Playing Games | Piranja

Som i trance så de isblå øjne intet for sig. På trods af det liv der fandtes inde bag dem, så syntes de nu døde og fraværende. Som havde alt lys forladt dem. Pupillerne var små, ja næsten lige til at overse. Den muskuløse krop stod så stille, at man kunne forveksle det med en farvet stenmasse. Hugget og slebet sten, formet til en broget hingst. End ikke en vind, var der til at lege med hingstes lange, sorte man og hale. Blød og bølget var den, som hans pels, der skinnede svagt i månelyset. Men selv det syntes dødt og drænet. Ikke en muskel rørte sig, ikke et eneste hårstrå fulgte en vinds pusten. End ikke de hvide flanker, hævede og sænkede sig i åndedrag - for der kom ikke nogen. Hvad foretog han sig?
Han holdt vejret.

Chibale… en af de smukkeste øer her i landet ifølge hoppen. Det var så… frodigt… hun nød dette sted, mere end hun lige kunne indrømme over for sig selv. Med fjedrene skidt bevægede hun sig over engene, og de livlige blå øjne gled over området. Dybe som havet, men med samme farve som marine blåt. Uskyldige… mon der var noget direkte mørkt gemt i den lyse hoppe? Ud over at hun fandt det spænende.. hvordan natten næsten kunne gøre en blind, og alt så anderledes ud om natten. Som var der blevet kastet noget tryllestøv ud over det hele, og dens sølv hvide flade farvede alt i en smuk farve.. mystisk og lokkende. Hun vidste ikke lige om hun var mystisk eller lokkende i månen. Hendes meget hvide skimlede pels virkede som en modsætning til det mørke der kunne omgive hende. kun i månens lys virkede hun bedre tilpasset, altså om natten. Men hoppen var en dagshoppe… eller var hun? Hun vidste det ikke.
Uden at tænke over det, bevægede hun sig ind over engene, så hun var fyldt synelig. Høj på latter og glæde, og uvidende om at der var andre i dette selskab midt om natten.

Længe stod han sådan. Ubevægelig. Hans krop var stille, som var han i trance, men i hans hoved trængte de samme tanker sig på, om og om igen. Han skulle op til vulkanen. Han ville eje de samme skygger, som den hvide hingst. Han ville få styrke af mørket - ubegrænset og grusom! Han slap luften ud med en langtrukken lyd, som han krympede sig ved tanken. Han vedblev at forsøge at overtale sig selv til at tage imod mørket, og han vidste at han snart ville vælge den sorte flammes vej. Men alligevel havde den lyse side af ham, stadig noget at skulle have sagt. I hvert fald, så forsøgte den, og gav sit besyv med i diskussionen ved at lade ham føle skyld over sine sorte, magtbegærlige tanker.
Og det var igen det følsomme gemyt der drev ham ud af sin behagelige lille verden, der ikke indeholdt andet end hans hjerteslag og hans tanker. Han sukkede dybt og vippede de sorte ører dybt i nakken. De isblå øjne skuede ud over engen foran ham. Han stod få meter ude fra skovbrynet, med et stort udsyn over hele engen. Her følte han sig tilpas - og her fik han nemt øje på forbipasserende. Og netop sådan en var i nærheden. En lys, ja så godt som hvid hoppe, var i færd med at krydse engen. Og et sæt twistede blå øjne, holdt nu skarpt øje med hende.

Et lille smil var på den lyse mule, og hun brummede muntert for sig selv. i kådhed hoppede huun kort højt i vejret, inden at hun let landte igen. Dog fik noget der kunne minde om et betragtende blik på hende til at stoppe op og se sig omkring. Det var nok mere en følelse end en viden hun havdem men den følelse havde vist sig at være rigtigt, da hun fik øje på en sort broget hingst, med næsten ligeså blå øjne som hende selv. Måske mere lyse…
Kort gispede hun både af overraskelse og bare ved synet, inden at hun fik samlet sig lidt og lagde hovedet nysgerrigt på sned. hvem var han? En blid brummen kom fra hende, imens at hun begyndte at gå over imod ham. Denne gang med mere værdighed end hun havde båret før.

Fordi at hopen var vidst ikke grim. Nej, det kunne man ikke kalde hende. For hun var vel på sin egen måde smuk. Dog var det noget man hver især bestemte, men hun undervuderede ikke sig selv.

