New Places

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] {Nadia & Samauun} Solen skinnede som aldrig før over den velkendte ø. Hun havde snart set hvert et hjørne af den, vendte alle blade og duftet til alle blomster. Den lille askegrå var fuld af lyst til eventyr, i form af en uudtømmelig strøm af nysgerrighed. Og frygtløshed. Hun havde fundet nu frem til en mystisk hule, en grotte af sten midt i alle træerne. Det var helt underligt, og utroligt spændende. Der var halvmørkt derinde, det her var noget hun i hvert fald ikke før havde undersøgt. Den skyhvide mule mimrede af iver, og hun viftede energisk på den kulsorte hale. Jo, verden var fuld af eventyr og ting der bare ventede på at blive opdaget. Hun listede tættere på åbningen med spidsede ører og store, ravgyldne øjne. word count 126

Den sortskimlede hoppe kiggede nysgerrigt rundt hun var atter engang vandret ud i leventeras smukke skov. Træernes blade var frodige og saftige at se på, det var bare ærgeligt at den unge hoppe ikke kunne nå de blade når de så ondsindede som de var kaldte og lokkede. Hun fnøs lettere irriteret af dem. Sam valgte dog bare at slåe en enkelt gang med halen for derefter at gå videre igen, solen skinnede igennem træernes grene - ikke alle blade kunne holde solens smukke stråler inde. Den glade hoppe stoppede let op da hun så en forhøjning, den havde hun ikke set før. Med opvakt nysgerrighed begik hoppen sig rundt om denne forhøjning, den virkede underlig af en bakke at være og den var heller ikke helt stor nok. Da hun havde undersøgt et godt stykke af forhøjningen kom en åbning frem i syne, hvilket fik hende til at sætte i let trav så hun kunne komme derind, men det resulterede i at hun bumpede ind i noget, eller retter noget. Lettere forskrækket kiggede hun ned på en ung hoppe, stadig ranglet i kroppen, stadig plag eller på grænsen til at være unghest, ynkgre end hende selv, hun brummede blidt med en snert af undskyldning. hendes smaragd grønne øjne undersøgte den unge hoppe
"hvem er du?"

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den lille askegrå fik sig en overraskelse. Eller en mindre forskrækkelse, vel og mærket. For pludselig dukkede en hest op ud af det blå, hun faldt nærmest ind i hende så hun måtte trippe til siden på de lange ben. De ravgyldne øjne blev hurtigt endnu større end før, da hun rigtig fik taget hesten foran sig i øje. Den var helt mørk, men fuld af prikker, det var ligesom at se på nattehimlen. Og øjnene der nu så ned på hende, for hesten var godt nok større end hun var, de var grønne! Grønt ligesom græsset, ligesom hun aldrig så nogen med sine egne øjne, havde hun aldrig set grønne før. Den lille askegrå brød ud i et stort smil, hun viftede ivrigt med halen bag sig da den fremmede nathest åbnede munden. Det var et spørgsmål, det kunne hun høre, men hvad ordene betød forstod hun ikke helt. Kun det sidste, du, det var hende, hun mente. Hendes gyldne øjne lyste. ”Ariel.” word count 164

den sortskimlede hoppe kiggede undrende på det askegrå føl, hendes øjne var ravgule? Det havde hun ikke set før. Unghesteb havde sagt ariel' det måtte være hendes navn, men hun havde ikke snakket yderligere? Hoppen brummede blidt og velkommende af hende før hun atter snakkede
"Mit navn er Samauun, men kald mig bare Sam"
Hendes smil blev større da hun havde set den lille ariels, hun var ikke så høj igen men hun havde dog en sød højde. Efter hun havde set på den lille hoppe i et stykke tid vendte hun sig om for at gå ud af grotten igen, hun vendte hovedet og kiggede bagud på den lille, hun lavede et nik i retningen ud af grotten.
"Vil du med ud og få nogle lækre blade?"

Hun vrinskede glad af hende og smed halen i en kåd krølle hen over ryggen, mon hoppen ville komme med? For så skulle Samauun nok byde hende op til dans så en leg var velfortjent!

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Det var en venlig nathest hun havde mødt. Det kunne hun se på øjnene og høre på stemmen, selvom hun ikke forstod meget af ordene. Men den askegrå kendte ikke til andet end venlighed, hun så ikke ondskab, de ravgyldne øjne fandt altid kun skønhed hvorend de så hen. Og denne nathest betog hende helt og aldeles, hun var helt opslugt af at se på alle stjernerne der sad i dens pels. Hun spidsede ørerne da den natsorte igen åbnede munden, og opfangede da at det måtte være hestens navn, hun fik at vide. ”Sa-mh.” Hun brød ud i et endnu et smil. Hvad mon hestens navn betød? Stjerne? Nat? Grønne øjne? Nysgerrigheden i den askegrå ville ingen ende tage, og da nathesten lagde an til at bevæge sig et andet sted hen, blev hun helt og aldeles begejstret. Så spændende det var, at møde en nathest, og så kunne de endda danse sammen. I et spring var hun på siden af hesten, og med en meget lys hvinen tilkendegjorde hun sin iver. word count 173