Lange skygger

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] {Åben} Skumringen gled langsomt frem over Leventera’s land. En fugl skreg et sted i nærheden, myggene summede og vinden stod stille, for det havde netop regnet. Den askegrå etåring befandt sig i vante omgivelser. Hun var alene, og natten var på vej, men det gik ikke den lille hoppe på. Der var ingen tøvende skridt at finde hos hende, hun trippede letfodet over det høje græs mens de ravgyldne øjne sugede omgivelserne til sig. Og så nynnede hun. Det var en stille melodi som hørte skumringen til, ikke ligeså livsbekræftende som de lyde der normalt kom fra hende. De mørke ører var opmærksomt spidsede, intet måtte gå hende uset forbi. word count 109

Den yndefulde hvide hoppe med den flagrende sorte man og hale bagved sig, kom muntert og oplivet dansende afsted. Et smil kærtegnede den lyse mule, og hendes klare blå blik gled studerende og nysgerrigt rundt på det stadigivæk nye område. Selvom at hun havde været her en smule tid endu, var hun stadig ikke bekendt med hele landet i al dens pragt. mange af øerne havde hun end ikke været på endu! men det hele skulle udforskes, indtil at hun ville blive det man kaldte en mor. ja, på så kort tid... men alligevel. hoppen havde været bevidst om sine handlinger, og fortrød ikke. Nu skulle hun bare nå at se mere af landet, inden at hun fik et ansvar for andre end sig selv.

En spørgende brummen blev sendt ud i området, og hun stoppede let op. mon her var nogle her i nærheden? eller var hun alene?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun øvede sig tålmodigt på at kunne holde tonerne så længe som muligt. Hendes tidligere usikre stemmebånd var efterhånden begyndt at blive klart, og en lys stemme uden spor af frygt havde taget form i den lille hoppe. Hun talte endnu ikke landets sprog, hun holdt fuldt fast i de få ord, hun havde hørt sin mama tale til hende. Det var ikke meget hun så til hendes kulsorte vogter, men hun følte alligevel altid at hun var lige i nærheden, selv når hun var allerlængst borte fra sin vante ø. Jo, den lille hoppe troede endnu på at hendes mama altid ville være hos hende. Der fandtes også mange andre spændende heste, det vidste hun. Aldrig havde hun mødt en ond sjæl, og hun troede slet ikke på eksistensen af disse. En bevægelse i øjenkrogen fangede hendes opmærksomhed, i et hop bremsede hun op og stak både mule og hale i vejret. Det var hvidt, det der bevægede sig. Det lignede næsten en sky der var kommet ned fra himlen. word count 171

En klar og lys stemme brød den normale larm og puslen omkring, og ramte hoppens dunede øere. Et let smil bredte sig, og selv stemte hun i med sin lidt dybere men stadig hoppede stemme. Denne var ikke så lys som mange andre hopper, men ingen tvivl om at det var en hoppe der nynnede med. Selv elskede hun alle former for sang og musik, og at denne fremmede selv sang selvom hun efter lyden at dømme var ung gjorde hende blot glad.

Roligt så hun en lille sort grå hoppe komme travende forbi, indtil at hun stoppede op. Sangen stoppede da hun så ud som om at hun havde fået øje på hende, og med et blidt smil begyndte hun at gå ned imod den unge hoppe. De sorte lokker dansede om hovedet på hende, og stod i skarp kontrast til den skimlede pels hoppen bar. De dybe men venlige blå øjne betragtede hende spørgende, o ghun brummede imod hende som en hilsen. Måtte hun komme nærmere eller?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Det var en hest, og ikke en sky, der nu kom gående imod hende. Eller også var det begge dele. Den askegrå hoppe så med store, ravgyldne øjne til mens hesteskyen kom nærmere, og en ivrig energi begyndte at bølge sig vej gennem hendes lille krop af bare spænding. Den hvide havde kulsort hår ligesom hende selv, det hang og bølgede ned over dens slanke hals. Men det var ikke det, der chokerede hende mest, tværtimod. Hun gav nysgerrigt et lyst hvin fra sig og sprang lystigt frem mod den hvide for at komme tættere på, da den brummede til hende. Det var øjnene, der næsten fik hende til at tabe vejret. De var blå, helt blå og klare, blå som mamas. Den lille grå vrikkede et øre. Alle de blå øjne, og ingen der var gule som hendes. Men blå var noget helt specielt, det vidste hun. Hun så forundret på den skyfarvede hest, for det måtte være en hest, når den kunne brumme og se venlig ud. word count 169

