Creating Memories

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den lille askegrå var vokset. Hun havde danset rundt på eventyr på hver eneste ø, helt på egen hånd, og i sommerheden havde hendes kulsorte manke og lange ben vokset hastigt. Men hendes sind syntes uforanderligt, i de ravgyldne øjne var hele verden endnu fuld af skønhed og helt og aldeles tom for ondskab. Hun havde fundet frem til Chibales skove, hvor gamle minder lå og gemte på sig mellem de gamle grantræer. Jo, hun huskede i glimt at have været her da hun var endnu mindre, da hendes ben stadig var lidt usikre, men alligevel klarede at bære hende afsted. Hun huskede den underlige duft af harpiks og mos. Og hun huskede den lille, røde hest hun var stødt på mellem træerne. Et oprigtigt smil krusede ud på den kridhvide mule ved tanken, sikke en specielt hest det havde været, så lille, men alligevel ikke sådan én som hende. Og helt rød. Ligeså rød som lyset fra aftensolen, der nu blev kastet ned mellem de tavse graner. Den askegrå plag trippede nysgerrigt gennem skoven, ind og ud mellem træerne, ørerne spidsede. Man vidste aldrig, om man ville møde noget på sin vej. word count 193

T H O R O N D O R

---

Chibale. Øen fyldt med træer. Ved gensynet med øen havde minderne omkring de få møder han havde haft her, vældet op i den kraftige hingst. Geshia, Scarlett. To vidt forskellige sjæle, men han brød sig egentligt lige meget om dem. For tiden kunne han ligefrem siges at savne de to, men det var trods alt ikke altid lige nemt at finde hinanden i dette ø-rige, så savnet måtte vente med at blive indfriet.
Mange så skoven som et fredfyldt sted, bedst betrådt via. de mange stier, men Thorons måde at føre sig frem på derinde havde ikke ændret sig en smule. Stadig så uelegant og grov som altid. Dog var den ikke frembrusende, nej, han bevægede sig skam i et langsomt, behageligt tempo. Stilfærdigt blev halen svunget bag ham, da han hævede sit ene forben for, uden rigtigt at tænke over det, at træde ned ovenpå hvad han mente var en træstamme. Den holdt til at starte med, men da han flyttede det andet ben op og dermed hvilte al vægten på den, brast den. Det lød utrolig højt herinde mellem træerne, men hingsten kiggede blot ned på hans hove. Træstammen havde været hul? Med en hovedrysten og en munter brummen skridtede hingsten videre; fletningerne dinglede som altid fra side til side omkring hans hals.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Et underligt brag fangede lynhurtigt den nysgerrige askegrå. I et hop bremsede hun op, hun passede lige under et vældigt højt grantræ hvis grene begyndte højt oppe på stammen. Helt stille stod hun i skyggen af det, endnu mere grå i farven end ude i sollyset, nærmest sort. Sort som en ravn, sort som natten! Hun viftede begejstret på halen, som i den grad også var vokset. Mamas hårpragt, den havde hun i hvert fald fået. Men nu var det altså den her mærkelige lyd der optog hele hendes bevidsthed, og ikke mindet om den blåøjede hoppe der havde givet hende livet. Der gik ikke mange øjeblikke før hun var på spring, de lange ben fandt nemt vej over det bløde mos og de store, tørre grene der dækkede jorden. Hvad mon det var, hvilken tingest havde dog forårsaget sådan en lyd? Var noget faldet ned fra himlen, en fugl, en sky? En tidlig stjerne? Et helhjertet smil viste sig allerede, hendes nysgerrighed ville ingen ende tage, og da slet ikke så snart hun havde på fornemmelsen, at hun var tæt på lydens oprindelse. Men den varede jo kun et øjeblik, og her var mange træer, så det var ikke lige til at finde. word count 203

Thorondor forsatte i sit afslappede tempo. Ørerne vippede mod en lyd i ny og næ; oftest var det ikke andet end en fugl der sang, skræppede op eller kastede sig op i luften fra sin gren. Det var måske sært, men den gyldne hingst brød sig ganske godt om fugle: de var elegante. Ikke at han ønskede deres elegance; hvis han skulle have noget, måtte det være deres vinger. Denne tanke bragte ham tilbage til hans 'død'. Han var vel egentligt ikke endt med at dø dengang, for han var her nu med alle sine minder, men det øjeblik.. De sekunder han faldt. Trods frygten havde været der, havde han aldrig følt sig så fri som han havde gjort der. Han var bundet til jorden, måske mere end mange andre heste, og selvom han nød det, så ville lidt frihed ikke dræbe ham.

