Blooming

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] {Reserveret til Savana} Der var næsten ikke noget bedre end blomster. Blomster i alle farver, på alle stilke, i alle størrelser. Og hun havde fundet en helt særlig eng, som var fuld af dem, på denne her mærkelige ø. Der var meget stille. Det lod ikke til at der overhovedet var nogen former for liv ud over blomsterne, for omgivelserne omkring engen var anderledes end noget, hun før havde set. Det var gold, men ikke som Zenobias hede ørken. Det var ligesom gold og bart for liv. Alligevel var det ikke noget der skræmte den lille askegrå etåring, som tumlede rundt i høje valmuer. Der var generelt ikke noget som helst der skræmte hende, for hun kendte ikke til ondskab og bar ingen frygt i sit hjerte på trods af de mange timer, hun tilbragte alene. word count 133

Den unge hoppe var til at finde med et smil omkring hendes mule. Hendes ene øre var fremme og de brune øjne som skinnede klart i den behagelig solskin i dag var glade at se ind i og ikke kolde og tomme. Hendes hale slog tilfredst bag hende som hun stod og suderede en sommerfugl. Hun elskede sommerfugle, hun var så fascineret af dem og her var der massere, men en havde fanget hendes opmærksomhed, den var lilla og skinnede meget mere end alle de andre. De fløj og med et sprang hun efter den, den måtte bestemt ikke smutte fra hende! Hun var stadig etårig, men der ville nok ikke gå så længe før at hun ville blive unghest, og det glædede hun sig vel til? Der ville forhåbentlig ske lidt flere ting, for hvis Savana skulle være ærlig, så kedede hun sig helt vildt som hendes tilstedeværelse var lige nu.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den lille askegrå fnøs højlydt i en lys tone, da et blomsterblad landede på hendes hvide mule. Hun var ellers overordentligt forsigtig med ikke at gøre blomsterne fortræd. De havde hverken ben eller en stemme, så de kunne jo ikke fortælle hende, hvis det var for farligt for dem. Det blev hun nødt til selv at holde øje med, så derfor trippede hun altid forsigtigt gennem blomsterenge, selvom det fik hende helt op at ringe af bare energi at være omgivet af så mange smukke blomster. Efter at have tumlet rundt, så vidt man nu kunne tumle når man var ganske nænsom, var hun endt i det høje græs og lå nu og inspicerede en ny blomst hun havde fundet. Det var først nu, da hun var helt stille, at hun bemærkede lyden af meget små hovslag mod græs. De mørke ører blev straks spidset – mon det var en hest, mon det var noget andet? word count 155

Den unge hoppe fløj efter sommerfuglen, uden at tage notits af alle de blomster der blev trampet på. De skulle nok vokse op og desuden var det denne sommerfugl der var i fokus lige nu, den var vigtig! Det var et yderst sjældent syn for hende, og det var blomsterne på ingen måde. Hun slog med den rødlige hale bag sig og mimrede med den rødlige mule. Hun vippede med ørene meget kort, bare for at høre om der skulle være andre i nærheden der havde set hende, men det så det vidst ikke ud til at være, så hun fortsatte sin færden med et stort smil omkring mulen, hvis der var noget der kunne få hende til at smile, så var det sommerfugle. De kunne altid få hende i godt humør.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Det trommede i græsset. Lyden blev tydeligere, og den lille askegrås nysgerrighed voksede mere og mere. Hun blev helt opslugt af iver, mens hun lå i græsset og med store øjne så rundt i det høje græs. Men der var ikke noget at se, og hun var alt for lille til at kunne se helt op over græsstråene. Det gik ikke mange øjeblikke før hun blev for utålmodig, energien brusede op idet hun pludselig sprang op på alle fire slanke ben, helt uden at trampe på den blomst hun før havde beundret. De ravgyldne øjne afsøgte hurtigt engen, hun stod med mulen i vejret og kom med et overordentligt lyst hvin idet hun skimtede en ikke særlig stor skikkelse. word count 119

