En Vogters færd.

EN VOGTERS FÆRD
-Knowing your own darkness is the best method for dealing with the darknesses of others

[/font]



En ensom vogter havde forladt sin post fra intethedens stilhed. En ensom vogter var begivet sig ind i et land han for længst havde givet slip på – i sin skæbne for at tjene den vise og landet Andromeda i et mellemliggende sted. Men den ensomme vogter havde forladt sin post af en årsag. Den stolte sjæl, der tidligere havde været en fortabt sjæl lod sit blik spejde omkring i landet. Der var sket noget med den portal, han for længe siden havde fået til opgave at vogte. Hvad der var sket med den – eller i gang med at ske - , vidste den stolte Zekaryah udmærket, og det havde tændt for den arrigste slange i den mørke hingsts sjæl. Zekaryah, hingsten fra Skyggerne slog kort ørerne ned i nakken, med udspillede næsebor prustede han hårdt, mens han skævede omkring med et koldt blik. – Når Zekaryah i disse øjeblikke lod slangen i den dybe hingsts sind tænde, kunne det udefra ofte være svært at se, hvilken side den store hingst egentlig tilhørte.
De krystalblå øjne glimtede i lyset fra fuldmånens skær, mens diamanten i hans pande guidede ham vejen frem. De glødende slangelignende ar fra hingstens ben lyste skarpere, jo tættere han kom sit mål. Hingsten var ude på en alvorlig færd – en farlig en af slagsen også. For noget havde pillet ved hans dyrebare portal – Den portal han havde fået til opgave at bevogte for Den Vise – Den portal han også i dén grad havde vogtet med sit liv. De udspillede muskler var spændte, og blodet pumpede igennem hingstens årer – mørke sjæle havde på det seneste fundet vejen til portalen – tilkaldt af en mørk kræft, der for længst var blevet begravet dybt nede i undergrunden – en kraft der måtte stoppes! Zekaryah havde den seneste uges tid bekæmpet den ene mørke sjæl, efter den anden – de sjæle, der ikke var velkomne i dette land – De sjæle Zekaryah ikke havde bragt hertil. Endnu ingen var sluppet igennem ingenmandslandet og ind til Andromeda . – Men det måtte være et spørgsmål om tid. Derfor havde Zekaryah forladt portalen.
Før dette, havde han hidkaldt en Sirene. En Sirene smuk som den dyrebareste tåre, men farlig som den mest bidske slange af dem alle. En Sirene Zekaryah havde holdt øje med i mange år efter han havde fået sin opgave som Portalens Vogter. Denne Sirene var én, én Hoppe, Zekaryah engang havde kendt. Hende der havde bragt hans slanger frem – skyggerne frem. En Sjæl han havde forladt Andromeda for at opsøge, gang på gang – indtil han havde taget hende med sig, for en stund at kunne optage hans plads som vogter- mens Zekaryah drog ud på sin færd. En færd for at stoppe den ondskab der lurede i undergrunden; den ondskab der var voksende.

[/center][/size][/blockquote]

Den endnu unge hoppe kom med elegante og dansende skridt. Hun havde været på Foehn de sidste par dage, og hun kunne faktisk ret godt lide at være her. Hun stod inde i noget der lignede en start på en skov. Hun havde endnu ikke været inde i den. Men her kunne hun holde øje med mange af dem der bevægede sig på øen, for det var som om at den var hævet over resten af landet. Det virkede som om at det gik nedad igen når man kiggede ind i skoven. Hun kunne godt lide at hun kunne se meget af det der foregik, selv om at hun ikke kunne se særlig meget her i dette mørke. Kun månen lyste få ting op. Hun ville ikke bevæge sig ind i skoven nu hvor det var mørkt, da man aldrig vidste hvad der ventede af fare, kun hvis der var en der ville holde hende med selvskab, og en som kendte til dette sted. Det så dog ikke sådan ud lige nu.
Geshia havde i lang tid holdt sig lidt for sig selv, specielt efter at hun fandt ud af at Eldor var død. Han havde været en af hendes gode venner, og en hun havde snakket meget med og som havde været sød mod hende. En som forstod hendes grænse ved at andre kom nærmere. Hendes sorte hale slog bag hende. Hun mimrede ganske svagt med den hvide mule med den lysebryne snip.
Pludselig var der noget der fangede hendes blik. Det var noget blåt der lyste op her i mørket, noget der bevægede sig. Det skinnede helt vildt. Men hun kunne ikke rigtig se hvad det var der bar det. Mest af alt lignede det ved første øjekast et monster og det fik hende til at spænde i hele hendes spinkle krop og hun skulle lige til at stikke af da hun kiggede på det en ekstra gang. Var det ikke en hest? Hun havde aldrig set en hest med sådanne nogle lysende aftegn. De var dog utrolig smukke. Hendes øre blev taget nysgerrig frem og de skarpe og grønne øjne betragtede den opmærksomt, men også lydløst. Det virkede som om at hesten havde meget travlt. Skulle hun mon forstyrre? Og turde hun? Hun vidste jo ikke om det var et advarselstegn med de lysende blå aftegn.