Fordybt som han var, opdagede han ikke den skikkelse der kom mod ham, før det var for sent. Dog var det ikke helt hans skyld, for faktisk kunne ingen af dem se hinanden, før de begge rundede et træ. Det blev en brat opvågning for i hvert fald ham. Han mærkede sin skulder bumpe ind i et eller andet, men præcist hvad vidste han ikke, da han af instinkt vred sig ud til siden. Hans hove ramte skovbunden med en dumb, men kraftig lyd.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den lille askegrå fik sig noget af en overraskelse, da hendes mule og sådanset også resten af ansigtet stødte ind i en væg af pels. Hun havde holdt hovedet lavt for at undgå grenene, på trods af at hun altid plejede at have mulen i vejret så snart noget havde grebet hendes nysgerrighed. Og så var hun ikke nogen høj plag, selvom hendes ben så vældig lange ud. Så hun tromlede altså lige ind i væggen af pels, idet hun sprang forbi endnu et vippende grantræ. Et øjeblik var hun helt fortumlet, hun var lige ved at tabe fodfæste da pelsvæggen forsvandt foran hende og veg til siden. Et meget lyst prust undslap hende og hun rystede kraftigt det lille, hvide hoved inden hun stod helt stille og fik øje på det, hun egentlig var stødt ind i. Meget hurtigt blev de ravgyldne øjne meget store. Et sus af begejstring fór igennem den askegrå, for det var et helt bjerg af pels, et bjerg med øre og hale, en hest. Der gik kun et sekund før hele hendes ansigt brød ud i et stort smil. Hun var helt paf. Sikke meget pels. word count 192

Et overrasket fnys forlod hingsten, da hans blik fandt det, som var stødt ind i hans skulder. De dunede ører blev spidset mod den smalle, ranglede skikkelse og et øjeblik virkede han som et stort spørgsmålstegn. Dog da et kæmpe smil bredte sig på den lille skikkelses ansigt, mimikerede hingsten hendes reaktion. Hans tog dog en mere munter karakter, før han lod sin dybe, blide røst lyde.

,,Vi var da vidst lige to, der ikke så sig for."

Hingsten betragtede unghoppen med et venligt blik. Hun bar tydeligt præg af kun lige at have forladt sit stadie for føl, for hendes bygning var alt andet end harmonisk. Ikke direkte grim, men blot klassisk uharmonisk som enhver anden unghest. Roligt rykkede han sine hove lidt og placerede sig en smule mere stabilt, for hans hove var landet på nogle sære punkter.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Et sæt store brune øjne mødte hende. Det var der hun først lagde mærke til smilet, da det også brød ud på den store hests ansigt. For det var et ansigt. Hun var helt betaget. Så meget pels på én gang havde hun aldrig før set. Og så åbnede hesten endda munden og begyndte at tale, tale til hende, selvom hun sådan lige var stødt ind i den med panden først. Hun slap den ikke af syne et øjeblik, og rettede nysgerrigt de mørke, silkebløde ører helt frem for at fange hver en lyd der kom fra hesten af pels. Hun forstod stadig ikke meget af deres sprog, hun havde kun sit eget, det hendes mama havde lært hende, men lidt kunne hun da af de fremmede hestes ord. De lød ikke så underlige mere. Alligevel var det den varme og muntre lyd af ordene, der fik hende til at slå en lys latter op. Det var næsten som en melodi uden hæmninger, lige fra hendes allerinderste. En usynlig varme strømmede fra den store hest, hun blev næsten helt ør af glæde over sit held. Hun glemte næsten at svare. Men hvad ville hun sige? Der gik et øjeblik efter at latteren fortog sig. ”Ariel.” word count 205

Unghoppen viste sig ikke helt at være, som den tunge hingst havde forventet. Da hans ord havde lagt sig, slog hun en lys, smittende latter op; Thorondor lo ikke med hende, men en munter brummen forlod ham da, uden at han kendte grunden til det. Da latteren lagde sig, svarede hun blot med et enkelt ord, et ord han ikke helt forstod. Ariel? Var det hendes navn eller noget på et fremmed sprog? Et øjeblik stod han blot og så på den sortgrå hoppe, før han så selv sagde noget på ny.