De isblå øjne hvilede fast på den hvide hoppe. De rykkede sig ikke, ej heller blinkede han. For et øjeblik, fandt han selv tvivl i hvorvidt han var vågen eller ej. Så stampede han brat i jorden med det ene forben. Jo. Han var vågen. Trancen var brudt, og han måtte nu til at bevæge sig igen. Og med den konklusion vippede han igen de sorte ører frem og lod dem pege nysgerrigt imod den hvide, der nu bevægede sig i hans retning. En boblen rumsterede i ham - glæde. Han nød altid selskab, og hvis der var noget der kunne skrue ned for den sorte flammes blus, så var det at være selskab med andre sjæle, der gav ham stimulerende samtaler at deltage i. Sådan noget elskede han. Filosofi, store tanker og hjertelige bekendtskaber.
Men selvom det havde sådan fat, så rokkede han sig ikke ud af stedet. Det her var hans spot, og han ville gerne dele det med andre - hellere, end han ville forlade det for at slutte sig til en ny bekendt længere ude på engen. En hingstet vrinsken lød fra ham, da han hilste hoppen og bød hende velkommen med et dybt, knejsende buk.

Han rykkede sig ikke, men det gjorde ikke den lyse hoppe noget. Hun vippede blot hovedet så det ikke var på skrå op igen, og med tøvende skridt gik hun imod den fremmede da han hilste hende. Han virkede overhovedet ikke fjendtelig som man kunne have troet her i starten med den stirren og tranceagtige tilstand, men skindet kunne jo bedrage? Det var et ligeså nysgerrigt blik han sendte hende nu, som hun sendte ham. En hoppet brummen kom fra hende, og hun slog kort med hovedet inden at hun satte tempoet op fra det forsigtige til lidt mere friske imod denne fremmede.Et smil piplede frem på den hvide mule, og hun satte først tempoet ned da hun var nogle meter fra ham. Kort lod hun endu engang blikket glide over den stærke brogede krop, inden at hun trippede let og smilede da. Hvad var der med hende og brogede hingste? Hun elskede alle deres farver.. måske fordi at hun ingen selv havde?

”vær hilset… mit navn, er Piranja”

Kom det blidt fra den lyse hoppe, og hun bukkede let hovedet imod denne fremmede for at gengælde den bukken han havde for hende.

Hoppens skridt var fine og lette, og bragte hende hurtigt imod ham, omend hun tøvede en smule. Hans ører forblev spidsede og hans kropssprog imødekommende. De isblå øjne gled hurtigt over den spinkle hvide krop. Det var en delikat hoppe han nu havde fået selskab af, og han lod det være slet skjult at han satte pris på kønne hopper. Ikke at han var så meget hingst, som andre kunne være det. Faktisk, havde Ayin aldrig gået for at være den frembrusende maskuline type, selvom han bestemt var en hingst. Han havde bare ikke behov for at vise muskler konstant, nej, han havde andet at tænke på og vigtigere ting at lave, end at gøre kur til hopper. Og så alligevel. Man han brugte sin charme på sin helt egen måde.

"En glæde at møde dig, Piranja. Mit navn er Ayin."

[/color]