EN VOGTERS FÆRD
Knowing your own darkness is the best method for dealing with the darknesses of others

[/font]


Den store, mørke hingst skævede mod horisonten, hvor bjergpasset dækkede for den faretruende vulkan. Der var endnu langt, en lang færd der blot var begyndt. En færd, som ikke nødvendigvis ville sikre Zekaryahs sikkerhed, men som han var nødsaget til at begive sig ud på, for at beskytte det land han havde kært. De krystalblå øjne spejdede så omkring igen, der var stille her i mørket – men Zekaryahs sanser var forbedret meget, siden han var blevet tildelt denne ærefulde position som vogter – og han kunne fornemme andet liv i nærheden. Hingsten slog et svirp med halen, og lod et prust afbryde den dunkle stilhed der begravede øen Foehn. Et prust, for at gøre sig selv til kende – for at fortælle, at han ikke var en at frygte.
Den mørke hingst stoppede ganske kort op, og lod sit hoved sænke mod jorden, hvor nattens dis var faldet. Hingsten spillede ganske kort med sine næsebor, for at opfange alle dufte der var i nærheden. De krystalklare øjne blev let knebet sammen, da han skævede mod skovpasset, hvor en yndefuld broget hoppe stod. Geshia, var hoppen. Han huskede hende godt. Hvordan han havde beskuet hende gennem portalens spejl, overvåget hende i mange år – indtil hun var klar. Hingsten hævede atter sit hoved, og tippede ørerne lidt frem og tilbage – han ønskede ikke at sætte sin kurs mod hende, men ville hun gøre ham selskab på en brøkdel af hans kurs, ville han lade hende. Zekaryah så atter målrettet frem, inden blikket faldt mod himlen, hvor månen lyste for sit fulde. Den mørke hingst lukkede da sine øjne – det havde været længe siden han havde haft selskab af Andromedas beboer – beboer der havde været blot ligesom han selv engang var.

Godaften Geshia Lod slangen i hingstens sind hvisle – en ordklang der kun ville lades sig til kende i hoppens hoved. Det var en af Zekaryahs mange evner – at gå i sindet på andre heste – det var sådan han bragte dem hertil – hjalp dem med at se vejen – men uden at manipulere med dem. Zekaryah havde aldrig brugt sine gaver i ondskab – og det ville han aldrig komme til. Tiltrods for at slangen i Zekaryahs sind bestod af så dybe, mørke skygger, at man tiltider godt kunne kalde hingsten for skizofren. Zekaryah havde for længst optaget skyggerne i sit sind. De var en del af ham. Og sommetider kunne mørket skinne mere igennem end lyset. Men for at en skygge eksisterer, skal der eksistere et stærkere lys tæt på.[/center][/size][/blockquote]

Hingsten kom mod hende. Han virkede på mange måder faretruende som han kom mod hende. Han var stor og muskuløs, og han virkede ikke som en god hest, og han virkede ikke som en synderligt glad hingst. Men alligevel var der noget inden i hende som sagde at hun ikke skulle være bange for ham, til trods for at han sikkert hurtigt ville kunne slå hende ud af spil. Hun stod pænt og ventede og til sidst skridtede hun mod ham med dansende og elegante bevægelser som hun altid havde. Hendes grønne øjne så ind i hans isblå øjne som funklede klart her i mørket. Det gav dog et sæt i hende og hun måtte kigge på den store hingst en gang mere. Hvad var det for noget? Hvorfor..? Hvordan..? Hun rystede kort på hovedet. Hun så med rynkende bryn på hingsten og hun stod et øjeblik og overvejede om hun skulle løbe skrigende bort fra ham, for det var yderst skræmmende at han snakkede til hende gennem hendes sind. Kunne han så også læse hendes tanker? "Godaften, hvem er du?" spurgte hun tydeligt forvirret over at han havde sagt hej til hende gennem sindet, men også det at han havde sagt hendes navn. Hun kendte ham jo ikke? Og alligevel virkede den stemme noget så bekendt, og hun kunne se noget bekendt ved hestens øjne. Hun mimrede med den hvide mule. Ventede tålmodigt på at få svar på hendes spørgsmål, og før ville tvivlen ikke forsvinde fra hende.

