Det rygende bjerg

Langsomt opfangede de røde øre en rumlende lyd. Det lød ikke fra noget omkring ham, men mere fra den lille hingst selv. Hazihel rejste sig op og gabte, da hans mave igen skreg efter sult.
Hans pels var blevet mat, ribbenene kunne anes og hans blik var en smule sløvt. Alt dette på grund af forandringen mellem himmel og jord, for den føde der fandtes på denne jord og i dette land, passede ham ikke.
Men for at overleve og få sin mave til at forholde sig i ro, vågnede han langsomt og begav sig videre.
Han havde ikke opdaget, at han var faldet i søvn, men han befandt sig et besynderligt sted. Et sted han aldrig havde befundet sig før.

Noget sagde ham at dette var Foehn.

Han havde hørt Ø'ens navn før og en kort beskrivelse af det, men aldrig set det før nu. Han trådte fremad og efter et stykke tid begyndte et højt bjerg at vise sig i horisonten. Himlen blev mere og mere rødlig, og nu nærmere han gik på den tørre og sprækkede jord, kunne han se at bjerget udløste en svag form for røg.
Denne rød lugtede forfærdelig og fik Hazihel til at stoppe. Noget sagde ham at dette sted var farefuldt, især dette bjerg i horisonten, men spændende på samme tid...
Mon han turde begå sig nærmere?

Endu en gang havde hoppen begivet sig ud til den mørke ø, selvom hun havde sagt til sig selv at holde sig fra den. Væk… farlig… forkert. Men hoppen var både bange og spændt. For hvad var der med denne ø? Den var… fremmed på en underlig måde, og alligevel så spænende at hun ikke kunne holde sig fra den eller grund. Det trak i hende. Imod denne ø. For den havde hemmeligheder, som hendes sind nok ikke havde godt af at møde eller se. Men lige nu, var hun ligeglad. Hun ville nyde den uafhængighed hun endu havde inden en lille klump ville rende rundt om benene på hoppen.

De blå øjne gled nysgerrigt over det røgende bjerg, og denne gang var det den vej hun begyndte tøvende at gå. En brun lille skikkelse fangede hurtigt hendes blik, og hendes hilsende vrinsk virkede næsten alt for højt i den underlige stilhed der hvilede over øen. Hvad lavede han dog her?

Igen opfangede Hazihels ører en lyd, og det gav et set i ham. Men denne gang var det dog ikke en rumlen fra han mave, men et vrinsk. Den røde hingst, med den kridhvide hale vendte hurtigt sit hoved mod lyden, og længere væk kunne han se at en slank hvid hest, netop havde ankommet.
Den hvide hest kom tættere på, men så en smule tøvende ud i sine skridt. Hesten lignede mere og mere en hoppe, og så ikke bange ud af sig af, mere nysgerrig...

Hazihel vendte resten af kroppen om, og besvarede hoppens vrinsken med en lav imødekommende brummen. Han følte at noget holdte øje med ham på dette sted, og at han helst ikke skulle være højlydt.
Her var mørkt, og kun månen og det røde sker lyste op og tøvende gik han nogle skridt tættere på hoppen.
Han følte sig ikke sikker her, men alligevel var selvskab altid set godt på, fra hans side...

Det klare blå blik prøvede at fange hingstens brune, og hun begyndte langsomt at gå nærmere efter at han havde hilset hende. han var en lille robust pony. Det var nok det der gjorde mest indtryk på hende. tyk var han ikke, men kraftig var han.. og den endu kraftigere man og hale fik ham til at ligne en af dem der var til det hårdere terræn. På mange måder misundte hun disse heste, da de altid syntes at have uanede mængder af kræfter og styrke… selv var hun ikke ligefrem spinkelt bygget, men slank og velskabt med en passende højde.
Det var ikke fordi at hun var bange. Hun ville bare ikke have at den anden muligvis følte at hun ville overrumple ham, hvis hun bare var kommet travende for fuld drøn. Hula hop og hejsa. Ja, det kunne være kønt. Hun kunne lige så for sig hvordan hun bumbede ind i den fremmede, da han var i gang med at vende sig om… uha, nej. Da han gik nogle skridt tættere på, stoppede hun op med det hun mente var en passende afstand da de ikke kendte hinanden, og strakte mulen let ud imod ham. Som en hilsen.

