Hvad laver jeg her? [Piranja]

Denne palominofarvede hoppe med den rødlige man og hale kom dansende og elegant skridtene hen over Chibale. Det var en af de mindre øer. Denne hoppe havde ikke vist sig for nogle i lang tid, men det var som om at der var begyndt at komme mere liv i hende, og det var vel godt? Hun havde gået meget for sig selv for at finde ud af hvem hun var, og hvem var hendes far? Det var et spørgsmål der tit dukkede op i hendes hovede, hun ville så gerne vide hvem hendes far var, og hvordan han så ud. Hun vidste dog at hun lignede sin mor rigtig meget, så hvad havde hun arvet fra hendes far? Ingenting? Det var mærkeligt at hun aldrig havde fået det afvide, men måske var det meningen, fra hendes mors side? Hun mimrede med den rødlige mule. Hun var endnu kun et år gammel og derfor var hun stadig plag, dog ikke føl længere, og det var hun skam glad for. Det var rart. Hun var også ved at være ældre, snart ved at være 2 år gammel. Hun kunne nu ikke vente med at blive voksen. Det ville være rart snart at blive voksen, hun synes at hun havde været plag længe nok nu.

Den snehivde skimlede hoppe kom med rolige skridt gående over engene. De klare blå blik gnistrede af energi og liv, og de sorte lokker fjedrede om det fine hoved. Skridtene var lange og smidige, men ikke fordi at hun skulle nå noget. Nej, hun prøvede sig blot af. For hvem ville ikke vide hvor hurtigt de kunne gå, uden at skulle hæve tempoet? Endu havde hun kun set en lille del af landet, men hun ville bestemt se mere. Meget mere. Hele tiden skulle nye ting udforskes eller ses an, blot fordi at hun kunne. Endu var hun fri… En lille glad nynnen kom fra hoppen, idet at hun i et kådt spring bukkede, og satte pludselig tempoet op til trav, for til sidste at gallopere over den store eng. Den sorte man og hale flagrede som en skygge fane efter hende, og stod i stærk kontrast til resten af den utrolig hvide og skimlede krop.

Der var ikke meget liv og glade dage at spejde i denne palominofarvede hoppe med den rødlige man og hale. Sådan var det bare nogle dage og de kom desværre oftere og oftere for tiden, men måske var det bare fordi at hun ikke havde lavet så meget? Hun havde været meget sig selv og havde derfor lukket sig selv meget inde. Nogle ville måske mene at det var alt for tidligt, men hun var jo sådan som person. Hun stod i udkanten af en skov så hun kunne spejde ud iver den store og frodige eng og der gallopperede en hvid hest med sort man og hale. Hun betragtede dens glæde, men følte ikke glæden selv, den smittede ikke. Hun var for langt væk og der skulle meget til før at glæden smittede hos denne unge hoppe. Hun slog et par slag med den sorte hale og betragtede hoppen.

Kådt slog hun med hovedet, og en brummende latter kom fra hende. Solen bagte ned på hendes lyse pels, men det gjorde hende ikke det store. Hun modtog næsten ingen varme af hendes pels, og det var stort set kun manen det gik værst ud over hvis det var noget.
Hun åbnede de blå øjne igen, og en fremmed hoppe fangede hurtigt hendes blik. Undrende ig nysgerrigt så hun på denne, og brummede spørgende til hende. var der noget galt? Det så lidt sådan ud.. hun satte tempoet ned til trav, og begyndte at bevæge sig imod den anden… farverne faldt hurtigt i hendes smag, og hun brummede blidt som en hilsen. Hvem mon hun var? Halen hvislede kort igennem luften, inden at hun stoppede op foran hende – dog med afstand.

”goddag… mit navn er Piranja”

Pludselig kom der en hvid hoppe mod hende. Denne hoppe var også en meget livsglad hoppe, men hun virkede mere moden end Ariel var, og denne hoppe var også betydeligt ældre end Ariel. Hun slog et slag med den røde hale, bare denne hoppe ikke snakkede det der mærkelig sprog også, så skulle det vel nok gå fint? Hun mimrede med den røde mule og stoppede op da hoppen stod en fin afstand fra hende. "Goddag, jeg er Savana" sagde hun med den meget neutrale, og milde stemme, men også med mørket der lå skjult og ulmede bag det hele.