Do gentlemen exist? - Altaïr/Samauun

den sorte hoppe havde endnu engang vandret tilbage til engen, af en eller anden grund endte hun altid her... Tilbage til det sted hvor hun endte igennem portalen. Hendes smaragd grønne øjne spejdede livligt området der var ingen at se, intet der ragede op over det høje svejende græs der blidt og yndefuldt gav efter for den blide vind. Hun stod ved søen som hun altid drak fra, vandet var stille næsten trist det eneste der skete var at vinden brugte nogle af de sidste kræfter på at stryge hen over vandet for derefter at forsvinde igen. Samauun brummede blidt til sig selv, øjnene blev stille lukket i og hun lyttede til de dejlige lyde omkring hende, græsset i vindens sang, fuglene der fløj højt trods vindens dans, grenene der ramte ind i hinanden nær skovens start.... Alt var smukt og hun nød i den grad naturen. I et åbnede hun øjnene igen og bukkede i luften for derefter at sætte af i gallop. Hun var altid glad, der var aldrig noget eller nogen der kunne ødelægge hendes dag - så uopfordrende lege var tit at finde i denne legesyge hoppes nærvær. Hun var også kommet i brunst, men hun var dog noget usikker på hvordan det fungerede så imens hun løb røg halen i vejret og spredte duften rundt om på engen imens hun løb. Hun havde fået at vide at det tiltrak andre heste mon det var sandt? Mon der ville komme nogen udelukkende for det? Samauun stoppede på bakketoppen, hun ventede stille. Hendes øre kørte rundt for at opfange den mindste lyd der antydede en anden hest ankomst - intet. Det gad hun i hvertfald ikke at vente på! Hun stampede en kort gang i jorden i ren protest over hendes brunsts virkning på andre heste. Hun udstødte et højt fnys før et spørgende vrinsk udfoldede sig ud over engen

Den skimlede hingst, der gik under navnet Altaïr, havde betragtet en ungdommelig sjæl et stykke tid nu. Sort var hun, men med tiden ville denne sjæl som Altaïr betragtede, nok tage mere farve som ham selv, for strået over hende, som utydelige stjerner, var de første tegn på skift i hendes pelsfarve. En mørk skimmel, var han sikker på hun var. Snart forlod den mørke hoppe vandets kant, hvor hun havde drukket og gav sig i gang med at danse over engen; Altaïr, som havde stået diskret på den anden side, begav sig i en afslappet skridt omkring den mindre sø, for at se nærmere på denne sjæl, der nu sprang rundt på engen. Snart lød ligeså et vrinsk fra den ungdommelige sjæl, og med et ryk hævede han hovedet og lod sine ører glide frem. Han stod et øjeblik inden han stilfærdigt svarede den fremmede hoppe, med et vrinsk af hingstet karakter, men mere gjorde han ikke; blot betragtede hende, imens hun udfoldede sig med sine elegante dansetrin.

Sam stoppede alt bevægelse og stivnede et øjeblik, et maskulint vrinsk var faldet for hendes øre hvilket fik den ungr hoppe til at kigge energisk men dog nysgerrigt rundt, halen krøllede fint over hendes ryg i ren ophidselse - glæde. Hun brummede blidt tilbage uden rigtigt at havde opdaget hingsten. Pudselig fangede hendes øjne en anden hests skikkelse, en hingst og en flot en af slagsen han var mørkskimmel med mørk man. Hoppen hvælvede let halsen da hun kiggede mod hingsten uden helt at dreje kroppen endnu, hun vrinskede endnu engang hen imod ham før hun på et splitsekund vendte sig med bagbenene borede ned i jorden og med et afskub arvet af forfædrende - afsted! Hoppen satte i fuld gallop mod hingsten uden helt at tænke over at hun måske ikke tilnærmede sig på bedste vis, hun nåede helt tæt på hingsten han var endnu flottere end hun først antog, og igen følte hun sig underligt draget af ham, hun havde følt det samme om en anden hingst, hun var ikke helt sikkert på hans navn, men hvorfor? Hvad kunne gøre at denne hoppe som aldrig viste interesse pludselig følte sig draget?! Hendes nærhed af hingsten generede hende ikke spor og han fik da heller ikke lov til at undersøge hende nærmere hvis han havde ville det for i det næste satte hun af igen rundt om ham, hun snittede ham blidt for at drille en smule men holdte sig i en cirkel rundt om hingsten, hvor mon han kom fra? Og hvad hed han? Hun stoppede op bag hingsten uden at gøre afstanden længere. Hun fnøs kort inden hun nlysgerrigt gav sig til at dufte til ham, dog uden at gøre noget upassende, hun var tæt men havde stadig en meter imellem dem. Hun brummeðe endnu engang denne gang var den dog blid og indhyllet af vendskablighed og velkomst