,,Ariel... er det dit.. navn?"

De pjuskede ører var vendt fremad mod hoppen. Såsnart kulden tog til igen, ville de sandsynligvis forsvinde helt. Thorondor havde bestemt en del pels om sommeren, men om vinteren... om vinteren var han en omvandrende pelskugle. Det så sært og ud mange hingste ville nok føle at udseendet på ingen måde var dem hver, men for ham var det ligegyldigt.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Hun var overordentligt nysgerrig efter at komme tættere på den pelsede hest. Den så vældig blød ud. Hun strakte den hvide mule frem en anelse og trippede lidt tættere på, mens ørerne blev vippet da den store hest begyndte at tale med en noget dybere stemme end hendes. Ariel, navn? Ja! Selvfølgelig var det hendes navn, der var jo ikke noget andet der hed en Ariel. Ikke hvad hun vidste. Måske på deres lidt underlige sprog, men ikke på hende og mamas. Nej, hun var den eneste Ariel. Derfor nikkede hun ivrigt, med en let mimren på mulen. Hvorefter hun placerede den på samme skulder, som hun var væltet ind i. word count 111

Snart nikkede unghoppen energisk, ivrigt, før hun placerede sin mule mod hans skulder. Det havde egentligt ikke gjorde ondt, men nysgerrigt vippede han sine ører frem mod hende, før han roligt svang med halen og et nyt, munter smil smøg sig om hans mule. Lidt forsigtigt puffede han til hendes hals for lige at fange hendes opmærksomhed igen.

,,Jamen så goddag, Ariel... Mit navn er Thoron."

Thorondor vidste ikke helt præcist hvorfor han var mere eller mindre holdt op med at bruge sit fulde navn, det var han bare. Måske var det fordi han alligevel, næsten, altid gav den kortere version også, men der kunne vel ligge andre grunde bag. Et øjeblik lod han blikket glide undersøgende henover den unge, askegrå hoppe, og lod det ende ved hendes hove, før han så på sine egne. Forskellen var enorm, næsten på grænsen til absurd, men når han tænkte over det, så var det sådan med alle dele af de to heste. Den ene slank og fin, den anden bred og grov.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Hestens lyse, sandfarvede pels var ganske rigtigt vældig blød mod hendes mule. De andre heste hun havde mødt, deres pels var helt glat. Men den her var anderledes. Sikke en spændende hest, hun forsøgte grundigt at regne ud hvordan den kunne være så stor, endnu større end hendes papa. Blot lavere. Hun smilede da hun fik et venligt puf på hals af en noget bred mule, og afbrød kontakten med skulderen da hun drejede hovedet mod hestens ansigt igen. De mørke, silkebløde ører blev vippet frem da den igen talte, og sagde noget der mindede hende om en hilsen. Navnet, det fangede hun. ”Tho-ron. Thoron.” Navne var vigtige. De havde en betydning, og hun var nysgerrig efter at vide hvad Thoron mon betød. Stor? Bjerg? Pels? Men hun vidste ikke hvordan man spurgte, kendte ikke nok ord efter al den tid hun havde brugt alene. Så det var ingen mulighed. I stedet flyttede hun på sig, og de ravgyldne øjne faldt endelig på hestens man. Den var kort, helt kort, næsten ligesom hendes egen havde været, men samtidig var noget af den utroligt lang, og rullet sammen. Og fuld af fjer. Hendes øjne blev hurtigt større. ”….. Fugl?” word count 198