EN VOGTERS FÆRD
Knowing your own darkness is the best method for dealing with the darknesses of others

[/font]


Zekaryah, vogteren der havde forladt sin portal, betragtede den feminine hoppe, da hun med lette og elegante bevægelser begav sig imod ham. Han skrabede ganske kort i jorden, da han atter lod blikket falde mod horisonten – han havde allerede været på sin færd længe – og var først nu ankommet på Foehn – han havde endnu en lang rejse foran sig. Foehn var kun begyndelsen. Der ventede ham noget mere.. Noget mørkere.
Atter lod hingsten sit blik falde mod Geshia, han blinkede godmodigt med sine isklare øjne. Første gang han havde set denne hoppe, havde hun brug for en frelser. Hun var tynd. Udmagret og udsultet. Men hun havde fundet en frelser i en hingst dengang. Zekaryah havde på afstand betragtet Geshia gro – ikke kun fysisk men også psykisk. Hun var med tiden blevet en utrolig stærk hoppe – også stærkere end hun selv kunne forestille sig. Så da tiden var inde, havde han guidet hende til Andromeda. Hingsten lyttede til hoppens milde stemme, da hun lod sin hilsen lyde efterfulgt at et spørgsmål. Zekaryah lod let blikket glide mod stjernerne der kun nogle var gemt af skyer.
Geshia[/b] Lod den slangende hvislen sig endnu engang lyde for hoppens indre øre, inden hingsten atter lod blikket falde på hoppen. Betragtende, studerende. Læsende.
,,Godaften Geshia, mit navn er Zekaryah. Du kender mig ikke, men jeg kender dig mere end du ved. Måske fra en drøm. Måske fra et mareridt. Men fortæl mig, Geshia, hvad laver en hoppe som dig, på en Ø som Foehn, en Ø der i sin tid blev adskilt fra sine søskende?”
Hingstens stemme var dyb, rungende og rustik – hæs, som om den ikke var blevet brugt meget. Slet ikke som den hvislende slange, der talte til sindet. Zekaryah trådte et skridt mod hoppen, uden at overtræde hendes grænser – for dem kendte han, skønt han blot havde betragtet hoppen på afstand. Aldrig snakket med hende. Aldrig betragtet hendes smukke grønne øjne på denne afstand. Zekaryah trak atter på skulderen, og tog et skridt fremad, væk fra Geshia, hvorefter han afventende lod blikket lande på hoppen, der havde brudt stilheden.[/center][/size][/blockquote]

Hun mimrede ganske svagt med den hvide mule. Det var en mærkelig situation hun stod i, men på den anden side var det også mærkeligt rart. Det var rart fordi at denne hingst tydeligt kendte hende, og derfor skulle hun ikke hele tiden være ops på om han overtrådte hendes grænser. For hendes grænser var vigtige for hende.
Som de stod her virkede det nærmest som om at hingsten blev mindre og mindre farlig, han blev mere og mere rar og venlig at se på, og det var nok også derfor hun ikke blev bange for ham før da han kom tonsende, det var som om at der var en gemt energi ved hingsten. Han var faktisk meget behagelig. Hun slog et par slag med den sorte hale bag sig. Brunsten lå som en tung tåge omkring hende, men hun tog sig ikke synderligt af det, for denne hingst ville ikke blive påvirket af det? Hun havde godt lagt mærke til at der var mange andre hopper der også var i brunst, for det var ikke kun hendes egen stærke duft hun kunne lugte.
Stemmen snakkede atter til hende inde i sindet, og det var som om at hun ventede at han også sagde resten inde i hendes sind, så da han talte selv blev hun et øjeblik forvirret, hvor efter at hun forstod hvor det kom fra, det kom fra ham. Det var en rusten stemme. Mon han ligesom hende havde bevæget sig rundt alene i lang tid? Hun lyttede til hans dybe, rungende og rustikke stemme, men stadig med det hæse. Hun havde et smil omkring hendes mule, venligt og glad. "Men hvem er du så, siden du kender mig så godt Zekaryah?" spurgte hun uforstående. Han måtte et eller andet specielt, også siden at han kunne snakke til hendes sind, og de farver, de sagde mere end lidt. Det var tydeligt en hingst der havde været her i lang tid siden at han vidste det med øerne.
"Jeg har jo altid været meget alene, og nogle gange så får jeg et behov for at gå for mig selv i noget tid, og bare tænke, på de ting der er sket, drømme og ønsker, og jeg kan godt lide at fantasere" sagde hun og så kort ned i jorden da hun sagde det sidste med at fantasere, hun følte det en anelse pinligt, men samtidig følte hun at hun ikke kunne gemme noget for ham, han kendte hende jo åbenbart. Kort slog tanken hende om det mon var den hingst der havde hjlupet hende igennem hendes moders død, om han var blevet til et genfærd eller noget og var kommet tilbage. Hendes øjne studerede ham nøje, men rystede så på hovedet, nej det kunne det bestemt ikke være.
Da hingsten trådte et skridt frem mod hende så hun opmærksomt på ham, men slappede af, for han var ikke inden for grænsen og hun kunne mærke hvordan det gjorde hele mødet meget lettere. Han trådte nu et skridt frem, skulle hun følge med? Hun ville da gerne vandre med ham, men ikke i den fart han havde på.

