a light path [nadia]

En blid brummen lød fra den lyse hoppe, imens at hun muntert bevægede sig igennem skovens stammer, og zigzakkede imellem dem. Denne brummen kunne sagtens være en nynnen, da hun tit og ofte nynnede når hun var i godt humør… glæde… der var ikke meget der kunne få hoppen til at miste dette humør når først daten var startet godt. Og det var denne. Først en god potion mad, så en hulens masse musik og så var hun kommet hertil.
Snart trådte hun ud imellem de mange stammer, og lod det marine blå blik skue over engen der bredte sig foran hende. Smilet voksede let idet at hun bevægede sig ud på engen, uden tanke for at der kunne være andre knap så venlige heste i nærheden. Nej, hun tog det som det kom og så måtte det hele ryge i vasken… men det håbede hun selvfølgelig ikke på at det gjorde.

Den sorte hoppe med de små stjerner på kroppen vandrede glad rundt imellem træerne. Hun var kommet direkte fra engen af, fra udkanten af skoven - hvor det bløde saftige grønne græs gik hen og blev mere ru, for derefter at dele deres jord med større plantefæller. Træerne var altid et skønt syn for den unge hoppe, hun havde ikke set så meget til dem da hun stod på folden sammen med hendes mor og andre følhopper, men hun havde altid haft lyst til at stå helt tæt på dem og rigtig dufte den utrolig tillokkende duft af harpiks. Hoppen brummede velkommen til en af træerne det var en blid en af slagsen - næsten drømmende. Samauun vidste udmærket godt at træer ikke kunne snakke og at de heller ikke havde et kropssprog men alligevel syntes hun de skulle have respekt for at stå og give hende samt andre heste skygge, og gode gemmesteder, træerne gjorde meget for de fleste heste og alligevel takkede ingen dem. Hun smilte for sig selv ved hendes tanker, og kort efter kastede hun drillende med hovedet for derefter at sætte i hurtig trav med høje benløft. Der var ikke noget bedre end at løbe i skoven, alle rødderne gav god træning og det var noget helt andet end plan jord uden bakker eller udfordringer.
Der gik ikke lang tid inde i skoven med de svajende træer der så smukt lændte sig ind mod hende, de frodige grønne blade vislede blidt fra den drillende vind der af og til slap igennem til skoven, før hun hørte nogle grene der knækkede under en andens vægt, og dog? der var en utrolig sød syngen, ikke så blid som skovens fugle ej heller skinger som staldens svaler. Hun kunne stadig ikke ænse nogen heste i det fjerne, og alligevel kunne hun ikke lade være med at lade et hoppet vrinsk undlade hendes mule og vandre mod den ukendte. Havde hun hørt forkert?

Halen vippede tænkende bag den skimlede hoppe, og hun så kort tilbage på den. Ravnsort…. På¨grund af den blege og lyse farver hun bar, virkede den meget mørkere end den egentlig var… selvfølgelig var den sort uden nogen form for hvid eller grå, men alligevel. Underligt? Ja… men sådan var det nu bare, og hun var egentlig glad for sit udseende. Selvom at hun gerne ville have set sig selv med en spand maling ud over sig, var det her også fint nok.
Den hvide hoppe bevægede sig letfodet frem, og de blå øjne gled nysgerrigt rundt omkring hende. Pludselig slog hun kådt med hovedet, og hurtigt satte hun tempoet op. Men et vrinsk lød pludselig, og uden videre stoppede hun op med glidespor og det hele. Blidt svarede hun den, og begyndte med et friskt smil at gå imod den fremmede. Hvem mon det var?

Samauun stoppede op da et blidt vrinsk svarede hendes tidligere kald. Den sortskimlede hoppe satte i fri trav imod vrinsket, hendes sorte hove gennemborede let den bløde skovjord og, skubbeds blidt men bestemt de faldne blade til siden. Hendes hals knejsede flot og ørene var fremme af ren nysgerrighed, hendes øjne søgte alt imellem træerne og ned af mod jorden. Kort efter opdagede hun noget lyst, uden at tænke over det satte hun i hurtigere trav med stærkere afskub fra hendes bagparti, halen var som altid løftet lodret in luften, fanen var fremme og hendes man blafrede. Endelig en anden hest tænkte hun, en hoppe der var skimmel, næsten helt hvid med kulsort man, hun var speciel, det var ikke tit de hvide eller lyse heste havde kulsort man og hale som hoppen foran hende, hun sænkede på ingen måde farten først da hun nåede en meter foran den fremmede hoppe knejsede hun nakken yderligere for derefter med hendes frembrusende manerer at brumme velkommende af hende, hun havde ingen anelse om opførsel blandt andre heste og hvordan man skulle tilnærme sig men hun gjorde det dog klart for den skimle at hun var venligtsindet

Den sorte fane bagved den lyse hoppe, og hun gik muntert igennem de tætte stammer. Eller, tætte var de vidst ikke mere. Halen hang løst bagved hende, og selvom holdningen var afslappet var hendes udstråling den samme som en anden elegant hoppe. En munter men glad og elegant hoppe. Selvom at Piranja ikke lige var helt spinkel i det, var hun heller ikke i den grad kraftig. Hun var nok en god blanding af det hele. Et dejligt miks.
Roligt stoppede hun op, da hun fornemmede at den anden styrede imed hende. i stedet for at de bare ramlede ind i hinanden, stoppede hoppen let op og betragtede den mørke hoppe der kom imod hende. Hun var smuk, ingen tvivl. At hun ikke sænkede farten fik hende til at lægge hovedet undrende på sned, inden at hun stoppede op knap en meter fra hende. Hun var frembrusende, men det var Pi selv, så det gik jo nok, ikke? Let strakte hun mulen imod den fremmede, og hun brummede hilsende. Hvem var hun?