Den lille unge hoppe kom springende imod hende, hvilket blot glædede den hvide hoppe. Sky føl havde hun mødt mange af, og syntes at det var en skam hvis de blev ved med at være det hele tiden. Men hende her virkede som om at hun havde mere liv og energi end hvad der var behov for, og en mild latter kom fra hende. Hun elskede føl, ingen tvivl. Undrende så hun ind i de rav gule øjne, og brummede tænkende. Sikke en farve… speciel, ingen tvivl. Selv havde hoppen blå, men ikke at hun tænkte videre over det.

let strakte hun den lyse mule imod hoppe føllet, og prustede blidt til den. Mon dens mor var i nærheden? Lyttende vippede ørene rundt, men opfangede intet. Hvor var hun mon? Var føllet alene?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den askegrå viftede muntert med den kulsorte halestump, der fløj efter hende så snart hun var på farten. Den hvide mule var i vejret, der var ingen tøven at finde hos hende, end ikke med fremmede. Den skyhvide hest gjorde hende helt betaget, tænk om hun kom oppe fra himlen og var faldet ned? Hun vrikkede forundret på de askegrå ører. En klar brummen kom fra hende da den skyfarvede sank mulen ned mod hende, en kridhvid mule, og hun var kun et øjeblik om at give den et puf med sin egen hvide mule. For hun havde selv et stykke af skyerne i ansigtet, det havde hun selv set i afspejlingen i søen. I sin nysgerrighed trippede hun videre ned på siden af den skyfarvede, for at se endnu nærmere. For det var godt nok pels der sad på den, og ikke skyer! word count 144

Med et muntert smil pustede hun let til den andens mule da hun puffede tilbage, og vippede let ørene frem imod hende. Den skimlede hoppe lod nysgerrigt blikket glide over hendes pels, men den havde heller ikke de store farver selv. Så det var hun altså ikke ene om ikke at have. Det mest farvetrålende på hende var hendes øjne, og det samme med denne anden hoppe.
Nysgerrigt og undrende fulgte hun hende med øjnene, da den lille hoppe begyndte at trippe ned imod vandet. En undrende brummen kom fra hende, for hvad ville hun da der? Havde hun noget hun skulle nå? Eller var der noget at se? Med fjedrene skridt fulgte hun efter, og lod mulen glide søgende over jorden imens at hun smånippede til det der var spiseligt ifølge hende. Øjnene hvilede på den anden, imens at hun let listede sig op på siden af hende. Hvad var det?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Med et smil kastede hun blikket bagud efter den skyfarvede, og ganske rigtigt så var den her stadig. Den fulgte endda med. Hun slog friskt med den ravnsorte hale og trippede videre, men indså pludselig at hun slet ikke havde præsenteret sig. Ikke endnu, i hvert fald. Det måtte hun få gjort, for alle de heste hun havde mødt hidtil havde altid startet med deres navn, og derfor måtte det jo være vigtigt. De var ikke langt fra den nærmeste sø, faktisk tog det kun et øjeblik, på trods af hendes lille størrelse. Hun var utroligt let til fods, både takket være de slanke ben hun besad, men også hendes forsigtighed med ikke at trampe de fine af planterne ned. Specielt blomsterne lagde hun særligt mærke til, var der mange af dem blev næsten helt umulig at undgå at træde på. Men her var kun græs, og snart stod den lille askegrå ved søbredden. Hun mimrede friskt med mulen og kiggede sig over skulderen efter den skyfarvede. word count 167

Halen vippede tænkende bag den skimlede hoppe, og hun så kort tilbage på den. Ravnsort…. På¨grund af den blege og lyse farver hun bar, virkede den meget mørkere end den egentlig var… selvfølgelig var den sort uden nogen form for hvid eller grå, men alligevel. Underligt? Ja… men sådan var det nu bare, og hun var egentlig glad for sit udseende. Selvom at hun gerne ville have set sig selv med en spand maling ud over sig, var det her også fint nok.
Den lille hoppe bevægede sig letfodet frem, og Piranja var ikke sen til at følge med på de lange ben. At præsentere sig havde hun glemt endu en gang, og tænkte ikke rigtig over hvad den anden hed. Faktisk, tænkte hun ikke så meget over navne. Her på engene var der underligt få blomster… kunne det tænkes at de var blevet spist? Mon der egentlig var dyr der spiste blomster? Msåke.. selv brød hun sig ikke rigtigt om det, men alle havde jo hver sin smag.