EN VOGTERS FÆRD
Knowing your own darkness is the best method for dealing with the darknesses of others

[/font]


Zekaryah betragtede nøje den elegante hoppe, der i nattens frembrud havde besluttet at gøre ham selskab. Hendes pels skinnede, som månens lys faldt derpå, og stjernerne over de to heste, fik hendes øjne til at glimte som de klareste, og reneste juveler. Zekaryah prustede svagt ud i mørket, mens han vippede et øre imod hende, da hendes fine stemme atter afbrød stilheden. Han lyttede nøje. Opsnappede hvert et ord der afbrød nattens tomhed, lagrede det i hans eget sind. Slangen hvislede i hingstens blod – det holdte hans muskler varme. Hvem er du, Zekaryah. Hvem er du egentlig? Hvislede den skyggegemte slange til hingstens eget sind. Han trak svagt på skulderen og fjernede blikket fra hoppen, hvorefter han lod sin stemme svare hende.
,,Hvem jeg er, er ingen. Og Hvem jeg er, er mange.” – Begyndte hingsten med sit gådefulde spil i den rustikke stemme. ,,Jeg er den der giver svar, til den der er fortabt. Jeg er en guider. En skytsengel.” Fortsatte han, hvorefter han atter lod blikket falde på hoppen ,,Men mest af alt, er jeg ingen anden end ligesom dig.”
Et smil fandt så vejen hen over den mørke hingsts mule, ved hoppens næste ord. Fantasere. Zekaryah var en hingst af fantasien selv. Han lagde hovedet lidt på skrå, dog uden at flytte blikket fra hende. Duften af brunst hvilede tungt over hende – men den generede ham ikke. Zekaryah havde en utrolig stor selvkontrol, det eneste brunsten gjorde ved ham, var at puste sig mere op – så han blev større, stærkere og flottere at se på. ,,Drømme er vigtige. At fantasere er ligeså vigtigt – så længe man kan skelne mellem virkelighed og fantasi. Hvad drømmer du om, Geshia?” Brummede han roligt, skyggerne snoede sig omkring hingstens ben – ikke onde skygger. Slangens skygger. De skygger Zekaryah havde fantaseret om. Et skyggerige. Han så frem igen ,,Vil du vandre med mig, Geshia?” Spurgte han så, mest af alt, fordi han ikke kunne opholde sig stillestående alt for længe. Han havde en lang færd foran sig.[/center][/size][/blockquote]