Hazihels blik så en smule forvirret ud og han lagde hovedet let på skrå.
De fleste heste undgik at snige sig op på andre, mens andre kun prøvede på at skræmme og være skumle, men denne hoppe så nu ikke ud til at være sådan en slags. Hun så en smule forsigtig ud...Måske på grund af hans højde? Ja, den havde han oplevet før...men han var trods alt ikke lavet af porcelæn.

Hazihel afbrød stilheden, der kvalte dem som aksen fra bjerget med en klar lys stemme. "Godaften" sagde han og fik øjenkontakt med den hvide hoppe. "Mit navn er Hazihel."

Han vidste ikke om det var nødvendigt at sige mere...noget sagde ham at denne hoppe var en smule nysgerrig, men hun havde ikke før brudt stilheden...

Nej, det kunne godt være at den anden ikke havde problemer med en springende og munter frembrusende hoppe, men det vidste hun ikke. Men så snart hun lærte den anden bare en smule at kende, skulle han nok se den lille side af Piranja der kunne fylde så meget i ens hverdag. Forsigtigt var hun vel bare på grund af øen. Og hvem vidste? Det var jo ikke alle der sprudlede af humør og energi som hende. men måske havde hun mødt en igen her? Hvad lavede han egentlig her?
Hans stemme brød stilheden, men dog hilste han ikke tilbage. Høfligt trak hun den til sig – altså mulen, inden at hendes blik faldt ned på ham og mødte hans. Hazihel… det var et smukt nanv, og alligevel fremmed.

”Hazihel… godaften, jeg er Piranja”

Sagde hun med et skævt smil, og den en anelse dybere stemme end som mange andres hopper lyse stemme. Dog var der ingen tvivl om at hun var en hoppe af den årsag. Med et resolut smil trådte hun nærmere, og lagde hovedet på skrå. Hvad var han for en?

”hvad er du for en?”

Sagde hun, uden tanke for om det kunne lyde uhøfligt - for hun mente det ikke ondt. Hendes nysgerrighed løb blot af med hende, og hun stildte spørgsmålet uden tanke for om det ville såre ham på nogen måde.

Noget ved dette sted, gjorde ham utryg, eller mere fik ham til at fjerne fokus. Dette havde han aldrig oplevet før, men det føltes som om at pludseligt kunne mørket gribe fat om ham og trække ham tættere på det mystiske rygende bjerg.

Men han fangede dog hoppens klare og venlige stemme. Hendes navn var Piranja, et smukt navn der så ud til at passe godt til hoppen. Men pludseligt åbnede hun munden igen og spurgte ham om et spørgsmål der fik ham til at le og undre sig utroligt meget på samme tid.
Ja, hvad var han egenligt?
Han smilte og så kort væk igen.
"Jah..Hvad skal jeg sige..." Han så en smule træt ud i sit forvirrede blik. "Først og fremmest så er jeg vel en shetlænder, men også en slags falden engel."
Der blev stille og han kiggede ned i jorden. Minderne fra hvad de andre havde fortalt ham brusede op igen. Han var ikke helt sikker på om han skulle tro på det, men han havde jo aldrig mødt hans forældre og alle gjorde klart på, at de var for længst borte.
Og det var en længre historie, det om engelene, de falnde og demonerne og han havde aldrig hørt hele historien, så hvordan skulle han være sikker?

For at afbrøde sine tanker spurgte han hoppen igen "Hvad er du så for en?" Han smilte venligt og fik øjenkontakt igen.

En blid brummen lød fra den lyse hoppe inden at hun undrende vippede ørene i nakken. Selv følte hun at bjerget skam var spænende og mystisk.. og frem for alt farligt, men endu havde hun ikke rigtig lyst til at gå derover. Og hvis hun skulle, skulle det ikke være alene. Det var ikke fordi at hun var en skræmt hare. Men bange for dette var hun skam. Og hun var ikke dum. Instinkter tog sjældent fejl, og derfor ville hun på mange måder ikke søge nærmere bjerget alene. Men siden at hun var et rigtigt flok dyr, var det selvfølgelig okay med en anden xD.

Kort glippede hun med øjnene da han begyndte at le, og det gik op for hende hvordan at det lige havde lydt. Meget uhøfligt egentlig… kort sænkede hun blikket, inden at hun smilede undskyldende og drillende over sit spørgsmål. Undskyldende fordi at hun ikke havde ment det som sådan, og drillende fordi at han tog det som han gjorde. Hvis han var blevet vred, havde det kun været undskyldende. En shetlænder? Og en engel? Hendes hoved gled om muligt endu mere op skrå, og hun uden at tænke over det greb fat i pandelokken for at se om han ville forsvinde op i luftens om en engel. Men.. nej?