Et smil satte sig om den ufine mule, da den unge hoppe prøvede at udtale hans navn. Først med besvær, men så med bedre held; hun forstod ikke helt at frembringe den rigtige tone, men det var der sjældent nogen der gjorde her. Det sørgede ham ej længere, selvom han savnede at høre nogen kalde ham ved hans helt rigtige navn. Dog ville han aldrig tage det tungt; uanset hvordan de sagde det, så var navnet stadig hans!
Lille Ariel virkede til at være overordentligt nysgerrig når det gjaldt hans pels, men nysgerrigheden blev nu vendt mod noget andet; hans fletninger. De havde set bedre dage, men holdt sig stadigt overraskende godt, selvom spidserne var blevet en anelse længere og enkelte hår sneg sig ud og ind hist og her. En mild brummen rumlede i hingstens indre, da hendes øjne nærmest blev større ved synet af hans fjer.

,,De tilhørte engang nogle fugle, men nu er de mine."

Smilet tog en anden, lettere munter karakter. Ingen af fjerne var taget med magt, nej, de var alle fundet. Hver fjer havde sin betydning, men han var begyndt at lade det gå i et med så mange andre ting, han var begyndt at glemme. Deres betydning havde de kun for ham, så hvorfor blive ved med at huske på den? For historiens skyld selvfølgelig og det var da også den eneste grund, til at så mange ting ikke for længst var glemt.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den lille askegrå gjorde sig umage for at forstå. Ord og lyde og smil, det var hvad der kom fra den store hest af lys pels. De små gyldne øjne blev klemt en anelse i et kort øjeblik, mens hun koncentrerede sig om lyden af hestens ord. Det var altså fjer fra fugle! Hun brød ud i et stort smil da hun forstod. Nej, det var ikke fjer som voksede fra hestens man, det var simpelthen fuglefjer. Men hvordan? Og hvorfor? Forsøgende nippede den askegrå ud efter den bredskuldrede, hun følte sig pludselig ganske lille ved siden af denne kæmpe. Men den var overordentlig venlig, og nu kunne hun slet ikke holde op med at fundere over de fjer, der prydede dens sammenrullede manke. Hun rynkede på den hvide mule idet hun forsøgte at formulere sig, ikke af sit selskab, men af ordene der syntes mystiske fordi hun ikke brugte dem meget: ”Tho-ron fandt fjerene?” word count 155

Det ville nok undrer ham til evig tid, hvordan den askegrå talte et andet sprog. Jovist kendte han et andet sprog, det der blev brugt til rejseviser og lignende, men det var så gammelt, at ingen kunne tyde det. Han kendte nogenlunde betydningen, men ville aldrig være muligt for ham at føre en samtale, alene bare det at sige hvem han var! Det var noget med "Ulh' Thorondor.." men så kunne han heller ikke mere og hvad han ville have sagt der, var ikke mere end en uhøflig hilsen og så hans navn. Ikke just de ord, man ville kaste i hovedet på en fremmede.
Skævt smilede han venligt til hende, før hans stemme lød på ny.

,,Nej, de blev givet til mig af venner og familie."

Det var ikke helt rigtigt. De kom ganske vidst fra venner og familie, men det var langt fra så simpelt. Der var langt mere bag det, så mange betydninger og range. Systemet var simpelt når man kendte det, men inden da... hvem forstod, hvordan en fjer med to farver var mere værd end en stribet, men en stribet var samtidigt mere værd en anden to-farvet fjer. Farver, mængde og mange andre småting spillede en større rolle end de burde.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] ”Familie?” Det var et ord der bragte hende mere eller mindre til tavshed. Hun havde også en familie, og hun blev lidt nysgerrig efter, hvilken slags familie denne kæmpe mon havde. For hun var blevet væk fra sin egen, og hun vidste ikke om hun ville finde den igen. Eller om den ville kunne huske hende efter så lang tid. Det kunne hun godt forestille sig. Hun drejede lidt på det ene, silkebløde ører. Det gjorde nu ikke noget, hun ville godt kunne forstå det, hvis de havde glemt hende. Men hun ville ikke glemme dem. Et lille smil krusede alligevel igen ud på hendes mule, til den venlige fremmede. Det var et spinkelt smil, men hun var ganske glad for at have rendt hovedkulds ind i så spændende en hest. Mon alle fra hans familie var lige sådan, med fjer i manken og en overordentlig varm pels? word count 149