Hun betragtede den store hingst. Han var stor på mange måder i forhold til Geshia, både højde og bredte, men nu var de også to forskellige bygninger. Han var mere tung i sin bygning, mens hun var mere let i sin bygning, og derfor tog det også tid før at man rigtig kunne se muskler når hun fik dem, også også fordi at hun var en hoppe.
Hun lyttede til hans ord, han snakkede gåder, og hun forstod det ikke rigtig, for hvordan kan man både være ingen og mange? "Er du så min skytsengel Zekaryah?" spurgte hun med en mid og blid stemme som hun altid havde, men der var også en spirrende nysgerrighed at finde i hendes stemme. Geshia var en hoppe der elskede gåder, og mysterier, og ikke mindst eventyr og fortællinger, hun elskede at høre om de forskellige verdener, men også de forskellige kulturer man kom fra. Thorondor havde også fortalt historier om hans tidligere liv, og de fjer som han havde i manen, det havde været utrolig spændende og hun kunne huske hvordan han smilede og var på en måde glad for at fortælle hende hvad det var for noget.
På mange måder kunne hun faktisk ikke helt finde ud af om denne hingst var virkelig, eller om det var fordi at hun var ved at fantasere. Dog regnede hun med at han var virkelig, for hun kunne jo godt adskille virkelighed og drømme, det plejede hun i hvert fald.
Hun prustede kort da hingsten pludselig begyndte at spænde mere og hun lagde halen mere ind til kroppen. Hun vidste udemærket godt at det ikke ville hjælpe særlig meget, men måske bare en smule. Hendes grønne øjne så ind i hans venlige og isblå øjne. "Er det så derfor du har de aftegn? Fordi at du er en skytsengel?" spurgte hun og talte om de blå aftegn han havde.
Hun nikkede ved hans ord. "Alt mellem himmel og jord, det kommer meget an på hvilket humør jeg er i. Men for det meste omkring min mor, jeg savner hende" sagde hun og smilede et nærmest uskyldigt og lillepige agtigt smil da hun snakkede om hendes mor. Hun lyttede atter til hans ord. "Ja, det ville være mig en ære Zekaryah" sagde hun og bukkede med et drillende smil om mulen, ikke fordi at hun ville gøre ham til grin, på ingen måde, hun lavede bare en stor scene ud af det. Hun trippede kort frem, dog stadig elegant og dansende, sådanne var alle hendes bevægelser, altid havde hun båret sig flot frem. Hun betragtede Zekaryah, hun var stadig lige så imponeret over hans aftegn, de lyste nærmest op her i mørket.

EN VOGTERS FÆRD
Knowing your own darkness is the best method for dealing with the darknesses of others

[/font]


Skyggerne hvilede over Zekaryahs skuldre, de gik i et med hans mørke pels, hvor kun de krystalblå ar adskilte sig fra mørket. Han svirpede let med halen, mens han lyttede til hoppens ord. Var han hendes skytsengel? Hingsten smilede svagt, og rystede på hovedet, inden han så fremad igen.
Din skytsengel? Måske jeg er, Geshia.. Eller også er jeg blot en nattevandrer fra en fjern drøm af dine.
Hvislede det i hoppens sind, en stemme der mest af alt kunne minde om en klapperslanges. Underligt, at en hest af Zekaryahs tro, kunne have en så… Utilregnelig indre side..
En let brise fangede hingstens lange, sorte man, og gav den et spil. Han følte hvordan vinden kærtegnede hans mørke, muskuløse krop. Hvordan vinden forenede de to kroppe i dette nattens møde, ved at kærtegne dem begge. Nakken var stolt hvælvet på den store hingst, den hingst, der var anderledes fra Geshia på så mange måder – og alligevel så lig. Zekaryah så noget af sig selv i alle de heste han havde hjulpet med at bringe hertil – hvordan kunne han lade være, han havde overvåget dem så længe. Han kendte til deres styrker… Deres svagheder.. Om nogle, også deres drømme.
,,Mine aftegn..”
Startede den stolte hingst med sine dybe toner og skævede mod Geshia
,,Mine aftegn er et symbol på den rejse jeg har været på. Ser du, Geshia. Engang blev min krop overtaget af skyggerne, de brændte sig igennem min pels, snoede sig som slanger ind i mit blod, for at finde vejen til min sjæl. Mine ar kom, dengang jeg tog mine slanger til mig, og for alvor forenede mig med dem. Mine aftegn fik jeg, da jeg valgte at indvie mit liv til at tjene det jeg har allermest kært. - Et Rige, der engang var mit hjem, ligesom det er dit hjem.”
Han smilte roligt til hende, da hun tog imod hans anmodning om at følge ham. Den store hingst satte derfor frem i en rolig skridt, afslappet. Han vippede let med ørerne. Det havde været længe siden han havde begået her, men han kendte Andromedas øer ganske godt. Bedre end mange. Han var blevet ét med dem, da han blev velsignet.
Lad mig vise dig noget. Drøm dig væk med mig i en aften fortryllet af virkelighedens fantasier. Kom[/i]
Lod slangen sig placere i hoppens hoved, hvorefter Zekaryah havde sat hans kurs; han havde ikke ændret den fra det endelige mål, men han kendte til at sted på øen Foehn, et sted han i denne nat ville dele med Geshia. Inden han måtte fortsætte sin færd alene.[/center][/size][/blockquote]