Savana vippede med ørene i det et hvin lød og hun blev et øjeblik uopmærksom på sommerfuglen, da hun skulle se hvem det var. Det var ret tydeligt at skikkelsen ikke var særlig gammel. På alder med hende ville hun faktisk skyde på. Hun ville rette opmærksomheden mod sommerfuglen, men den var væk. Et fnys kom fra hende, et irriteret et af slagsen. På mange måder virkede Savana meget ældre end hun egentlig var. Der var ikke nær så meget livsglæde i hende som mange andre føl og hun virkede meget klog og fattet allerede. Hun så dog på den fremmede hest. Ville hun snakke med den nu hvor den havde gjort hende uopmærksom på hendes sommerfugl, så den var væk. Tvært så hun over mod den fremmede, hun slog et par slag med halen og så tænkende ud i luften. Hun trak på skuldrene og skridtede frem mod den fremmede, men med et lidt reserveret udtryk i øjnene. Det var meget tydeligt at den anden hoppe var meget mere livsglad end hun selv var.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun viftede ivrigt med den korte, kulsorte hale og drejede begge ører frem mod den underlige skikkelse med de trommende hovslag. Den var pludselig stoppet op og havde fået øje på hende, hendes hilsen havde helt sikkert virket. Den askegrå smilede stort, og satte uden tøven i en letfodet trav frem mod skikkelsen, der også så ud til at komme nærmere. Da hun efterhånden kom tættere på, blev det tydeligere at det altså var en lille hest. Hun havde efterhånden mødt heste i alle størrelser, små og store, unge og voksne. Men den her så lidt anderledes ud. Den var sandfarvet, ligesom den venlige hest hun før havde mødt, men meget mindre. Det var en underlig farve. Det så ud som om hesten havde rullet sig ude i Zenobias ørken og sandet var blevet siddende på pelsen. Den askegrå smilte lidt mere. Men det der undrede hende mest, var det røde hår og de røde ben, det var sjældent hun havde set noget så rødt. Kun på himlen under solnedgangen og på blomster. word count 173

Den lille askegrå hoppe kom mod hende, eller hun var på størrelse med Savana selv. Hun mimrede med den rødlige mule og betragtede den fremmede der kom mod hende og som tydeligvis ikke så hendes utilfredshed, men det var vel også fint hvis hun ikke gjorde? Så kunne det også være at den fremmede heller ikke blev sur. Hun slog et par slag med den halvlange hale. Hun stoppede op ikke ret langt fra den fremmede. "Goddag" sagde hun med den tydeligt hæse stemme, som dog stadig var ret ungpige agtigt at høre på, men på en mærkelig måde lå der også noget mørkt og lukket bag den. Hun slog endnu et par slag med halen. "Savana" hilste hun med den samme stemme.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Der gik ikke ret lang tid før de nåede hinanden, og heldigvis holdte den sandfarvede hest sig ikke på afstand af hende. Den kom faktisk ganske tæt på, hvilket fik den askegrå til at mimre ivrigt på mulen der stadig havde lidt blomsterstøv på sig. Hun stoppede selv op for at se nærmere på den, øjnene var vigtige, og det var også det første hun lagde mærke til på nært hold. Brune øjne, næsten ligesom kastanjer. Hun har mødt én anden hest med brune øjne, men øjne var altid vidt forskellige i nuancer. Og i den person som lå bag dem. De var ikke som hendes, for hendes var mere gule, som rav på stranden. Hun vippede nysgerrigt ørerne yderligere fremad, da den sandfarvede hest åbnede munden og ord kom ud. Stadig forstod hun ikke deres sprog, og det hun kendte af sit eget og hendes mamas var også begrænset, for hun havde kun set hende ganske få gange. Men hun fangede alligevel det sidste, den sandfarvede sagde, da det i hvert fald var noget hun ikke havde hørt før! Hun åbnede selv munden og lod sin karakteristiske stemme blande sig med biernes summen. ”Saa-vanah. Gaineamh dearg,” Den askegrå slog en lys latter op, lille og kort, men fuld af energi. Hun smilede stort til den sandfarvede, det måtte da være det, den hed. Det var et varmt smil, og den askegrå stod ikke stille ret længe. Snart var hun trippet de sidste skridt helt hen til den, med mulen først, nysgerrigt strøg hun den over den sandfarvede pels. For det var pels, det kunne hun mærke. Hun så venligt på den sandfarvedes øjne igen. ”Ariel.” word count 276