Igen bukkede han let i nakken for den tiltalende hoppe, men denne gang snak han også en smule ned det ene knæ som det var skik. Med en dyb brummen trådte han et skridt nærmere hoppen. Nu havde hun jo bevæget sig hele vejen herop til ham, så nu skyldte han da hende i det mindste selv at træde undersøgende nærmere med et venligt smil. De isblå øjne syntes næsten at lyse op, så skarpt blå var de. Og de var rettet dybt ind i hoppens øjne.
[/size][/blockquote]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] De klare blå øjne glimtede kort i det kolde månelys, og den ravnsorte hale vippede kort bagved hende. dette virkede som en imødekommende hingst, hvilken den skimlede sjæl fandt utrolig behageligt. Indelukkede sjæl eller skikkelser kunne let få hoppen til at blive mindre… tålmodig med sådanne, så det var vel en god ting at han ikke var sådan ud fra det første indtryk. Utroligt… hoppen var egentlig noget af det blideste man kunne finde i lang tid, og alligevel ikke. Hun gav andre en chance for at åben op for hende, og gengælde behovet for selskab eller eksistensen af andre sjæle. Men hvis ikke denne fremmede gengældte hendes venlighed, kunne hun hurtigt lukke af og danne negative meninger om denne fremmede. Dog, var dette heldigvis ikke sket endu. Da han trådte tættere på hende, strakte hun søgende den lyse mule imod denne fremmede hingst. Ayin… et smukt navn. ”Aiyn… et smukt navn, til en smuk hingst” Kom det med et smil fra hoppen, og hun smilede kort. Hun mente skam det hun sagde, selvom at det nok kunne virke som smigr. Det var det dog ikke, og det var hoppens sande og rene mening der kom frem til denne fremmede sjæl.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i39.tinypic.com/bg1k6u.jpg); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] En glød af munterhed lyste op i hingstens blå øjne. Smil, smiger og sandfærdige ord. Sådan var hoppen altså foran ham. Hun mindede ham på sin vis om hans moder - hvid som sne havde hun været, og altid med et smil på læben. Sådan havde han i hvert fald fået fortalt, for i al den tid han levede ved hendes side, faldt der ikke et smil over hendes læber. Han var hendes byrde og hendes vej til fordømmelse og selvhad. Han var uønsket, og han vidste det. Men selvom det uden tvivl var dyster viden, så fandt han det ikke længere nødvendigt at føle vrede, skam og had over det. Han havde sluttet sin fred, grædt de bitre tårer der skulle til, og var nu ganske ligeglad. Hans nye liv var her, og han var på vej imod nye højder. "Jeg kan kun takke dig, og gengælde dine gavmilde ord, Piranja. Du er en hoppe for sig, det kan jeg se." Han lo varmt, og vippede let med ørerne. Han rakte ligeledes sin mule frem imod hendes, hvid mod hvid. Hun bar en svag, sødlig duft, som solvarmt sommergræs. Det var en duft han fandt ganske attraktiv og derfor trådte han undersøgende et skridt nærmere.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Græsset kærtegnede blidt den lyse hoppes ben, og hun sukkede kort af fryd ved dens berøring. Det var dejligt, og hun kunne faktisk godt i princippet blive stående sådan længe, hvis ikke det var for det dejlige selskab hun havde nu. Et selskab bestående af en flot broget hingst. Dog kunne hun ikke tillade det, og hun åbnede igen de blå øjne for blot at se hingsten havde humor ligesom hende. Det var endu et plus ifølge den lyse hoppe, og hun yndede at hendes selskaber godt kunne følge med i hendes til tider underlige humor eller tanker. Det var faktisk ikke så længe siden at den skimlede var endt på proelio.. men allerede nu ventede hun føl, selvom at det endu ikke var tydeligt. I hvert fald ikke meget. Dog fortrød hun ikke, og ville nok heller ikke. Der var ganske vidst ingen følelser involveret i det føl, men det var ikke uønsket. Velsagtens blot naturens gang, og instinkter. Kunne han ligefrem se at hun var en smule anderledes? Det var de vel alle sammen inderst inde, så hvad kunne hun forvente? ”Jeg ved ikke om sandheden er gavmild, men det tages som du vil. Men dine ord, vil jeg da tage som en kompliment” Kom det drillende fra hende, inden at hun let puffede til hans mule. En lille gysning for igennem den skimlede krop ved kontakten.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i39.tinypic.com/bg1k6u.jpg); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Han betragtede hoppen idet hun lod til at glide ind i et øjebliks fredfyldt nydelse - og han smilede. Hun var i stand til at nyde øjeblikket, præcis som han selv. Naturen betød langt mere for ham, end de fleste kunne forstå. I det korte øjeblik bemærkede han hendes let runde mave. Hun var altså med føl. De sorte ører blev nu vippet frem med fornyet interesse. Han kunne ikke selv påstå at ville have en søn eller datter, men det forhindrede ham ikke i at glæde sig på andres vegne. Ved hoppens ord lagde han hovedet en smule på skrå. Hendes ord var langt mere filosofiske end hun nok havde tænkt over. Og dog. Igen faldt det skæve, charmesmil over hans læber. Han kunne sagtens forestille sig at denne hoppe, Piranja, gemte på mange hemmeligheder og en sikker også en skarp hjerne. "Sandheden er mange ting. Af og til er den gavmild, andre gange er den din bøddel. Men ikke desto mindre, så er den sandheden." Han nikkede svagt for sig selv og rakte mulen frem imod hoppens skimlede skulder. Let strøg hen hende ned over bringen og nappede hende drilsk imellem forbenene. Det var ikke noget han normalt gjorde, men efter han havde givet efter for sorteflammens vilje, havde en usynlig hånd udvisket og optegnet nye regler for hans opførsel.