Den brogede hoppe betragtede den grå og mørke, men også meget muskuløse hingst. Skyggerne var hun van til, hun havde mødt dem før, de havde kærtegnet hendes krop. Fuyu havde haft dem med sig, han havde tryllebundet hende, og det havde været meget tæt på at gå galt. Han havde været så yderst tiltrækkende, og hun kunne stadig huske det, ikke at hun på nogen måde var forelsket i den hingst, men han havde været så utrolig charmerende, og hun vidste simpelthen ikke hvordan det kunne gå til på den måde. Hun svang kort med den sorte hale og vendte så tilbage til virkeligheden da han snakkede til hendes sind og hun lyttede opmærksomt. Hun stod længe tænkende, det var lige før at hun troede på denne hingst, for de aftegn kunne jo godt være? De virkede lidt som en drøm, men hun vidste samtidig også at hun lige nu var lys vågen. Hun mimrede ganske kort med den hvide mule og så med sine egne grønne ind i hans venlige og blå øjne. Hun havde sådan lyst til at stikke mulen frem til ham, bare en enkelt gang for at være helt sikker på at han var virkelig. Hun tog prøvende et skridt frem, hendes spinkle krop var let anspændt og lige så stille tog hun mulen frem mod hans mule..
Hun mærkede vinden mod hendes pels og den var dejlig afkølende. Lige så legede den med Zekaryahs pels. Han prustede sig op og på en måde var det yderst tiltrækkende, men hun slog hurtigt den tanke væk igen. Hun var jo også i brunst, så der var mange ting der pludselig blev ekstra tiltrækkende.
Hendes øjne søgte hans da han begyndte at snakke og hun kiggede med yderst nysgerrige øjne da han startede med hans aftegn. Dog trak hun hurtigt et skridt væk da han sagde at det var skyggerne. Hun skulle aldrig have de skygger i nærheden af hende! Men på den anden side, så var hans aftegn jo meget flottere. Tjente han det land hun var i nu? Tjente han Andromeda? Hun mimrede atter med den hvide mule og så derefter tænkende ud i luften. Lige nu havde hun svært ved at forstå det, det virkede nærmest syrealistisk.
Geshia var også begyndt at føle sig mere og mere hjemme jo mere tid hun havde tilbragt her, det var jo et smukt land, eller nogle smukke øer. Og han tjente dette land, men hvordan? Hun så atter på ham. "Men hvordan kom du til at tjene dette land?" spurgte hun nysgerrigt og så på ham. Geshia var en meget nysgerrig hoppe og elskede at spørge ind til tingene, så der ville nok være mange spørgsmål i løbet af denne aften.
Hun hørte pludselig denne slangelignende stemme inden i hendes hovede. Hun lyttede nysgerrigt og nikkede så som et ja til hans svar. Vise hende noget fortryllende? Hun var spændt og kunen ikke vente. Hun fulgte lydigt efter ham med sin elegante og dansende gang. Hendes grønne øjne var blevet en smule større, da hun var blevet en del mere opmærksom og vågen, og der skulle til at ske noget, som Geshia var spændt på.

EN VOGTERS FÆRD
-Knowing your own darkness is the best method for dealing with the darknesses of others

[/font]



Zekaryah vippede et øre mod Geshia, hvorefter han lod hans mule gå hendes i møde:

,,Ingen onde skygger”

Fortalte han hende som en fortsættelse til hans tidligere forklaring, om, hvordan skyggerne havde brændt ind igennem hingstens hud – de var ikke onde. De var ikke engang virkelige. Det var de skygger, der i sin tid havde bragt den stolte hingst til landet Andromeda. De havde guidet ham fremad, ligesom han nu selv guidede andre fremad. Han smilte svagt til den elegante hoppe, inden han begivede sig videre fremad, ind i skovpasset.

,,Jeg var født til at tjene dette land, én dag, blev jeg velsignet og forenet med landet selv.”