Savana knep øjnene sammen. Denne hest var yderst mærkelig! Hvad fanden var det den sagde? Hun mimrede med den røde mule og lagde ørene i nakken. Savana var meget hurtig til at bedømme andre, nok lidt for hurtig, og hun havde meget hurtigt bedømt denne hoppe til at være underlig, eller mærkelig? Hun var dog meget normal udadtil. Hun slog med den rødlige hale. "Så du er Ariel?" spurgte hun og så spørgende på hende. Savana prøvede at være venlig, men hun var jo så hurtig til at bedømme at det var helt sindsygt. Men alligevel, de var jo heller ikke så gamle endnu? Men alligevel virkede Savana så meget ældre psykisk end dette hoppeføl. Hun slog endnu et par slag med halen. "Du er født her?" spurgte hun så lidt efter med den hæse stemme, som havde noget mørkt der ulmede bag den, ikke noget som ville komme frem, måske snarere mystisk? Men også venligt, i hvert fald prøvende mod denne unge hoppe. Hun så sig omkring, hvor efter at blikket atter landende på den fremmede hoppe.
Den fremmede hoppe som vidst nok hed Ariel tog nu mulen frem mod hende og strøg hende over pelsen, lidt som om at hun skulle være sikker på at det var pels. Hun mimrede atter med mulen og puffede så til hendes hvide mule.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun lagde det hvide hoved let på skrå, da flere ord strømmede fra den sandfarvede Savanah. Sikke meget den snakkede, og noget på tonen fortalte hende at det var spørgsmål. Den askegrå virrede nysgerrigt på mulen, uden at have flyttet sig længere væk igen. ”Føtt?” Hun viftede med halen og smilede igen, da den sandfarvede puffede til hendes mule. Så små de var, begge to, hun følte sig næsten helt stor, i hvert fald i forhold til alle bierne der summede. Jo, der ville ikke gå lang tid før hun var stor. Den askegrå nippede let til den sandfarvede og sprang så kvikt en halv meter bort, kun for at se friskt tilbage på den anden. ”Imrímis?” Med mulen i vejret bød hun ivrigt den sandfarvede op på dans. word count 139

Savana så på føllet, der stod der helt uforstående, uden at forstå en pind ad hvad hun sagde, det så i hvert fald ikke sådan ud. Hun gav et smil med den røde hale bag sog hendes øre blev vendt frem og derefter tilbage, hele tiden. Hun kunne egentlig ikke rigtig finde ud af om hun brød sig om dette føl eller ej. Hun mimrede med den røde mule. Pludselig sagde føllet et ord, som hun ikke forstod en pind af. Hun rystede på hovedet. "Hvad?" spurgte hun forundret over det ord der kom ud af hendes mund.
Hun så nu på den lille springe rundt og hun kunne vel lige så godt hoppe med? Der kom også nogle spring fra hende, men ikke lige så livsglad og ivert som fra den sorte hoppe. For hele situationen virkede mærkelig for hende. Og endnu engang kom der et ord ud af hendes mund som hun ikke forstod noget af. "Hvad?" spurgte hun undrende og der var en snert af irritation i stemmen, fordi at hun ikke forstod den anden, Ariel. Og hun hoppede fortsat bare rundt, var hun van til det?