” en falden engel… hvorfor falden?”

Hun havde sine tvivl om at han talte sandt, men kunne ikke se grunden til at han ville lyve over for hende allerede nu. Halen slog let tænkende bag hende, inden at hun tog hovedet til sig igen og smilede blidt og drillende.

”en yderst nærgående hoppe, der lige har mødt en hingst som undre hende”

Sagde hun med et smil.

Da hoppen pludseligt tog fat i pandelokken på ham, som om hun ville holde fast i ham. Dette gjorde ham ikke endnu mindre forvirrende, men heste her var anderledes end dem han kendte. Her i landet, Andromeda, var nogle heste gode, mens andre var mere mystiske og måske kunne gå hen og være ondskabsfulde. Det samme med at nogle heste var sky, mens andre i hvert fald ikke var og denne hoppe var en af dem.

Det var svært for ham at svare på hoppens spørgsmål, da hun yderligere stillede et...og han prøvede at huske tingene så godt som han kunne, men det var som om at nogle punkter var blevet visket ud.
Han så undrende ud og der gik et stykke tid for han svarede.
"Ja, hvorfor falden..." Han tyggede lidt og tænkte yderligere "Da jeg blev født var der et slags oprør mod en af guderne i himlen og alle som gør oprør bliver smidt ud af himlen...Dette var mine forældre så med i og de fik fjernet deres vinger og sendt til jorden som falnde engler..." Han kiggede lidt ukoncentreret væk. "Også kaldet demoner" Men så pludseligt vendte han smilende blikket mod hoppen igen "Men på dette tidpunkt var jeg jo en lille baby! Så jeg fik en slags pleje familie som tog sig af mig" Han lukkede øjene og nikkede, ja han syndes selv det lød meget rigtigt, men han husker ikke mere om oprøret...
"Men da jeg blev ældre blev nogle af de øverste engle enige om at jeg ikke kunne blive, da jeg kunne have arvet noget ondt fra mine forældre...men for at 'skåne' mig sendte de mig hertil og ikke jorden som sådan.."

Han så på hoppen og ventede nærmest på en slags godkendelse...For denne historie var en smule usædvanlig, underlig og selv syndes han også det hele var noget fis, men hestene her var trods alt venligere.

Det eneste han savnede var sine store hvide vinger, der var med til at gøre ham ligeså stor som alle de andre heste..

Hurtigt slap hun pandelokken igen, da det ikke fungerede at snakke med både pandelok og sig selv i munden. Hvorfor hun havde taget fat i den, var vel blot for at sikre sig at han ikke var en illusion af hendes vilde fantasi fordi at hun ikke ville være ensom. Og at han så kom med den forklaring, fik hende blot til at tvivle endu en gang om hun ikke havde indåndet for meget blomster polm, eller denne form for tåge der var her omkring. For det lød ærlig talt langt ude. Det med at han var en falden engel.. Demon? Arrg…
Men alligevel havde hun ikke svært ved at tro på det. Selv troede hun på sin egen skaber og alt gud, og kunne godt forestille sig at han også havde sin. Så faktisk stod hun og snakkede med en af gudernes væsner… de udvalgte… eller hvad? En falden engel.. det var dem der ikke var velsignet af guden. Dem der var kommet i unåde, og havde gjort noget der var nok til at leve et jordisk liv.

En let nikken af noget der kunne minde om accept blandet med tvivl kom fra hende, og hun sænkede stille hovedet ned til ham. så han var en demon, huh? Han var godt nok en meget sød demon så.

”Så… lige nu, snakker jeg med det der engang var en engel, men nu en pony? Jeg…. Ved ikke om jeg helt tror den del, men dine engle og guder vil jeg tro dig på. Selv tror jeg på en, så det virker ikke fremmed… Hazihel. ”

Sagde hun blidt, og rettede op igen. Det gjorde ikke noget at han var lille… han kunne vel have en stor personlighed af den grund. Men kort gik hendes tanker igen på demon, og hun skævede til ham. De var jo onde…

”hvad… laver du her på den her mørke ø siden du er en demom/pony? Nogen grund eller?”

Hun havde hørt rygter om disse skygger. Var han en af dem?