove bore igennem det våde sand vendte hun sit yndefulde hovede. En hingst der trippede påp stranden? Ville han mon danse?

Hun satte i galop ned af sandbakken, halen var rejst så fanen stolt kunne vises frem. Hendes brunst lagde hun ikke så meget mærke til, hun havde aldrig fået at vide hvad hun egentlig skulle bruge det til, det havde bare en underlig duft og essensen dragede åbenbart andre heste? Mere tænkte hun ikke før hun var noget tættere på hingsten. Et højt hoppet vrinsk blev givet og hun stod nu få meter fra hingsten. Hun løftede den ene hov op. Hun var elegant og smuk, hendes grønne øjne søgte den sorte hingsts, hans energi var noget hun kunne lide, og hun følte sig draget. Efter et stykke tid med hoven oppe stampede hun en enkelt gang... DANS!

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 300x; height: 400px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan/titan1.png); border-left: 10px solid #121212; border-bottom:10px solid #121212; border-top:10px solid #121212; border-right: 10px solid #121212;] Surrounded by Gold WORD COUNT:249 Som den sorte hingst sprang gennem luften og hen over sandet, med hovene begravet i de gyldne korn inden han endnu en gang satte af for at flyve fremad med den kraft som hans muskler besad, fangede noget hans opmærksomhed. Fra bakkerne kom endnu en sjæl – sort som ham selv, men ikke kul sort og kun sort som ham. Bagparten blev skudt ind under ham, og i løbet af kort tid sad den sorte hingst næsten på røven i et slidestop, med baghovene begravet i sandet, og sluttede af med et stejl og fægtende hove. Idé de landede i sandet igen gav han sig til at trippe fremad i en samlet holdning. Knejset nakke og de spillende muskler var udelukkende for at gøre sig til og vise sig frem. Han var spinkel af bygning, men ikke helt uden muskler.   Med en hingstet brummen der besad en lille dominerende undertone, trippede han nærmere hoppen, som besad en lugt der nærmest rev i hans næseborer og bad ham om at komme nærmere. Det trak i ham, og på en eller anden måde var denne hoppe meget interessant. Han havde ikke mødt mange på hans egen alder. Kun som lille, og hvor de var blevet af, vidste han ikke. De andre havde været gamle halvsure hopper, eller hingste der ikke altid ville finde sig i hans leg. Det havde givet nogle knups hen af vejen, men denne hoppe lignede ikke en der uden videre ville kaste sig ud i en mindre fight.

[/td][/tr][/table][/center]