Svarede han hende roligt, med sin dybe og rustikke stemme. Han slog et slag med halen, brunstens dufte lå tung over landet Andromeda, men det generede ham ikke. Den stolte hingst havde hvælvet sin muskelfyldte nakke, og skudt brystet frem, mens de fortsatte fremad. Hans skridt var lange, rolige, og selvom enhver muskel i hingstens krop var spændt, havde han en helt utrolig fredfuld aura over sig. Han skævede sig svagt omkring – han var på vagt, for de begivede sig omkring på et skyggefyldt land! Træerne tonede sig over dem, dækkede den stjerneklare himmel til, han brummede lidt, kun ganske lidt lys kom igennem træernes kroner og ned til de to nattevandrende skikkelser. Han fornemmede at Geshia vidste at hun kunne stole på ham – og det kunne hun også! Han puffede ud i luften med sin mule – uden at ramme hende – men for at sige til hende, at hun skulle følge ham. Så han satte frem i en dansende trav, med sine store benløft og rummelige gang. Træernes stammer tornede sig op tæt omkring dem, indhegnede de to heste i et fængsel af mørke. Hingsten drejede let til venstre, og forsatte fremad, inden han lod tempoet sænke. Og dér. Der stoppede han op, lod hovedet sænke, hvorefter han så så mod Geshia igen, for at se om hun var med.
De to heste stod foran en lille lysstråle, der kunne klemme sig igennem det mærke de var omgivet af. Hingsten smilte roligt for sig selv. Han vippede opmærksomt med ørerne – det var små mirakler som disse, han virkelig elskede at beskue. Han havde altid været fascineret af, hvordan virkelighedens fænomener kunne skabe noget så smukt – noget så fantasifuldt. Han så så mod Geshia igen, og strakte i sin hals, for at komme lidt tættere hendes hoved, inden han så brummede

,,I et hvert mørke, findes der lys.”


[/center][/size][/blockquote]

Hun nikkede da han sagde at skyggerne ikke var onde. Hun stolede vel på ham? Men hun var alligevel lidt påpasselig med de der skygger, selv om at hun ikke kunne se dem. Men hun havde før følt dem mod hendes pels, hvordan de kærtegnede hende, og der var hun lidt i tvivl om det var onde eller gode skygger der var på spil? Men det var heldigvis ved at være noget tid siden at det skete.
Hun lyttede atter til hans ord. Det var egentlig ret spændende, hun var ved at have en fornemmelse af hvad han var for en, men der var stadig mange ubesvarede spørgsmål, for han havde egentlig ikke besvaret hundrede procent hvem han var. Men måske ville han slet ikke give sig selv til kende? Hun slog med den sorte hale bag sig og hun havde et stort smil omkring hendes hvide mule. De grønne øjne så sig nysgerrigt omkring. Denne rute var faktisk ret skræmmende. Hun vendte hovedet og så på ham. "Hvorfor havde du egentlig så travlt? Jeg forsinker dig ikke vel?" spurgte hun og så på ham, kort en smule bekymret for at forsinke ham, for det var jo ikke meningen.
Det var egentlig utrolig så meget hun stolede på Zekaryah, men det var som om at hun kunne mærke det. Hendes indre sagde at hun skulle stole på denne hingst. Og selv om det han sagde måske lød en smule overdrevet? Ellet noget som ikke helt eksisterede i hendes verden, så troede hun på det alligevel, fordi at hun følte at han talte sandt. Hun havde rørt ham og hun havde fundet ud af at han var virkelig. Men alligevel var det ikke helt ens betydne med at man måtte komme for tæt på. Den anden berøring var fordi at hun følte at det var nødvendigt. Han tog nu hovedet tættere på og det fik hende til at spænde i en spinkle krop, men hun lod ham nu alligevel komme nærmere. Hun så på ham da han snakkede og så frem. Hun så noget af det smukkeste. Månens lys der havde kæmpet sig vej igennem. Hun stoppede i midten af det og kiggede op mod månen. Wauw! Hun så over på Zekaryah med et kæmpe smil, hun vidste ikke hvad hun skulle sige. "Smukt" var det eneste hun kunne få ud af munden.

EN VOGTERS FÆRD
-Knowing your own darkness is the best method for dealing with the darknesses of others

[/font]


Zekaryah betragtede hende nøje, mens hun bevægede sig omkring, hvordan lyset, fra den lille lysplet, ramte hendes brogede krop. Han skævede omkring i mørket, og vidste, at dette var et af de mere sikre steder på denne Ø. Han brummede svagt, og skrabede let i jorden, inden han atter så på hoppen:

,,Jeg har en lang færd foran mig, og jeg kan ikke fortælle dig hvorhen – og derfor kan vores møde også blot være kortvarigt, inden jeg forsætter på min færd.”