Den skimlede sjæl, som have holdt øje med den yngre hoppe, blev nærmest overrasket da hun valgte at sætte imod ham, så pludseligt, og med en sådan fart. Hun skød nærmest afsted som en pil, og snart var hun helt henne ved den ædle hingst, for dernæst at danse omkring ham, som en anden forårskuldret hingsteplag. En smule forundret hævede Altaïr hovedet og skævede rundt efter hende, og da hun endte med at stoppe bag ham og række mulen frem for at snuse til ham, svirpede han kort med halen; pludselig kunne han føle sig så gammel. Med let hævet hoved drejede han den ædle krop rundt, inden han med hvælvet hals rakte mulen frem for at stryge hendes ganske blidt, inden han slap en hingstet brummen frem fra dens fængsel i bugen.
Snart efter strøg han med elegante skridt ned langs hendes side og cirklede om hende, noget mere sensuelt end hun selv havde gjort det om ham, hvorefter han endte ved hendes side, med en dybere og hingstet brummen.

,,Godaften melady. Hvilke tanker præger dit sind omkring den himmel der hviler over vore hoveder?”

Han startede som han havde det for vane; ved at kaste sig ud i en snak, der skulle byde hans modstander, hans selskab, til at vise dem selv fra start af, ved at udveksle meninger og følelser om emner, som den skimlede hingst fandt ganske interessante. Hans sind var dog en smule fraværende, om end det ej kunne mærkes på den noble herre; for indvendigt rasede bekymringer endnu om den melady, han for kort tid siden havde set overmandet af et ujordisk væsen hvis mage han ej havde set lige. Nu var han dog her, i selskab med denne sjæl, som han agtede at give sin fulde opmærksomhed, og derfor kunne det ikke mærkes på den drømmende hingst, at noget nagede ham; for det kunne kun dem, der kendte ham til punkt og prikke.

Sam brummede atter nysgerrigt af hingsten da han med stor selvkontrol og ro vendte sig for at hilse ordenligt på hende, da han strøg hendes mule hvinede hun mildt over deres berøring, hun kunne bestemt lide det og brummede endnu dybere da han gik omkring hende, hendes hale røg også op i en kåd bue, så den sødlige duft kunne anes, da han kom om bag hende for atter at ende ved hendes side. Den sortskimlede hoppe strøg hingsten på halsen hun havde sådan en lyst til at røre ved ham - men den her opførsel var hende ukendt. Hun blev ved med at brumme af ham og opførte sig mere kåd end normalt, hvad var der galt med hende? Hingsten gav sig til at tale, han havde en dejlig stemme rolig som han selv virkede.

"Goddag..." Hoppen tænkte sig om imens hendes øjne kiggede intenst i hans, blufærdighed anede hun intet af og hendes blik vigede ikke fra hans.
" mine tanker er et stort rod" hoppen grinte kækt.
" jeg tænker sjældent i lange sætninger, for mange bekymringer kan bringe selv de stærkeste i knæ. Men hvis du så gerne vil vide det så tænker jeg at der er så mange smukke skabninger med hver deres betydning her i livet, i verdenen.... Men hvor jeg høre til er stadig ukendt" hoppen var på ingen måde trist bare mere afventende, hvad forventede hun mon i sit liv, var der noget hun savnede, noget hun manglede? Hoppen løj da hun sagde hun ikke tænkte for meget! For hvis hun ikke gjorde ville hun ikke tænke så meget på det som hun allerede gjorde.

"Hvad med dem, hvordan føler de denne verden skaber sine individer?" Hoppen havde ikke mødt så mange endnu så hun undrede sig lidt over hvordan samtlige heste på øen var

Han lyttede intenst, den skimlede herre, imens den sortskimlede hoppe startede ud. Hun havde nogle reaktioner, der på en måde virkede umådeligt sarte og samtidig virkede hun overhovedet ikke sart, i og med at hun med nærmest glæde rakte ud efter den skimlede hingst igen. Hun kunne virke som en smule ’pigefornærmet’ type – men indtil videre var hun dog alligevel ikke afvisende, langt fra. Han brummede sagte, inden han nappede imod hendes pandelok, hvor den hvide tot skilte sig forfængeligt ud; den klædte hende, ganske meget. Med de mørkeblå øjne mødte han nu hendes grønne, inden han med et naturligt charmerende smil nappede imod hendes kind.