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Kort kastede hun et blik på sin mave, inden at hun en anelse nervøst skævede til den brogede hingst. nogle tog det ikke pænt npr de snakkede med en hoppe ifol, men spørgsmålet var om han mon allerede kunne se dette? Måske… hvem ved? Selv vidste hun endu ikke hvor ”fed” hun var, så det var vel en ting at bedømme til andre. Selv mente hun selv at det stadig kunne ligne en smuk velformet græsvom. Endu.. Det havde nu ikke været hendes mening at være filosofisk. Det var hun egentlig sjældent.. hun følte sig altid maplaceret når hun prøvede at lyde vis og bedre vidende, men åbenbart virkede det denne gang? Det var jo som sagt ikke noget hun lagde mærke til, så et lille smil kom blot frem idet at hun vippede ørene frem igen imod den brogede ved hans ord. Bøddel? Det lød nu så dystert.. ”det har de ret i” Kom det fra hende, og hun slog afslappet med halen. Da han strøg hende over bringen, lagde hun undrende hovedet på skrå men rykkede sig ikke. Piranja elskede nærkontakt, og havde skam intet imod at have kontakt med denne brogede hingst. ”hvad laver de i Andromeda egentlig?” Kom det pludselig fra hende uden nogen form for grund.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i39.tinypic.com/bg1k6u.jpg); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Langsomt trak han mulen til sig igen, men som han gjorde det, trådte han et skridt nærmere hoppen. Hans isblå øjne gled søgende over hendes blanke skind. Hvem var hun? Hvordan var hun? Det var store spørgsmål, men det var altid det der prægede hans sind når han mødte nye sjæle. På sin vis var det også det der ville komme til at præge ham, når først han havde overgivet sig til skyggerne. Han smilede svagt. Som den hvide hingst han havde mødt, så ville intet forhindre ham i at undersøge folk nøje. Uanset om de ville eller ej. Så flakkede hans blik et øjeblik og han trådte tilbage i den høflige afstand. "Hvad jeg laver her? Jeg laver så meget. Jeg ankom for snart små fire-fem måner siden. Siden da har jeg oplevet meget. Jeg har fundet en vej, som jeg agter at følge, og det er mere end hvad man kan sige jeg vidste da jeg kom." Han blinkede drillende til hoppe. Det var sandt nok. Da han var kommet her havde han ikke anet sine levende råd. Han var en naiv hingst med meget få oplevelser bag sig, et uendeligt antal spørgsmål og en intelligent filosofisk hjerne der konstant søgte udfordringer og større meninger. Sådan var han til dels også nu. Den eneste forskel var bare, at han havde fundet en løsning og et svar på alle sine problemer - hvad end der levede oppe ved vulkanen.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Underligt nok trådte han nærmere, hende, og hun brummede en anelse overrasket over den pludselig nærhed han udviste behov for. Hendes mere dybe blå mødte kort hans, inden at hun mærkede blikket glide videre over hendes skimlede skind. Ledte han efter noget? Piranja havde altså ikke alle de fancy tegn eller brogede skind som mange andre. Fx, Jagdis’s tegn i panden…. Ja, sådan et kunne hun godt trænge til. Men sådan var hun nok bare født. Da han så trak sig tilbage igen, lod hun lyttende ørene vippe frem imod ham igen. En vej? Hvilken? ”så du har været her længe…. Hvilken vej vil du følge?” Kom det spørgende fra hende. Hun vidste intet om skyggerne eller den vise.. hun havde kunne fornemme noget på den mørke ø… og Eagle eye havde indirekte sagt at det ikke var godt at være på den ø. Men grunden… se den kendte hun endu ikke. Man skulle ikke lade synet bedrage. Selvom at hoppen så dejlig lys og venlig ud, blev der dannet en skygge ved hvert eneste lys. Men hvor stor den skygge var, det vidste han ikke.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i39.tinypic.com/bg1k6u.jpg); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Roligt smilede han til hoppen. Den afslappede aura der altid hvilede om ham, indgød ro hos de fleste. Han havde intet hastværk og svarede på hvert et spørgsmål folk måtte stille ham. Om så spørgsmålet var et af dem der gik tæt på, og lod de andre træde indenfor. Besvares skulle det. Som han var nysgerrig, havde alle andre også ret til nysgerrighed. Selvfølgelig forventede han ikke, at alle delte hans opfattelse af begrebet "nysgerrighed". Der ville altid være nogen der ikke tillod ham at undersøge dem nærmere, end hvad de selv lod ham se. Og sådan var det. Han lod dem få tid. En dag skulle han nok få svar på sine spørgsmål. Derpå nikkede han. Ja, han havde været her længe - men slet ikke så længe som for eksempel den lyse hoppe Illana. Hun havde set flere år passere her, og hun havde oplevet meget. Han huskede hende med varme i hjertet, for hun havde vist ham en anden vej. Men på trods af dette, så var det ikke nok. Han havde valgt sin vej, og end ikke den kære Illana kunne ændre det nu. Den sorte flamme havde vokset sig større siden da, og den havde truffet valget for ham. "Min vej går langs vulkanens kant, men også op langs dens sider. Der vil jeg finde mine skygger, og jeg vil følge den vej de udpeger for mig." Hans ord lød måske kryptiske, men sande var de. Han kunne ikke beskrive det anderledes. Men han vidste at en der ikke havde set skyggerne ville være uforstående overfor hans ord. Netop derfor vippede han godmodigt ørerne frem og nikkede let, som tegn til at hun gerne måtte spørge ind til det hun ikke forstod. Han skulle nok give et svar.