Da hun mødte den andens blik igen, smilede hun muntert, og trådte om på siden af hende. Hvad skulle hun se? Sådan nogle små energi bomber var nu fornøjelige, og hun t´brummede muntert og en anelse tænkende. Hvordan mon hendes eget ville være?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den skyfarvede kom hurtigt op på siden af hende, den havde trodsalt også længere ben end hun selv. Hun nippede nysgerrigt til dens skulder hvorefter hendes mule krusede ud i et stort smil. Hurtigt kastede hun et blik ned på den blanke overflade, søens vand udgjorde. Vandet var helt rent og klart, og overfladen gav en tydelig afspejling af den nu mørkere himmel over dem. Det var aften, men det gik ikke den lille hoppe på. De skulle se deres spejlbilleder, inden alt lyset forsvandt. Og der var de, lige for hovene af dem dukkede hendes eget hvide ansigt op, ved siden af et noget større og mindst ligeså hvidt. Et sæt ravngyldne øjne stirrede vidtåbne tilbage fra vandet. Den lille askegrå brummede venligt, i en lys, men lav tone og så op på den skyfarvede igen. ”Ariel.” word count 138

Den lille nappen I hendes skulder fik hende til at dreje hovedet imod den lille unge mørke hoppe, og en blid brummen kom fra hende. Halen vippede afslappet bagved hende, og hendes blå øjne gled spillende over først hoppe føllet, og så det klare vand. Spillende, da solen reflekterede som spejlbilledet på vandet i det, og gjorde det lysere end de egentlig var. Selvom at solen var svag, var den der skam.
Med et smil så hun på den andens ligeså hvide hoved som hendes eget, og selv stak hun forsigtigt hovedet ud over. Den lange man og dyppede sig lidt i vandet og spredte ringe over det, og hun brummede en anelse undskyldende over at have kommet til det.

”Piranja, du lille Ariel”

Kom det blidt fra hende.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den skyhvide hest havde et meget specielt navn. Alle navne var specielle, de betød noget og det var noget af det eneste man kunne kalde sit eget. Hun var i hvert fald glad for sit navn, selvom hun kun brugte det for at præsentere sig og sjældent hørte det sagt højt. Og så var det et af de få ord, hun kunne formulere for alle de fremmede heste. Den lille askegrå vippede med ørerne af nysgerrighed. ”Pira-njah. Scamall! Sssky!” Hun smilede stort over at det havde lykkedes hende at lære deres ord for scamall. Sky. Sikke et underligt ord. Hun kunne bedre lide mamas sprog, men hun var ivrig efter at tale med alle dem hun mødte på sin vej. Så nu måtte hun altså forsøge. Sky, det var slet ikke så svært. Og det var lige hvad hun tænkte, at den hvide hoppes navn betød. Muntert viftede hun med den kulsorte hale. word count 153

Skovens sang… hvorfor var det egentlig det de havde kaldt hende? Piranja… et andet ord for det. Hun vidste det egentlig ikke. Hun elskede skoven. Hun elskede den, og dens smukke farver… lyde… ja, bare alt ved den. Hendes blik faldt igen på den lille hoppe, og hun undrede sig endu en gang over hvor hendes moder mon var.. for hun havde en, Ikk? Mon hun var død? Eller var de blevet væk? Flere gange havde hun set sig omkring og havde forventet at hun ville komme frem da de begyndte at gå, men nej… det var virkelig underligt – ifølge den lyse hoppe. Mon hun skulle spørge senere? Jeps, det ville hun nok. Dog fik den lille unge hende til at grine mildt over hendes ord, og hun lod en anelse kærligt mulen rode lidt op i den strittende pandelok hun bar.

”du er også smuk Ariel… den smukkeste sorte hoppe jeg endu har set”

Sagde hun mildt, og så hende ind i de gule øjne hun bar. Smukke.. det var de i den grad. Men at hun endu ikke kunne snakke helt, selvom at hun var ved at blive lidt stor undrede hende også lidt. Måske havde hun været meget alene?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den lille askegrå vippede undrende ørerne ved den hvides ord. Om hun forstod var ikke til at sige, der gik kun et øjeblik, så brød hun ud i et varmt smil og nippede energisk ud efter den hvides sorte manke. Hvorefter hun trippede ud i vandkanten, nærmest i et spring, så vandet stod op i luften og overfladen krusedes. Hun ville ikke bade, ikke i dag, hun ville bare mærke vandet og se, hvad den hvide mon syntes om det. De ravgyldne øjne søgte snart den anden, et muntert fnys lød fra den kridhvide mule mens halen stod højt hævet bag hende. word count 102