,,Interessant syn du har på himlens evige mysterier, melady; men jeg tvivler på, at deres tanker ej rækker langt, for da ville du ej have tænkt over hvad der kunne gemme sig hos de funklende stjerner”

Begyndte han, med den meget karakteristiske drømmende stemme. Ingen snakkede som ham og med den tone han brugte, for speciel, det var den skimlede hingst; det vidste mange. Han havde tidligere søgt efter den perfekte partner at tage med ind i drømmenes verden – han mente nu han havde fundet hende, men endnu havde han ej haft muligheden for at bringe hende ind i den verden han skattede mest; med bortset fra én ting.
Han rømmede sig igen, da hun ligeså stillede ham et spørgsmål af samme stil – fornøjeligt brummede han og rankede sig, inden han gav sig i kast med at svare hende.

,,Hvordan verden skaber sine individer. Melady, deres spørgsmål er ikke konkret, men lad mig svare; hvordan et individ bliver skabt, som individ, er ligetil. Kærligheden skaber livet, sådan har det altid været. Men hvordan verden skaber individet som person, se, det er en helt anden filosofi. Jeg tror på, at individet skabes gradvist; den første sten bliver lagt ved fødslen. Sindet bliver bygget op af oplevelser, erfaringer, lærdom – men samtidig tror jeg også sindet bliver styrket af vore drømme, hvor ting vi ikke kan udføre i den vågne tilstand, kan være med til at fremme os som tænkere og drømmere.”

Derpå tav han, inden han med et intenst blik mødte hendes igen; forstod hun hans ord, eller var den ungdommelige hoppe slet ikke interesseret i denne snak, når brunsten raste igennem hendes krop?

Den sortskimlede hoppe kiggede nysgerrigt i hingstens mørkeblå øjne, hun var helt betaget af ham, da han nappede til hendes pandelok hvinede hun lavt og kastede sig tættere ind på ham så deres skuldre havde kontakt, hendes hale var krøllet til siden som reaktion på hingstens kærtegn, hun rømmede sig en smule da hun havde opdsget hvad hun havde gjort, hun blev mere og mere underlig! Kunne brunsten have noget med det at gøre? Drillende nappede hun hans kæbe, før hun gav sig til at lytte til ham. Han havde ret med hensyn til hendes tanker, men hun valgte bare at smile over det som var hun et føl der var blevet opdaget i at gøre noget hun ikke burde.

"Drømme kan være bedre end at tænke..." Hun blinkede charmerende til hingsten.

Hoppen lyttede opmærksomt til den gråskimlede hingst, hun forstod udmærket alt hvad han sagde, men tav et stykke tid for selv at tænke sig godt om inden hun svarede, hans svar gav hende nogle urummelige tanker som hun havde svært ved at sætte hoved og hale i.

"Ja...." Hoppen nikkede i enighed.
"Livets store oplevelser, mysterier, det gode såvel som det onde hjælper individerne frem til deres nuværende personlighed, og som du selv sagde vil de forme sig lidt efter lidt, flere sten vil efterhånden lave et godt fundament, men hvorvidt man vil lade stenbjerget vælte eller stå rangt er op til det enkelte individ"

Samauun snakkede til hingsten men også til sig selv, det var som om hun selv lige havde fundet ud af det som hun lige havde sagt. Men var der så mange andre forskellige individer på denne ø? Hvordan var han selv?

"Hvordan ser du dig selv som individ? Ikke her men i drømmeverdenen?" Hoppen lænte sig stille ind mod hingsten, hun var begyndt at finde sin opførsel pinlig men hun havde ingen anelse om hvorfor hun var sådan, men hun vidste heller ikke om hun skulle undskylde.

Blikket hvilede fortsat på den sortskimlede hoppe, imens hun vejede hans ord, og imens hun forberedte sine egne. Der gik ikke længe, før hendes ord endnu gang afbrød stilheden imellem dem, og de charmerende træk der var gledet over hoppen, fornøjede hingsten. Han hævede hovedet en anelse og brummede dybt, men tilfredst, inden han trådte et par skridt frem, indbydende til at hun skulle følge ham. Han nød at bevæge sig imens hans samtaler stod på, og samtidig tænkte han, at det måske kunne få den lettere kuldrede hoppe lidt på andre tanker, end brunsten, som hun så ivrigt viste gang på gang.

