Hvad har jeg lavet? (Signe)

Den unge hoppe som ikke var meget andet end et år gammel kom gående. Hendes brune øjne var tomme at se på og ingen følelser kunne ses i dem. Sådan var hele hendes krop lige nu. Hun havde ikke været at få øje på i lang tid, da hun havde brugt utrolig meget tid på sig selv, for hvem var hun? Hvem var hendes far? Hun havde endnu ikke fået afvide hvem hendes far var, og hun ville så gerne vide det. Men mon ikke hun ville få det afvide en dag? En brummen kom fra hende. Hendes øre var dog ikke i nakken, men de var heller ikke glad vippet frem, meget neutrale. Det var sådan Savana havde det i dag. Meget neutral, det var som om at hun ikke følte særlig meget. Man kunne vel godt sige at denne dag var en af de lidt mere svære dage for hende? En af de dage hvor hun havde svært ved at komme igennem dem. Hendes mørke hale slog bag hende som hun skridtede lige så let og elegant frem for sig igennem skoven. Hun var udhvilet og alligevel klar til at der skulle ske noget, noget i hendes liv. Selvskaber? Men gad hun i dag? Hmm...

Bjerge, skov, græs, bakker, klipper, åben himmel. Vinden, varmen, fugtigheden – det hele var der, på denne ø. Den specielle hingst, med det specielle udseende havde dat hov på den bevoksede ø Leventera, en ø han ellers ikke hidtil havde befundet sig på. Han var endnu en ny sjæl i dette land, der havde redet ham fra det tyngende ocean, der havde truet med at tage livet fra ham, og hver dag bød på nye eventyr at udleve. Med dansende trin bevægede han sig rundt i udkanten af et skovområde, der grænsede op til et åbent landskab med klipper spredt ud over det; høje klippe, spidse klipper, flade klipper.
Under det plettede, brogede skind, bevægede musklerne sig frit på den ædle hingst med de indadvendte ører; sulet havde sat sig godt på ham nu, og langsomt begyndte hans muskler at bygge den fysik op de havde haft, inden han var blevet spærret inde på det gyngende skib, der havde ledt ham fra sit liv i paradis, til et liv i helvede; han så bedre ud, det gjorde han, godt på vej imod sin tidligere storhed. Med fnys, prust og hvin kastede han sig rundt i elegante vendinger, ind og ud mellem skoven og det flade landskab, for til sidst at sætte en spurt af, afsted mod en stor flad klippe der mere eller mindre blot lå fladt på jorden. Det perfekte sted for ham, at udføre den dans han var oplært til at udføre; den dans der havde givet ham succes og beundring i sin tid, og sin ejers stolthed på et plan han slet ikke havde regnet med at få. Livet var at spore i hingstens krop, sind og aura, imens han strøg afsted med de krøllede ører vendt så langt frem han kunne.

Savana vippede med ørene da hun pludselig hørte et hvin fra en fremmed. Det var tydeligvis en hingst. Hun havde aldrig haft meget selvskab i hendes endnu korte liv. Hun kendte få og ingen kendte hun særlig godt, faktisk kun bekendtskaber, ud over hendes mor selvfølgelig. Hun slog endnu et par slag med den mørke røde hale bag sig. Hun mimrede med den røde mule og de brune øjne som endnu var tomme at se ind i så rundt efter den fremmede. Måske kunne denne fremmede få hendes gode humør frem? Men det kom selvfølgelig meget an på hvordan han var. Var han også en der dømte hurtigt? For så ville de nok få et rimelig svært selvskab, for lige nu var Savana ikke den mest livlige hest. Hun slog et vrinsk op, et vrinsk til den fremmede som tydeligvis var lige i nærheden og hun satte sin gang i retning af hvor hvinet var kommet fra. Hun fik snart øje på en meget speciel farvet hingst. Der var en masse pletter, både store og små at finde på hans krop. Hans øre så sjove ud, de vente nærmest ind ad. Hun lagde tænkende hovedet på skrå og brummede frem mod den fremmede. Der var ikke mange følelser at spejde hos denne hoppe lige nu. Egentlig kunne man godt sige at hun var ret lukket.

Den ædle hingst, der strøg af sted over det åbne område, for at nå den klippe han havde udset sig som hans danseplads, slog sine forben hårdere og hårdere i jorden. Afstanden til den flade klippe var nu mindsket så meget, at han i ganske få trin var oppe på den, med de klappende hove dansende rundt. Han havde fundet det helt perfekte sted, og i det han begyndte at gøre klar til at indlede sin dans, fik han vendt sin front imod det skovområde han for kort tid siden havde forladt – og synet af en lys jordfarvet hoppe fik ham til at stoppe på stedet. En plag, var hun vel, med blikket rettet imod hans før dansende krop. Forundret rykkede han hovedet en tak op – han havde slet ikke lagt mærke til at han blev overvåget før nu. Normalt sansede han meget, men når ej hans sind var født vildt, var der ufatteligt mange ting han overså herude. Man måtte lærer at orientere sig bedre. Med en kort brummen besluttede han sig så for, at dansen måtte vente, og inden længe var han atter på vej imod skovområdet, med kurs imod den unge hoppe, hvis blik havde fulgt ham. Siden hun stod der, betragtende, kunne han ikke blot ignorere hende og fortsætte sit gøremål; og desuden så generede selskaber ham aldrig, tværtimod.

Hingsten som hun stod og betragtede var lige nået op på højen da han så hende. Det var endnu en meget glad hest. Fandtes der kun livsglade heste på denne ø?! Ikke fordi at det var det værste, men det var bare sjovt at lige de 3 hun skulle møde, det var meget livsglade og smilende heste, og hun var jo ikke som sådan livsglad, eller jo, hun kunne jo godt lide sit liv og sådan, men hun var ikke en der hopper glad rundt som en eller anden tosse. Dog hoppede denne hingst ikke glad rundt som en eller anden tosse, han virkede faktisk som den mest rolige af dem? Hun slog atter et par slag med halen bag sig. Hun havde dog et lille smil omkring mulen da han kom nærmere. Mon han kunne lave smilet større? Det ville tiden vise..

Snart ar den spraglede sjæl henne ved denne unge plag, der ikke ligefrem lignede en der var fuld af glæde og energi, som de plejede at være; men det dysnede ikke hans energi ned endnu. Han brummede højlydt, lettere dominerende, men samtidig også nysgerrigt, imens han kvikt sprang omkring hende på dansende ben, inden han stoppede ved hendes front og rakte den maskuline mule imod hende. Hendes duft var særpræget, ikke noget han havde duftet før og med et lille, hingstet fnys trak hen mulen til sig igen.
Meget nøje anså han den unge hoppe, med en mine som en der mildest talt var ligeglad med det omkring hende, førend han åbnede sin mule og lod den lækre, sprøde stemme lyde.

,,Og hvem har vi så her, mm?”

Smilet spredte sig straks på hans mule, det var som en del a ham, og fulgte som regel med når han snakkede. Hans blik forlod ikke den jordfarvede sjæl med den rødlige man, ej heller da en ganske arrig fugl satte kursen over dem og skræppede som gjaldt det dens liv. Næh nej, hans fokus var på denne unge hoppe – hvem var hun, og hvorfor var hun mon således?