Svarede han roligt med sin sandfærdige stemme. Hingsten knejsede dybt i nakken, og lyttede til alle lyde der var at høre i denne nat. Han var yderst opmærksom. På det hele. Opmærksom på, at de mørkeste skygger formegentlig allerede havde fulgt ham med deres blikke. Han fnøs dæmpet, og skævede op mod de store kroner, der begravede himlen over dem. Zekaryah lukkede ganske let sine øjne, for at sende en gammel ven en tanke. Inden han atter så må Geshia.

,,Du er i sikkerhed her, Geshia. Men du burde ikke begive dig omkring på Foehn alene.”

Han stemme var lettere hvislende, og oprigtigt bekymret. Foehn var en Ø, hvor ondskab voksede ikke langt under deres hove. Han lod hovedet sænke og udspillede sine næsebor, mens han fnøs mod jorden. Han så så atter på hoppen der havde gjort ham selskab i nattens mørke

,,Om jeg har travlt. Måske. Jo før jeg når frem, jo bedre.”

Mere ville han ikke fortælle Geshia om sin færd. Den omhandlede ikke hende, og han havde ikke i sinde at drage hende ind i den. Dette var en færd Zekaryah måtte begive sig ud på alene – men en færd, som han havde brug for en gammel ven at fortælle til inden han ville nå sit endepunkt. Det var bare et spørgsmål om tid, før hun ville finde frem til Zekaryah. Han nikkede let mod Geshia, og lukkede sine krystalblå øjne Så jeg kan ikke holde dig selskab alt for længe endnu Hvislede den mørke, snoende og slangede stemme i Geshias sind. Hingsten åbnede atter sine blå øjne, for at betragte hoppen igen. En hoppe der var ganske smuk der i nattens mørke.


[/center][/size][/blockquote]

Geshia så sig nysgerrigt omkring i dette smukke sted. "Er her altid så smukt Zek?" spurgte hun og så nysgerrigt på ham, men også om han mon kunne lide hendes nye kaldenavn til ham?
Geshia hævede hovedet og betragtede atter Zek da han begyndte at snakke. Og pludselig følte hun sig nærmest helt skuffet. Hun nød skam hans selvskab, til fulde drag, hun nød at han kendte hende, at han nærmest forstod hende og ikke mindst accepterede hende, det var noget der var yderst vigtigt i hendes verden, eller for hende selv, for at hun kunne skulle lide andre, og det var som om at han vidste det. Nu kunne han jo også læse hendes tanker. "Men... men vi mødes igen, ikke?" spurgte hun og de grønne øjne blev pludselig til store hundeøjne, der tiggede om det. Hun svang kort med den tofarvede hale bag sig.
Hun lyttede atter til hans ord. Fare? Det var ikke noget han skulle sige. Hun hadede fare og det gjorde kun at hun havde endnu mindre lyst til at han skulle fortsætte sin færd uden hende, men da hun så ham, der lignede han jo også en der havde ret travlt, så hun ville samtidig også få utrolig dårlig samvittighed hvis hun holdt ham for længe, det vidste hun. "Mener du på selve dette sted, eller sammen med dig?" spurgte hun med den blide og milde stemme, men der var stadig en snert af nysgerrighed.
For Geshia lød det som om at hans liv var et stort eventyr, både med hårde kampe, men også gode ting, og en masse oplevelser! Hun ville gerne prøve at tage med ham, men hun vidste at det kunne på ingen måde ske, selv om at hun endnu ikke vidste helt præcis hvad han lavede, og det var utrolig svært for hende at forstå hvad det var.
Det gav kort et sæt i hende da han snakkede til hendes sind igen, men hun blev meget hurtig rolig igen, og det var som om at hun stod og lyttede intenst til den slangelignende stemme, som om at hun var bange for at hendes tanker skulle overdøve stemmen. Hun så op på ham igen, som for at fortælle at det var i orden, hun havde et lille smil omkring mulen, stadig en smule skuffet, og hun vidste at hun på ingen måde ville kunne skjule det for ham. Men hun ville ikke gå, han skulle gå. Det lød jo næsten som om at hun ikke kunne undvære ham, men det kunne hun altså godt.
Hun betragtede ham en ekstra gang, bare for at hun skulle kunne huske ham til næste gang. Huske hvordan lyset skinnede på hans pels så den let glimtrede og hans lysende aftegn her i mørket. Hun mimrede svagt med den hvide mule og så sig så atter omkring.