,,Hvordan jeg ser mig selv som individ? Det var et godt spørgsmål melady, for aldrig tænker jeg på mig selv på denne måde. Jeg søger aldrig informationer om mig selv, da jeg ikke finder min eksistens interessant; jeg kender mig selv, men alle de mysterier der er i verdenen omkring mig, alle de fascinerende personligheder, dem finder jeg interessant. Men, hvis jeg skal svare, da ser jeg mig selv som en skaber. I drømmenes verden, skaber jeg, kreere og kontrollere. Samtidig melady, er jeg en observatør der elsker at indsamle informationer og lagre dem i mit sind. Melady, lad mig stille dig det samme spørgsmål; hvordan ser du dig selv?”

Han smilede, endnu engang charmerende, mens hans tanker bag sindet endnu bekymrede sig om den brunbrogede melady, hvis problemer han endnu ikke havde fundet en løsning på. Med et brum nappede han muntert imod hans yndefulde følgesvend for denne aften, alt imens han overvejede hvad vej han mon skulle føre hende, mens deres selskab ville stå på.

Da hingsten begyndte at gå stod hun lidt usikker på om hun skulle med eller ej, men da han gjorde tegn til at hun skulle følge ham satte hun rapt afsted imod ham og kom ved hjælp af et glsd hop atter op ved higstens side igen. Hun nappede ham drillende bag knæet, for derefter at knejse nakken så hun fik den såkaldte 'hingste-hals' den hals hingstene brugte til st imponerer hopperne med, brugte hun udelukkende i kåd leg - hendes hals var heller ikke den helt kraftige af slagsen den var slank men med tydelige muskler. Halen havde stadig ikke aldet til ro men lå stadig krøllet udfordrende op af ryggen. Da hun endelig fik sig selv til at falde nogenlunde til ro igen strakte hun halsen imens de gik og brummede under hingstens mule, kærtegn holdte hun af og det skulle hingsten sandelig også få at vide.
Hun lyttede atter til ham før hun med det samme gav sig til at svare.

"Jeg skaber ingen identiteter, men jeg skaber derimod mit eget landskab, hvor jeg kan drømme videre, jeg observerer og lærer. Jeg er på ingen måde erfaren nok til at se mig som en skaber endnu, men en dag når drømmene og den stjernefyldte himmel vil - så vil det ske. Alt til sin tid...." Hoppen kiggede glad men stadig intenst i hingstens mørkeblå øjne, før hun atter gav sig til at sige det endelige.

"Jeg tænker ikke så meget igen på mig selv, jeg tænker mere på min plads i drømmene, jeg tager imod alt hvd jeg kan få, se og opleve så jeg til sidst kan danne mig et indblik på hvordan min egen drømmeverden kan formes."

Samauun slog kort med halen, hendes mule søgte atter hans korpus, hun ville ikke stoppe hendes tilnærmelser men hvis hun blev formeget skulle hingsten mon nok sige fra, men brunsten var gemt en smule væk - dog ikke helt da halen stadig stod krøllet.

Snart fulgte den sortskimlede hoppe med, hvilket glædede den skimlede hingst. Det var et langt bedre miljø for snak at udvikle sig i, når man gik samtidigt, sådan havde han det i hvert fald altid. Med en munter brummen lagde han blikket imod hende, da hun atter engang berørte hans skind. Hun lod til at være en, der nød kærtegn, ganske meget endda; men samtidig havde hun det pigefornærmede over sig, som han ikke helt kunne kode sammen med hendes berøringsglæde. Dog gjorde han ej andet end at brumme, stadigt fornøjet, inden han gav sig i gang med at svare hendes ord.

,,Du lader til at drømme meget melady, det glæder mig at høre. Mange lader til at have fængslet deres fantasi, og nærmest straffer sig selv for at forsøge at finde den frem igen. Det lader til at du endnu har din intakt.”

Sagde han med det charmerende smil. Det fascinerede ham, at han havde mødt en sjæl med fantasi; for ud over hende, havde han ikke mødt mange der endnu nød at bruge den. Kun nogle få, og disse få havde han ikke set i umenneskelige tider. Han rankede sit ædle korpus, inden han standsede op. Han havde fundet vejen de skulle tage; men inden de begav sig ind i det skovområde han havde udvalgt, ville han stille hende et spørgsmål mere.

,,Melady, er der noget du frygter i dette land?”

Den viden skulle han bruge – for nok kendte han det sted de skulle indtil, men var man ukendt med hvordan terrænet kunne bugte sig og skabe mystiske former og silhuetter, da kunne den virke umådeligt skræmmende. Han måtte vide, om denne hoppe frygtede noget i den stil, for ellers ville han lægge deres kurs om.